Direkte Demokrati

Debatblad for Foreningen for Direkte Demokrati 
Nr. 2 2000


Efter folkeafstemningen

Af Marcus Schmidt, formand - marcus@folkestyre.dk 

Wivel & co's udgydelser


Den danske folkeafstemning om Euroen formåede for en kort stund at give os danskere de "Fifteen Minutes of World Fame", der ifølge Andy Warhol tilkommer alle.

Når man den 28. september om aftenen zappede rundt på sit TV, kunne man næsten ikke undgå at støde på udenlandske kanaler, der berettede om den danske afstemning. Tyske, svenske og norske TV-kanaler var spækket med indslag om afstemningen. Da jeg skiftede til BBC-world, sad min gode ven, valgforskeren Hans Jørgen Nielsen i et panel med bl.a. Drude Dahlerup og gjorde sig klog. CNN handlede hele aftenen igennem udelukkende om temaet "Denmark decides on the Euro".

Blandt de valgte repræsentanter er det det almindelige indtryk, at folkeafstemningen blev "tabt". Det store folketingsflertal "led et nederlag". Man tabte med andre ord til vælgerne, dvs. til befolkningsflertallet (Jyllands Postens leder skrev i sin leder den 21. oktober at nej-siden "vandt" over folketingsflertallet).

Reaktionen blandt eliten var til at forudse. I den forbindelse fremkom Berlingske Tidendes chefredaktør Peter Wivel med en kommentar (1.10). Da den rummer en række synspunkter, der er typiske for personer, der ikke bryder sig om direkte demokrati, har vi valgt her at gengive et længere citat fra hans kommentar (vi har i halen af det vedlagt endnu et - lidt tidligere - Wivel citat). Dernæst følger endnu nogle citater af folk, der ikke har meget godt at sige om folkeafstemninger. Da undertegnedes og foreningens medlemmers holdning til folkeafstemninger er velkendte (ellers var man jo ikke medlem), har jeg ikke orket selv at kommentere den højst tvivlsomme logik i Wivel & co.'s udokumenterede påstande. På en måde synes jeg, at deres argumentation diskvalificerer sig selv.

Vi har i foreningens bestyrelse ved flere lejligheder været inde på at indføre en demokrati-pris, der skulle gå til en dansker, der på en eller anden vis, det være sig i form at kronik-indlæg, under foredrag, i politiske sammenhæng eller på anden vis - har demonstreret en velment indsats for det engagerede folkestyre. Pt. er ideen, der er Anders Gulmarks', endnu ikke blevet til realitet. Men på samme måde, som mode-magasiner kårer verdens bedst klædte m/k, og som modstykke kårer verdens dårligst klædte, så kunne vi i foreningen vel også overveje at indstifte en pris for den person, der har vist mindst respekt for folkestyret i den retning, som foreningen (jfr. formålsparagrafferne) ønsker fremmet. Her ville et godt bud på en anti-helt være Peter Wivel. Andre kvalificerede bud til en sådan folkestyre-nytårstorsk ville være Niels Højlund og Arne Melchior.

"Ved en folkeafstemning er der altid et betænkeligt element af et statskup. Folkeafstemninger følger ikke de gældende parlamentariske spilleregler. For det første ved vi ikke, hvor længe et folkeafstemningsresultat skal gælde. Grundloven kræver, at et givet folketing stiller sine mandater til rådighed for vælgerne senest fire år, efter at det er valgt. En folkeafstemnings resultat kan derimod gælde i evig tid. Her er ikke nødvendigvis nogen fortrydelsesret. For det andet tager parlamentarismen altid behørligt hensyn til sine politiske mindretal. De findes, de høres, de indgår kompromiser på kryds og tværs. Ved en folkeafstemning tager vinderen alt. For det tredje får folkeafstemningsflertallet ingen mulighed for selv at tolke sin sejr. Når krydset er sat tager ligrøverne over.

Men sejrherrerne skjuler med flid, at en folkeafstemning ikke er et folketingsvalg. Ved en folkeafstemning træder vælgerne direkte ind på den politiske scene. De lader sig ikke repræsentere af politiske partier eller folketingskandidater som ved et folketingsvalg. Hver vælger repræsenterer kun sig selv.

Flertallet er et tavst flertal. Der kan være tusindvis, ja titusindvis af enkeltrøster, der giver sig til kende. Men samlet er flertallet tavst. Og det særlige ved det tavse flertal er, at det forbliver tavst. Når krydset er sat, går hver til sit og genoptager sine borgerlige gøremål.

