Folkeafstemninger om EU-anliggender


Marcus Schmidt (1956) er lektor ved Syddansk Universitet med speciale i meningsmålinger og markedsanalyse. Han har i løbet af det seneste årti beskæftiget sig intensivt med demokrati som hobby. Ud over nogle fagbøger har han skrevet bogen Direkte Demokrati i Danmark, der i 1993 udkom på Nyt Nordisk Forlag. Hans personlige web er http://www3.hhs.dk/~marcus 
Marcus Schmidt er formand for Foreningen for Direkte Demokrati.

© Optryk og gengivelse (også i form af citater og uddrag) kun tilladt, når Foreningen for Direkte Demokrati nævnes som kilde


"Død over folkeafstemninger"

For nylig kunne man i Politiken læse en kronik, forfattet af to tidligere højtstående embedsmænd Jens Christensen og Niels Ersbøll ("Vælgerne og EU", 21. februar). På dette tidspunkt var valgdatoen mht. Euroafstemningen endnu ikke kendt (Det blev den kort tid efter, red.)

I indlægget argumenterer de to veteraner på EU-området for, at regering og Folketing begrænser brugen af folkeafstemninger om EU-politikken. En folkeafstemning om dette emne bør reserveres til en situation, hvor den simpelt hen ikke er til at komme udenom, medmindre politikerne da risikerer et decideret grundlovsbrud.

De danske politikeres problem er ifølge Christensen og Ersbøll, at man forud for Danmarks medlemskab af EF i 1972 fik indført en skæbnesvanger tradition for, at vælgerne skal spørges hver gang, der sker en ændring af Danmarks tilknytning til EU, selv i de tilfælde, hvor det er tale om en mindre reform uden nævneværdig overdragelse af suverænitet til overnationale myndigheder.

Forfatterne anser denne "hævdvundne" praksis som en uheldig eller beklagelig glidebane i retning af hyppige folkeafstemninger om EU-forhold. De argumenterer for, at de folkevalgte er sig deres ansvar bevist og så vidt overhovedet muligt ratificerer traktatændringer i Folketinget uden afholdelse af et efterfølgende referendum (Dette kan i visse tilfælde godt lade sig gøre, hvis der er 5/6 flertal i den folkevalgte forsamling).


EU - En del af Folketingets "indre anliggender"?

Forfatternes pointe er dybest set følgende: Vælgerne burde aldrig have været spurgt og bør ikke fremover spørges om Danmarks tilknytning til EU. Det er et område, som henhører til

den parlamentariske forsamlings "indre anliggender". Der er noget, som vælgerne ikke skal belemres med eller blande sig i. For, som forfatterne anfører: "Det er hverken særlig hensynsfuldt eller demokratisk at bede vælgerne tage stilling uden at sikre, at de har et klart overblik over både hvad det egentlig er, de skal tage stilling til, og over konsekvensen af et eventuelt nej."

Den demokratiopfattelse, som Christensen og Ersbøll herved gør sig til talsmand for, svarer til det rendyrkede parlamentariske styre, sådan som man kender det fra efterkrigstidens tyske forbundsrepublik: Her gennemføres alt, inklusive suverænitetsafgivelser, forfatningsændringer osv. af den folkevalgte forsamling alene og uden nogen som helst direkte vælgerindflydelse. Det er i øvrigt den grundlæggende model, der også er ganske udbredt blandt de "stuerene" partier i Folketinget som fx CD - og vel også (omend det udtrykkes mindre åbenlyst) er den gennemgående opfattelse hos Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative.

Når man læser Christensen og Ersbølls indlæg, så virker det unægteligt, som om de er ærgerlige over, at vi overhovedet skulle stemme om Danmarks tiltrædelse i 1972. Desværre dukkede ideen om en folkeafstemning pludselig op som et lyn fra en lysende klar himmel i 1971 og så var katten ligesom lukket ud af sækken. Da traktatændringer lige siden har været 'spændt for folkeafstemningsvognen' har konsekvensen været en politik, "som set i bakspejlet mildt sagt næppe har været særlig hensigtsmæssig" (forfatterne).


EU-traktatforhandlinger og forhandlernes livskvalitet

Det er ifølge Ersbøll og Christensen "skuffende for regeringer og i særdeleshed for forhandlerne, hvis et traktatmæssigt kompromis, der er blevet til gennem mange måneders forhandlinger og både under og efter sådanne forhandlinger er blevet godkendt af alle parlamentariske instanser, i sidste ende bliver forkastet ved en folkeafstemning."

