Direkte Demokrati

Debatblad for Foreningen for Direkte Demokrati 
Nr. 2 2001 (2. 9. 2001)


Formanden har ordet

Af Marcus Schmidt, formand - marcus@folkestyre.dk  


Men en ret stor forsinkelse udkommer hermed årets andet nummer af foreningsbladet. Vi har - især på grund af mangel på stof og tilsendt materiale - ikke formået at få et blad ud inden sommerferiens start. Vi må nok erkende, at vi på nuværende tidspunkt ikke formår at udkommer med 4-6 numre om året, som vi stillede i udsigt, da foreningen blev dannet. Jeg kalkulerer dog fast med, at næste nummer udkommer inden jul.

Selv har jeg de seneste måneder været ret så optaget af en privat fysisk flytning fra Aabenraa til København og et samtidigt skift af arbejde fra Syddansk Universitet i Sønderborg til Handelshøjskolen i København. Min nye adresse er: Peter       Bangsvej 75, 2tv. 2000 Frederiksberg. Telefon: 3888 4611. Mobil-telefon og e-mail er som før hhv. 4028 5635 hhv. marcus@folkestyre.dk

Men nok om det.

Vores hjemmeside (www.folkestyre.dk) har det godt og afføder en række henvendelser hver måned, ja undertiden flere om ugen. Vi har netop betalt omkring 60 dollars for at få foretaget en "optimal registrering" hvilket vil sige, at vores hjemmeside bliver registreret hos et enormt antal søgemaskiner og indekser via en såkaldt specialiseret meta-tjeneste, formentlig en slags registrerings-robot.


Lokale folkeafstemninger

Sommeren bød på en lille men rigtig god oplevelse for dem der mener, at direkte demokrati også kan bruges på lokalt niveau: den 29. maj stemte omkring 2/3 af de stemmeberettigede borgere på Bornholm for,    at øens fem kommuner blev lagt sammen til en enkelt kommune. Det interessante ved denne lokale folkeafstemning var sådant set ikke selve udfaldet, men   stemmeprocenten. Den var nemlig på hele 80% (!), og dermed langt højere end stemmeprocenter ved valg til Europaparlament og til    Amts- og Kommunalvalg. Den var faktisk fuldt på højde med vælgerfremmødet ved folketingsvalg. Den høje vælgerdeltagelse er for mig at se et klokkeklart bevis på, at vælgere godt gider engagere sig, når de kan se, at deres stemme spiller en rolle og gør en forskel.

Læserne vil måske kunne erindre en sag, der minder om afstemningen på Bornholm: Da der den 10. juni 1999 var valg til Europaparlamentet, skulle vælgerne i Billund kommune samtidigt stemme om kommunen skulle skifte tilhørsforhold fra Ribe Amt til Vejle Amt (et lille flertal stemt for en fortsat tilknytning til Ribe Amt). Stemmeprocenten var ved denne lokale folkeafstemning på 75% (og 74% ved det samtidigt afholdte europæiske valg). Hermed var stemmeprocenten i Billund omkring 20% (!) højere end landsgennemsnittet. Med andre ord så har borgernes engagement i den lokale folkeafstemning medført at stemmeprocenten ved valget til Europaparlamentet i kommunen blev signifikant højere end det ellers ville være blevet. Det "uvedkommende og fjerne" valg af repræsentanter blev altså hævet op på et højere niveau takket være det nære, letforståelige og direkte valg.

Modstanderne af direkte demokrati slå ofte på, at borgerne ikke gider stemme om enkeltsager og om lokale emner. I den forbindelse henviser de ofte til de lave stemmeprocenter ved visse afstemninger i Svejts. Men pudsigt nok glemmer de samme personer (Arne Melchior & co.) samtidigt at gøre opmærksom på, at stemme-procenterne ved adskillige folkeafstemninger i Svejts har været på 60-80% og dermed højere end stemmeprocenten ved landets parlamentsvalg.


Folkehøringer

Regeringen Nyrup har i de seneste år gjort et stort nummer ud af at etablere en såkaldt dialog med befolkningen. Processen startede med en række såkaldte "Folkehøringer". Nyrup har fra Folketingets talerstol gentagne gange betegnet folkehøringerne som en "succes". Formålet med høringerne kan meget vel være undfanget af et varmt hjerte. Det primære problem med høringerne var imidlertid, at de ikke just henvendte sig til den brede befolkning.

Som Ugebrevet Mandag Morgen (ifølge Jyllands Posten 8.8.) anfører i forbindelse med en lignende sag i Sverige: "...[det konkluderes], at det kun er i forvejen indviede, som debatterer med hinanden. Den brede befolkning kan ikke statsstyres til at debattere..."

