Direkte Demokrati
Debatblad for Foreningen for Direkte Demokrati 
Nr. 1 2001


Formanden orienterer

Af Marcus Schmidt, formand - marcus@folkestyre.dk 


Som foreningens medlemmer næppe har kunnet undgå at bemærke, nåede vi ikke at udkomme med et nummer af vores lille blad før jul (det havde vi ellers lovet). Årsagen var en kombination af juletravlhed og manglende stof. Det er der nu rodet bod på. Hermed foreligger omsider et nyt nummer med nogle, synes jeg, aktuelle bidrag omkring det, der udgør grundlaget for vores forening: vitalisering af folkestyret. Sanne Quist Højgaard er i sit bidrag inde på at den digitale kommune rummer et overset potentiale.


Hjemmesiden

Som tilfældet var med sidste nummer, så vil denne udgave inden længe også blive lagt op på vores hjemmeside i fuld ordlyd. - Angående hjemmesiden kan jeg med en vis tilfredshed notere, at sidens besøgstal stadigvæk ligger på et niveau tangerende til det, da vi - af forståelige grunde - toppede i forbindelse med folkeafstemningen om Euroen i September. Jeg gætter på, at folkestyre.dk har omkring 20-30 besøgende per dag. Det lyder ganske vist ikke af så meget, sammenlignet med jubii.dk og jp.dk. Men alligevel. Og vores sigte er jo heller ikke at være alt for alle. Vi er jo ikke et portal. I bedste fald kunne man sige at vi er et folkestyre-portal.

Interessen for vores side har i øvrigt vist sig på følgende måde: I de seneste måneder er jeg skønsvis blevet kontaktet per telefon og E-mail nogle gange om ugen, hvor årsagen til kontakten umiddelbart kan føres tilbage til, at den pågældende er stødt på folkestyre.dk i forbindelse med søgning på Internettet efter "direkte demokrati" eller ret relateret ord. Nogle eksempler: En gruppe journalist-studerende fra Aarhus opsøgte mig en eftermiddag angående et interview i forbindelse med deres afgangsprojekt; en kvik elev fra 10 klasse fra hovedstads-området ringede og diskuterede en time med mig om emnet; en journalist fra Computerworld ringede for at høre om, hvordan vi som forening forholder os til folkeafstemninger via nettet; en person fra en græsrodsbevægelse E-mailede mig mht. en række spørgsmål, en anden ville vide noget om Grundlovens regler for folke-afstemninger og om de burde ændres osv. Jeg vil overveje et mindre aktivt fremstød for vores side med det formål at øge den såkaldte "page traffic". I det store og hele kan vi i øvrigt være ret optimistiske med hensyn til, at vores side rammer den potentielle målgruppe: Personer, der på nettet søger efter de emner, som vi står for såsom direkte demokrati, folkeafstemninger, folkestyre osv - de vil som et af de første hits (hvis ikke som det allerførste hit) støde på vores side. Jeg har i hvert fald for nylig gjort forsøget fra flere af de udbredte søge-maskiner med stort set samme resultat.

Jeg er i fuld gang med at lægge en række nyttige informationer op på hjemmesiden. Fx vil der blive etableret en underside, hvor der vil blive lagt en hel del kronikker ind, dels af foreningens medlemmer, og dels af folk som Ebbe Kløvedal Reich og andre. Hvis foreningens medlemmer har bidrag, der kunne være af interesse, modtages de gerne. Der er dog følgende betingelser: Det skal være en kronik, som har været offentliggjort i en større avis, helst i en landsdækkende. Den skal som et centralt emne have folkeafstemninger, folkestyre eller lignende. Den skal fremsendes som tekst-fil (det er for stort et arbejde at scanne artikler ind). På grund af redigeringen skal jeg dertil have en kopi af artiklen, som den stod i avisen samt angivelse af dato.


Nyt Europæisk netværk for direkte demokrati

Siden sidste nummer udkom har jeg - i dagene 10-12 november i München deltaget i en slags kongres eller stiftende generalforsamling for den europæiske "brancheforening" for direkte demokrati. Foreningens navn er Network of Direct Democracy Initiatives in Europe (NDDI). Der deltog ca. 60-70 personer fra 18 forskellige lande, herunder ikke mindst en række interesserede entusiaster fra de tidligere kommunistiske lande som Tjekkiet, Bulgarien, Ungarn, Rumænien og Slovakiet. Fra Svejts deltog den kendte socialdemokratiske parlamentariker Andi Gross (som en del af medlemmerne har mødt da han for nogle år siden optrådte i et foreningsarrangement). Tyskland havde alene 20 deltagere fra bevægelsen Mehr Demokratie. De havde også fået fat i en gæstetaler, Gerhard Häfner, tidligere medlem af den tyske Forbundsdag for partiet De Grønne. Fra Sverige deltog min gode ven Thomas Ohlin, søn af Bertel Ohlin (nobelprisvinder i økonomi fra 1979). USA var bla. repræsenteret ved den forhenværende senator Mike Gravel. Samlet må man sige, at deltagerne i de tre dages møder var en større samling af spændende og inspirerende personer.

