Politiken 19.09. 2007:

Den nødvendige folkeafstemning


Keld Albrechtsen,  fhv. MF for Enhedslisten

Statsministeren har faktisk lovet befolkningen en folkeafstemning om den ny EU-traktat. Det løfte skylder han at stå ved.

Det moderne politiske demokrati bygger på den grundlæggende ide, at magten tilhører og udgår fra befolkningen. Det blev smukt og klart fastslået i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 4. juli 1776:

»Vi betragter det som en indlysende sandhed, at alle mennesker er født lige; at de af Skaberen er udstyret med visse umistelige rettigheder; at blandt disse rettigheder er livet, friheden og retten til at stræbe efter lykke; at mennesket har oprettet regeringer med det formål at sikre disse rettigheder; og at disse regeringers magt hviler på samtykke fra dem, der bliver regeret …«.

I Danmark krævede det årtiers hård politisk kamp at sikre dette samtykke. De afgørende gennembrud var indførelsen af parlamentarismen i 1901 og kvindernes valgret i 1915. Men 1. januar 2003 blev en del af magten fjernet fra de danske vælgere uden deres samtykke. Det skete med Folketingets godkendelse af den nugældende unionstraktat, Nicetraktaten. Den blev godkendt uden folkeafstemning, selv om den flyttede magt væk fra danske myndigheder, og selv om den meget væsentligt ændrede den traktat, som befolkningen godkendte ved folkeafstemningen i 1998, nemlig Amsterdamtraktaten.

Den regeringsmagt, som i dag udøves af EU, er derfor ikke godkendt af befolkningen. Det afgørende spørgsmål er nu, om et flertal i Folketinget vil tage endnu et stort skridt væk fra det grundlæggende princip om samtykke fra dem, der bliver regeret. Det vil nemlig blive tilfældet, hvis den kommende såkaldte reformtraktat vedtages uden folkeafstemning.

Man kan argumentere stærkt for, at der er brug for en ny og langt mere demokratisk unionstraktat. Men dels er den ny reformtraktat et håbløst bureaukratisk kompromis mellem stats- og regeringscheferne, dels er den kommet til verden gennem en uacceptabel og lukket beslutningsproces, der kun kan skabe endnu større afstand mellem unionen og befolkningerne. Og nu er EU-ledernes helt åbenlyse plan, at man vil have folkeafstemninger i så få lande som muligt om den ny traktat. Det skyldes den enkle kendsgerning, at det forpligtende indhold i den ny reformtraktat i alt væsentligt vil være identisk med indholdet i den forfatningstraktat, som blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland.

Forskellen mellem de to traktattekster vil først og fremmest være to ting: Man vil fjerne nogle symbolske ting fra teksten. Og man vil få en langt mere omfangsrig og teknisk svært tilgængelig tekst. Dette vil jo nok gøre det endnu vanskeligere at få den ny traktat godkendt ved en folkeafstemning. Men her bør det huskes, at statsministeren faktisk lovede befolkningen en folkeafstemning om forfatningen. Den ny tekst ligger så tæt på forfatningen, at undladelse af folkeafstemning af mange vil blive opfattet som løftebrud.

Når vi skal vurdere, om det er nødvendigt med folkeafstemning, så bør dette ske på grundlag af en sammenligning mellem den ny reformtraktat og Amsterdamtraktaten, der er den sidste, som vælgerne har godkendt. Det er ikke nok bare at gå tilbage til Nicetraktaten, sådan som regeringen har tænkt sig. Nicetraktaten ændrede uden vælgernes godkendelse væsentligt på nogle af de forudsætninger, som vælgerne tog stilling ud fra ved afstemningen i 1998. Det var bl.a. forudsat, at Danmark har vetoret i sager, der truede vitale danske interesser, samt at Danmark altid skal have et medlem i EU-kommissionen. Med Nicetraktaten blev der rokket ved disse forudsætninger, uden at vælgerne blev spurgt. Med den kommende traktat vil vetoretten og Danmarks permanente repræsentation i kommissionen være væk. Hvis der indføres en rotationsordning, så Danmark i perioder står uden for kommissionen, og hvis dette gennemføres uden den danske befolknings accept, kan man så hævde, at denne regeringsmagt hviler på samtykke fra dem, der bliver regeret?

