Direkte Demokrati

Debatblad Foreningen for Direkte Demokrati 
Nr. 2 2002
(1.9. 2002)


Fra Det Ny Notat 12.-18. april 2002:

Afskaf folkeafstemninger - Der er jo ikke nogen til at forvalte et nej

Med 30 millioner kroner har Nævnet vedrørende EU-oplysning i år flere penge at gøre med end tidligere. Regeringen er ved udnævnelsen af de nye medlemmer blevet kritiseret for at favorisere EU-tilhængere. Det Ny Notat har bedt den nye formand, Berlingske Tidendes tidligere redaktør Peter Wivel, om hans personlige syn på den danske EU-debat.


Af Solveig B. Berner

Regeringen er blevet kritiseret for udnævnelsen af Peter Wivel og de øvrige fire nye medlemmer af Nævnet vedrørende EU-oplysning, fordi de ifølge kritikerne er for pro-europæiske.

"Jeg kan fuldstændigt afvise, at nogen vil blive favoriserer i fordelingen af Nævnets penge. jeg har aldrig været særlig imponeret af fordomme. Man kan jo ikke kritisere noget, før der er foretaget en administrativ afgørelse, og det er der ikke endnu. I min funktion som formand vil jeg sørge for at midlerne bliver så ligeligt fordelt som muligt. Men det er da klart, at det afhænger enormt meget af, hvem der søger om penge. Nævnet har jo ingen opsøgende funktioner" siger Peter Wivel.

Han håber, at pengene fra Nævnet vedrørende EU-oplysning kan være med til at modvirke voldelige sammenstød mellem demonstranter og ordensmagten, som man så i Gøteborg under det svenske formandskab sidste sommer, og som har præget internationale topmøder de seneste år.

"Jeg vil gerne være med til at give penge til mange arrangementer på græsrodsniveau, til folk, der er aktive i forbindelse med det danske formandskab i år. Det er den måde, man skal diskutere på i et demokrati og ikke ved at kaste flasker. EU-debatten skal foregå på et demokratisk grundlag til glæde for alle.

"Jeg har selv nogle personlige synspunkter om EU, som ikke på nogen måde vil påvirke mine beslutninger."

Vi mødes på en café i det indre København, en solskinsdag, hvor Dannebrog vajer på halv på de offentlige bygninger. Det er den 9. april. Peter Wivel fastslår tidligt i interviewet med det ny NOTAT, at hans udtalelser om EU ikke sker i egenskab af formand for Nævnet vedrørende EU-oplysningen.

"En dag som i dag, er det svært at se alternativer til EU. Et samarbejde i Europa burde være et ideal for alle. Når man tænker på, hvor mange mennesker, der er blevet slået ihjel i Europa i det 20. århundrede, så må det være noget af det lykkeligste, at de europæiske nationer er gået sammen - og nu også med de østeuropæiske lande. jeg kan ikke forestille mig noget bedre. Så kan man derefter diskutere, hvordan EU bliver mere demokratisk, mere velfungerende, viser større hensyn til folkelige interesser og borgernes angst for udviklingen," siger Peter Wivel.

Modstandens rolle

Som ung VS'er stemte han selv nej til dansk medlemskab af EF, men der er løbet meget vand i åen siden da. "Det var dumhed. Men det gjorde man jo på Venstrefløjen. Siden har jeg forsøgt at tænke selvstændigt, og det kan man godt blive klogere af."

Er modstandere kun til kolonihaver og solsortesang i stedet for at være ansvarlige samfundsborgere?

"Nej, på ingen måde. Men EU-modstanderne er konservative, fordi de vender sig mod forandring i samfundet. Det er sådan set udmærket, så ved man, hvad man diskuterer, og somme tider kan sådanne synspunkter være særdeles relevante. Modstanderne er de to yderfløje i dansk politik, Dansk Folkeparti på den ene side og SF og Enhedslisten på den anden. Man skal passe på, at man ikke slår dem i hartkorn; de har hver deres grunde til at være modstandere."

