Politiske luftballoner med dynamik

Noget tyder på, at borgerne er ved at opnå større myndiggørelse og det kan betyde et politisk opbrud. Det har Johannes Andersen funderet lidt over.

wpe62792.gif (53113 bytes)

Johannes Andersen samfundsforsker og lektor ved institut for økonomi, politik og forvaltning ved Ålborg Universitet. Han er forfatter og medforfatter til en række bøger til en lang række bøger især om politik, demokrati og samfundsforhold. De meste kendte er Demokrati uden partier (1990), Samfundet som oplevelse (1994) Rocken ruller og raller (1997) og Hverdagens centrifuge (1997)

© Optryk og gengivelse (også i form af citater og uddrag) kun tilladt, når Foreningen for Direkte Demokrati nævnes som kilde

Sommerens politiske
luftballoner er som regel uskyldige forsøg på at få fyldt avisernes spalter ud med nogenlunde fornuftig snak, og de er som regel glemt når sommeren bliver til efterår. Enkelte kan dog sætte sig dybere spor, men det kræver nærmest en ministerfadæse eller uenigheder i et parti. Hovedreglen er at det meste er politisk uskyldigt.

Disse balloner kan imidlertid åbne for en overvejelse over, hvad det er der giver det politiske liv dynamik. Sommerballoner gør det åbenbart ikke. Der skal mere til. Hvilket gør overvejelser over situationen så meget desto mere alvorlig, da der virkelig savnes dynamik i det politiske liv. De seneste års diskussioner af partiernes medlemskrise bekræfter dette behov til fulde. Skal det demokratiske engagement overleve i Danmark, skal der snart ske noget.

Skal det demokratiske engagement overleve
i Danmark, skal der snart ske noget


Hvis man trækker de grove linier over den politiske historie op, så er der ikke sket noget i dansk politik siden begyndelsen af 70'erne, hvor Glistrup og fremskridtsbevægelsen satte det politiske liv på den anden ende. Og umiddelbart før den tid så man i 60'erne venstrefløjens opblomstring med SF og siden VS i spidsen. Før disse brudflader skal man helt tilbage til 30'eme hvor en militant højrefløj slog enkelte krusninger i det politiske klima. Og til situationen efter besættelsen, hvor mange støttede kommunisterne mere af sympati med deres modstandsarbejde end deres politiske synspunkter. Men det var også en undtagelse.

Pointen er altså, at man skal frem til 60'eme og begyndelsen af 70'eme, før der for alvor kommer ny dynamik i det politiske system, der blev grundlagt i begyndelsen af dette århundrede.

Baggrunden for disse brudflader er grundlæggende sociale forandringer. Venstrefløjen blev båret frem af ungdomsoprøret og det forhold, at flere og flere blev lukket ind i alt for gammeldags uddannelsesinstitutioner. Det gav oprøret en anledning og en retning.

Man var imod fremmedgørelsen, mod den opblomstrede forbrugsmaterialisme og mod de krige, som var en af forudsætningerne for tressernes økonomiske fremgang. Overfor disse kortsigtede værdier fremhævede man uddannelse, den kritiske fornuft og åbne sociale relationer, der kunne udfordre fremmedgørelsen.

Denne venstreorienterede position har siden sat sig dybe spor i dansk politik, og mange er fortsat inspireret af de nævnte værdier. Ikke mindst i SF. Men der er ikke herfra kommet noget afgørende nybrud siden 60'erne og 70'erne.

Hvis man trækker de grove linier over den politiske historie op, så er der ikke sket noget i dansk politik siden begyndelsen af 70'erne


Fremskridtsbevægelsen er på en måde et resultat af den samme udvikling, som imidlertid ramte forskellige grupper på forskellig vis. Den økonomiske vækst tvang mange til at bryde op med landet og dets menneskenære relationer. De måtte i stedet flytte ind til byerne, hvor de enten fik bolig i betonklodserne eller i ensartede parcelhuskvarterer. Fjernt fra den tidligere nærhed på landet.