De fire deltagende hollændere viste mig stolt forsiden af bladet De Handelsblatt's forside (svarer vel til Børsen), hvor der ganske enkelt - og uden kommentar - var optrykt en hel spalte af vores hjemmeside's engelske udgave (kommentarer og meningsmålinger fra dagene før valget, som jeg havde lagt op). Den havde de fundet, skrevet ud og sendt til bladet, der så optrykte den rådt og uden ændringer. Ikke værst, når jeg nu selv skal sige det...


Aktuelle citater om folkeafstemninger og lign.

I kølvandet af Euro-afstemningen er jeg stødt på følgende citater i den danske presse, der bør interessere medlemmerne:

"Det er ikke rimeligt at sætte det repræsentative demokrati ud af kraft fordi verden forandres" - Marianne Jelveds begrundelse for at hun ikke mener Nice-traktaten skal til folkeafstemning (DRs radioavis 7.1. 2001). Kommentar: Bemærk venligst det logiske islæt. Personligt har jeg dog svært ved at se det åbenlyse i denne argumentation.
"For mig er Grundloven afgørende. Det er vigtigt at holde klart skib mellem det repræsentative demokrati og folkeafstemninger." - Poul Nyrup Rasmussen ifølge Jyllands Posten 8.1. 2001. Kommentar: Det kunne næsten lyde som om statsministeren opfatter Grundloven som et værn mod folkeafstemninger. Mon ikke det rigtige er at opfatte Grundlovens regler om folkeafstemninger som et værn mod politikerne? Grundloven siger kun, hvornår folkeafstemninger skal afholdes (valgretsalder, suverænitet, grundlovsændringer etc.). Den siger så også noget om, hvad der ikke må afholdes afstemninger om (skatter, kongehus osv.). Men der findes et utal af områder, hvor der sagtens kan holdes folkeafstemninger. Grundloven har altså en minimumsregel samt nogle specifikke undtagelser. Men der kan da sagtens afholdes folkeafstemninger om strafferammer, miljølove, trafikforhold, skoler, prioritering indenfor sundhedsvæsnet osv.
"Det farlige ved folkeafstemning er, at følgerne af et nej er så drastiske....Og vi kan ikke være sikre på et ja" - Margrethe Auken til Jyllands Posten 8.1. 2001. Kommentar: Den er vel overflødig. Det er den sædvanlige remse fra dem, der ikke bryder sig om folkeafstemninger: Der er en oplagt fare for ad udfaldet bliver forkert. Forleden mødtes jeg med de konservatives Brian Mikkelsen på grund af noget arbejde. Han havde hørt om vores forening og spurgte høfligt, hvordan det gik med den. Så fortsatte han med at pointere, at han selv principielt var positiv overfor tiltag til at engagere borgerne, som fx folkeafstemninger jo er udtryk for. Desværre sagde han, så var erfaringen fra den just overståede Euro-afstemning jo mindre heldig...
  "Det værst tænkelige er da politikere, der efter sådan en folkeafstemning siger, at det mente de da forresten heller ikke sådan rigtig alligevel... Folk vælger politikere, fordi der er grænser for, hvad man har tid og kræfter til i det daglige liv... Vi må indstille os på, at folkeafstemninger er en del af den måde, EU-politik laves på i Danmark. Jeg er tilhænger af det repræsentative demokrati, men sådan ser verden ikke ud." - Ritt Bjerregaard ifølge Weekendavisen 19.1. 2001. Kommentar: Kunne vi ikke tillade os at tilføje: Nej heldigvis ser verden ikke helt sådan ud!

Efter disse "sure opstød" nu til et positivt citat:
"Så har vi en folkeafstemning om EU, men resultatet har ingen konsekvenser. Jeg kan i hvert fald ikke få øje på dem. Jeg har ikke stemt i 15 år. Jeg er dybt desillusioneret og overbevist om, at de alle sammen fylder os med løgn. Derfor foreslår jeg et parti, der vil lægge alle informationerne på bordet, så almindelige mennesker kan tage stilling. 50 folkeafstemninger om året, det ville være demokrati." - Forfatteren Mads 'Blærerøv' Christensen i Jyllands Posten 27.1. 2001
Og til slut en, synes jeg, ret foruroligende kommentar af professor i statskundskab, Tim Knudsen: "Folkeafstemninger opfatter nogle embedsmænd som en situation analog med at hjælpe ministeren med at overbevise Folketinget. Nu er målgruppen bare i stedet vælgerne. Dette synspunkt har også statsministeren og regeringen, som i øvrigt ikke mener, at folkeafstemninger har noget med partipolitisk agitation at gøre." (Jyllands Posten 26.1. 2001)

"Dialog med borgerne"