Afstemningsdemokratiet er et beslutnings-demokrati. Det er ikke et folkestyre, der kan tale sammen om det, man har besluttet og udmønte det i konstruktiv politik. Man træffer en afgørelse. Ja eller nej." (Wivel)


Anker Jørgensen (tidligere statsminister): "Folkeafstemninger skal bruges med beherskelse. Der skal ikke være folkeafstemninger hver gang, der er problemer. Folketinget skal tage et ansvar... Svagheden ved folkeafstemninger er, at det er for indviklet. Ved et folketingsvalg stemmer man om tillid, det gør man ikke ... ved folkeafstemningen om Euroen. Folk føler, at de selv skal sætte sig ind i alt."

Nikolaj Petersen (professor, Århus Universitet): "Man mærker i den her valgkamp, at det er svært at blive begejstret. Det rejser spørgsmålet, om det er en egnet afgørelse at sende til folkeafstemning. En uendelig række af folkeafstemninger er en belastning. Det risikerer at gå galt."

Jess Myrthu (kommunikationsrådgiver): "Der burde aldrig have været en folkeafstemning. Forudsætningsløse vælgere har ikke en chance for at tage stilling til makroøkonomiske spørgsmål. Det kan ingen forstå. Den slags har vi folkevalgte politikere til at tage sig af."


Stemmer fra naboen i syd...

I august og september var to tyske toppolitikere i medierne med forslag om folkeafstemninger. Den 21. 8. foreslog formanden for det tyske parlament, Wolfgang Thierse (Socialdemokrat) i Bild Zeitung, at der i forbundsrepublikken blev indført initiativret. Han mener, at et vist antal vælgere (uden at specificere antallet) bør kunne udløse en folkeafstemning om et emne i Tyskland.

Få uger senere, den 4. september udtalte den tyske kommissær for EU's udvidelse, Günther Verheugen (SPD), at man skulle afholde en folkeafstemning om østudvidelsen i Tyskland. Forslaget vakte åbenlys panik i politiske kredse overalt i EU. Den tyske udenrigsminister Fischer kaldte forslaget for "aldeles uacceptabelt". (RTL 5.9.) Bemærk venligst, at det var Fischer parti, De Grønne, der i forbindelse med regeringsdannelsen fik presset initiativretten ind i det fælles regeringsprogram som et særskilt punkt (nr. 13). B.T.'s leder udtalte i forbindelse med sagen følgende: "Lidt underligt for os allesammen er det vel i grunden også, at der kan være folkeafstemning om udvidelsen i hvert eneste af de nye lande - mens vælgerne i EU selv bare har at rette sig ind efter, hvad deres regeringer enes om på de bonede gulve". (B.T. 4.9.2000)

Romano Prodi (formand for EU-kommissionen) omtalte kollegaen Verheugens udtalelse som "den lille fortalelse". Vores egen udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, der jo ifølge egne udtalelser er en varm fortaler for flere folkeafstemninger, kommenterede Verheugens forslag på følgende måde: "Det er en mærkværdig og besynderlig idé, der rammer totalt ved siden af skiven."

Niels Helvegs svenske kollega, Anna Lindh var mere kontant i sit svar: "Günther Verheugen er ansat til at arbejde for udvidelsen, ikke til at modarbejde den." (B.T. 4.9. 2000) Det må da siges at være klar tale!

Samtidigt med, at Verheugens forslag blev udsat for øredøvende kritik, kom det frem, at Tysklands regering efter sigende går i offensiven for at få ændret landets forfatning, så folkeafstemninger om vigtige afstemninger bliver mulige. Generalsekretæren i Socialdemokratiet (SPD) Franz Müntefering sagde til en avis, at regeringen i løbet af efteråret [2000!] vil foreslå, at muligheden for folkeafstemninger bliver indskrevet i forfatningen inden næste .... nationale valg i 2002. Så nu for vi se. Ud fra erfaringen mener jeg, at vi har al mulig grund til at tro, at det bliver ved de gode løfter.


Vælgerne i Schweiz afviser udlændingekvote

Schweiz har atter engang modbevist argumentet om at vælgerne generelt set er flygtningefjendske.

Den 24. september stemte 60% af de fremmødte vælgere nej til et forslag om at indføre kvoter for udlændinge. Ifølge forslaget skulle der indføres et loft i Schweiz for udlændinge på 18% (Med 19.3% af befolkningen har Schweiz det højeste antal udlændinge i Europa, bortset fra Luxemburg. Til sammenligning har Danmark 4.7% udlændinge).


Trafikken på www.folkestyre.dk

Nogle uger før afstemningen gik jeg over til at lave en lille klumme, der gav en daglig opdatering om euro-afstemningen på engelsk (blandt andet indeholdende dagens Gallup). Jeg lavede så lidt PR for denne "nyhedstjeneste" ved at sende en E-mail herom ud til et netværk, som jeg deltager i (vel omkring et halvt hundrede mennesker i forskellige lande). Resultatet var faktisk ganske opløftende.