Undertegnede forsøgte faktisk at deltage i en af de første folkehøringer og var villig til i den anledning på egen regning at tage fra Aabenraa til København. Arrangøren (ministeriet) meddelte mig, at det desværre ikke kunne lade sig gøre, idet alle pladserne i arrangementslokalet allerede var optaget. I et stort dansk dagblad erfarede jeg nogle dage senere, at deltagerne i høringen fortrinsvis bestod af partimedlemmer, organisationsfolk, faglige sekretærer (dvs. "pampere") og lignende.

På det internationale plan var jeg i foråret - som nogle medlemmer ved - så heldig at få optaget en artikel om direkte elektronisk demokrati i det forholdsvis ansete videnskabelige tidsskriftet Futures. Det har da givet en del respons og besøg på hjemmesiden, idet den nævnes i artiklen. En anden af bidragsyderne til den pågældende udgave af Futures var den amerikanske professor og direkte-demokrati "guru" Ted Becker (der gæstede Danmark for nogle år siden, hvor vores forening gennemførte et arrangement med ca. 30 deltagere i København).    De, der ikke ved hvem Ted Becker er, anbefales at låne den amerikanske bestseller-forfatter Alvin    Tofflers bog "Den tredje bølge" på biblioteket og der læse kapitlet "Demokrati i det 21. århundrede".


Dette nummer…

I dette nummer har vi et par indlæg, der diskuterer aktuelle politiske emner:     Niels Chr. Nielsen giver en opsang til den politiske elite. Ole Ravn tager afsæt i      ATTAC- bevægelsen og sætter blandt andet fænomenet i relation til Alf Ross' demokrati-opfattelse.  Til sidst giver den tidligere amerikanske senator Mike Gravel i et interview overfor en svensk avis udtryk for sin dybfølte sympati overfor direkte demokrati. God læselyst!


Opsang til politisk elite

Af Niels Chr. Christensen, fhv. overlærer, Bålvej 7, Hjørring, Jyllandsposten 12. marts 2001

I stedet for at praktisere oplyst enevælde burde den politiske elite tage det som en udfordring, at den danske befolkning endnu ikke har opgivet at diskutere og stille spørgsmålstegn

Mange af kongerigets betydningsfulde og indflydelsesrige politikere er flove og småirriterede over at være politisk elite i et land, hvor befolkningen er begyndt at tænke selv og i tilgift, med stemmesedlen i hånden, to gange har vendt tomlen nedad.

Og det til trods for grundig vejledning fra samme elite.

Tag nu vor tidligere udenrigsminister, der ikke kunne bære at være udenrigspolitisk førstemand for en befolkning, der mente anderledes og dermed forkert. Eller for den sags skyld den nye af slagsen. Denne herlige personifikation af oplyst enevælde, der uændret har videreført sit velkendte og særprægede meddelelseskoncept til sin nye geschæft som udenrigsminister.

Fra før, da han gnavent og nedladende belærte danskerne om sit økonomiske geni, til nu, da han delagtiggør den ganske verden om sit storpolitiske talent.


Nyrups karaktergivning

Senest da Israels vælgerbefolkning - gnavent og nedladende - fik dumpekarakter, fordi de stemte forkert [og vi kunne tilføje: Irland mht. Nice-traktaten, Red.].      Og ellers ikke lægger skjul på, at Danmarks såkaldte forbehold til EU er at betragte som et yderst pinligt resultat af en umoden befolknings demokratihysteri, der tog sin begyndelse i 1849, og som desværre stadig pågår. Eller Nyrup, der fra nationens fornemste talerstol i utvetydige vendinger hånede ca. 10 pct. af den skattebetalende befolkning for at være ignoranter og ikke ønskværdige at være i stue med, selv om det parti, den befolkningsgruppe stemmer på, i lige så høj grad bekender sig til den demokratiske kultur som alle andre politiske partier.

Blot en smagsprøve på niveauet og formatet, når nationens førstemand taler til folket.

