Demokratiet i Athen

wpe98642.gif (39314 bytes)

Steen Steensen er lektor ved Ranum Statsseminarium. Han er en flittig forfatter og samfundsdebattør. Af hans bøger kan nævnes Den sociale Komedie (1982), Den økologiske Krigsførelse (1986), Rævestaten. En fabel (1990) og Demokratiets Rødder (1994).

© Optryk og gengivelse (også i form af citater og uddrag) kun tilladt, når Foreningen for Direkte Demokrati nævnes som kilde

Fænomenet demokrati er til debat. Emnet drøftes med voksende styrke. Dannelsen af "Foreningen for Direkte Demokrati" er blandt andet udtryk herfor. Imidlertid sættes der ikke spørgsmålstegn ved demokratiets Ønskelighed. Der råbes ikke efter et andet system, en stærk mand eller noget i den retning.

Men lever vi i et demokratisk samfund? Er det repræsentative demokrati demokratisk? Hvad kan stemmeretten egentlig udrette? Fungerer den bare som legitimation for de professionelle politikeres aktivisme? Er friheden ved at gå tabt for de fysisk produktive befolkningsgrupper? Spørgsmål af den kaliber trænger sig på og med rette. Tiden er inde til en grundlæggende debat om demokratiets natur og dets materielle og åndelige forudsætninger. Lad os begynde ved begyndelsen. Hvordan blev demokratiet forstået der, hvor det første gang så dagens lys? Og praktiseret? Tabt viden må genvindes.

Demokratiet opstod første gang i bystaten Athen i oldtidens Grækenland. Det voksede frem til blomstring i perioden fra 500 til omkring 200 inden Kristi fødsel. Demokrati er græsk og betyder folkets styre. Grækerne skelnede mellem enmandsstyre, dvs. monarkiet, fåmandsvælde, dvs. aristokratiet og de manges styre, nemlig demokratiet.

Platon sagde det ganske tydeligt:
"De der ved skal herske".
Filosofferne udgjorde de rette styringsmænd


Det er værd at hefte sig ved, at demokratiet forstås som et modtræk mod monarkiet og aristokratiet. Den demokratiske bevægelse var en underklassebevægelse. Aristokraterne betegnede ligefrem demokratiet som et fattigmandsvælde. Det gjaldt om for de mange at beherske den politiske proces og derved undgå overklassens undertrykkelse og udbytning. Det skulle ikke være gørligt for aristokratiet at bruge det politiske apparat til katteplyndring, arbejdstvang og dirigisme.

Lige fra starten handlede demokratiet om det enkelte menneskes selvbestemmelsesret. Friheden og ligheden udgjorde idealet. Ved frihed forstod athenerne dels retten til for alle mandlige statsborgere at tage direkte del i lovgivningen, regeringsudøvelsen og retshåndhævelsen og dels en personlig, privat frihed. Ligheden var det andet sigte med folkets styre. Det betød lighed for loven, lige muligheder og lige adgang til arbejde. Friheden var ikke og har aldrig været et problem for overklassen. Hvordan får man selvbestemmelsesretten udstrakt til alle, altså også til håndens arbejdere? Heri består den demokratiske besværlighed.

Men hvad var det for erhvervsgrupper, der førte den demokratiske bevægelse til sejr? Hvilke materielle forudsætninger lå til grund for folkestyrets indførelse? Det er vigtigt at begribe, at det græske samfund i århundreder før vor tidsregning gennemgik revolutionere forandringer. Den sociale virkelighed ændrede karakter. Jordadelen mistede grebet om den politiske proces. Pengeøkonomien, privatmarkedet og kapitalismen vandt frem Handel, søfart, håndværk og selvstændig næringsdrift af mange slags overtog det sociale initiativ. Fribonden og friarbejderen blev tillige et karakteristisk træk i det sociale billede.

Friheden for de mange sikres ved deltagelse af de mange. Aristokraterne kunne altid nedstemmes


Konkurrencen rådede på markedet. Beskyttelsestold og lignende foranstaltninger eksisterede ikke. Selv undervisningen var på private hænder. Således skrev rygraden i demokratiet sig til selvejere og frie arbejdere. Forretningsfolk, fribønderne og private produktionssteder behøvede frihed i næringen. Jordaristokratiet blev frataget dominansrollen.

De intellektuelle forholdt sig skeptiske over for de manges styre. Naturligvis så de skævt til fødselsadelens forrettigheder, og de nød godt af ytringsfriheden under demokraternes styre. Men de veluddannede kunne ikke forlige sig med den tanke, at alle forekom lige egnede i politiske anliggender. De intellektuelle ønskede at gøre deres eget styrkefelt til saltet i politik. Platon sagde det ganske tydeligt: "De, der ved, skal herske". Filosofferne udgjorde de rette styringsmænd.

I værket "Staten" fratog han de næringsdrivende ejendomsretten og placerede dem i forsørgerrollen. Kundskabsaristokratiet satte skel mellem håndens og åndens arbejdere. Indtil videre var de intellektuelle dog ikke stærke nok til at gribe magten. Men hvordan formåede athenerne at fastholde friheden, da den først var vundet? Dette spørgsmål er af yderste vigtighed. Ofte i historien har oprørerne skaffet sig af med diverse tyranner, men de har ikke evnet at bevare den erobrede selvbestemmelsesret. Snart vendte undertrykkerne tilbage. Striden var udkæmpet forgæves.