Jeg har vedlagt to grafer med tabeller, der viser noget om trafikken på vores hjemmeside i perioden fra maj (da vores forbedrede side kom op) og til og med udgangen af september. Efter en mindre og sæson-betinget nedgang pga. sommerferien har trafikken udviklet sig meget positivt (vi forventer dog en vis tilbagegang pga. den aftagende interesse efter euro-afstemningen). På hverdage havde vi i september måned i gennemsnit 24 besøgende per dag (en firedobling i forhold til juli-måned), medens antallet af gæster per dag var på 15. Sådan, som jeg har forstået det, tager opgørelsen efter "gæster" bedre højde for ny-tilgang, medens "besøg" fortæller mere om gengangere, fx folk, der vender tilbage til siden dagen efter. I september lagde vi beslag på 101.942 kilobytes på web-hotellets server (mod kun 12.937 i juli). Der er altså ikke nogen som helst tvivl om, at vores hjemmeside er vokset i popularitet, idet den i september havde en trafik, der - afhængig af opgørelsesformen - var mellem 4 og 8 gange større, end den var juli. Så det er jo udmærket....

Statistikken opdateres en gang per uge.



Forskelligt...

Det kan oplyses, at jeg 10.-12. november på foreningens vegne deltager i et møde for den europæiske "brancheforening" for direkte demokrati (The Network of Direct Democracy Initiatives in Europe") i München. Initiativtagerne til mødet er folkene bag Mehr Demokrati - den succesrige tyske græsrodsbevægelse, der har fået initiativretten indført i Bayern, vel at mærke til grænseløs irritation for den uhellige koalition af kristelige demokrater og socialdemokrater. Arrangørerne har henvendt sig til mig og bedt mig holde et indlæg om den danske euro-afstemning.



Det demokratiske udgangspunkt

Af Sanne Quist Højgård -  saqh@dr.dk


Nogle gange er det godt for enhver forening at vende tilbage til sit udgangspunkt og tænke igennem en ekstra gang, hvad det er, man egentligt står for. Efter at have hørt Steen Steensens oplæg om demokratisyn på det forgangne møde i Odense i maj, er det min opfattelse, at netop vores forening kan have brug for en sådan tilbagevenden. Lad os tage udgangspunkt i foreningens formål (3): "…at arbejde for indførelse af direkte demokrati i Danmark". Implicit dette formål ligger den klare antagelse fra foreningens side, at direkte demokrati er mere ønskværdigt end det nuværende repræsentative system. Denne antagelse i sig selv kræver en begrundelse. Samtidig stiller en sådan begrundelse spørgsmålet om, hvilke værdier vi egentlig forfølger i vores formålsparagraf?


Den liberale model

Lad os starte med den umiddelbare begrundelse: Retten til at deltage i beslutninger, som vedrører en selv. Dette er det liberale argument, som Steen Steensen også forfulgte i sit oplæg. Hvert enkelt menneske bør have frihed til at bestemme over sit eget liv, og repræsentativt demokrati kan opfattes som en restriktion af denne frihed. Det liberale argument lyder umiddelbart overbevisende. Man kommer udenom et af det direkte demokratis store dilemmaer; at definere den fælles vilje.

Oprindeligt har mange nemlig den antagelse, at demokrati handler om at finde frem til folkets fælles interesse eller vilje. Men den fælles vilje er et diffust begreb. Folkeviljen er næppe andet end et sammensurium af individuelle ønsker, synspunkter og holdninger. Det kan derfor diskuteres om folkeviljen udtrykker andet og mere en den aggregerede sum af individuelle interesser. Demokrati handler således ikke om folkestyre i den liberale tradition, men om en basal rettighed: Retten til at være med til at træffe beslutninger, som har indflydelse på dit liv.


Problemet for den liberale opfattelse er, at den i sidste ende ikke længere er en demokratiopfattelse men en ideologi. Skridtet fra 'retten til at bestemme over dit eget liv' til 'minimalstaten' er ganske lille. Steen Steensen bliver derfor også nødt til i sidste ende at bandlyse positive rettigheder (såsom retten til bolig, etc.) som udemokratiske beslutninger. Sådanne rettigheder kommer netop i konflikt med den grundlæggende demokratiske rettighed: 'retten til at bestemme over egen tilværelse'. Der vil derfor inden for den liberale demokratiopfattelse være visse flertalsbeslutninger - eksempelvis indkomstfordeling - som ikke er acceptable. Hvilket netop er grunden til, at liberale demokrater normalt favoriserer det repræsentative demokrati. Formålet med demokratiet er i sidste ende, at folket selv vælger og afsætter deres regering, hvis formål er at sikre folkets basale rettigheder.