Ugebrevet Mandag Morgen havde den 18 december en artikel med overskriften "Borgernes Europa på dagsordenen". Nogle pluk fra artiklen: "Fremtidens EU har brug for større folkelig opbakning - Derfor skal borgere og beslutningstagere i medlemslandene diskutere fremtidens union... Danmark er langt i forberedelserne og kan blive europæisk foregangsland for en folkelig EU-debat... EU-landene tager [nu] et helt nyt initiativ til at få etableret en egentlig dialog med de europæiske borgere om fremtidens Europa." Jeg har læst artiklen grundigt igennem. Men intetsteds har jeg kunnet finde noget konkret om hvordan denne skelsættende dialog skal foregå. Jeg tror nu heller ikke journalisten har kunnet gennemskue det. Han har formentlig kun haft Europakommissionens sædvanlige propagandamateriale at holde sig til. Og det bliver man i den henseende ikke klogere af, tværtimod. Deres materiale lader til at være lavet ud fra devisen om at forvirre fjenden mest muligt (kommissionens informationsmateriale har jeg engang befattet mig en del med i en kronik i Samvirke, juni/juli 1994. Den vil inden længe være tilgængelig på vores hjemmeside). Journalisten bag artiklen har derfor valgt at holde sig til en række intetsigende, uforpligtende og tågede fraser af den ovenfor anførte skuffe.

Måske tænkes der på de såkaldte folkehøringer, som regeringen gennemførte sidste år om bla. Sundhedsvæsnet. Her viste det sig, at der var som så med folkeligheden, idet de fleste fremmødte var inviteret af ministeriet. Der var en overvægt af folk fra organisationer osv. Møderne afholdtes fortrinsvis i storbyer, herunder København. Der var ikke stole til folk fra gaden osv. Formen mindede om en skoleklasse hvor demokratiet udstrækker sig til at eleverne (de fremmødte) kan stille spørgsmål og komme med kommentarer til læreren (ministrene). Men alt det har pressen skrevet udførligt om dengang de foregik. Desuagtet den sønderlemmende kritik, udtalte Nyrup den 22.11. 2000 i Folketinget: "... disse nationale folkehøringer, som har være en kæmpesucces... Folk har være så glade for dem, fordi det har gjort det muligt for regeringen og folk at få en direkte dialog, hvor man kan komme med kritik og positive forslag." (min fremhævelse)- På ny vil jeg mene at statsministerens ord taler for sig selv.


Afslutning

På den positive side kan vi gøre opmærksom på, at Bornholmerne skal til folkeafstemning inden sommeren, hvor der skal stemmes om øens fem kommuner og amtet skal slås sammen til en enkelt administrativ enhed.

Til slut skal jeg beklage, at vi atter ikke har kunne leve op til foreningens love, idet der skulle have været afholdt generalforsamling inden jul. Jeg håber det er i orden, at vi stræber mod at den afholdes sammen med et weekend-arrangement svarende til det, vi afviklede sidste år i maj i Odense, hvor der deltog omkring 15 medlemmer. Det vil jeg tage initiativ til inden så længe.



Det despotiske demokrati

Kronik af Martin Elmer i Fyns Stiftstidende 12.dec. 2000

Debatten om den politiske kultur har sjældent større værdi end et varmt omslag på et træben. Den politiske kultur har opnået en alder, hvor enhver kop eller glas anses for antik, hvilket ikke er bevis på fortræffelighed, kun at den som enhver anden antikvitet har en vis affektionsværdi.

Det tog verden fra vor tidsregnings begyndelse til det 16. århundrede at fostre en vantro Thomas med sjælsstyrke og mod til at påpege, at spørgsmål ikke besvares af gamle autoriteter, men af nye eksperimenter. En moderne Thomas, den svenske professor i statsvidenskab Leif Lewin, konkluderede upåagtet af meningsdannere og beslutningstagere i et interview i Dagens Nyheter allerede i 1988, at "der er faktisk ikke længere brug for de politiske partier."

Der er dem, der mener, som den spanske forfatter, Autoro Martinez Barroso, at der aldrig har været brug for dem, og at de i virkeligheden har været ødelæggende for en demokratisk udvikling. I et TV-interview i sommer ytrede Barosso med et ansigtsudtryk så ubestikkelig som et fingeraftryk: "Uden en politisk kultur baseres på politiske partier ville nazismen, kommunismen, fascismen og andre yderliggående bevægelser aldrig have haft en chance i Europa. Det politiske system, vi har i dag, er, hvad Alexis de Tocqueville i sin tid advarede mod: det despotiske demokrati."

Synspunktet deles af den politiske kommentator Julie Francoise Deforges, der under forårets overophedede politiske debat i Frankrig bla. skrev i Le Monde: "Politiske partier tager ikke udgangspunkt i erfaringer men i dogmer, og den enkelte politiker tilsidesætter i virkeligheden demokratiets princip ved at acceptere det. Den tanke falder ind, at vi en dag kan blive nødt til at afskaffe de politiske partier for at få ordentlige og hæderlige politikere."

Dette var et håbefuldt øjeblik i historien. Hvorfor var der ingen, der sagde noget?

Modsat gængse forstillinger på Christiansborg og i andre politiske højborge, hvor borgernes synspunkter kun høres så fjern som ekkoet af et ekko, betragter mange mennesker demokrati som en abstraktion. De får et diffust forhold til det via den politiske debat i navnlig de visuelle medier. Kun visse tidsskrifter og enkelte aviser som den mindst ringe forsøger tid efter anden at sprede lys i mørket.