Hvilken rolle har modstanderne haft i den danske EU-politik?

De har haft meget stor indflydelse, helt sikkert. Danmark har jo de fire undtagelser og kom heller ikke med i ØMU'en ved sidste folkeafstemning. Det har ført til, at Danmark er i en underlig mellemposition i Europa. Vores indflydelse er ikke særlig stor i EU, den har ikke den tyngde, den burde have. Danske synspunkter om Europas udvikling er vigtige, og vi kunne øve en meget positiv indflydelse. ØMU-afstemningen satte os ud på et sidespor.

Hvilken rolle har bevægelserne haft?

JuniBevægelsen og Folkebevægelsen spiller en stor rolle ved EU-folkeafstemninger. Men ikke mellem afstemningerne. jeg kan dog tage fejl, vil jeg gerne understrege. Undtagelsen er Ole Krarup og Grundlovssagen, det må du endelig skrive.

Du er modstander af EU-folkeafstemninger i det hele taget. Hvorfor?

"Principielt mener jeg, de bør afskaffes."

Er det ikke at knække demokratiet?

"Nej tværtimod. Magt kan ikke udøves, hvis den ikke repræsenteres. Ved folkeafstemninger konstituerer hele det danske folk sig som Folketing. Når så et flertal af vælgerne siger nej, hvem skal så administrere og repræsentere den beslutning bagefter i Folketinget og EU? Ingen af de politiske partier, der er ved magten, vil det. Det er ikke deres projekt. De gik heller ikke til valg på det.

Politik er en kompliceret sag. jeg er mere tryg ved politikere, der arbejder på heltid i politik, tager de store beslutninger i EU-politikken, end ved at det sker ved folkeafstemninger."

Er danskerne da dumme?

"Nej, nej men det er umuligt at sætte sig ind i alting. Almindelige mennesker har mange andre gøremål og ting at beskæftige sig med end politik.

I påsken viste en rundspørge, at de fleste danskere ikke ved, hvorfor vi egentlig holder påske. Hvis det er sådan, at et flertal af den danske befolkning ikke ved noget, som er så let og simpelt tilgængeligt, så kan så komplicerede spørgsmål som for eksempel ØMU'en let falde udenfor folks fatteevne. Man skal derfor lade folk i fred og lade dem selv bestemme, hvad de interesserer sig for."

Så danskerne er altså for dumme?

"Nej, det danske samfund fungerer glimrende. Der er næsten ingen ting, der ikke fungerer, danskerne er dygtige og kloge på deres arbejdspladser. Men vi har et repræsentativt demokrati, så lad politikerne forvalte politikken på en ansvarlig måde."

Kan du ikke se noget positivt i folkeafstemninger?

"Jo, sagtens. Det får alle til at diskutere vigtige samfundsemner. Og danskerne er jo meget samvittighedsfulde. Den høje stemmeprocent er beundringsværdig. Men mit synspunkt er, at en folkeafstemning forudsætter noget, som ikke findes, nemlig en befolkning, som er hundrede procent interesserede i politik lige som i Kina under kulturrevolutionen eller den franske revolutioner."

Tilhængerne bestemmer

Dagen efter ØMU-afstemningen skrev Peter Wivel i en leder i Berlingske Tidende, at det fortsat ville blive ja-siden og Europa-tilhængerne, der vil forme Danmarks politik.

"Et solidt flertal i Folketinget er ja-sigere. De tager alle danske initiativer og beslutninger i Ministerrådet og Kommissionen. Var jeg nej-siger, ville jeg synes, det var ekstremt frustrerende, at mit nej blev administreret af politiske partier, jeg er uenig med. Vælgerne siger nej, men et flertal i Folketinget siger ja. Det er da et problem, som kun kan løses ved at afskaffe EU-folkeafstemninger eller folkestyret."

Efter ØMU-afstemningen skrev du også, at ja-partierne havde været deres egen værste fjende?