I øvrigt den samme Nyrup, der på sit   kinabesøg agerede dansk klovn for de kinesiske despoter 10 år efter massakren på Den himmelske Freds Plads og samtidig med, at der foregår offentlige henrettelser samt etniske udrensninger i Tibet.      Eller en Marianne Jelved, der efter nejet med tårer på kind rejste ned til sine globale venner i Bruxelles for at blive trøstet. Præcis som når klassens dominerende pige for en gangs skyld ikke får lov til at bestemme, hvad der skal leges - og det er jo så synd for hende!      Eller se til disse centrumdemokrater, der er så fikserede på alt, bare det ikke er dansk og dermed landsbyagtigt og provinsielt. Et tillempet      Orwell-citat er betegnende for denne løjerlige politiske sekt: »Dansk er godt, men udenlandsk er bedre.«

Jeg glemte vist at nævne de overeksponerede retfærdighedsvagter fra Enhedslisten. Godt det samme! For så nødes man ikke til le sig fordærvet!


Hvorfor?

Kære politikere! Kan I ikke begribe, hvor svært det er for en ældre, etnisk, dansk statsborger at bevare agtelsen og respekten for jer og jer gerning? Hvor er professionalismen - overblikket? Hvor er de langsigtede ideer - visionerne? Hvorfor er der stadigvæk tabubelagte emner? Hvorfor bliver problemerne aldrig diskuteret til ende? Hvorfor så megen hovsapolitik ?

I er faktisk privilegerede ved at være politisk elite i Danmark. Det mindst ringe land i verden! Vil jeg påstår Tag det dog som en udfordring, at den danske befolkning endnu ikke har opgivet at diskutere - at, stille spørgsmålstegn - at tage stilling. Også når det handler om betændte emner som f. eks. EU, og som efterhånden tør kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade. Uagtet det til tider holder hårdt.

Tjen folket - altså det danske - før I optræder som problemknusende europæiske statsmænd. Husk - I er folkets politikere, men vi er ikke politikernes folk, for det er noget ganske andet.



ATTAC på det pæne selskab

Af Ole Ravn Jørgensen, forfatter, i Fyens Stiftstidende, 30. maj 2001

Den 8. maj 2001 bragte Fyens Stiftstidende en kronik, 'Revolutionært    ATTAC', af Alan Klæbel. Her konstaterer Klæbel, at    ATTAC er en revolutionær, udemokratisk bevægelse og derfor suspekt. Vi kommer til Klæbels argumenter om lidt. Men først er det måske en god grund til at sætte    ATTACs program, herunder den såkaldte Tobin-skat på alle valutatransaktioner, i perspektiv.

Allerede i slutningen af 90'erne rundede den daglige omsætning på alverdens valutabørser 1.500.000.000.000 US$ svarende til værdien af fire års olieforbrug på globalt plan. Mindre end 2,5% er betaling for varer og tjenesteydelser. Resten er indskud og hjemtagning af gevinster i et globalt lottospil. Imens vokser skellet mellem de rige og de fattige lande. Ifølge UNHCR er den flygtningestrøm, vi har set indtil nu, kun toppen af isbjerget. Jeg er helt sikker på, at disse oplysninger ikke er nye for Klæbel. Men det er måske dét, at det er en ukontrollabel 'bevægelse' og ikke en demokratisk forening eller parti, som sætter fokus på problemet, der generer Klæbel?

Klæbels centrale påstand er, at    ATTAC må karakteriseres som revolutionær. Altså som oprørsk eller anarkistisk. Disse betegnelserne har imidlertid to betydninger alt efter hvem, der bruger betegnelserne. De, der har fordele af en eksisterende samfundsorden, bruger betegnelsen revolutionær om farlige, norm- eller lovløse grupper, som ønsker at omstyrte en eksisterende opfattet behagelig orden. De revolutionære hævder derimod at være fornyere, som søger at indføre en ny og 'bedre' eller mere 'retfærdig' orden. Her vil jeg blot minde om, at også fagbevægelsen begyndte som en ugleset bevægelse, som borgerskabet opfattede som ødelæggende for samfundet. Også kristendommen blev i sin tid opfattet som en farlig, revolutionær bevægelse.

Når en bevægelse er bedst, sætter den fokus på problemer, som alle ser, men ingen ønsker inddraget i den politiske debat. At rejse en ubehagelig debat er politisk ukorrekt. Det afslører den nuværende, behagelige ordens skrøbelighed. Jvf. 'overfaldet' på Anita Bay Bundegaard da hun tillod sig at henlede opmærksomheden på noget så ubehageligt som fattigdomsflygtninge. I øvrigt ligger det i sagens natur, at fornyere altid er i mindretal. Ellers var der jo ikke tale om fornyelse.