I den politiske litteratur, skrevet af professionelle politikere, og som flyder i en lind strøm hele året, bestemmer ideologien definitionen af begrebet demokrati. Således sker der en afgrænsning, der er uforenelig med demokratiets princip.

"Det er en illusion, at den enkelte borger skal være med i folkestyret," udtalte professor Mads Bryde Andersen, Københavns Universitet, på en konference om 'Forskning, folkeoplysning og folkestyre', som Det Etiske Råd og Dansk Folkeoplysnings Samråd arrangerede 26/8-93. Men hvis den enkelte borger ikke skal være med i folkestyret, hvorfor så kalde det det, bortset fra at det i forvejen er en misvisende betegnelse?

I debatten om EU's demokratiske underskud mangler der et spørgsmålstegn ved det europæiske samarbejdes forudsætning og tradition for demokrati, da fællesskabets grundlov ikke blev til ved en demokratisk beslutning og derfor heller ikke er hverken juridisk eller politisk forpligtet i så henseende. Ordet demokrati forekommer ikke i Romtraktaten. - Heller ikke i den danske grundlov.

Formentlig er demokrati ikke fastslået som overordnet princip i nogen europæisk forfatning, derfor må EU-problemet anskues i sammenhæng med medlemslandenes eget demokratiske underskud.

Der stilles krav til tredjelande i mange sammenhænge, som oftest i forbindelse med tredjelandenes forsøg på at opnå økonomisk støtte i den rige del af verden, om at indføre demokrati, ledsaget af den sædvanlige anskuelsesundervisning i, at flere politiske partier i et land er bevis på en demokratisk kultur. Med lige så stor ret kunne tankeløse tænkere postulere, at mange universiteter i et land er tegn på en høj intelligenskvotient hos befolkningen.

I FN udgør de anti- og u-demokratiske lande majoriteten. Umiddelbart afviger mange af disse landes parlamentariske model ikke fra den europæiske. Parlamentarisme forudsætter alene en folkevalgt regering, som også forefindes i totalitære og feudale regimer (i ældre tid var kongevalg almindeligt i Danmark). Hemmelige valg finder sted i mange stater, hvor der ganske vist ikke er forskellige partier at vælge mellem men kun personer. Valgmåden siger i sig selv intet om et lands demokratiske evolution, det gør udelukkende omfanget af borgernes direkte indflydelse på samfundspolitikken.

Denne politiske kultur er enkel og overordentlig ligetil, uanset hvilken form parlamentarismen antager: Den stemmeberettigede overdrager sin medbestemmelse i samfundets anliggender til et politisk parti eller person og har hermed opfyldt sin borgerpligt (de ringeagtede sofavælgere er for manges vedkommende personer, der har gjort op med sig selv om ikke at deltage i denne farce). Der forventes herefter ikke mere af vælgeren ¾ man vil helst ikke høre mere til ham ¾ og i Danmark har et folketingsmedlem i henhold til grundloven heller ingen forpligtelser over for ham, idet vedkommende alene er forpligtet over for sin egen samvittighed.

Hvilke muligheder har vælgerne for at vurdere en politikers samvittighed til at respektere det grundlag, vedkommende er valgt på? Med en sådan grundlovsbestemmelse køber enhver vælger katten i sækken. Den virkelige prøve på politikeres samvittighed er deres vilje til at ofre noget for fremtidens generationer, hvis tak de aldrig vil høre. Den har vi til gode.

Tidligere socialminister, Bent Rold Andersen, pegede i Weekendavisen februar 2000 på, at "der er en konflikt mellem et Overdanmark og et Underdanmark. For hvis vi med Overdanmark ikke bare forstår noget med velhavende, men også med dem med magt over tingene, de veluddannede, der kan analysere tingene fornuftigt, som kan fremmede sprog og søge oplysninger på Internettet, så er det også et generationsproblem, hvor der er nogle spændinger."

Med denne udmærkede definition på ulighederne i klassesamfundet bliver det ulig lettere at placere ansvaret for mange af 1990'ernes politiske fadæser, hovsa-løsninger, udemokratiske tiltag og grundlovsstridige beslutninger hos Overdanmark, som jo per definition tæller de veluddannede, der kan analysere tingene fornuftigt (?), som kan fremmede sprog og søge oplysninger på Internettet (i mange tilfælde de forkerte, åbenbart), men til trods for al denne intelligensudfoldelse ikke evner at få et demokrati til at fungere!

Den samvittighed en vattet grundlov appellerer til hos den enkelte politiker er ikke demokratisk skolet, kun indoktrineret med den parlamentariske grundregel, at der er to slags mennesker ¾ de der skaber historie, og de der må finde sig i den.

Demokrati kan ikke begrænses, det er en udelelig helhed af med hinanden tæt forbundne principper og kan lige så lidt gøres til genstand for fortolkninger som tyngdekraften. Forsøg herpå ¾ som Grundtvigs begrebsforvirrende sammenblanding af folkestyre, monarki og religion ¾ har det ikke skortet på i mere end hundrede år og er årsag til, at udviklingen af en demokratisk kultur aldrig rigtig er kommet i gang.