"Politikerne har ikke altid mod til at være ærlige. Man har anvendt økonomiske. argumenter, men undgået at tale om den politiske del af det europæiske samarbejde. Man taler ikke om et stærkt Europa, som Danmark bør være en del af. Man taler ikke om at afgive suverænitet. At Danmark reelt kan opnå en større suverænitet og en stærkere indflydelse på fælles europæiske og internationale beslutninger ved at afgive formel suverænitet. Folkeafstemninger perverterer en ordentlig politisk debat på folketingsniveau. Politikerne er bange og isolerer EU-debatten til kun at foregå omkring folkeafstemningerne. Så håber de, at folk ikke vil tale om det ved folketingsvalgene. Venstre har jo holdt meget lav profil op til valget 20. november."

Er det ikke for dårligt?

"Det er taktik. Vi har de politikere, vi selv vælger."

I hvilken retning tror du, dansk EU-politik vil gå?

"Jeg frygter, at ja-siden ikke kan vinde en folkeafstemning foreløbig. Der skal ske et generationsskifte. Spørger man hele tiden folk om det samme, gider de ikke skifte mening. Jeg tror heller ikke regeringen udskriver en folkeafstemning foreløbig."

Vil du kaldes føderalist?

"Nej, jeg er tilhænger af en konføderation af et forpligtende europæisk samarbejde. Jeg tror aldrig, at EU bliver en forbundsstat som USA eller Tyskland. Man kan ikke sådan lige viske 1000 års historie ud. Det tror jeg ikke, selv om jeg håber, det vil lykkes en dag, at overvinde fortidens europæiske fjendskaber."



Fra Det Ny Notat 3.-16. maj 2002:

Længe leve folkeafstemninger

- Marcus Schmidt, formand, Foreningen for Direkte Demokrati, medlem af Nævnet Vedrørende Oplysning om EU

I Det Ny Notat 12.-18. april bringes et længere interview med den nyudnævnte formand for Nævnet vedrørende EU-oplysning, Peter Wievel ("Afskaf folkeafstemninger"). Se ovenfor.

I interviewet giver Peter Wievel (PW) udtryk for sin modstand mod folkeafstemninger som dem, der nu og da afholdes om EU. PW pointerer ganske vist, at hans udtalelser til avisen ikke sker i sin egenskab af formand for Nævnet. Uanset dette, så ligger det nu engang i sagens natur, at en formands ord vejer tungt og derfor nemt bliver tolket som udvalgets generelle holdning, især når ordene står uimodsagt (Den, der tier, samtykker jo som bekendt).

Som menigt medlem af udvalget har jeg følt mig foranlediget til dels at supplere PW's betragtninger om nævnets "selvopfattelse" og dels at imødegå formandens synspunkter især mht. folkeafstemningernes rolle i forbindelse med EU.

I den journalistiske indledning til interviewet fremføres, at regeringen ved sin udnævnelse af nye medlemmer er blevet kritiseret for at favorisere EU-tilhængere. 

Når man ser på Nævnet sammensætning er det vist ikke forkert at påstå, at et overvejende flertal af de fem nye medlemmer er entusiastiske tilhængere af den fortsatte Europæiske Integration.

Uanset denne noget bekymrende sammensætning må jeg erklære mig enig med formanden i hans afvisning af, at nogen vil blive favoriseret i fordelingen af Nævnets penge. I hvert fald indtil det modsatte er bevist. Når man eksempelvis ser på den måde, midlerne er blevet forvaltet på i den foregående periode, tyder intet for mig på, at tilhængerne på en eller anden synlig vis er blevet favoriseret. 

Formandens udgangspunkt er "at midlerne bliver fordelt så ligeligt som muligt." Det forekommer mig at være en fornuftig tilgang til problemet, dog med den tilføjelse - som PW og Nævnets øvrige medlemmer næppe vil være uenige i - at det bør være kvaliteten af den enkelte ansøgning, set i forhold til de udstukne retningslinier mht. tildeling af midler, som styrer Nævnets afgørelse.