Klæbel skriver videre, at en bevægelse er kendetegnet ved identifikation af bevægelsens påståede støtter samt hovedfjende. Det er os, bevægelsens støtter, mod hovedfjenden. Det er kendt retorik også i den 'demokratiske' debat. Statsministeren anvender nøjagtig samme betegnelse for Venstre. Nyrup taler også om 'os' og 'dem'. Om hvem, der har skabt værdierne, og hvem, der vil tage dem fra 'os'. På den anden side er oppositionen såmænd ikke bedre. Den går enøjet efter at vælte Nyrup i næste valgkamp.

Ifølge Klæbel tror revolutionære grupper lidenskabeligt på det internationale samfunds moralske enhed. De identificerer sig med denne påstået enhed, og hævder at tale i denne enheds navn. Hvis vi bytter betegnelsen 'det internationale samfund' ud med 'EU', hvad er så forskellen på en bevægelse og det parlamentariske flertal på Christiansborg? Et par EU-afstemninger har jo dokumenteret, at det parlamentariske flertal ikke bakkes op af et folkeligt flertal. Er der på dette punkt så forskel på bevægelser, som Klæbel siger har problemer med at indordne sig under demokratiske spilleregler og dertil bruger en lukket, indforstået argumentation, og så en 'demokratisk forsamling', der udmærker sig ved at leve op til nøjagtig samme kendetegn?

Hvad er demokrati egentlig? Ifølge statsretseksperten Alf Ross betyder demokrati, at folket er suverænt. I et repræsentativt demokrati, som vores, betyder det imidlertid, at folkets suverænitet, på et eller andet tidspunkt og på mystisk vis, er overgivet til en instans, der forvalter folkets suverænitet. På samme mystiske vis, skriver Ross, kan suverænitet tænkes overført til alle mulige styreformer lige fra repræsentativt demokrati til enevælde og diktatur. Vi kan altså 'vælge' at kalde alle styreformer for demokrati.

Med hensyn til ATTACs store og ofte, mere eller mindre provokerede, voldelige demonstrationer, så må jeg erkende, at mediernes reportager herom gør et tilsvarende voldsomt indtryk på mig. Men her er vi just ved sagens kerne. Hvordan trænger en bevægelse igennem lydmuren i samfund, hvor den politiske debat er styret af eksperter, som både instruerer og fortæller politikerne, hvordan de skal gebærde sig, og hvilke budskaber de skal komme med og hvornår? Hensigten er tydeligvis at undgå at forurolige vælgerne med ubehagelige budskaber. I stedet udstedes garantier om en tryg fremtid. Altså hvis vælgerne sætter deres kryds det 'rette' sted. Og denne strategi skal ikke underløbes af ubehagelige budskaber. Resultatet er, at de politiske systemer lukker sig om sig selv. Vælgerne præsenteres for en redigeret virkelighed. Det, som ikke omtales, eksisterer ikke eller antages at være irrelevant. Derfor er de spektakulære demonstrationer at forvente. Medierne lever af at viderebringe 'sensationer'. Uden sensationer, ingen omtale, altså ingen 'reklame'.

Til gengæld savner jeg en henvisning hos Klæbel til 'bevægelsernes' trang til udnævnelse af en mester eller guru, som har 'styr på det hele'. Men det ville måske afsløre for stor lighed med de 'demokratiske' forsamlinger? Tænk blot på panikken i CD blandt de 'forældreløse børn', fordi   partiejer og guru Mimi Jacobsen ikke markerer sig med de forventede forløsende budskaber i   CDs betrængte situation eller er til stede på Christiansborg som et talende symbol på partiets berettigelse.

Efter min opfattelse opstår bevægelser af nødvendighed og tilfældighed. Det nødvendige er konstatering af en oplevet uorden, ubalance eller uretfærdighed. Det tilfældige er, at mennesker på tværs af partiskel, mødes og taler sammen og herunder konstaterer samstemmende, at en forandring er nødvendig. Etablerede politiske forsamlinger er dannet omkring et program. Partiapparatet er et hierarki, som forventer partidisciplin og til gengæld belønner de tro partisoldater. Der tåles ingen afvigelser - og dermed er al fornyelse udelukket. Der er tale om et fåmandsvælde, et oligarki. Alle oligarkier er underlagt Oligarkiets Jernlov. Ifølge denne lov tenderer oligarkier til at blive et mål i sig selv. Det betyder, at de arbejder mindre og mindre for gennemførelse af de mål, de egentlig er sat til at varetage og gennemføre. De fastholder en stadig mere utidssvarende struktur, som betyder, at løsning af eksisterende og opdukkende problemer hæmmes. Derfor er bevægelser, som fx    ATTAC, uanset hvor afvigende eller ubehagelige deres budskaber end måtte være, nødvendige budbringere i et lukket, selvtilfreds 'demokrati'.

