Direkte Demokrati

Debatblad Foreningen for Direkte Demokrati 
Nr.1 2002
(31. 1. 2002)


Formanden har ordet

Af Marcus Schmidt, formand - marcus@folkestyre.dk  


Som læserne næppe har undgået at opdage, så lykkedes det os ikke at udkommet med et nummer af vores blad inden julen. Det var lidt ærgerligt, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Vi havde simpelt hen ikke nok stof, og det vi lå inde med var (og er) fortrinsvis fra "den gamle garde"s fjer (Jørn, Ole og undertegnede).

Men nu har vi atter fornøjelsen med at udkomme med et lille nummer og et par gode artikler, der kan give anledning til diskussion. Sædvanen tro vil jeg orientere lidt om, hvad der er sket siden sidst.

Den 16.-18. November deltog jeg på foreningens vegne (omend ikke på foreningens regning) i "Second Conference of the Network of Direct Democracy in Europe (NDDIE)", der afholdtes i Prag. Konferencens arrangør er en paraplyorganisation for nationale sammenslutninger i Europa, der går ind for DD. Organisationens hjemmeside er www.nddie.org. Arrangementet, hvori der deltog ca 50 personer fra omkring 15 Europæiske lande, foregik på et mindre hotel i udkanten af Prag. Der var masser af indlæg og gode diskussioner og det hele foregik på engelsk (enkelte indlæg foregik på tysk og fransk men blev forsøgt oversat). Jeg gav selv en kort orientering om den på tidspunktet ophedede valgkamp i Danmark samt konsekvenserne mht. nye danske folkeafstemninger, muligheden for at Dansk Folkeparti - som regeringens støtteparti - kunne presse på for indført en lettere adgang til folkeafstemninger osv. Jeg fik en masse gode kontakter og lærte en hel del om, hvordan især bevægelser i de tidligere kommunistiske lande i disse år skyder frem. Det er betegnende, at der kom folk fra Rumænien, Slovenien, Ungarn mm. og alle havde samme frustrerede oplevelse af det respektive repræsentative demokrati i deres hjemlande, som vi også har i vores forening.

I midten af December (2001) var jeg på forretningsrejse på Hawaii (en markedsanalyse-konference). Her benyttede jeg lejligheden til at hilse på Jim Dator, der er professor på University of Hawaii. Jim er, ud over at være professor i politisk videnskab, en kendt kapacitet indenfor fremtidsforskning. Han er præsident for Hawaii Research Center for Future Studies og valfarter frem og tilbage mellem Hawaii og Strassbourg, hvor han er tilknyttet Space Studies Program ved International Space University. Da han havde læst en artikel af mig i tidsskriftet "Futures" spurgte han mig, om jeg ville holde et foredrag om direkte demokrati, set fra en skandinavisk synsvinkel (inklusive en redegørelse for det, som jeg har skrevet om MiniDanmark, teledemokrati osv.). Publikum var ikke studenter, men 15 meget dedikerede medlemmer af en slags lokal loge for fremtidsstudier. Diskussionen, der fulgte efter mit oplæg varede faktisk to timer og var, når jeg selv må sige det, ganske god og lærerig, ikke mindst for mig selv. En deltager var ekspert i IT-løsninger, en anden specialist i kinesiske samfundsforhold osv. Denne heterogene tilhørerskare kunne byde på meget forskellige indfaldsvinkler til en diskussion af direkte demokrati, dets muligheder og udfordringer.

Til vores hjemmeside: Vores hidtidige provider, Dansk Internet Adgang, er som bekendt blevet overtaget af Tiscali. Det voldte et utal af problemer med passwords som ikke virkede, omlægning af diverse rutiner, uden at man blev varslet, en ændret og uigennemskuelig prispolitik osv. Efter nogle måneders frustration i efteråret valgte jeg at skifte host til Telia. Omlægningen var ganske vist ikke gratis, men nu ser det ud til at virke godt. Jeg har vist nævnt det før, men som sagt, så har vi retten til vistnok 20 email adresser af typen marcus@folkestyre,dk, altså med efternavnet folkestyre.dk. Jeg har også bestilt ekstra plads, så vi nu burde have kapacitet til også at lægge en del grafik ind hen ad vejen.

Bemærk at hjemmesiden nu har en hel del kronikker liggende i fuldtekst samt omkring 50 striber med statsministeren. Jeg arbejder videre med at lægge mere ind i løbet af foråret.

