Demokratiets nye virkelighed:
Den omvendte snemand

Forslaget om direkte demokrati har allerede skabt debat.
Argumenterne imod forslaget er ikke nye. De kan faktisk spores helt tilbage til demokratiets vugge i antikkens Athen.

wpe74333.gif (18574 bytes)

Ole Ravn Jørgensen (1941) er statsautoriseret revisor af uddannelse. I de sidste mange år har han været aktiv som skribent, foredragsholder og rådgiver. I det seneste årti har han været bestyrelsesmedlem af i Selskabet for Fremtidsforskning. Hans nyeste bog hedder Tænk Fremtiden

© Optryk og gengivelse (også i form af citater og uddrag) kun tilladt, når Foreningen for Direkte Demokrati nævnes som kilde


Så vidt vi ved, opstod de første organiserede samfund i form af bystater for 10.000 år siden. Stedet var frugtbare floddale mellem Mesopotamien og Jordanien. De første bystater skabte ro og orden - forudsætningen for effektiv styring af samfundet - ved etablering af en central administration understøttet af bevæbnede enheder samt et åndeligt "forklaringssystem", en statsreligion med tilhørende templer.

Samfundsstrukturen var tydeligt tredelt i toppen af samfundspyramiden "den store vidtskuende leder". På næste niveau "de villige, men ikke vidtskuende tjenere. I bunden "de dumme, de dovne, de uvidende", som både ønskede og behøvede ledelse for at fungere. Se figur 1.

Tænkemåden bag den tidligst kendte samfundsmodel har fejret store triumfer. Faktisk går der en lige linie fra de første bystater og helt frem til mange nuværende samfundssystemer og vore dages organisationsdiagrammer. Vi opfatter fortsat systemer befolket af mennesker som hierarkier, hvor mennesker placeres på forskellige niveauer efter deres evner eller stand. Altså efter deres oplevede betydning for systemets eller organisationens fortsatte beståen. Der er et gennemgående træk. I toppen finder vi eliten, som baserer sin magtbase på en kombination af viden og magt.

Som bekendt eksperimenterede, borgerne i bystaten Athen med en ledelsesmodel, som skulle bryde elitens monopol På styring til fordel for en amatør-polis. Den Athenske amatør-polis var måske et af verdens første demokratier.

En amatør-polis forudsætter at alle borgere inddrages i og pålægges et direkte medansvar for samfundets liv og udvikling. Altså et opgør med ideen om, at kun eliten har forstand På at lede et samfund.

Hvornår er borgerne i et samfund "modne" nok
til at deltage i og påtage sig et poltisk ansvar?


Det Athenske demokrati omfattede imidlertid ikke alle indbyggere i Athen. Kun mænd, som var frie Athenere og over 30 Ar havde stemmeret. Det betød bl.a., at alle ikke-Athenere, slaver og kvinder ikke havde stemmeret. Faktisk havde under 10% af indbyggerne i Athen - bestående af den selvudråbte Athenske elite - stemmeret. Resten var uden former Politisk indflydelse. Men det er en anden historie, ikke uinteressant, men uden betydning i denne sammenhæng.

Der var altså ikke tale om en egentlig amatør-polis, som flere gik ind for. Men om et nyt elitestyre.

Der er næppe grund til at tillægge den Athenske elite udemokratiske hensigter. Men at de frygtede de videre konsekvenser af en mere vidtgående demokratiseringsproces, er ganske tydelig. Platon gengiver således en række dialoger mellem Sokrates og fremtrædende tilhængere af en egentlig amatør-polis. Sokrates' forsvarstale for et styre af udvalgte få mænd, et såkaldt oligarki, vidner om en skarp tankegang, om usædvanlige talegaver - og anvendelse af smarte oratoriske kneb.