Nej, det kan man naturligvis ikke.

Når det gælder sådanne grundlæggende forfatningsmæssige spørgsmål, er det ikke holdbart, hvis et flertal i Folketinget mener at have mandat til at give samtykke på befolkningens vegne. Og det er især ikke holdbart, hvis man lader embedsmænd udarbejde sindrige juridiske analyser, der med finurlige juridiske argumenter når frem til, at det efter grundloven slet ikke er nødvendigt at spørge befolkningen. F.eks. er man gennem disse analyser nået frem til det helt urimelige synspunkt, at det ikke kræver folkeafstemning at fjerne vetoretten på en række væsentlige områder og dermed definitivt overlade magten på de pågældende områder til EU. Sådan gjorde man i forbindelse med Nicetraktaten. Demokratiet kan ikke tåle, at dette sker to gange i træk. Så ville grundlovens paragraf 20 være fuldstændig tømt for indhold.

Retten til en dansk kommissær har siden den første folkeafstemning i 1972 om selve optagelsen i EF været en grundforudsætning for det danske EF-/EU-medlemskab. Denne ret blev af den daværende regering understreget forud for folkeafstemningen i 1998. Dette fremgik af et svar på et skriftligt spørgsmål (nr. S 670 af 27. november 1996), som jeg stillede til udenrigsminister Niels Helveg Petersen. Han svarede: »Det fremgår af forhandlingsgrundlaget af 11. december 1995, at den danske regering finder, at alle medlemslande bør være repræsenteret i kommissionen. Kun derved kan befolkningerne have tillid til, at kommissionen tager tilstrækkelig hensyn til medlemslandenes forskellige interesser«.

Dette svar blev optaget i et bilag til betænkningen til lovforslag nr. L 1 om Danmarks tiltrædelse af Amsterdamtraktaten og lå således til grund for folkeafstemningen 28. maj 1998 og Folketingets efterfølgende godkendelse af Danmarks ratifikation. Først og fremmest var der altså tale om et klart løfte til vælgerne. Et løfte, der blev brudt i Nicetraktaten – som vælgerne ikke blev spurgt om. Dette skete, selv om regeringen altså selv erkendte, at repræsentationen i kommissionen er nødvendig for, at vi som befolkning kan have tillid til dem, som regerer os.

Man kan sige det på den måde, at kommissærposten ligesom bl.a. de fire undtagelser, løfterne om miljøgarantien og vetoretten tilhører befolkningen og har udgjort de grundforudsætninger, som vi som vælgere har fået garanteret, når vi har stemt ved folkeafstemningerne.

De udgjorde grundelementerne i den kontrakt, som ved folkeafstemningen 28. maj 1998 blev indgået mellem Folketinget og befolkningen – en kontrakt, som selvsagt ikke burde kunne ændres uden befolkningens samtykke.

Det gør ikke sagen bedre, at man i Nicetraktaten samtidig gav kommissionen væsentligt forøgede beføjelser, f.eks. i forbindelse med handelspolitikken. Netop handelspolitikken var medvirkende til, at de franske vælgere stemte nej til forfatningen, fordi en del af befolkningen med rette frygtede, at denne magt kan bruges til at fremskynde en globalisering uden den nødvendige sociale og miljømæssige balance.

Kan det være rigtigt, at kommissionen kan indgå handelsaftaler, som kan tilsidesætte national lovgivning og få store konsekvenser for bl.a. miljø. gensplejsning, kultur, arbejdsmarked og sociale forhold? Det er et spørgsmål, som partierne på Christiansborg ikke selv bør kunne afgøre. Det må befolkningen afgøre.