Vi har i årets løb haft 15-20 email-henvendelser fra folk, der er stødt på vores hjemmeside på nettet. En del af dem ville gerne meldes ind. Alle har fået svar på deres email. Nogle af henvendelserne var studenter eller andre, der blot ønskede at vide noget mere i forbindelse med oplysninger på hjemmesiden.

Forleden lavede jeg en søgning på en række søgemaskiner mht emnerne "direkte demokrati" og "folkestyre". Jeg ville simpelt hen se på, hvordan vores hjemmeside klarede sig, når man søgte på disse to (danske) emner.

Resultatet var helt sikkert opløftende (søgt den 19.12. 2001):
Robot "direkte demokrati" "folkestyre"
folkestyre.dk kom ind som nummer....
Google.com
Altavista.com
Yahoo.com
Yahoo.dk
Jubii.dk
Lycos.com
Webcrawler.com
1
1
1
1
1
1
1
2
1
2
1
3
1
5

Meget bedre resultat kan vi vel ikke forlange. Med hensyn til "folkestyre" kan det oplyses, at i alle de tilfælde, hvor vi ikke var nummer 1, optoges denne plads af folketinget.dk. Det kan vi såmænd godt leve med. Især den gode placering hos Google.com kan vi være godt tilfredse med. Google er nemlig opbygget på en sådan måde, at de mest populære (mest besøgte) websider indenfor søge-begrebet listes først. Årsagen til vores "uomstridte" førsteplads er så vidt jeg kan vurdere, at "direkte demokrati" simpelt hen nævnes et utal af gange på vores side. Derudover viser det sig nok at bære frugt, at jeg har betalt nogle hundrede kroner engang sidste år for at få en såkaldt metatjeneste til at foretage en optimal registrering af vores side. Vi klarer os i øvrigt også nogenlunde, når man søger på "direct democracy", men ikke nær så godt, som mht. den danske udgave af begrebet.

Blandt de henvendelser vi har fået, har der været nogle henvisninger til andre websider. I den forbindelse kan jeg nævne følgende:
 
http://aabenhedskomite.homepage.dk En komite, der efter eget udsagn "arbejder for reel åbenhed i den offentlige forvaltning"
http://www.valgalder.subnet.dk En side, der går ind for at valgretsalderen nedsættes til 16 år, gerne via en folkeafstemning.
http://www.direktedemokrati.com Siden for Norges Direkte Demokratiske Forbund
http://www.direktedemokratene.com En anden norsk forening for direkte demokrati

Med disse bemærkninger vil jeg give ordet til de øvrige indlæg. Jørn Rasmussen har nogle kommentarer til to indlæg, der er bragt i tidligere udgaver af bladet (af henholdsvis Sanne Quist Højgaard og Arne B. Nielsen). Så er der to kronikker, en af Christian Falk Rønne om "medierne og demokratiet" samt en af Ole Ravn Jørgensen, "Demokratiets ulidelige lethed", hvori han på udførlig vis kommenterer Rønnes kronik.

God læselyst



Medierne og Demokratiet

(Kronik i Fyens Stiftstidende 26. 11. 2001)

Af Christian Falk Rønne

Medierne legitimerer sig ofte ved at tolke demokrati som bred folkelig tilslutning, og antallet af seere, lyttere og læsere ses som udtryk for noget demokratisk. Men det, de fleste mener og interesser sig for, er ikke nødvendigvis det rigtige og vigtigste. Det kan undre, at nogle emner dukker op og holder sig længe i den offentlige debat, mens andre kun bliver nævnt en enkelt gang eller slet ikke bliver nævnt. Jeg skal ikke forsøge at komme med en endegyldig forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan, men anlægge den synsvinkel, at en del af forklaringen er, at der er nogen, der har interesse i, at netop disse emner og ikke andre emner er til debat. I den netop overståede valgkamp syntes der at tegne sig et billede af to hovedkategorier af emner: emner der omhandler frygt, det være sig frygten for terror, vold eller frygten for de fremmede og lignende, og emner der omhandler mere service til borgene i form af bedre hjemmehjælp, kortere ventelister og bedre sygehuse mv..

Ser vi på, hvem der har interesse i debatten om service, er det indlysende, at oppositionen lugtede valgflæsk og benyttede lejligheden til at love mere service. Det var der ikke noget overraskende i.. og dog. Det syntes, som om mere service var blevet fælles mål for alle partier uanset partifarve. Vi vælgere vil have opfyldt flest mulige af vore behov, ofte i kombination med at vi vil betale mindre for det. Uenigheden ligger i, hvem partierne mener skal varetage denne opgave.

