Berlingske Tidende 19.02.  2007:

Den nødvendige EU-folkeafstemning

- Statsminister Anders Fogh Rasmussen bør allerede nu love vælgerne en folkeafstemning om den kommende EU-traktat. Det er der ti gode grunde til, skriver professor i EU-ret Hjalte Rasmussen. Det direkte demokrati er det eneste gyldige demokrati i EU-sager, der i dag er indenrigspolitik - ikke tys-tys udenrigspolitik

Hjalte Rasmussen, Professor Dr. Jur. i EU-ret

Den 23. januar 2007 meddelte statsministeren, at der kommer en ny forfatningstraktat. Den skal EU-vedtages efter en køreplan, som statsministeren agter at gå ind for på EU-topmødet i juni 2007. Han ville dog ikke love danskerne en folkeafstemning om den kommende traktat (herefter: pas-meldingen).

Den besked oprørte og overraskede mig.

Der findes i dag ingen EU-forfatningstraktat at forholde sig til. Vi ved blot, at der foreligger en strandet forfatningstraktat, og at en ny, muligvis kortere tekst nok tager form om et par år. Måske endog en ultrakort mini-traktat. For kortheds skyld kan vi kalde den strandede forfatningstraktat for F-I og den kommende for F-II. Ratifikationen er Danmarks ensidige erklæring om at ville være bundet af F-II.

Der var bestemt noget set-før over Foghs pas-melding. I anden halvdel af 1990erne gik også Nyrup Rasmussen som katten om den varme grød. Det var forud for ratifikationen af Amsterdam-traktaten. Også han ville i flere måneder ikke love vælgerne mere, end grundloven tvang ham til. Nyrup kom dog galt af sted og måtte kaste håndklædet i ringen, længe før Amsterdam-traktaten var færdigskrevet. Vælgerne ville have en folkeafstemning - med eller uden Grund­lovens § 20. Fogh klynger sig lige om Nyrup til teksten i § 20, som jeg forklarer i det følgende.

Statsministeren burde være klogere og allerede nu love vælgerne en folkeafstemning. Ikke fordi folkeafstemninger er lette at vinde. Ifølge alt vi ved, er de tværtimod lette at tabe. Vælgerne stemte i 1992 nej til den første Maastricht-traktat og i 2000 nej til at skifte kronen ud med euroen. Det letter antagelig vejen til et vælger-nej, at den ansvarlige regering i første omgang har forsøgt at knibe udenom. Jeg nægter at tro, at statsministeren meldte pas på ja/nej- spørgsmålet, fordi den tyske kansler og EU-Kommissionen har bedt ham og hans kolleger om at ratificere uden folke­afstemninger.

Følgende ti grunde taler for, at danskerne har krav på en folkeafstemning forud for ratifikation af F-II. Vigtigheden af argumenterne har jeg ikke sat tal på.

For det første skal der et løfte om en folkeafstemning til, fordi vælgerne med rette ifølge 50 års dansk statspraksis forventer at blive hørt.

For det andet fordi de to gange fransk-hollandske folkeafstemningsnej i foråret 2005 demonstrerede, hvis det endnu var nødvendigt, at 50 års tys-tys mellem regeringer i Europa ikke er en brugbar model.

For det tredje fordi kun 7,5 pct. af vælgerne på folketingsvalgdagene lader deres kryds påvirke af partiets EU-platform.

For det fjerde fordi det derfor er det mest demokratiske.

For det femte fordi den næste EU-traktat nok bliver den sidste i mange år og, derfor, mere end de foregående udgør et trinbræt til det uvisse.

For det sjette bliver, af samme grund, ja/nej til F-II årtiets vigtigste politiske spørgsmål, som kun vælgerne kan besvare i en direkte-demokratisk afstemning.

For det syvende fordi kun et regeringsløfte nu vil åbne for den helt nødvendige, offentlige debat om, hvad vælgerne gerne vil bruge fremtidens EU til.

For det ottende fordi de fransk-hollandske to gange nej skabte EUs hidtil dybeste krise, som kun flere folkeafstemninger - helst i hele EU - kan vise vejen ud af.

For det niende fordi vælgerne kan glemme den årti-gamle danske frygt for at tale Roma midt imod ved at stemme nej, fordi det i dag er blevet legitimt at sige nej til uønskede EU-udviklinger.

For det tiende fordi det med rette eller urette leder tanken hen på urent mel i posen at aflyse folke­afstemningen om F-I, love en F-II og antyde, at den kan Danmark meget ved at ratificere uden at kere sig om vælgernes mening.

Set før: Da et bredt flertal i Folketinget i juni 2006 tilkendegav, at vælgerne ikke skulle stemme om en kommende mini-F-II, underkendte vælgerne dem et par dage senere. To tredjedele af vælgerne mente, at Danmark ikke kan ratificere nogen form for EU-forfatning, eller det der ligner, uden efter et ja ved en folkeafstemning (Berlingske 6. juni 2006).