Imod dette kan man indvende: Nu er hovedformålet med enhver øvelse i forhandling om EU-anliggender vel næppe at øge regeringens endsige forhandlernes optimisme og livskvalitet. Sigtet bør vel rettere være at fremme den danske nations og befolknings sag. Desværre er der ingen naturskabt nødvendighed for, at de to hensyn stemmer overens. Teoretisk set vil det modsatte ofte kunne være tilfældet.


Ved vælgerne hvad der stemmes om?

På et område har Christensen og Ersbøll dog en vis pointe: Ved vælgerne reelt set hvad der stemmes om? Det kan man selvfølgelig godt have sine personlige tvivl om.

Problemet med dette spørgsmål er bare: For overhovedet at kunne stille dette spørgsmål forudsætter det at den, der har formuleret afstemnings-emnet, råder over en slags facitliste i form af en "korrekt" forståelse af, hvad der helt præcist udgør afstemningens tema. Der er desværre næppe nogen der ligger inde med en indiskutabel eller "sand" virkelighedsopfattelse med hensyn til, hvad en given folkeafstemning helt konkret handler om. Selv blandt folkevalgte (føderalister såvel som EU-modstandere) er der sjældent fodslag mht. hvad afstemningen drejer sig om. Føderalister vil typisk set slå på den konkrete dagsorden (bedre redskaber, smidigere spilleregler, øget åbenhed og gennemskuelighed osv.), hvorimod modstanderne vil fremhæve, at reformerne udgør brikker i et spil, hvis skjulte dagsorden er mere og mere union samt overdragelse af national suverænitet til et overstatsligt, ufolkeligt og bureaukratisk foretagende.

Selv formuleringen af temaet i den kommende afstemning om den monetære union kan volde betydelige problemer. Og det ikke kun for politikere og vælgere, men også for "meningsdannere" som journalister og for opinionsmålingsinstitutter. For, hvordan skal spørgsmålet rent verbalt formuleres overfor vælgerne?

Når vi for eksempel ser på spørgsmålsformulering samt tolkning af de seneste måneders målinger om emnet, tyder meget i retning af begrebsforvirring. Lad os i den forbindelse se lidt nærmere på, hvordan de forskellige institutter har formuleret spørgsmålet, som vælgerne har skullet tage stilling til:

Spørgsmål (alle tal i procent) Ja Nej I tvivl Institut indsamlet
Hvad ville De stemme, hvis der var folkeafstemning om dansk deltagelse i ØMU i morgen? 48 35 17 Greens Januar
En folkeafstemning om eventuel dansk deltagelse i Euro-samarbejdet nærmer sig. Hvis denne folkeafstemning fandt sted i dag, ville De da stemme ja eller nej til dansk deltagelse i Euro-samarbejdet? 53 34 13 Sonar 12.-13.1.
[Hvad ville De] stemme, hvis [der var] folkeafstemning nu [mht. fælles mønt]? 49 42 9 Gallup Nov. 1999
[Ville De stemme ja eller nej til] at Danmark afgiver selvstændighed [mht. fælles mønt]? 36 50 14 Gallup Nov. 1999
Bør Euroen indføres som betalingsmiddel i Danmark som erstatning for kronen? 37 51 12 GfK 22.1.
Bemærk: Formulering ordret, som gengivet i hhv. Børsen 7.1. 2000, Jyllands Posten 24.1. 2000 og Berlingske 19.12. 1999 (GfK's måling har ikke tidligere været offentliggjort). Vi har set bort fra Gallups og Sonars nyeste tal, idet de blev indsamlet netop medens Østrig-krisen var på sit højeste (Berlingske 10.2. 2000, Jyllands Posten 21.2. 2000). Disse måling viser omkring 5% mindre tilslutning mht. EUROen.


Når man ser på de anførte fem målinger, bemærkes især en markant forskel mellem de første to målinger på den ene side og de sidste to på den anden. I de første to fører tilhængerne klart med 10-20% over modstanderne, medens modstanderne har et næsten tilsvarende forspring overfor tilhængerne i de sidste anførte to målinger. Årsagen er givetvis den, at de første målinger er holdt i generelle og "uforpligtende" vendinger. Her tales om "dansk deltagelse i ØMU", og "Euro-samarbejde". De sidste to målinger adskiller sig på den måde, at de stiller vælgeren overfor konkrete og "skæbnesvangre" valg: afgivelse af national selvstændighed hhv. afskaffelse af kronen.