Nu er det hverken en selvmodsigelse eller usandsynligt, at vi kan få mere service for færre midler. Men det er et umuligt projekt at tilfredsstille menneskers behov. Servicesektoren kan aldrig gøre det godt nok. Dermed påstår jeg ikke, at en stor, måske den største del af for eksempel de syge og de ældre ikke ville være tilfredse, hvis tingene blev gjort en lille smule bedre, men at de altid kan forestille sig, at det blev gjort en lille smule bedre, og at for eksempel sundhedsvæsnet altid kunne gøre en lille smule mere.

Menneskelige behov er ikke invariable, og ansatte i servicesektoren har en interesse i at fremhæve, at der kan og bør gøres mere, for det sikrer dem deres arbejde. Som borger har vi interesse i, at det gøres bedre, for det er eller kunne være vores forældre, bedsteforældre eller os selv, det gik ud over. Oppositionen har interesse i at sige, at det er for dårligt for derved direkte eller indirekte at kunne fremhæve, at den kan gøre tingene bedre.

I et samfund som vores, hvor størstedelen af befolkningen lever af at levere en eller anden form for serviceydelse, er der en bred tilskyndelse til at fokusere på behov, der bør tilfredsstilles. Men for at det skal være meningsfyldt, må man til stadighed pege på nogen, det går ud over, nogen der ikke har det godt nok. Der er således en fælles interesse fra den offentlige såvel som det private servicesektor over forbrugerne til politikerne i at fokusere på utilfredsstillede behov. Det er sikkert i sig selv en tilstrækkelig grund til, at medierne er mere end villige til at tage den kategori af emner op. Trods al mulig medfølelse med dem det går ud over er der grund til at beklage den tendens i mediedækningen, det er udtryk for.

Medieindustrien er selvsagt interesseret i at nå et størst muligt antal seere, lyttere og læsere. Men det betyder, at formidling, underholdning og markedsføring glider sammen. Der fokuseres i mindre grad på at belyse sammenhænge eller vægte en sags samfundsmæssig betydning, og i højre grade på det, der har den bredeste appel. Det fører blandt andet til enkeltsagspolitik og dermed til en lovgivning, der bliver til ved knopskydning og ikke som et resultat af en mere analytisk strategisk tilgang til de problemer, vi står overfor.

Vi har for mig at se at gøre med et internationalt problem, der kan bringe demokratiet i krise. De amerikanske vælgere valgte tilsyneladende den mindst kompetente af to kandidater. Irlænderne stemte om noget, flertallet muligvis ikke vidste hvad var. I Italien kom mediekongen Berlusconi til mere magt, end han allerede havde i kraft af sin indflydelse på medierne.

Der er ting, der sprang i øjnene i forbindelse med det amerikanske valg. Det var angiveligt bl.a. retten til at bære håndvåben, og at Bush var bedst til at skabe et billede af sig selv som en helt almindelig amerikaner, der sikrede ham valget. Det var ikke hans løsningsmodeller i forhold til miljøproblemer, internationale konflikter og forholdet mellem i- og ulande.

Det kan ses som nye og skræmmende tendenser, at vælgerne synes uhyggeligt inkompetente, men nazisternes magtovertagelse er blot et af de mere skræmmende eksempler på det samme. Og allerede Platon havde da også en vægtig indvending mod demokratiet. Platons indvending går på, at hvis man accepterer, at der skal viden og dygtighed til at styre et samfund, og man mener, at folk flest ikke har den viden, så kan man ikke gå ind for, at flertallet skal styre samfundet. Platons indvendig er enkel og tilsyneladende vanskelig at komme udenom.

Man kan selvfølgelig indvende, at i det repræsentative demokrati er det ikke flertallet, der styrer landet, men de repræsentanter, flertallet har valgt. Men valget i USA og Italien tyder ikke umiddelbart på, at der i disse lande er et flertal af vælgere, der stemmer på den dygtigste kandidat og det er dog lande med et højt uddannelsesniveau. Hvad angår irlænderne er det muligvis en anden sag. Det kan være, at irlænderne faktisk vidste tilstrækkeligt om valgets konsekvenser, men gav udtryk for det, de helst ville.

For at kunne lede et land eller samfund til glæde for borgerne, må lederne vide, hvad borgerne ønsker. Og hvordan kan man vide det, hvis man ikke spørger borgerne? Hvis man spørger irlænderne, hvad de vil, må de jo svare ærligt. Problemet er blot, at der også må være en mulighed for at sige, at det ikke er alt det borgerne ønsker sig der kan lade sig gøre.