Jeg er sikker på, at Klæbel argumenterer ud fra sin bedste viden. Men den underliggende politiske korrekthed, gør mig altså lidt forstemt.

For en god ordens skyld bemærkes, at jeg ikke er medlem af   ATTAC.



Skånske Dagbladet 11. juni 2001:


Senator för Direkte Demokrati
: Menar att vanliga människor styr bättre än politiker

l helgen arrangerades en internationell konferens om direktdemokrati. En av huvudgästerna var den amerikanske senatorn Mike Gravel.

Makt korrumperar absolut alla menar den förre amerikanske senatorn Mike Gravel som i helgen besökte Lund för en konferens om global   direktdemokrati. Han erkänner det till och med själv.

- Det enda jag inte lät mig korrumperas för under min tid som senator var   krig och människoliv. Den allvarligaste korruptionen handlar inte om pengar utan om det politiska och intellektuella. Lagförslagen kallar politikerna för julgranar. Knappt någon har läst dem, men alla vet vilka presenter som finns gömda i dem som gäller deras intressen, säger Mike Gravel.


Egenintresse

Politikerns första intresse är att behålla sitt jobb, folket kommer i andra hand. Direktdemokrati är ett bättre system menar Mike Gravel. Hans land är en föregångare inom direktdemokrati då ett tjugotal stater har en hundraårig erfarenhet.

- De mest fundamentala förändringarna har kommit nerifrån och inte uppifrån. Rätten för kvinnor att rösta är bara en av dessa frågor, säger Mike Gravel.

Andra länder i världen som är föregångare är till exempel Schweiz och Tyskland.

- Tyskarna har det redan inom vissa förbundsländer och kommer troligen att lägga ett lagförslag snart på nationell nivå. Sverige ligger långt efter, faktiskt till och med efter Tjeckien där jag kommer från. Det skrivs inte ens något om det här i tidningarna. Jag tror du är den första journalisten som gör det, säger initiativtagaren  till konferensen Jiri Polak som nu bor i Södra Sandby.

Med IT-revolutionen öppnar nya möjligheter upp sig för att medborgarna själva ska kunna vara den lagstiftande makten. I dag driver Mike Gravel en aktiv kampanj om att införa detta i USA. Men orkar människor verkligen läsa igenom alla lagförslag?

- Tror du att politikerna gör det i dag? De tittar på vad de andra gör och rådfrågar sina kollegor. Det kan vanliga människor också göra. Det viktigaste som kommer att ske när folket lagstiftar är att de verkligen tar sitt ansvar. Titta på Vietnamnkriget. Ett styrande folk hade rättat upp sitt misstag efter ett eller två år. För politikerna tog det tio, säger Mike Gravel.

För sina åsikter betraktas han av vissa som en politisk vilde, men hans   sätt att agera har också gjort honom till en celibritet.


Nixon

Pentagonpappren var en topphemlig studie över USA=s involvering i Vietnam sedan 1945. Genom den politiske rådgivaren Daniel Ellsberg publicerades delar av dessa i amerikanska tidningar 1971. Nixonadministrationen   lyckades tillfälligt stoppa utgivningen i domstol.

- Daniel Ellsberg ringde upp mig och frågade om jag ville se papprena. Efter några hektiska månaders arbete lät jag i egenskap av senator publicera hela Pentagonrapporten, berättar Mike Gravel.

- Nixonadministrationen  valde att åtala förläggaren Beacon Press och dess redaktör. Då gick Mike Gravel emellan.

- Jag tog på mig ansvaret och drev det i högsta domstolen. Jag hänvisade till att jag agerat i min roll som senator och det skydd jag har enligt lag, säger Mike Gravel.

Domstolen menade dock att han agerat utanför sitt ämbete, men saken drevs aldrig vidare då en annan skandal började rullas upp. Dagen efter att Gravel publicerat sin bok, den 17 juni 1972, arresterades några män vid ett inbrott i demokratiska partiets högkvarter i Watergatebyggnaden i Washington. Vita huset visade sig vara djupt involverad i inbrottet. I samband med undersökningarna avslöjades att Nixon spelade in alla samtal i Vita huset, men   presidenten vägrade lämna ut dem.

- Han kunde inte hänvisa till någon immunitet så som jag hade  kunnat som senator. Det svärd han borrat ner två år tidigare var det han själv föll på. Han lämnade presidentposten på grund av banden. Ännu har alla inte publicerats. Jag vet för jag vill gärna höra dem som rör mig, säger Mike Gravel.