Med Nicetraktaten og endnu mere med den ny reformtraktat oplever vi en omdannelse af EU-kommissionen fra at være et embedsmandskollegium til at være en egentlig regering. I den forbindelse skal det huskes, at kommissionen har monopol på at fremsætte lovforslag i EU. Der bliver altså tale om etablering af en regeringsmagt med uhørt stærke beføjelser, fordi kommissionen i forvejen kan forhindre ændringer af den eksisterende tilstand ved ganske enkelt at undlade fremsættelse af lovforslag. I alle andre parlamentariske demokratier kan lovforslag fremsættes af medlemmerne af parlamenterne.

Med den ny traktat får kommissionen tillagt den traditionelle udenrigspolitiske kompetence, som er en helt grundlæggende del af regeringsmagten i en suveræn stat. Og kommissionen vil som såkaldt juridisk person kunne repræsentere unionen som en stat – endda som en stormagt – i internationale sammenhænge. Dette er både praktisk og principielt et helt afgørende skridt, der ændrer kommissionens karakter fuldstændigt – og som ændrer EU fra at være en international organisation til at være en stat blandt stater. Kommissionen får en udenrigskommissær, altså en udenrigsminister, der bliver leder af EU’s udenrigstjeneste, og som sikrer, at unionen taler med én stemme i internationale organisationer og andre steder.

Samtidig vil EU-kommissionens formand få en rolle, der langt mere ligner en statsministers. Vedkommende vil bl.a. kunne afskedige sine kommissærer. Dette sker, samtidig med at der indføres en rotationsordning, så landene i perioder ikke har en kommissær. Med den stærke rolle, som formanden og udenrigskommissæren vil få, bliver kommissionen omdannet til en egentlig regering, og forbindelsen med de enkelte medlemslande bliver sekundær. Befolkningen vil ikke længere kunne have tillid til, at kommissionen vil tage hensyn til de forskellige landes interesser.

Det må undersøges omhyggeligt, om grundloven overhovedet tillader, at Danmark er underlagt en sådan regeringsmagt i de perioder, hvor Danmark ikke selv er til stede i kommissionen. Det er nemlig tvivlsomt, om der kan overlades danske beføjelser til et organ, hvor Danmark ikke selv er til stede.

Oven i alt dette kommer, at den ny traktat vil indebære en sådan mishandling af den danske retlige undtagelse, at der alene af den årsag skal være folkeafstemning. Som allerede nævnt tilhører denne undtagelse befolkningen og kan kun ændres eller afskaffes af befolkningen. Traktaten ødelægger undtagelsen og gør den til en ren farce.

Reformtraktaten overfører politi- og retssamarbejdet fra det mellemstatslige samarbejde til det overstatslige. Som følge af den danske undtagelse deltager vi kun på det mellemstatslige område. Den ny traktat betyder derfor helt enkelt, at Danmark smides ud af politi- og retssamarbejdet. Den danske regering ved naturligvis godt, at en sådan fuldstændig latterlig og urimelig situation ikke kan bestå. Danskerne vil naturligvis ikke stå uden for retssamarbejdet.

Derfor har regeringen åbnet mulighed for, at vi efterfølgende ved en folkeafstemning kan ændre den danske undtagelse, således at et flertal i Folketinget kan lade Danmark deltage i den del af den retlige lovgivning og det kommende overstatslige unionspoliti, som samme folketingsflertal gerne vil med i. På sigt vil det jo sige det hele. Vi vil altså få valget mellem pest og kolera: Enten ryger vi helt ud. Eller også overlader vi til Folketingets unionstilhængere at føre os ind i det overstatslige område skridt for skridt efter salamimetoden.