Uanset om ansøgerne tilhører kredsen af tilhængere eller modstandere af EU. Det er i øvrigt min opfattelse at sekretariatet, der er knyttet til nævnet, samt dets leder, Lotte La Cour har en ganske god fornemmelse for om en ansøgning har et seriøst tilsnit, opfattet som et støtteværdigt indhold og en bæredygtig substans. Nævnet modtager hvert år omkring 1000 ansøgninger, og det siger sig selv, at der må foretages en kraftig udlugning og prioritering blandt ansøgningerne, da summen af de ansøgte beløb traditionelt overstiger de til rådighed stående midler adskillige gange.

PW fremsætter det fromme endskønt prisværdige håb, at tilskud, fx til græsrodsaktiviteter måtte kunne bidrage til, at der bliver debatteret frem for at der kastes flasker. Nu er det jo nok et spørgsmål om hvor mange brosten der bliver liggende på gaden, fordi Nævnet yder tilskud til, at en håndfuld frustrerede aktivister kan få afløb for deres aggressioner i form af et debatarrangement om EU (det ene udelukker vel i øvrigt ikke det andet).

PW har haft en fortid på venstrefløjen, hvor han stemte nej til dansk medlemskab af EF: "Siden har jeg så forsøgt at tænke selvstændigt, og det kan man godt blive klogere af". Jeg er helt enig i en sådan filosofisk selverkendelse, dog med den forskel, at mit eget udgangspunkt har været det stik modsatte. Som medlem af konservative gymnasiaster var jeg en ivrig tilhænger af Europas Forenede Stater. Siden har tvivlen så meldt sig. 

PW noterer, at modstanderne har haft meget stor indflydelse i danske EU-politik. Som om der skulle være noget odiøst i det, al den stund, at et flertal i vælgerbefolkningen ved to afgørende afstemninger om EU (1992 og 2000) har ignoreret anbefalingerne fra det politiske establishment's anbefalinger og i stedet har fulgt modstandernes råd ved at stemme nej.

PW mener det er umuligt for vælgerne "at sætte sig ind i alting". Som eksempel henvises til en nylig meningsmåling, der viser, at de fleste danskere ikke er klar over, hvorfor vi egentlig holder påske. Med henvisning til dette konkluderer PW, at "hvis det er sådan, at et flertal i befolkningen ikke ved noget, som er så let og tilgængelig, så kan komplicerede spørgsmål som fx ØMU'en let falde uden for folks fatteevne".

For mig at se så halter dette eksempel ganske alvorligt og det af tre grunde:

  1. Medens man som borger kan leve et gnidningsløst liv uden nogen som helst interesse for og viden om kristendommen, ja så har man et helt konkret problem, såfremt det skulle gå ens næse forbi, at kronen blev erstattet af Euroen som gangbar mønt. Medens det førstnævnte er et privatanliggende, så er det sidstnævnte et offentligt andragende.
  2. Påsken er ikke på dagsordenen og der skal ikke stemmes om det, hvorimod EU er et område, som der med mellemrum skal stemmes om. (hvilket 9 ud af 10 da også gjorde i 2000). Såfremt danskerne skulle stemme fx om helligdagslovgivningen, ville der uden tvivl opstå en livlig folkelig debat, der ville vække vælgernes interesse for og øge deres viden om den religiøse baggrund for helligdagene (Men det er derimod ikke på forhånd givet, at afstemningsresultatet ville svare til PW's foretrukne udfald).
  3. Om vi i Danmark har krone eller euro er vel ikke et synderligt kompliceret spørgsmål! Emnet forekommer mig tværtimod meget let at overskue, sammenlignet med fx afstemningen i 1992 om Det Indre Marked. Rent bortset fra det, er det så ikke kun ret og rimeligt, at borgerne i et demokrati inddrages i afgørelsen af, hvad der er samfundets betalingsmiddel? Møntenheden udgør sammen med flag, sprog, nationalsang, landegrænse o. lign. en nations symboler (ikoner).
Ifølge PW er danskerne "dygtige og kloge på deres arbejdspladser. Men vi har et repræsentativt demokrati, så lad politikerne forvalte politikken på en ansvarlig måde." PW er "mere tryg ved, at de valgte politikere, der arbejder på heltid, tager de store beslutninger ... i EU-politikken..."