Det var afdøde statsminister J.O. Krag, der - ganske vist i en anden forbindelse - ytrede: "Man skal altid udsætte til i morgen, hvad man slet ikke bør gøre." - Jeg sætter større pris på drømmene om fremtiden, end på historien om fortiden, derfor tiltaler Julie Francoise Deforges' argument mig.

Tiden har desuden længe været inde til at skabe en ny politisk kultur, baseret på en afskaffelse af de politiske partier og indførelse af demokrati med frie hemmelige valg til både regering og en lovgivende forsamling (som højst vil behøve 30-40 medlemmer) med lovhjemmel i en demokratisk forfatning, hvor verdenserklæringen om menneskerettighederne har første prioritet sammen med statens sociale forpligtelser over for børn, unge, syge og ældre, og hvor retten til sygdomsbehandling er sikret, ligesom retten til arbejde under sundhedsmæssigt og samfundsmæssigt forsvarlige forhold. I valgloven kan der stilles et uddannelsesmæssigt mindstekrav til regeringskandidater, så landet ikke får en pølsemager som justitsminister eller gadefejer som finansminister osv. De er jo ikke for smarte, dem landet har i øjeblikket.

I krisesituationer er det kutyme at tage alle argumenter i brug for at appellere til den sunde fornuft, og det skal heller ikke mangle her. Den fornuftige indretter sig efter verden. Den ufornuftige prøver stædigt at indrette verden efter sit hoved. Det er grunden til, at ethvert fremskridt afhænger af den ufornuftige.


Den digitale kommunes oversete potentiale

Af Sanne Quist Højgård

Der tales og skrives meget om den digitale kommune i dag. De fleste kommuner i landet ansætter efterhånden projektledere og IT-konsulenter til udvikling af digitale løsninger, som har til formål at lette forholdet mellem borgerne og kommunen. Udgangspunktet for den digitale kommune kaldes for "demokratisk elektronisering". Hvoraf ordet "demokratisk" er kommet ind i den sammenhæng forbliver dog en gåde. Ideen med elektronisk demokratisering har nemlig aldrig haft sit omdrejningspunkt omkring den kommunen som demokratisk instans, men i stedet om kommunen som forvaltende eller sagsbehandlende instans. Således drejer elektronisk demokratisering sig reelt ikke om at udvikle demokratiet og den demokratiske samtale i kommunen mellem borgerne og kommunen, men om at udvikle - eller lette - sagsbehandlingen mellem borgerne og de kommunale instanser. Den digitale kommune i Danmark har som sit hovedformål, at gøre det letter for den enkelte borger at gennemføre sagsbehandling i kommunen. Med sagsbehandling menes alt fra udfyldning af skattepapirer, meddelelse om flytning og lignende til indsamling af informationer om kommunens arbejdsgange, møder og muligheder. Ud over den besparede tid for borgeren i form af henvendelsestid i forbindelse med kommunale anliggender, er der derfor ikke skabt meget fokus omkring udviklingen af forholdet mellem borger og kommune. Det er hovedsageligt kommunen selv, som vinder ved denne digitalisering. For kommunen sparer tid i direkte samtale under sagsbehandlingen og slipper i det hele taget for megen direkte kontakt til de borgere, hvis formål det er at servicere.

Men den digitale kommune har et overset potentiale, som kunne gøre "demokratisk elektronisering" til et passende ord for den udvikling, som finder sted. Den nye teknologi, som i dag stadig hovedsageligt repræsenteres af Internettet har nemlig som sit fornemste potentiale, at skabe mulighed for interaktiv dialog på tværs af hidtidige grænser såsom tid og sted. Dette potentiale kunne med snilde udnyttes til at lette den demokratiske sagsgang mellem vælger og politiker - en udnyttelse af potentialet, som i høj grad ville være mere altomfattende end lettelsen af sagsbehandlingen mellem borger og kommune.

I Bollnäs kommune i MidtSverige har man gjort det, som endnu ikke er set i dansk regi. Man har forsøgt at udnyttet Internettets potentiale til en øget dialog mellem politiker og vælger. Dette forsøg har resulteret i 2 tiltag:

For det første har man oprettet en dialog på kommunens hjemmeside. Dialogen er delt ind i forskellige hovedemner, såsom skole, transport, økonomi, forvaltning og hvad der ellers har interesse for borgerne i kommunen. Ideen er, at alle kommunens borgere har fri adgang til at logge sig ind på dialogen og stille spørgsmål til kommunalpolitiker og den kommunale forvaltning om alt, hvad de måtte ønske svar på. For at sikre at alle får svar har man i kommunen gjort en politiker eller forvaltende person ansvarlig for hvert hovedområde. Disse personer har ansvar for at hvert enkelt indlæg fra borgerne bliver besvaret enten af dem selv, eller af en anden vidende person indfor området i kommunen.
Det andet tiltag man har gjort i Bollnäs kommune er at lægge alle byrådsmøder ud på Internettet. Således er hver enkelt borger i stand til at deltage i mødet hjemmefra - også selv om man ikke lige kunne finde børnepasning, har for langt at køre, eller måske kun har tid til at lytte til de 2 mest interessante dagsordensforslag. Man har ligeledes i byrådsmøderne indført, hvad man kalder, "almenhedens spørgetime". Dette er en halv time i byrådsmødet, hvor borgerne har mulighed for at stille direkte spørgsmål til politikerne - enten fra salen eller over e-mail, som så læses op og besvares af politikerne.