Demokratisk samtale

Lad os kigge på en anden begrundelse for hvorfor direkte demokrati er mere ønskværdigt end repræsentativt demokrati: Fordi det styrker den demokratiske samtale. Hvorfor er det vigtigt med den demokratiske samtale? Demokrati er egentlig blot en styreform eller en procedure, som vi bruger til at danne et offentligt rum, samtale om vores fremtid og træffe beslutninger om fælles anliggender. Hvilke anliggender, som er fælles, og hvilke, som er private, bør ikke afgøres som en del af demokratidefinitionen (som liberalisterne gør det), men afgøres igennem den demokratiske samtale i det offentlige rum. Idealet for denne demokratiske samtale er, at den bør være deliberativ. Hermed menes, at den bør grundlægges på argumentation, aktiv lytten og en søgen mod fælles forståelse og enighed. Hermed menes ikke, at der eksisterer en fælles vilje, som skal findes frem, men at demokrati for så vidt også handler om muligheden for at udvikle fælles forståelses-rammer og identiteter. I sidste ende, når den demokratiske dialog er gennemført, og vi har alle argumenterne på bordet, kan det sagtens være, at et flertal må træffe afgørelsen, fordi der ikke eksisterer enighed. Men selve dialogen er med til skabe anerkendelse af flertalsbeslutningen og det vindende argument, og dermed skabes fælles samtykke omkring en given beslutning.

Når direkte demokrati er en bedre styreform i denne henseende end repræsentativt demokrati, skyldes det, at direkte demokrati øger den demokratisk deltagelse. Dette gælder både for deltagelsen i den demokratiske dialog men også for demokratisk medindflydelse. Det repræsentative demokrati styrker udelukkende den ene del af deltagelsesaspektet, nemlig dialogen, hvorimod det direkte demokrati både styrker den demokratiske dialog og den demokratiske medindflydelse. Deltagelse både i form af dialog og medindflydelse er vigtigt for at styrke den deliberative demokratiske samtale. Deliberativ samtale kræver, at man debatterer praktiske substantielle spørgsmål.

Problemet for den demokratiske dialog i det repræsentative demokrati er, at dialogen ikke har noget formål. Vi kan diskutere til vi segner og sågar nå frem til enighed om en fælles løsning af problemet, men når beslutningen træffes, har vi ingen indflydelse - den træffes af de folkevalgte politikere. Den demokratiske dialog får derfor også mest karakter af meningssammenstød, som man ser det i politisk krydsild på tv, og ikke karakter af problemløsning. Kan vi ikke blive enige om at 'saglig debat' er det mest misbrugte ord blandt danske politikere? De taler og taler om det, men det er ikke lykkedes dem endnu. Dette skyldes udelukkende, at den dialog, de skaber, ikke er problemløsende, men har til formål at overtale folk til det ene eller andet - og helst gennem slogans for 'den danske befolkning er for dumme til at forstå et sagligt argument'!

Direkte demokrati handler om øget deltagelse og dermed øgede muligheder for deliberativ demokratisk samtale. Det er denne samtale der skal danne grundlag for vores identitet, fælles beslutninger og fremtid. Derfor er den vigtig. Og derfor bør den være det værdigrundlag, hvorpå vi i Foreningen for Direkte Demokrati bygger vores ønske om indførelsen af direkte demokrati i Danmark. Et sådant demokratigrundlag holder sig åbent overfor både liberale, socialdemokratiske og alle andre ideologiske retningers politiske dagsordner og er derfor et bedre fælles fundament for demokratiet end en udelukkende liberalistisk opfattelse. Lad os diskutere politiske rettigheder og problemløsning indenfor et fælles demokratisk værdigrundlag - gennem en deliberativ demokratisk samtale i et direkte demokrati.


Lutheranisme og folkeinitiativ

af Arne B. Nielsen 

Samfundet er i de sidste årtier i udpræget grad blevet individbaseret med borgere, der er mere individualistiske, mere vidende og sikkert også mere selvbevidste. Men når det gælder styre-formen, udviser det danske samfund inerti, idet det repræsentative demokrati ikke forandres. De valgte organer styrer samfundet. Vi har et demokrati for folket.

Men i flere vigtige sager har der været mistanke om, at Folketingets flertal ikke har været i overensstemmelse med befolkningens flertal. Derfor er ønsket om muligheden for folkeinitiativ uden om politikerne med henblik på afholdelse af folkeafstemninger opstået i visse kredse. Altså der ønskes demokrati ved folket. Men de, der går ind for noget sådant, er oppe mod stærke kræfter i vores kultur. Nok slås der ofte på, at vores samfund er præget af frihed, men gælder friheden initiativretten uden om Folketingets politikere? Nej! Grundloven omtaler slet ikke befolkningens initiativret, og paragraf 56 er klar: folketingsmedlemmerne skal rette sig efter deres overbevisning, og det er dem, der skal træffe afgørelser om folkeafstemninger (Der ses bort fra de tilfælde, hvor grundloven kræver folkeafstemning).