For nu at sætte det lidt på spidsen, så mener PW tilsyneladende, at den almene befolkning er bedst tjent med "brød og skuespil" [arbejde], medens den samtidig bør "give kejseren, hvad kejserens er" [dvs. at befolkningen trygt kan og bør overlade beslutningerne til magthaverne].

Et sådant livssyn, der var fremherskende blandt oldtidens elite, kan muligvis have virket fornuftig dengang (og måske frem til Enevældens tid). Men i et moderne folkestyre, hvor stemmer bliver 'talt, men ikke vejet', altså hvor hver enkelt borgers mening principielt tæller lige meget - der forekommer et sådant argument som et rudiment fra en fordums styreform, hvis værdibegreber vi for længst bør have lagt bag os.

Den jævne borger er ikke ekspert i alle rigets anliggender. Men det er politikerne nu heller ikke, skal jeg hilse at sige! - I 1992 - forud for Maastricht afstemningen - kontaktede Månedsmagasinet Press 156 MF'ere og stillede dem fire fortrinsvis lette spørgsmål om EU (fx 'Hvor mange stemmer har Danmark i Ministerrådet?' og 'Står EF-domstolen over den danske Grundlov?'). To ud af tre kunne ikke svare korrekt på et eneste af de fire spørgsmål (Nogle år senere gennemførte Penge og Privatøkonomi en lignende undersøgelse mht. MF'ernes viden om ret banale nationaløkonomiske sammenhænge og med samme nedslående resultat). 

En række MF'ere kritiserede Press' analyse for at være useriøs, idet de følte sig 'taget på sengen', var uforberedte osv. Det kan da godt være. Men når en analyse af professionelle politikernes viden er useriøs, fordi de ikke på forhånd var forberedt på spørgsmål om EU, ja så må det samme så sandelig da gælde om en analyse af almene vælgeres og deres viden om påsken, når de på en tilfældig dag bliver ringet op og får stillet nogle spørgsmål om denne sag.

Men PW mener at borgere, der ikke ligger inde med den fornødne paratviden om påskens idehistoriske eksistensberettigelse (et enkelt spørgsmål), ikke bør kunne stemme om fx samfundets penge (et svært spørgsmål). Hvis PW har ret må det vel kun forekomme naturligt at stille sig det spørgsmål, om borgerne overhovedet ligger inde med tilstrækkelig viden til at kunne stemme ved folketingsvalg! 

For, hvis det er svært at forholde sig til, hvad man betaler med hos bageren, forsikringsselskabet eller hos den prostituerede (hvor modydelsen som regel kan overskues) ja, hvordan i alverden skal den almene borger så formå at tage stilling til det - for mig og mange andre - ufatteligt komplicerede valg mellem diverse lokale folketingskandidater, hvis politiske holdninger vi kun kender lidt til, og som vi, selv hvis vi kendte dem, næppe kunne stole på. 

Hvis vi forfølger PW' argument til sin logiske ende er konsekvensen for mig at se: Hvis borgene ikke bør kunne stemme ved folkeafstemninger, så bør de da slet ikke kunne stemme til folketingsvalg. Og hvor havner vi da hende? I et samfund, som styres af frankofile filosofkonger i evig tid. Uafhængigt af tilfældige folkestrømninger.