Det var måske formelt juridisk korrekt af såvel Fogh som Nyrup at insistere på at kende indholdet af den ny EU-tekst, førend de kunne sige ja eller nej til en § 20-folkeafstemning. Er den ny traktat ikke skrevet, kan man jo ikke vurdere, om Danmark står for at skulle aflevere mere suverænitet. Og § 20 kræver kun afholdelse af en folkeafstemning, når suveræniteten er i spil. Og da kun, dersom 150 folketingsmedlemmer ikke stemmer for at afgive ratificere F-II. Stemmer 150 for at ratificere, er døren ifølge § 20 lukket til at spørge vælgerne, om de er enige.

1986-pakke-afstemningen er et godt eksempel på, at der findes andet end § 20-nødvendige folkeafstemninger. Den var et rent politisk projekt, fordi § 20 ikke var i spil.

Der er mere af samme skuffe, nemlig en hel stak såkaldte skuffelovforslag. Ifølge dem ville skiftende regeringer af politiske grunde bede Folketinget om ved lov at afholde EU-folkeafstemninger, såfremt 150 MFere skulle stemme ja til at ratificere og derved låse døren til en § 20-afstemning. Meningen med skuffeforslagene var altså, at ville et kæmpeflertal i Folketinget ratificere, skulle vælgerne efterfølgende afgøre, om det nu også var en klog beslutning! Som den eneste har den anden Maastricht-ratifikations­afstemning benyttet denne model - i 1993.

Efter alt dette er det mindre sikkert, om statsministeren også reelt handlede juridisk korrekt. En retssædvane kan, siger nogle § 20-eksperter - efter alt dette - have ændret § 20. Så der nu stilles retskrav om folkeafstemning forud for politisk vigtige EU-traktater.

50 års folkeafstemningspraksis trækker på samme hammel. Retssædvaner er ikke noget, som skrives, men en retlig virkning af noget, som sker. Det skete er, at skiftende regeringer har kaldt til folkeafstemning seks gange ud af syv mulige traktatratifikationer. Det var 1972 om EU- medlemskabet, 1986 om »pakken«, Maastricht-I i 1992, Maastricht-II i 1993 om, i 1998 om Amsterdam-traktaten og 2005 om F-I. Nice-traktaten (2000) er undtagelsen, som bekræfter reglen. Det tæller også, at regering og Folketing har lovet vælgerne en folkeafstemning forud for afviklingen af hvert eneste danske EU-forbehold. Det kan blive til ekstra 3-4 folkeafstemninger.

I den sammenhæng forekommer det nærmest komisk i januar 2007 at gemme sig bag det formelle argument, at vi jo i dag ikke ved, hvad den kommende EU-traktat bestemmer.

Samtlige danske regeringer siden 1972 har således signaleret, at almindelige mennesker kan stole på, at deres stemme vil blive hørt, hvad enten § 20 formelt-juridisk gør afholdelse af en ny folkeafstemning nødvendig eller ej. EU-traktaterne er i øvrigt for vigtige for det danske samfund til at tillade formelle juridiske overvejelser at gøre udslaget.

Statsministeren burde ikke have skuffet denne vælgerforventning. Hertil vil han sikkert omtale mit synspunkt som rent politisk, og at han er bedre end jeg til at dømme om politiske spørgsmål, hvilket han har så evig ret i. Men hvordan lyder så et fornuftigt svar på spørgsmålet, om det reelt juridisk korrekte?

Det er et spil for galleriet at diskutere, om noget er § 20-juridisk korrekt. Da 12 danskere nemlig sidst i 1990erne bad Højesteret om sige, hvor § 20-skabet skal stå, gav dommerne dem et svar, som handlede om på den ene side og på den anden.

Det direkte demokrati, dvs. folkeafstemnings­demokratiet, er som sagt det mest demokratiske, skønt Danmark i 175 år har kanoniseret det repræsentative demokrati. Målinger viser, at 92-93 procent af vælgerne sætter deres kryds på de almindelige valgdage stort set uden at se nærmere på partiets EU-program. Matematisk set følger heraf, at mange EU-skeptiske vælgere vælger EU-glade politikere til Folketinget, som i anden runde udpeger EU-glade regeringer. Når en sådan regering deltager i en forhandling om en ny EU-traktat, kommer den af lutter begejstring let til at love mere, end den kan holde, når folkeafstemningsdagen kommer. Det er muligt, men desuagtet en demokratisk dårlig forklaring på at ønske folkeafstemningerne hen, hvor peberet gror.

Det direkte demokrati er herefter det eneste gyldige demokrati i EU-sagerne, som i dag er indenrigspolitik - ikke tys-tys udenrigspolitik.

De danske vælgere bør ikke tvinges til at købe katten i sækken.