Demokraterne i bystaten Athen benyttede sig af fire forsvarsværker mod diktaturet. Folkeforsamlingen udgjorde det ene. Her havde alle frie mænd adgang. På folkeforsamlingen blev lovene diskuteret og vedtaget. Først og fremmest gjaldt det om at holde ærgerrige sjæle i ave. Frygten for enmandsstyret og fåmandsvældet forekom hele tiden nærværende. Friheden for de mange sikres ved deltagelse af de mange. Aristokraterne kunne hele tiden nedstemmes. Et-årsreglen beløb sig til det andet bolværk mod den elitære fare.

For demokraterne i Athen fandtes der ikke emner, som ikke var egnet for en direkte folkelig afgørelse. Aldrig måtte vigtige beslutninger overdrages til nogle professionelle repræsentanter


Til alle tider har professionalisme i politik udgjort en trussel mod en demokratisk forfatning. Den fejl begik grækerne ikke. Gennem hele den demokratiske periode forblev politikken på amatørhænder. En professionel embedsstand kom heller ikke på tale. Et år i et politisk embede og dermed slut. De militære ledere, strategerne, kunne dog genvælges på folkeforsamlingen. Med et-årsreglen var karrieremuligheden pillet ud af politik. Korruption og magtkoncentration kunne ligeledes forebygges. På intet tidspunkt lod folket sig besnakke til demokrati i den professionelle repræsentations skikkelse.

Lodtrækningen til regeringsembederne udgjorde den tredje gardering mod aristokratiske tilbøjeligheder. Folkeforførere og politiske svindlere tildeltes beskedne betingelser for bedragerisk virksomhed. Loddets valg indebærer et knusende slag i synet på magtsyge elementer.

Ostrakismen tegnede det sidste værn mod ambitiøse aristokrater. Tyranspirer kunne stemmes væk fra statens territorium for en kortere årrække. Risikoen for landsforvisning tog toppen af stræbsomheden i politik. Hovmod stod for fald. Hybris og nemesis blev på denne kontante facon draget ind i den politiske kamp.

For demokraterne i Athen fandtes der ikke emner, som ikke var egnet for en direkte folkelig afgørelse. Aldrig måtte vigtige beslutninger overdrages til nogle professionelle repræsentanter.

Repræsentationssystemet antoges at være en gave for aristokratiet. Kun radikal deltagelse i politik og kortvarig embedsbesiddelse udgjorde en garanti mod diktaturet 'Grækerne vidste, at politik hidtil havde været et redskab i overklassens arme, og som sådan udgjorde politikerne den lille mands naturlige fjende. Det var demokratiets opgave at eliminere denne sociale lovmæssighed. Men hvad kan man i dag lære af grækernes indsats i frihedens historie?

I første række skal man bemærke, at demokratiet blev båret frem af selvstændige næringsdrivende. Markedets entreprenører, omsættere af penge, varer og tjenesteydelser, krævede frihed i arbejdet. De velfødte og de veluddannede hørte ikke til i demokraternes rækker. Dybest set udgjorde markedet frihedens kilde.

I vore dage mister markedet og de næringsdrivende autoritet. Den private verden skrumper ind.
Staten fortærer bid for bid det civile rum


I vore dage mister markedet og de næringsdrivende autoritet. Den private verden skrumper ind. Staten fortærer bid for bid det civile rum. Den offentlige magt avancerer. Embedsretten fortrænger ejendomsretten. Ikke mindst økologismen undergraver de næringsdrivendes ret til selvforvaltning. Miljøpolitikken føres af de intellektuelle. Miljølovene udtrykker roden til foragten for håndens arbejde. Demokratiet overlever ikke den grønne bevægelses formynderi og dirigisme.

Athenernes demokrati var anti-elitært. Hurtig rotation og direkte og radikal folkedeltagelse androg hovedmidlet til frihed. Politik skulle uden forbehold være et anliggende for amatører. Af den foranstaltning kan uhyre meget læres i tiden. Elite-rekruttering og elite-styring vinder stedse kraftigere indpas, og det er opskriften på et aristokrati. Just den professionelle repræsentation sætter folkene uden for banen. Karrieremagerne i politik har brug for den politiske aktivisme.

Stemmeretten er ikke en krone værd. Ret beset gavner den kun politikmagerne. Valgdagen kan ikke gøres til en dommens dag. Desuden bør man lægge mærke til, at folkets styre opstod i et lille land. I Større statsterritorier kan det radikale deltagerdemokrati ikke praktiseres. Rettighedsdemokratiet er recepten på friheden i store lande. Men dette middel til selvstyre er ikke emnet i denne artikel. Under alle omstændigheder kan man ikke få for små og for mange lande.

Stemmeretten er ikke en krone værd.
Ret beset gavner den kun politikmagerne. Valgdagen kan ikke gøres til en dommens dag


Lad det være sagt lige ud. Det repræsentative demokrati ender altid som et aristokratisk styre. Den professionelle, toptrimmede, politiske organisator på fuldtid og livstid udgør i dag den Største trussel mod friheden. Den folkevalgte er blevet et demokratisk problem. Politik skal af-professionaliseres. Amatør-politikeren må genindsættes i sin tabte værdighed. Demokratiet i Athen gav os opskriften. Den viden må påny erhverves.