Forsøget i Bollnäs kommune er et af de første af sin slags. Og som sådanne første forsøg ofte har det, har også dette forsøg haft problemer. Det er selvfølgelig endnu ikke alle, som har adgang til Internettet og dermed kan nyde godt af den nye ordning. Der har været problemer for flere med at få byrådsmødet til reelt at køre online. Nogle borgere føler ikke at det rigtigt batter i forhold til at blive hørt af politikerne, og så videre. Men forsøget viser alligevel, at nogle beslutninger er blevet ændret på grundlag af dialogen, og at mange føler, at de har lettere adgang til deres valgte politikere.

Den ideelle situation - set i mine demokratiske øjne - er selvfølgelig, hvis Internettet i sidste ende blev brugt (med den nødvendige tilfredsstillende sikkerhed omkring det) til direkte afstemninger i kommunen. I så fald ville dialogen - ikke kun mellem politiker og borger, men også borgere imellem - komme til sin fulde ret. Selv ikke i Sverige er de nået så langt. Ikke desto mindre er jeg varm tilhænger af at man som minimum udnytter det potentiale for demokratisk dialog, som ligger i den digitale kommune under de nuværende repræsentative demokratiske rammer. Det burde undre de fleste, at et nyt medie - som lovprises af de fleste netop for dets muligheder inden for øget dialog på tværs af tidligere grænser - ikke overhovedet tages i betragtning som ramme for en udvidet dialog mellem vælger og politiker i den danske digitale kommune - eller er det at udfordre skæbnen for meget?


Initiativrettens berettigelse

Af Jørn Rasmussen

Når man blandt ikke indviede diskuterer fordelene ved at afløse det repræsentative demokrati med det direkte, udløser det mange spørgsmål og det imødegås med en hvis skepsis indtil det bliver forklaret hvordan det evt. kunne fungere (hvis man ellers får lov). Anderledes forholder det sig med indførelse af initiativretten. Jeg har så at sige ikke mødt nogle indvendinger imod dette.

For at bringe folk ud af resignation overfor at deltage i den demokratiske beslutningsproces, mener jeg at det i øjeblikket er det vigtigste for os at markedsføre initiativretten, og måske udarbejde nogle konkrete eksempler på hvordan den kunne praktiseres. Op til den kommende afstemning om euroen, oplever vi en opsplitning af befolkningen i to lige store dele, grundet det aggressive i forslaget, der medfører at kronen afskaffes.

Hvis initiativretten var indføjet i Grundloven, var der mulighed for at bringe andre forslag til afstemning, som for mig at se ville være mere frugtbare. - I stedet for det nuværende forslag skulle der stemmes om:

Skal Danmark indføre en fælles ekstra valuta i konkurrence med de eksisterende nationale valutaer i EU ?

Begrundelse for forslaget: Penge (mønter) er noget man har indført for at gøre det nemmere at bytte ting. Isoleret set er de intet værd. Mønter kan måske erstatte spændeskiver i en nødsituation, og sedlers brændværdi er ikke værd at tale om. Altså er penge en omsætningsformidler - intet andet.

Hvis vi forudsætter at handel over landegrænser fremmer mellemfolkelig forståelse og udnytter ressourcerne på en hensigtsmæssig måde, er det i alles interesse at have en "omsætningsenhed" som mange lande vurderer ens. Derfor er det udmærket at indføre en fælles valuta for de lande der i dag er medlem af EU. - Men…

Problemet opstår når man vil afskaffe de nationale valutaer, og oprette den politiske overbygning som beskrevet i traktaterne. (Det er jo blot Romerriget i en udvidet model). EU landene repræsenterer vidt forskellige kulturer og mentalitet, og må ikke fratages deres egen suverænitet, når løbende problemer og udfordringer skal løses.

De enkelte lande har vidt forskellige holdninger til den rette størrelse for den offentlige sektor og hvordan man løser arbejdsløshedsproblemet. Disse forhold er man nødt til at ensrette over landegrænserne ved afskaffelse af de nationale valutaer. Vi kan som eksempel se hvad der sker i Danmark, hvor vi har den samme valuta, når enkelte kommuner vil prioritere udgifterne anderledes end Centraladministrationen (Mogens Ulykketoft). Så bliver man banket på plads. Kommunerne har meget snævre grænser økonomisk at operere på.

Hvis vi kan blive enige om at de nationale valutaer ikke skal afskaffes, hvad skal vi så med en euro. Vi har jo US-Dollars og D-Mark som kan bruges.

For at styrke det europæiske kontinent overfor presset fra USA og Østen indføres en euro som en ekstra valuta i konkurrence med de nationale.