Velkendt er Sokrates' argumentation imod tåbeligheden i det demokratiske Athen, hvor man omhyggeligt spurgte eksperter til råds, når det drejede sig om ubetydeligheder som opførelse af en mur eller et skibsværft, mens man på etikkens uendelig væsentligere område lod selv den mest uvidende udtale sin uforgribelige mening.

Den store uvidende masse er afløst af en tilsvarende stor masse af bevidste og reflekterende borgere


Her er vi ved sagens kerne, det tilsyneladende stadig aktuelle problem; hvornår er borgere i et samfund modne nok til at deltage i og at påtage sig et politisk ansvar? Også Sokrates, måske det fineste menneske i vor kulturs persongalleri, var i tvivl om massernes egnethed. At Sokrates argumenterede formålsbestemt ved at blande "hvordan, man opfører en mur eller et skibsværft" sammen med det politiske spørgsmål om, "hvorfor man skal have en mur eller et skibsværft", er en anden sag.

Fortalerne for direkte demokrati i det antikke Athen tabte den politiske strid. I stedet for en amatør-polis fik Athen en Platons "Staten", amatør-polis' professionelle modsætning.

Spørgsmålet om massernes egnethed til at deltage i samfundets styre var også et underliggende tema i debatten i Danmark forud for Grundloven af 1849. Også i Danmark vandt "Sokrates-fløjen". Almindelig valgret blev først indført i 1915. Før 1915 havde hverken tjenestefolk eller kvinder valgret, ligesom der var privilegeret valgret til Landstinget. Landstinget blev endeligt afskaffet i 1953.

Elitens tvivl om massernes egnethed til deltagelse af styring af en amatør-polis i det antikke Athen og i Danmark i 1849 kan næppe afvises som værende uden reel baggrund. I Athen var viden og undervisning forbeholdt den velhavende elite. Det er nok forklaringen på, at fx Aristoteles gik ind for aristokrati; en styreform hvor magten ligger hos overklassen, som Aristoteles i øvrigt selv tilhørte.

I Danmark var situationen ikke meget anderledes. Her var viden og adgang til viden ligeledes forbeholdt de få. Tvungen undervisning af alle børn i basale færdigheder som regning, læsning og skrivning var indført blot 35 år tidligere i 1814.

Vi både kan og ser durk igennem vore ledere
- også de politiske ledere


Også i Danmark lykkedes det aristokratiet at bevare en dominerende indflydelse. Grundlovsrevisionen i 1866 havde fx netop til hensigt at styrke godsejernes og dermed Landstingets magt.

Aristokratiets - elitens - reaktion i det antikke Athen og Danmark i 1849 kan forklares ved henvisning til to forhold. For det første var der en reel mulighed for, at udviklingen ville løbe løbsk, hvis de "uvidende" masser tog magten. For det andet kunne det tænkes, at de undertrykte ville søge at fratage eliten dens magt og rigdomme.

Det sidste er mig bekendt ikke sket noget sted i forbindelse med indførelse af demokrati. Det hænger måske sammen med den trinvise demokratiseringsproces, som vi fx også oplevede her i Danmark, hvor vi stadig har et stykke vej at gå, før vi får en egentlig amatør-polis.

Forslaget om direkte demokrati er et forslag om indførelse af en amatør-polis. Altså en styreform, som inddrager alle myndige borgere i afgørelser af politiske spørgsmål. Altså i hvorfor-spørgsmål: hvorfor skal vi have en mur eller et skibsværft? Hvis projektet skal lykkes, skal mindst én afgørende forudsætning være til stede. En forudsætning som ikke var opfyldt i Athen i 507 fvt. og i Danmark i 1849. Denne forudsætning er, at samfundet vidensmæssigt ikke længere er opdelt som i tidligere viste figur 1. Det er påstanden her, at denne forudsætning er opfyldt i dag.