Her er det på sin plads at spørge, hvilken ideologi, der ligger bag en sådan ordning med stedfortrædere, der beslutter for os. Normalt siges det, at der er tre ideologiske grund-elementer i vores samfund: konservatisme, liberalisme og socialisme. Samfundsudviklingen har i 1900-tallet været præget af disse ideologiske tanker, og de indgår i partierne programmer. Men spørgsmålet er, om der ikke er endnu flere ideologiske elementer i vores kultur. Måske har vi svært ved at se det, og i hvert fald omtales andre ideologier sjældent. Enkelte med interesse for den slags kommer dog af og til ind på emnet uden at skabe særlig opmærksomhed.

Her skal for det første omtales en artikel af kultursociologen Jakob Munch i bladet "Libertas" (nr. 31 1999) med titlen "Den lutherske formynderstat". Forfatteren er katolik og kalder sig liberal. Han mener vist nok, at han som katolik er i stand til at uddrage nogle prægnante og lidet kendte træk ved vores kultur. Hans synspunkt er, at der er en underliggende ideologi, som tilmed har en absolut dominans ikke mindst i den danske kultur. Den benævnes lutheranismen, og den legitimerer samfundets opbygning med en stærk centralistisk stat og et gennemreguleret og kontrolleret samfund, siger han.

Hvem er det, der er garanter for denne formynderstat? Det er der aldrig rigtigt nogen, der giver et bud på, men det er vi måske alle sammen, idet vi uden at tænke over det, tager det for givet, at samfundet skal være gennemkontrolleret. Dog er det svært at komme uden om, at vi i vores kultur er vandt til, at der er ledere iblandt os - ledere, der taler til os, og ledere, der beslutter for os, og kontrollerer, at vi retter os efter beslutnin-gerne. Her skal nogle få aspekter ved Luthers lære fremhæves.


Træk ved Luthers lære

Luthers lære i 1500-tallet var et opgør med den katolske gerningsreligion, i følge hvilken mennesket gennem gode gerninger kunne gøre sig fortjent til Guds nåde. For Luther var menneskene uden indflydelse på deres frelse, idet menneskene er onde og egoistiske. For at samfundet ikke skal blive et kaos, må de onde mennesker derfor tøjles. Og da det forholder sig sådan, at der blandt menneskene er nogle, der er kristne ("De kristne er altid i mindretal"), må disse sørge for, at samfundet styres efter læren om de to regimenter. For det første er der et åndeligt regimente, som er kirken og gejstligheden, og for det andet er der et verdsligt regimente, som kommer til udtryk gennem politiske myndigheder, administration og militær.

De kristne får altså en særlig opgave: nemlig at holde styr på de genstridige mennesker. De må forvalte Guds bud og sørge for, at det verdslige regimente styres i overensstemmelse med disse bud. Hvilken styreform, der er bedst egnet under det verdslige regimente, kan der ikke siges noget bestemt om. Det åndelige og verdslige regimente er nemlig adskilte, og Gud har ikke opstillet regler for, hvordan det verdslige regimente skal føres. Her skal endnu et aspekt ved Luthers lære nævnes: nemlig subjektivismen. Ifølge Luther skaber den enkelte gennem troen Gud. Troen er altså en subjektiv kvalitet, og da Gud ikke blander sig i måden samfundet indrettes på, må de troende og dermed magthaverne selv tage stilling til, hvordan samfundet skal styres.

For magthaverne er der derfor mange muligheder for at indrette det verdslige styre. Der kan, som historien har vist, være tale om enevælde i mange forskellige udformninger, men også repræsentativt demokrati. Det afgørende er, at styret sikrer ro og orden i samfundet. Magthaverne har deres magt fra Gud, og ulydighed tolereres derfor ikke. Den politiske individualisme, hvor de enkelte borgere går deres egne veje og opstiller alternative løsninger uden om magthaverne, skal der derfor slås hårdt ned på. Magthaverne har pligt til at vogte over de kristne normer, og de kan subjektivt afgøre, hvilke der er tilladelige i samfundet.