Følgende fordele taler for dette:

Dynamikken og handlefriheden i de enkelte lande bibeholdes.  Det er nemmere at optage og integrere nye lande i samarbejdet (de østeuropæiske lande). De kan starte på det niveau de nu engang befinder sig, uden at opfylde skrappe optagelsesbetingelser. Lande som Frankrig vil bedre kunne acceptere den løsning end hvis US-Dollers/D-mark skulle bruges som ekstra valuta. Hvis euroen har succes kan de enkelte lande hen ad vejen afskaffe deres nationale valuta, hvis de ønsker det. Hvis euroen ikke har succes er skaden meget begrænset. Man bruger bare de "omsætningsenheder" man altid har gjort. De europæiske erhvervsliv vil komme ud i en større konkurrence, da det er nemmere at sammenligne priser over landegrænser. Dette vil på sigt styrke Europas status overfor verdens øvrige økonomiske "fællesskaber". De nuværende EU-institutioner vil blive aflastet væsentlig for det store ansvar, som traktaterne tilpligter dem.
Ovenstående skal ikke ses som noget genialt, men mere som et eksempel på hvilke muligheder initiativretten giver.


Problemet med de intellektuelle

Boganmeldelse

af Jørn Rasmussen

I disse tider hvor bogforlag og medier lefler for de personfikserede og ofte visionsløse bøger er det en lise at få fat i en af Steen Steensens. Den seneste "Problemet med de intellektuelle" er ingen undtagelse. På en klar og overbevisende måde beskrives hvordan en ny klasse er opstået i vort samfund. En klasse der udgår fra læreanstalternes overvældende produktion af boglærde. I 1887 rummede Københavns Universitet 329 studerende. 100 år senere var der indskrevet 25.000. I 1997 er tallet 32.705.

Hvilken betydning dette har på vores hverdag, bliver aldrig belyst eller udforsket. For et samfunds dominans vil altid afvise et sådant forsøg. Sådan har det altid været.

Siden Steen i begyndelsen af 1980´erne fremkom med sine meninger bl.a. aviserne og senere blev interviewet i TV om de intellektuelles erobring af samfundets magtpositioner, mindes jeg ikke, at han på noget tidspunkt officielt er blevet imødegået. Er det en accept af fakta, eller indtager klassen blot en attitude, som kendetegner enhver sejrherre der har gennemført et vellykket slag og ikke kan trues?

Bogen gennemgår hvordan godsejerne og adelens magt fra 1200-1800, da jorden var den afgørende produktionsfaktor, blev afløst af centralmagten og staten Danmark som vi i dag kender den. Adelen pralede åbenlyst med magten. Medens den nye intellektuelle adel skyder sin magt ind under folket eller slører den på anden måde. Jord, ejendom og penge har udspillet deres rolle som magtfaktorer. I dag er det eksamenspapirerne der giver adgang den lukrative og behagelige tilværelse bag mahognibordene. Her træffes beslutningerne som alle må følge, ligegyldigt hvor tåbelige og ydmygende de end måtte være. Ejendomsretten er udskiftet med embedsretten. Hænderne bevares hvide og rene. Herrer vil alle være, ingen vil sækken bære.

Ved at gøre den boglige uddannelse til en afgud, klientgøre en masse selvhjulpne mennesker med misforstået social foretagsomhed og tage patent på naturens reaktionsmønstre med truende dommedagsprofetier, har de intellektuelle udmanøvreret deres modstandere og overtaget dirigentstokken.

I det her forum er det interessant at se hvad bogen mener om den nye klasses indflydelse på demokratiet.

I et demokratisk samfund udgør frihed og lighed nøglebegreber. Enhver bør have adkomst til at høste udbyttet af sin egen indsats og gøre sin egen indsats udbytterig. Demokrati beløber sig til noget personligt, det skal komme det enkelte menneske ved. Mennesker må aldrig gøres til brikker for politikmageres ambitioner og projekter. Demokrati opererer ikke med fælles mål. Den slags stater gør borgerne til pilgrimme, hvor afvigerne fra den rette rute straffes behørigt. Det drejer sig ikke om at stemme, men om at bestemme. Stemmeretten er kun et middel.

Der har aldrig eksisteret samfund uden frihed. Selv i de værste diktaturstater forekommer den. Men det er frihed for de få. - Hvordan sikre man sig så, at flest mulige for del i denne frihed. To former for demokrati beskrives.

I Deltagerdemokratiet lurer fire faremomenter magtkoncentration, elite-rekruttering, professionalisme og korruption. Magtbegær synes at være den stærkeste af alle lidenskaber og den mest demoraliserende. Et demokratisk samfund ytrer tillid til det enkelte menneskes fornuft. Til gengæld er mistilliden til magt overordentlig stor. Folkeforsamlingen hvor folket har direkte adgang til at træffe politiske beslutninger og korte valgperioder til dem der opnår valg, eller måske endnu bedre lodtrækning til regeringsposterne, er et effektivt værn imod faremomenterne. Ofte benyttede lodtrækninger holder indbyggerne spilvågne og engageret, da de aldrig ved hvornår loddet rammer dem. Grækerne mente, at det repræsentative styre var en ren foræring til aristokratiet. De velhavende, veluddannede og veltalende måtte snart erobre de repræsentative poster, og folket stå tilbage som tilskuere til elitens interne rivninger. Men deltagerdemokratiet er meningsløst i store lande (kan det elektroniske andetkammer ændre på dette anm. bem.) mener forfatteren. Dertil er Rettighedsdemokratiet mere velegnet.