Da man så samtidig oplevede omgivelser, præget af politikernes forsøg på at sætte gang i det meste, hvad enten det var kulturen, den offentlige sektor eller økonomien, blev mange trætte af det politiske liv. Hvilket Glistrup til fulde kunne sætte ord på, i form af et opgør med skatten (det offentlige), papirnusserne og gammelmandspolitikerne. Hans alternativ var et samfund, hvor den enkelte igen kunne satse på de direkte sociale relationer mellem mennesker - eller danskere.

Også denne position nyder fortsat en vis udbredelse.

60'emes og 70'ernes politiske brud hænger som nævnt sammen med de samme sociale forandringer - selv om de har vidt forskellige udtryk. Siden er der stort set ikke sket noget afgørende opbrud i det danske partipolitiske liv. Det der er sket kan vel bedst sammenfattes som en stadig stigende afvisning af at engagere sig i det partipolitiske univers. Hvilket har givet sig udslag på mange forskellige måder: partiernes dalende medlemstal, politikermistillid og engagement i andre politiske sammenhænge, f.eks. i græsrodsbevægelser og i de lokale institutioner.

Det der er sket kan vel bedst sammenfattes som en stadig stigende afvisning af at engagere sig i det partipolitiske univers


Spørgsmålet er nu, om der er tegn på, at noget nyt opbrud er på vej. Eller om det partipolitiske system er på vej til at isolere sig fuldstændigt i sin egen lille lomme, hvor medierne er vigtigste kanal til kommunikation med en befolkning, der først og fremmest opfattes som vælgere, der sætter et kryds med jævne mellemrum. Indtil videre er der mest der tyder på det sidste. Hvilket bl.a. er med til at gøre de ovennævnte sommerballoner til noget luftigt stads. Men det er næppe holdbart at forestille sig, at sådan vil det fortsatte. Derfor kan et brud forventes.

Centralt i denne forbindelse vil være nogle aktuelle udviklingstendenser i befolkningen, som måske bedst kan sammenfattes som en udvikling af et livspolitisk perspektiv. Dvs. et perspektiv, hvor den enkelte har en høj grad af selvbevidsthed, ikke mindst i kraft af samfundets høje uddannelsesniveau og mobilitet, og hvor den enkelte som en konsekvens heraf søger selvrealisering og personlig udvikling. Omsat til politik betyder det umiddelbart, at den enkelte engagerer sig i forhold, der vedrører vedkommende selv. Den stigende grad af institutionsdeltagelse, eksempelvis på skoleområdet og i lokalsamfundet kan udmærket understrege denne tendens.

Dialogen mellem autoriteten og den politiske deltager skal kort sagt udvikles på en helt ny måde, hvor det ikke længere er den samme vægtning af rollen som autoritet


Men set i et lidt større tidsperspekiv, kan man måske forvente, at der i livspolitikken ligger en tendens til en større grad af myndiggørelse. Forstået på den led, at den enkelte i stigende grad vil indgå som en del af de politiske processer. Også i et mere overordnet og forpligtende perspektiv. Dialogen mellem autoriteten og den politiske deltager skal kort sagt udvikles på en helt ny måde, hvor det ikke længere er den samme vægtning af rollen som autoritet. Grænserne bliver flydende, og alle kan være med i de fleste politiske processer.

Det vil indebære et grundlæggende politisk brud, hvor man i stedet for økonomisk vækst, bureaukratisk rationalitet og statslig effektivitet sætter fokus på det folkelige engagement. Ønsket om personlig forpligtigelse og tildeling af en central plads i de politiske beslutningsprocesser. Hvilket strengt taget vil svække kravet til effektivitet og fortsat økonomisk vækst. Deltagelsen og selvmyndiggørelsen har kort sagt en pris. Men gevinsten er et nyt politisk liv, med en revitalisering af de demokratiske værdier og de mellemmenneskelige, sociale relationer som udgangspunkt for den politiske regulering.

Hvordan og hvornår dette brud opstår, er endnu usikkert, men at det kommer er der næppe tvivl om.