Jeg har som de fleste andre vælgere en række ønsker, jeg gerne vil have opfyldt, men jeg har kun en begrænset viden om, hvilken indflydelse det har på andre menneskers mulighed for at få deres ønsker opfyldt. På det punkt trænger jeg til oplysning. Nu er det sandsynligvis ikke som fremadskuende styringsmekanisme, at demokratiet har sin største berettigelse, men som en bagud skuende korrektion til de styrende organer. Det er muligt og måske sandsynligt, at Hitler ikke var blev genvalgt, og det er muligt, at Georg W. Bush ikke bliver genvalgt. Det er her, medierne har deres berettigelse ved at oplyse.

Demokratiet kan fungere som en velinformeret folkemagts bremse på den korrumpering, magten kan medføre. Men medierne legitimerer ofte sig selv ved at tolke demokrati som bred folkelig tilslutning, og antallet af seere, lyttere eller læsere ses som et udtryk for det almene, for noget demokratisk. Eller medierne legitimerer sig ved at fokusere på lighed, tolerance og en usnobbet indstilling.

Fokus på demokrati som bred folkelig tilslutning kan medføre, at områder, der handler om personer og skandaler, legitimerer sig som demokratisk, samtidig med at perspektivet drejes væk fra de egentlige problemer og magtforhold i samfundet. Demokrati tolket som lighed, tolerance og usnobbet indstilling kan hylde det synspunkt, at alle udsagn og holdninger er lige gode og kompetente og legitimere en mistillid til faglig indsigt og krav om argumentation.

Der er her et demokratisk dilemma, der handler om, at demokrati gerne skulle sikre, at samfundet er bedst muligt for flest mulige, men at det, de fleste mener, ikke nødvendigvis er det rigtige, og det, de fleste interesserer sig for, ikke nødvendigvis er det mest betydningsfulde og interessante.



Demokratiets ulidelige lethed

(Kronik I Fyens Stiftstidende 21. 12. 2001)

Af Ole Ravn Jørgensen

Tak til Christian Falk Rønne (CFR) for en glimrende analyse af demokratiets lette - ubekymrede - tilstand. Kronik 26/11 'Medierne og demokratiet' om vælgernes påståede inkompetence, fravær af dialog mellem vælgere og politikere, det politiske spil om at vinde vælgernes gunst ved at overtrumfe 'de andre' med de bedste servicetilbud osv. Især CFRs konstatering af demokratiets egentlige berettigelse som bagud skuende korrektur til de styrende organer er værd at tænke over. Her følger resultatet af mine overvejelser.

Historien har vist, at mennesket som art er kompetent, er i stand til at overleve under vidt forskellige klimatiske forhold. Forklaringen siges at være vore medfødte plasticitet; evne til at forstå og at handle i overensstemmelse med det omgivende miljøs fare og muligheder.

Men noget kunne tyde på, at plasticiteten forsvinder når vi organiserer os i større eller mindre samfund. Adskillige samfund eller systemer er bukket under i tidens løb. I langt de fleste tilfælde kan sammenbruddet forklares ved fejlslagne forsøg på at opretholde de samfundsregulerende institutioners status og position i strid med de faktiske betingelser og behov. Magthaverne henfaldt til dynamisk konservatisme; forsøg på at fastholde fortiden på trods af en åbenbar forandret virkelighed. I stedet for at agere intellektuelt, reagerede de instinktivt med bagud skuende korrektur af konstaterede, åbenbare ubalancer. De fornægtede virkeligheden og afviste, at en ny virkelighed kræver et nyt spil med nye spilleregler. I stedet valgte de at opstille nye regler for gamle spil. Et demokrati, som er mere optaget af at fastholde fortidens spil og drømme, kæmper med sig selv, ikke med at indkredse og forstå fremtidens mulige spil.

Inkompetent betyder manglende dygtighed og viden i forhold til en bestemt opgave. Er demokratiet som system inkompetent af natur eller skyldes det vor opfattelse og håndtering af den demokratiske proces? Vi kan i hvert fald konstatere, at de periodiske folketingsvalg overvejende fungerer som overtryksventil, der giver vælgerne afløb for opsparede frustrationer eller utilfredshed, p.t. sundhedsvæsenet, kriminalitet, flygtninge og asylansøgere. Men en overtryksventil er en farlig erstatning for dialog. En kollektiv frustration kan føre til hvad som helst. Til overraskende "jordskredsvalg" eller til en ubehagelig korrektur i lighed med tyskernes demokratiske valg af Hitler.