Demokratiseringsprocessen og dens krav om "lighed" var netop et opgør med opfattelsen: at alle er født ind i en bestemt position med tilhørende sociale rettigheder og muligheder eller begrænsninger. Demokratiets forfatningsmæssige sikring af "lighed" betød bl.a. at alle fik samme adgang til undervisning og viden. Den store uvidende masse er afløst af en tilsvarende stor masse af bevidste og reflekterende borgere.

Den klassiske samfundsstruktur er vendt på hovedet.. Se figur 2.

Figurens venstre side skal vise situationen i det antikke Athen og Danmark i 1849. En mindre gruppe, den "vidende" elite, bestemmer for de mange uvidende.

Figurens højre side skal vise, at den store gruppe af uvidende nu er afløst af en stor vidende gruppe. Under den store vidende gruppe er en såkaldt svag gruppe.

Figuren kan kritiseres for ikke at tage hensyn til den fortsatte produktion af ekspertviden, som kun forstås og bruges af de få. Men ekspertviden relaterer sig altid til hvordan-niveau, til hvordan man opfører en mur eller et skibsværft. Det afgørende her er imidlertid ikke skellet mellem eksperter og ikke-eksperter.

Figur 2 skal alene illustrere, hvorledes borgere i et demokratisk samfund med gennemført "lighed" oplever deres eget værd og muligheder samt handler sammenlignet med, hvorledes borgere i et aristokrati eller i et diktatur oplever deres rettigheder og muligheder.

Når lovene ikke virker, skyldes det måske
at det ikke er vore love? De er
forfattet og vedtaget i et lukket miljø


Danmark som samfund kan ikke længere sammenlignes med en opretstående snemand. Den store "masse" er for længst trådt ud af anonymiteten. Den kan både tænke og formulere sig. Den er bevidst om egne drømme og kan sagtens forholde sig til den såkaldte elites ord og handlinger. Det betyder bl.a., at begrebet autoritet har faet et andet indhold.

Autoritet er ikke længere formel og knyttet til en bestemt position i samfundet. Vi både kan og ser durk igennem vore ledere - også de politiske ledere. Autoritet er nu et spørgsmål om vor opfattelse af en persons kompetence og troværdighed. Det er i den omvendte snemands virkelighed, vi skal finde forklaringen på den ofte diskuterede politik og politikerlede. Vore politikere har tilsyneladende svært ved at leve op til krav om troværdighed, fordi vi som almindelige vælgere ikke kender præmisserne for deres udtalelser og handlinger. Det står også skidt til med den almindelige opfattelse af politikernes kompetence, for lovene virker jo ikke.

Når lovene ikke virker, skyldes det måske, at det ikke er vores love? De er forfattet og vedtaget i et lukket politisk miljø. Hensigterne er sikkert de bedste. Men når det ikke er vores love, forstået som forankret i fælles værdiforestillinger, føler vi os ikke forpligtet af dem. Politikernes virke fremstår mere og mere som uvedkommende og ofte dårlig underholdning og markedsføres som sådan i medierne.

Valg af medlemmer til Folketinget er blevet til et beroligelsesritual, som i et glimt skal give vælgerne en opfattelse af, at være borgere i et demokratisk samfund. Den faldende tilslutning til de politiske partier og heraf følgende desperate forslag om markant øget tilskud til partierne fortæller, at beroligelsesritualer er ved at miste deres betydning.

Valg af medlemmer til Folketinget
er blevet et beroligelsesritual


Som borgere kan vi gå én af to veje. Vi kan lade den igangværende udvikling mod mindre og mindre politisk engagement fortsætte - og betale til opretholdelse af en forestilling, som forekommer mere og mere ude af trit med den oprindelige idé om en amatør-polis.

Eller vi kan genoplive demokratiet ved at virkeliggøre forslaget om et direkte demokrati, en amatør-polis hvor borgerne har direkte indflydelse på samfundets valg af udviklingsretning, og hvor eksperterne bliver brugt til det, de er uddannet til: tit opstilling af alternative muligheder til virkeliggørelse af drømmen om Danmark.