Sommerfugleeffekten

Hvilken rolle spiller Luthers lære i dag? Det er nok åbenlyst, at der er flere forskellige ideologiske elementer i vores kultur i dag ved siden af lutheranismen. Således ikke-kristne elementer som udbud- og efterspørgsels-mekanismen med egoismen og konkurrencen som drivkraft ikke mindst i erhvervslivet. Man kan også nævne grundtvigianismen - en folkelig romantismeinspireret strømning. Og dertil kommer humanistiske holdninger. Alligevel er det ikke utænkeligt, at Luthers lære har sat et kraftigt aftryk i vores kultur. Aftrykket kan nok ofte direkte fornemmes. Men påvirkningerne kan også være mere eller mindre tilfældige og utilsigtede. I denne forbindelse tales undertiden om en sommerfugleeffekt: Luther satte en udvikling i gang, men resultatet af udviklingen kunne han ikke vide noget om (Jan Lindhardt, "Når sommerfuglen slår med sine vinger" i Fønix nr. 4 1996).


Den lutherske formynderstat

Efter reformationen i Danmark 1536 blev kongen kirkens overhoved, og staten overtog en række af kirkens funktioner. Stat og kirke blev derved en enhed, og de to regimenter forvaltedes derefter i Danmark af én organisation: nemlig staten. Fænomenet kaldes cæsareopapisme, og står for den ordning, hvor de statslige og kirkelige myndigheder falder sammen. (Jan Lindhardt, "Statskirke- kirkestat" i Samvirke, 1998). Enevældens afskaffelse 1848 var ikke nogen større omvæltning for kirken, selv om den derefter blev kaldt en folkekirke. I denne fandt der en sammenblanding af statslig og kirkelig administration sted. Og lutheranismen fik en fremtrædende plads i grundloven og var og er med til at legimitere samfundets opbygning og den statslige kontrol over mange områder af samfundet.

Denne tætte forbindelse mellem kirke og stat gennem århundreder, har bevirket, at vi i dag har en slags kirkestat, og det vil sige en stat, hvor staten har overtaget en række af kirkens tidligere opgaver (Jan Lindhardt, "Statskirke - kirkestat"). Den lutherske stat, der er båret af en paternalistisk kollektivisme, har gennem tiderne været bekymret for borgernes ve og vel.

Tænker man over det, griber en række statslige styringsmekanismer ind i borgernes liv fra fødsel til død - ja selv efter døden, da vi har et fænomen, der kaldes tvangsarv. Kirkens tidligere opgaver i forbindelse med undervisning, sygehusvæsen, socialforsorg osv., har staten overtaget. Og omfordelingen af goderne i samfundet, så de "rige" giver til "de fattige", står staten i dag for. Samfundets offentlige institutioner som skattevæsen, sundhedsvæsen, sociale institutioner o.a. er derfor udtryk for luthersk kristendom, der bevirker, at det offentlige i udpræget grad organiserer tilværelsen for borgerne. Et sådant samfund kræver regeren, reguleren og kontrolleren til overmål.
Hvem er det, der står bag den statslige reguleren?

Vi har vel alle del deri, og de fleste synes nok også, at vores samfund i mange henseender er velfungerende og yder en service, der næppe ses i noget andet land. Ikke uden grund er vi stolte af vores universelle velfærdsmodel, hvor solidariteten i forbindelse med horisontale velfærdsydelser er drevet så vidt, at 90 % af borgerne betaler til andre 90 %. Prisen er dog verdens højeste skattetryk, og solidariteten slår vel over i tvangssolidaritet.

Nok har vi selv ansvaret for det gennem-regulerede samfund, men man kommer ikke uden om, at politikerne er meget vigtige personer. Politikerne skal løbende tilpasse lovene til de skiftende vilkår, den statslige regulering finder sted under. Om stort og småt træffer politikerne beslutninger, og love vedtages, og bekendtgørelser og cirkulærer udstedes. Alle de politiske partier er i det store og hele garanter for denne regeren. Socialdemokratiet er vel først og fremmest arvtager til lutherske traditioner, men også liberale partier går ind for lutheranismen og statskirkeordningen. Selv liberale vælgere er på den ene og anden måde afhængig af formynderstaten (Jakob Munck, "Den lutherske formynderstat"). Ved siden af politikerne er embedsmændene vigtige. De skal føre politikernes beslutninger ud i livet og kontrollerer, at borgerne overholder dem. Hvis lovene ikke overholdes, risikerer borgerne at komme for domstolene. Et luthersk samfund straffer sine borgere, hvis de ikke overholder de mange regler.

Karakteristisk for det lutherske samfund er desuden den monolitiske kultur med centralisme og ensartede normer, som den brede befolkning altid har skulle delagtiggøres i. Mennesker med evne til at forsvare de opstillede normer har derfor altid indtaget fremtrædende pladser inden for kirke, skolevæsen og medier. Sådanne åndspersoner har vidst, hvad der gavnede befolkningen, og disse har haft til opgave at opdrage og belære deres medmennesker. Borgernes velbefindende ligger den lutherske stat stærkt på sinde. Bag omsorgen for borgerne og bag formynderiet skimtes stadig lutheranismen.