Det mest overraskende er, at når vi f.eks. oplever, at et valg resulterer i et mere eller mindre overraskende "systemskifte", roser vi demokratiet for dets virkemåde. Men vi overser, at der i et vidt omfang er tale om fortidsforlængelse, krav om korrektur af spilleregler for gamle spil. Hermed indsnævres det politiske råderum til stort set ikke-eksisterende og dermed uden plads til reelle muligheder for fornyelse.

CFR er, ligesom jeg, bekymret over vælgernes "inkompetente" udnyttelse af overløbsventilens muligheder med efterfølgende mulige, uhensigtsmæssige konsekvenser til følge. CFR henviser herefter til Platons uvilje mod at lade flertallet styre og tilføjer, at Platons indvending er enkel og tilsyneladende vanskelig at komme uden om.

Heri er jeg ikke helt enig. Så vidt jeg husker, bruger Platon Sokrates som løftestang. Efter sigende argumenterede Sokrates mod tåbeligheden i det demokratiske Athen, hvor man omhyggeligt spurgte eksperter til råds når det drejede sig om ubetydeligheder som opførelsen af en mur eller et skibsværft, mens man på dydens uendelig væsentligere område lod selv den mest uvidende udtale sin uforgribelige mening. De uvidende burde i stedet koncentrere sig om at sørge for samfundets materielle fornødenheder.

Sokrates brugte en stor del af sit liv på indkredse indholdet i begrebet dyd, men uden synderlig succes. Det forhindrer imidlertid ikke højskolemanden Hal Koch i at argumentere som Sokrates. I sin bog fra 1945, 'Hvad er demokrati', anbefaler Koch således, at vi overlader statens styrelse til dem, der ved, hvad retfærdighed er. Nu går sammenligningen på etablering af en bank. Vi vil selvfølgelig ansætte kompetente folk, som har forstand på bankvæsen til at lede en bank. Det samme må naturligvis, ifølge Koch, gælde, når vi taler om at lede et samfund. Men logikken holder ikke. Det er en falsk sammenligning.

Jeg tænker ikke på kombinationen af bank og retfærdighed. Men Platons, Sokrates', Kochs og andres tilsvarende opfattelse forudsætter, at statsledelse er en ren teknisk opgave og derfor kun kan løses på videnskabeligt grundlag så langt den menneskelige viden rækker. De overser, at det eneste videnskaben kan belære os om, er kendsgerninger og deres indbyrdes sammenhænge. Videnskaben kan fortælle os hvordan vi bygger en bro, får sikker transmission af el, gas og vand osv. Men videnskaben hverken kan eller skal bestemme, om vi skal have en bro eller andet. Det er vælgernes suveræne beslutning.

Ovenstående leder frem til endnu en konstatering. Enhver beslutning har to led. Først: hvad er det for et samfund, vi ønsker? Dernæst: hvilke fysiske installationer eller institutioner er derfor nødvendige, hvilke muligheder har vi, og hvordan finder vi den bedste og billigste løsning? Syreprøven består i indkredsning af eventuelle uønskede følgevirkninger, som kan betyde at processen må begynde forfra med første led.

Det kræver ikke et højere skoleridt i hverken økonomi, ledelse eller filosofi for at kunne deltage aktivt i afklaringen af første led: samtale om valg af fælles fremtid. Der er måske en anden forhindring, at vi, som CFR skriver, tænker mere på opfyldelse af egne behov end på helhedens behov. Det henfalder jeg sikkert også til i ny og næ. Men jeg tror mere det skyldes en reaktion på manglende erkendelse af sammenhænge, som igen skyldes manglende dialog mellem dem, der ved hvad retfærdighed eller dyd er, og os vælgere. Når politikerne påstår, at de er "ansat" til at udøve den suverænitet, borgerne fik med Grundloven i 1849, og stædigt holder fast på samme imaginære ret, bliver vi vælgere behandlet som børn og forbliver derfor som børn.

Vi er med andre ord underlagt et enerådigt, administrativt formynderskab, som på alles vegne påtager sig at våge over samfundets udvikling og fremtid. Det betyder ikke, at systemet er som kærlige forældre, som ønsker at gøre sine børn til selvstændige individer. Tværtimod søger de folkevalgte at holde vælgerne på et politisk barnestadie ved at hævde, at kun de kan sikre lykke og tryghed. De skaffer underholdning, regulerer forretningslivet, dirigerer industrien ligesom de fordeler arvelodderne. De mangler blot at befri borgerne for ulejligheden med det at tænke og at leve.