I Rettighedsdemokratiet drejer det ikke om for borgerne at få indflydelse på regeringen, men at regeringen ikke får indflydelse på borgerne. Hjemmet og ejendommen gøres til politikfrie zoner, og de enkeltes selvbestemmelsesret garanteres juridisk. Derved kan man være - og arbejde i fred. Denne form har mest udpræget været praktiseret i Amerika. Amerikas velstand skabtes af folk uden uddannelse, af ufaglærte, iværksættere og selvlærte. Indtil 1930 eksisterede bogstavelig talt ingen højere læreanstalter og stor ulighed. I de skoler der var, sigtede læseplanerne mod det praktiske arbejde i næringslivet.

Deltagerdemokratiet forudsætter et stort folkeligt engagement, medens Rettighedsdemokratiet forbyder politisk aktivisme og kræver en høj moral hos lovadministratorerne. Hvorfor har begge former for demokrati lidt nederlag, når det umiddelbart er sådan et samfund de fleste vil foretrække? Når en klasse får magt, vil den misbruge den. Den sejrende vil også nyde og have glæde af anstrengelserne. Dominanter gennem historien har altid behersket lovgivningen, udøvelsen af regeringsmagten, udskrivningen af skatter og retshåndhævelsen. Den omstændighed gør staten til centrum i den sociale kamp. Det drejer sig om at erobre de politiske institutioner. Men tillige gælder det om at besidde det ideologiske initiativ. Hvori består det gode samfund? Hvad er fremskridt og bagstræb, progressivt og reaktionært, socialt og asocialt, ret og uret og godt og ondt? En herskende klasse formår at definere sådanne begreber. Besiddelsen af definitionsretten er af afgørende betydning for legitimeringen af magten.

Hvordan undertrykkelsen og udbytningen foregår og hvordan den politiske aktivisme afskaffes beskrives nærmere. Uden humor er bogen bestemt heller ikke, F.eks. beskrives 5 politikertyper, den visionære, den resultatsøgende, godhedspolitikeren, den passive og den destruktive. Den destruktive har absolut forfatterens sympati.

"I perioder hvor politisk aktivisme hærger samfundet, ventes den destruktive politiker med længsel. Den destruktive politiker er aktiv på en nedbrydende måde. Hele tiden forsøger han at fortrænge staten. Han virker i afpolitiseringens tjeneste. Det civile samfund betragtes som det anstændige samfund. Politik derimod repræsenterer råhed og bedrag, undertrykkelse og udbytning. Således drejer det sig om at afpolitisere tingene, afpolitisere og igen afpolitisere. Politik er ikke løsningen på et problem, men selve problemet.

I den lovgivende forsamling stemmes der ikke bare nej. Den destruktive politiker optræder som cirkulæredræber. Energisk jagtes handlingsplaner og direktiver. Nye tiltag saboteres. Det drejer sig om at kuldkaste så meget politik som muligt. Han er benspænder. Den destruktive politiker spænder ben for den visionære politiker, den resultatsøgende og godhedspolitikeren. Partikammeraterne går det også ud over. Der udvises ingen loyalitet over for karrieremagere i egne rækker.

Den destruktive politiker bryder partiets uskrevne regel. Han vil ikke agere som hjælperytter for holdkaptajnen. Selv bliver han aldrig stjerne og vil det ej heller. Den første sætning i partilokalet og fra talestolen i lovsalen og foran tv-kameraet lyder: "Jeg skal ikke gøre karriere. Spar tommelskruerne. jeg skal ikke være minister. Skån stemmebåndet. jeg skal hverken til Rom eller San Francisco på skatteydernes regning. Pression forgæves. Intet æderi i Bruxelles. Trusler frugtesløse. jeg skal ikke gnave ben, men spænde ben. Afpolitisering, mine herrer, afpolitisering, om dette hængsel vil indsatsen rulle"."

Det er svært at finde noget at sætte fingeren på.

Det skulle måske være, at det kun er fagforeningspamperen der bliver hængt ud. Der skal som bekendt to til en aftale, så arbejdsgiverforeningspamperen må sidestilles. Om der kan være tale om gentagelser af argumentationen mener jeg ikke, selvom jeg har hørt enkelte sige det vedrørende andre af hans bøger.

Alt i alt er det en bog som alle der interesserer sig for samfundsforhold, bør læse. Hvis bogen fik samme opmærksomhed, som de utallige selvbiografier, som forlagene i dag åbenbart ser et større marked i, ville Steen Steensen nemt kunne opnå kultstatus blandt samfundets lavere sociale lag. Hans analytiske og letlæste argumentationer om klassernes kamp, vil uden tvivl på et tidspunkt få samme betydning som andre internationale citerede forfattere har i dag. Så få hellere et eksemplar medens tid er, da bogen udkom i november 1998.

Steen Steensen: Problemet med de intellektuelle. Abildgaard og Brødsgaards forlag. 176 sider. 158,-kr.

Bemærk, at Steen Steensens
helt nye bog Historien om Amerikan er anmeldt i Jyllands Posten 3. 4. 2001