Menneskene er om ikke onde, så dog svage og ude af stand til selv at organisere samfundet, så det undgås, at menneskene skader hinanden. De skal være autoritetstro og stole på deres ledere. Tilværelsen er selvfølgelig ikke kun præget af statslig reguleren. Individualisme er der også plads til - først og fremmest inden for det private erhvervsliv. Og heldigvis har vi trods reguleringen af samfunds-livet frihed til det ene og det andet: ytringsfrihed, foreningsfrihed o.s.v. Men har vi frihed til at træffe beslutninger uden om politikerne?


Folkeinitiativ i dag?

Tidligere blev det nævnt, at politiske initiativer uden om lederne var bandlyst af Luther. Den brede hob blev oprindelig opfattet som ond og uvidende, og hvis initiativer udgik herfra, ville det være til skade for alle. I dag vil mange og ikke mindst de politisk aktive inden for partierne sige, at vi ved vælgerkrav om folkeafstemninger giver os populismen i vold og lader det følelses- og stemningsmæssige sætte dagsordenen. Almindelige mennesker er for uvidende og for modtagelig for agitation. De enkelte vælgere kan slet ikke overskue de samfundsmæssige konsekvenser af et folkeinitiativ. Desuden forflygtiges ansvaret - det ansvar som lederne har pligt til at påtage sig.
Vores politiske system er netop bygget op omkring de politiske ledere, som er garanter for vores stedfortræderkultur. På alle planer har vi politikere til t styre vores samfund. Vælgerne har indflydelse ved valgene, når politikerne vælges, men mellem valgene skal de ikke blande sig i politikernes arbejde.


Samfundsmæssige forandringer

Den lutherske formynderkultur er uden tvivl rodfæstet i Danmark, men forandringer forestår. Den store verden trænger sig på. Danskerne er således et af verdens mest rejsende folkefærd og modtager impulser udefra, og statens informationsmonopol er nu brudt takket være ikke mindst satellit-tv. Danskerne modtager derfor ikke mere kun informationer fra statskontrollerede informationskilder. Uddannelsesniveauet er desuden steget markant de sidste årtier, og befolkningen er i dag meget mere vidende og mindre autoritetstro end tidligere. I det individbaserede samfund, der er ved at blive skabt, vil alle have en holdning til det ene og andet, ja, to personer vil ikke kunne være enige om alle de spørgsmål, der løbende skal tages stilling til.

Det betyder igen, at de fælles værdier vil være færre og mindre fremtrædende end for et par årtier siden. Samfundet er på vej til at blive et samfund af enkeltindivider. Spørgsmålet er desuden, hvor længe Danmark kan bevare den universelle velfærdsstat med det høje skattetryk. International konkurrence vil i længden stille Danmark svagere, når vi har den store offentlige sektor. Ikke mindst pres fra EU vil kunne betyde harmonisering af skatteregler, og at den offentlige sektor må reduceres. Dette vil igen betyde, at mere råderum overlades til borgerne. Derfor trænges lutheranismen i disse tider præget af forandring tilbage, og tanken om folkeinitiativ kunne vinde frem.



Det virtuelle demokrati

Af Ole Ravn Jørgensen -  oleravn@entropi.com
www.entropi.com


Kvalitet er et andet ord for værdiopfyldelse. Vi kan med andre ord kun tale om kvalitet i politik, når og hvis den politiske dialog og proces sigter mod at virkeliggøre formulerede værdiforestillinger om fremtiden. Et samfund uden samlende værdiforestillinger om fremtiden er retningsløst og dermed uden politisk energi til at løse stadig mere påtrængende fremtidsproblemer. Vi taler da ikke længere om et demokrati, men om noget, som skal forestille demokrati: et virtuelt demokrati.

I et virtuelt demokrati overholdes alle de formelle spilleregler. Medmellemrum inddrages vælgerne i et politisk beroligelsesritual kaldetfolketingsvalg. For en kort stund standses lovmaskinen, og en debat medforudsigelige, politiske automatsvar hentet i fortidens kampparoler skal illudere en demokratisk dialog. Politikerne reagerer nærmest som pavlovske hunde på hinandens udspil. De appellerer, lover eller truer, hvis ikke vælgerne sætter deres kryds det rette sted. De mest trænede aktører kan nå at gennemleve alle tre roller selv i en ganske kort tale. For en kort stund er vælgerne tilsyneladende mere end konger for efter valget igen at blive regnet for mindre end mennesker, så lovmaskinen atter kan køre videre uden utidig indblanding.