Farum-sagen er for mig at se et foruroligende eksempel på at politik er alt for farlig til at blive overladt til politikerne. Læsere, der ønsker at informere sig lidt om de positive sider ved at inddrage en almene befolkning i de politiske beslutninger opfordres til at besøge www.folkestyre.dk. (Denne version er noget længere end artiklen, der blev optrykt i avisen).


Dronningens hofsnoge

Af Jørn Rasmussen

Anden gang indenfor 8 år har jeg, med udsigt tværs over Masnedsund på førsteparket, haft fornøjelsen til at beundre Kongeskibet.

Første gang bød statsamtmanden, politimesteren, og borgmesteren velkommen. Lauritz Hvidt, Niels Schmidt og Elvar Thomsen. To jurister der står for den administrative magt og retfærdighed og en borgmester der skulle repræsentere borgerne - meget symbolsk. Man kommer uvægerligt til at tænke på en af Jørgen Rygs revynumre, hvor han undrer sig over, hvor mange kendte mennesker der ender med at være noget andet end det de er.

De fleste er vel glade for vores Dronning og hendes besøg, som undertegnede, men et par bemærkninger synes jeg er passende at knytte.

Uden den store historiske research blev enevælden afskaffet på en meget fredelig måde i Danmark, sammenlignet med andre lande i Europa. Men spørgsmålet er om den også reelt blev afskaffet. Historisk set holder embedsstanden i Danmark lav profil hvis den føler sig truet, men er klar til nye erobringer når muligheden viser sig. I den seneste menneskealder, faktisk samme periode som Margrethe II har været regent, har den haft så megen succes at det har medført usle vilkår for folkestyret. Enevælden er opstået på ny, på trods af at den Grundlov der blev vedtaget i 1849 skulle sikre os derimod.

Med assistance af det juridiske præsteskab er Grundloven bid for bid blevet udvandet via lovfabrikken på Christiansborg. Lykkedes det menigmand at få en krænkelse af Grundloven til vurdering af Højesteret, kender man udfaldet. Altså ved en eventuelt ændring af Grundloven skal der tages højde for, at andre end dem der har taget juridisk embedseksamen kan vælges til dommerstanden, ellers er vi lige vidt.

Dronningen rolle i dette spil er meget begrænset, og kun indirekte. Men alle automatiske udnævnelser af diverse ordener, hvor embedsstanden er godt repræsenteret, nytårskure etc. er med til hæve standens selvforståelse, som der ikke er folkelig belæg for. Snarere tværtimod. Så det er ikke Dronningen der er problemet, det er alle de hofsnoge i alle samfundets kroge som institutionen er grobund for.

Men grundet den føromtalte "fløjlsrevolution" er der en del grundlovsparagraffer, hvor ordet kongen indgår på en måde, som i dag er vanskelig at forklare i betragtning af, at vi i dag kalder os et land med demokrati og folkestyre. Ligeledes har vi et forklaringsproblem overfor Grundloven i det kommende halvår, når vi har formandsskabet for EU.

Grundloven er alt for vigtig til, at det alene er et anliggende for Dronningens juridiske hofsnoge, vi har alle et ansvar. Selvom alle vore folkevalgte højtideligt skriver under på, at den vil de overholde inden de starter arbejdet i projekt- og lovfabrikken på Christiansborg, så tro dem ikke. De er ikke længere vores venner, men i de fleste tilfælde vore fjender.

Det var hvad jeg tænkte på, imens jeg så det flotte skib. Jeg var ved at blive lidt døsig, men så sagde det: "Bang.. bang… bum.. bum.." og et fyrværkeri brød stilheden i den vidunderlige lyse midsommeraften. Et fyrværkeri kl. 2200 på en af årets længste dage, hvor dagslyset knapt er under afvikling. Hvilken fantasi, det er nok teknisk forvaltning der har været med i planlægningen, tænkte jeg, medens toppen af skorstenen på Kongeskibet forsvandt i horisonten.

Jørn Rasmussen repræsenterer Retsløses Venner. Jørn er tillige medlem af bestyrelsen for Foreningen for Direkte Demokrati.