Vægelsindede vælgere - og journalister

Det forhold, at de danske vælgere for så at sige taler med to tunger i europæiske anliggender, er set tidligere: I løbet af firserne viste meningsmålinger, at et flertal af befolkningen på samme tid (1.) var modstandere af dansk medlemskab af EF og (2.) modstander af, at Danmark meldte sig ud af EF.

Forskellene i svarene mht. euroen afspejler i høj grad danskernes vægelsind: Et flertal kan godt se det fornuftige i et europæisk monetært samarbejde, hvis formål er at forhindre valutakriser og spekulationer mod den danske krone, sikre gennemsigtige priser osv. Men når det er sagt, ja så er der samtidigt et flertal imod, at "bordet fanger", dvs. at kronen decideret udgår og i tid og evighed afløses af en fælles europæisk mønt. Skal man omsætte meningsmålingernes forskellige resultater til afstemningstemaer taler det for, at regeringen (støttet af VK) vælger en formulering, der anvender "tågede" ord med en positiv ordlyd som "samarbejde" og "ØMU". Samtidigt vil man på behændig vis undgå at komme ind på de nøgne kendsgerninger dvs. det, der rent konkret ligger i kortene, nemlig en afskaffelse af en af den danske nations ikoner, kronen.

I den aktuelle sag om euroen øges forvirringen om spørgsmålsformuleringen, når man ser på den journalistiske tolkning af svarene: "Flere siger ja til euro" (Børsen) og "Dansk flertal for euroen" (Jyllands Posten). Ingen af de to overskrifter har konkret belæg i den tilgrundliggende undersøgelse. Her spurgtes om "deltagelse i ØMU" hhv. "deltagelse i Euro-samarbejdet".

Skal vi tro på aktuelle meningsmålinger tyder det i øvrigt på, at et flertal af vælgerne på indeværende tidspunkt ikke føler sig klædt på til at stemme, dvs. at de endnu ikke føler sig godt nok informeret. Dette taler imod en hurtig folkeafstemning, fx på denne side af sommerferien.


Dysten mod vælgerne

Når man analyserer tilhængernes holdning til den kommende euro-afstemning (og for den sags skyld politikernes opfattelse af folkeafstemninger generelt), så vidner ånden i forbløffende grad om en holdning og et sprogbrug, der kunne være hentet fra idrættens verden: Det drejer sig først og fremmest om at vinde en folkeafstemning. Hvis den derimod kommer på et forkert tidspunkt, risikerer man, at det hele tabes på gulvet osv. Opfattet på den måde fremstår en folkeafstemning som en afgørende fodboldkamp, som politikerne skal ud i og hvor modstanderen er et hold, bestående af vægelsindede og uvidende eller fejlinformerede vælgere, som det drejer sig om at slå, dvs. kurere. En sådan demokatiopfattelse, der er ganske udbredt blandt politikere, ledende embedsmænd og blandt journalister vidner om et elitært og skolemesteragtigt livssyn, der simpelthen ikke hører hjemme i moderne og oplyst folkestyre. Så enkelt kan det faktisk siges. I modsat fald, det vil sige, hvis vælgernes dom kun er acceptabel, såfremt den består i klappe politikerne på ryggen, bliver en folkeafstemning i realiteten en farce. Da kunne politikerne lige så godt lade være med at spørge befolkningen og i stedet bruge tiden på at fundere over, om parlamentarismen overhovedet er forenelig med ideen om et folkestyre i ordets oprindelige forstand. Eller om vi i stedet i Danmark har en styreform, hvor beslutningerne suverænt skal træffes af en elite, der har en indiskutabel indsigt i, hvad der udgør nationens ve og vel.

Retrospektiv bemærkning: Det ser i skrivende stund (12. 5. 2000) ud til at temaet, der skal stemmes om, er identisk med titlen i det fremsatte lovforslag. Dette er kendt og lyder som følger: "Forslag til lov om Danmarks deltagelse i den fælles valuta". Dette skal der så stemmes Ja (For) eller Nej (Imod) til.