Men i situationer, hvor det drejer sig om valg af fremtid og vælgerne ikke kender eller ikke kan identificere sig med de, i bedste fald, sporadisk omtalte forestillinger om fremtiden, er den politiske dialog uden overtalelseskraft. Det så vi ved de to EU-afstemninger i henholdsvis 1992 og 2000. Ved begge afstemninger stemte et flertal af vælgerne mod et flertal i Folketinget og reducerede det parlamentariske grundlag til en politisk illusion. Det kunne tyde på, at i situationer, hvor det drejer sig om valg af fremtid, krakelerer det virtuelle demokrati. Vælgerne træder i karakter og forholder sig til det, de opfatter som det reelle tema: valg af fremtid. Men herom lider politikerne tilsyneladende af afasi, manglende evne til at tale.

Det mest forstemmende er, at det virtuelle demokrati og dets begrænsninger har været kendt meget længe. Beskrevet så tidligt som i 1840. Måske er diskussionen blevet relevant efter den seneste anskuelsesundervisning i det virtuelle demokratis manglende evne til samling om løsning af virkelige, tunge fremtidsproblemer. Måske skal vi erindre os selv og vore politikere om, at dialog om og valg af fremtid nu er en nødvendighed også selv om den sikkert vil overskride de historiske klasse- og partiskel. Men uden en folkelig dialog om og tilslutning til valg af fremtid kan MF'erne ikke tale herom på folkets vegne.

Måske skyldes den indtil nu manglende politiske vilje til dialog om valg af fremtid, at det vil udsætte de kvalitetsløse, politiske ideologiers eksistensberettigelse for en ubehagelig prøvelse?


Alt for vigtigt til politikerne…

Af Marcus Schmidt - observa@po.ia.dk

Danskernes nej til Euroen har medført, at nogle er begyndt at rejse tvivl om berettigelsen af folkeafstemninger. Således udtaler Professor Dr. Jur. Stig Jørgensen dagen derpå (29.9.) i B.T.: "Der er visse ting, som er for vigtige til, at man kan overlade dem til en folkeafstemning. Man spørger jo heller ikke flypassagererne, hvad man skal stille op med en defekt motor, men overlader beslutningen til kaptajnen…fordi han har forstand på det."

De færreste danskere anfægter vel den professionelle leders autoritet indenfor det område, der udgør hans/hendes ekspertise. Noget ganske andet er, om man som passagerer tør sætte sig ind i et fly, man frygter er defekt [læs: Euro-projektet], eller hvis pilot [læs: statsministeren], man ikke har tillid til.

Rent bortset fra dette, så halter Jørgensens sammenligning, idet den bygger på et fejlagtigt ræsonnement. Eksemplet med kaptajnen og passagerne svarer til forholdet mellem direktøren og medarbejderne.

Professor Jørgensens brøler består i, at han - i en slet skjult irritation over nejet - drager en falsk analogi mellem erhvervsliv og politik. At være passager i et fly er dels noget, vi har valgt frivilligt, og dels noget, som har forbigående karakter. At være borgere i et demokratisk samfund er derimod dels noget, som vi ikke selv har valgt, men er født ind i. Det er derudover et afhængighedsforhold, som varer hele livet. Derfor kan man med et juridisk udtryk - og med henvisning til Grundlovssagen - sige, at vi som borgere har en velbegrundet partsinteresse i, hvor samfundet bevæger sig hen.

Ifølge professoren er det forkert at overlade beslutningerne til borgerne "som af gode grunde ikke kan vide, hvilken vej der er bedst at gå." Det er da meget muligt, at borgerne ikke ved, hvad der er bedst. Men hvem ligger da inde med facitlisten? Er det da eliten (Nyrup, prof. Jørgensen & co.), der har eneret på at vide, hvad der tjener danskerne bedst?

Professoren mener afslutningsvis, at de danske politikere burde vedtage væsentlige beslutninger om EU "uden hensyn til den tilfældige folkestemning". Det er åbenbart forbigået hans opmærksomhed, at danskerne gennemgående har sat sig ganske grundigt ind i stoffet. De er - i modsætning til den kloge århusianske professor - muligvis ikke alle eksperter på området. Men høj faglig ekspertise udgør nu engang ingen adgangsbillet til indflydelse i et demokrati. Betingelsen for indflydelse må først og fremmest være, at borgerne engagerer sig. Den høje danske valgdeltagelse vidner om, at dette engagement så sandelig har været tilstede (hvilket selv Mimi Jacobsen har indrømmet).

Jeg tror ærlig talt, at den meget skrivende professor skulle tage sit (manglende) demokratiske sindelag og arrogant-elitære livssyn op til en alvorlig og hårdt tiltrængt revision.

Det siges, at politik er alt for vigtig til at blive overladt til politikerne. Det er først og ret for afgørende til at blive overladt til eksperter og professorer.