Ovenstående er hentet fra franskmanden Tocquevilles bog fra 1830'erne med titlen 'Demokratiet i Amerika'. At Tocqueville er på rette spor med sine bange anelser om "de videndes" skjulte hensigt og det forudsigelige resultat, politisk fremmedgørelse, bekræftes af tre gymnasiaster på Risskov Amtsgymnasium. I Dagbladet Information skriver de bl.a.: "Vi finder det ligeledes bekymrende, at vi gennem snart 12 års skolegang kun har beskæftiget os minimalt med politik og EU i særdeleshed. Selv på gymnasiet, hvor de fleste når den myndige alder, er man "tvunget" til at vælge samfundsfag for at få en vis indsigt i den politiske verden ... Konsekvensen heraf kan blive en total fremmedgørelse over for den demokratiske beslutningsproces, som er hele fundamentet i EU-samarbejdet."

Det kan da umuligt være dét, vi eller vore politikere ønsker ?


Deliberativ demokratisk samtale

Af Jørn Rasmussen

I Direkte Demokrati nr. 2/2000 satte Sanne Quist Højgård focus på foreningens formålsparagraf. Det er jo altid rart at vide, at der er nogen der står vagt om vores udgangspunkt, hvis vi er på afveje.

For nogen tid siden præsenterede jeg ideen bag direkte demokrati for en af mine venner, der er meget politisk interesseret. En af hans bemærkninger dertil var - jamen der er jo tale om et flertalsdiktatur.

Da jeg efterfølgende tilfældigt fik læst Sanne's artikel anden gang, finder jeg anledning til følgende kommentarer.

Der tages udgangspunkt i et indlæg af Steen Steensen ved mødet i Odense - maj/2000. Hans indlæg bliver sammenkogt til at være liberalistisk, som i den sidste ende ikke kan betegnes som en demokratiopfattelse men en ideologi. Derefter følger nogle, mener jeg, lidt letkøbte ræsonnementer. For en nærmere uddybning af hvad Steen faktisk mener, vil jeg henvise til boganmeldelsen "Problemet med de intellektuelle" i DD nr. 1/2001 - specielt afsnittene hvor Deltager- og Rettighedsdemokratiet er fremhævet
http://www.folkestyre.dk/DD-bladet/DD-1_2001.htm

Videre skriver Sanne:

"Hvilke anliggender, som er fælles, og hvilke, som er private, bør ikke afgøres som en del af demokratidefinitionen (som liberalisterne gør det), men afgøres igennem den demokratiske samtale i det offentlige rum" … "Men selve dialogen er med til skabe anerkendelse af flertalsbeslutningen og det vindende argument, og dermed skabes fælles samtykke omkring en given beslutning". - Hva' be har.

Overfor denne definition af direkte demokrati tror jeg mange vil sætte hælene i - og jeg føler mig ganske afvæbnet overfor min politiske ven. Ved emner som vedrører den private sfære, hvor 49 % er påtvunget de 51 % 's vilje, vil situationen ikke være betryggende for minoriteter. Det er muligt at det ikke skal opfattes sådan, men det giver anledning til at definere hvad vi opfatter som værende private anliggender.

Som udgangspunkt kan Steens definition af Rettighedsdemokrati bruges. Alle borgere herunder specielt minoriteter skal have stillet nogle garantier i udsigt overfor en måske pludselig folke(af)stemning.

Her er det relevant at bringe Grundloven ind i billedet, som på mange områder sikre individet og minoriteter. (Selvom den er blevet skammeligt udvandet i de seneste årtier, er det stadigvæk den som nyvalgte folketingspolitikere højtideligt skriver under på at de vil efterleve). Vi i foreningen kan heller ikke ignorere den og må bruge den som udgangspunkt - men ser den gerne ændret på nogle områder. Grundlovsændringer foregår ikke ved simpelt, men med kvalificeret flertal (ved 2 omgange).

Direkte Demokrati har som udgangspunkt at så mange som muligt skal inddrages i den demokratiske beslutningsproces - men det er ikke alle områder/emner der skal kunne vedtages ved et simpelt flertal. Hvilke områder hvor henholdsvis kvalificerede - og simple flertal skal være gældende, skal vi fremover også have med i vores alternativ til det repræsentative demokrati. Det er det, som jeg primært finder anledning til at anholde ved Sanne's ellers udmærkede synspunkter.