Hvis reformtraktaten vedtages, som det nu er aftalt, kan den danske undtagelse ikke reddes. Der er tale om en reel afskaffelse af undtagelsen i den form, som vælgerne godkendte ved folkeafstemningerne i 1993 og 1998. Regeringen kunne have valgt andre løsninger. Man kunne have fastholdt, at politisamarbejdet skal forblive mellemstatsligt, så vi ikke ender med institutioner som de amerikanske (FBI og CIA). Eller man kunne i det mindste have sikret, at Danmark får ret til at samarbejde fra sag til sag på mellemstatsligt plan. Når man ikke valgte en af disse løsninger, skyldes det, at her er tale om et nøje planlagt og yderst snedigt mord på den danske undtagelse. Regeringen kunne dog inden det kommende EU-topmøde rette op på dette problem ved at foreslå en ændring af den danske undtagelse, så vil deltager i de fornuftige dele af et overstatsligt samarbejde, herunder fastlæggelse af EU-mindsteregler for flygtninges og indvandreres rettigheder, mens vi står uden for et eventuelt overstatsligt forbundspoliti med operative beføjelser. En sådan ændring af den danske undtagelse kunne så gå til folkeafstemning sammen med den ny traktat. Så ville vi dog have et sagligt alternativ.

I perioden fra 1972 til 1998 blev alle væsentlige traktatændringer sendt til folkeafstemning. Det skete, uanset om juristerne mente, at det var nødvendigt efter grundloven eller ej. Denne parlamentariske praksis blev grundlagt i 1996, da et flertal i Folketinget var imod et traktatforslag (EF-pakken), og hvor juristerne sagde, at folkeafstemning ikke kunne kræves efter grundloven.

Flertallet af S, R, SF og VS accepterede et krav fra mindretallet i Folketinget (V og K) om folkeafstemning. V og K ville appellere til vælgerne om at godkende traktaten. Jeg repræsenterede dengang VS i Folketinget og var naturligvis med på, at befolkningen skulle afgøre sagen. Socialdemokraterne med Svend Auken og Ivar Nørgaard i spidsen sagde også ja. Der blev folkeafstemning, og vi tabte. Traktaten blev godkendt. Derfor måtte jeg sammen med de øvrige VS’ere efterfølgende stemme for ratifikationen i Folketinget, så vi kunne være sikre på, at befolkningens vilje blev fulgt. Så jeg har skam stemt for en EU-traktat!

Denne demokratiske praksis, nemlig at væsentlige traktatændringer skal til folkeafstemning, blev fastholdt helt frem til Nicetraktaten. Da var der ikke længere den samme demokratiske holdning, og man undlod at spørge befolkningen, selv om Nicetraktaten virkelig flyttede magt. Mit håb er, at Socialdemokratiet trods alt ikke vil kunne gøre dette to gange træk.

Det har været hævdet fra forskellig side, at det ikke er hensigtsmæssigt at afgøre traktatspørgsmål ved folkeafstemning. Og det er helt givet, at den kommende traktat bliver så omfattende, indviklet og uforståelig, at det naturligvis bliver svært at sikre en grundig og saglig debat. Men man kan altså ikke slippe for folkeafstemning, fordi man har lavet en traktat, som ikke er til at forstå! Så må vi bare have ordentlig tid alle sammen til at læse teksten og stille spørgsmål.

Hvis vi ikke havde mulighed for folkeafstemning, så skulle det krav om befolkningens samtykke, som stilles i den amerikanske uafhængighedserklæring, sikres på anden vis. Det kunne ske ved, at en ny traktattekst blev udarbejdet af en forfatningsgivende forsamling, som var valgt direkte af vælgerne i alle EU’s medlemslande. Og så måtte en fælles regering enten vælges direkte (som i USA) eller vælges – og eventuelt væltes – af flertallet i EU-parlamentet.

Men en sådan forbundsstat er tiden ikke moden til. Derfor må hvert land fortsat udpege hver sin kommissær, og derfor må vælgernes samtykke til traktatændringer fortsat indhentes ved folkeafstemning i det enkelte land. Derfor er en dansk folkeafstemning en uomgængelig demokratisk nødvendighed.

Man kan altså ikke slippe for folkeafstemning, fordi man har lavet en traktat, som ikke er til at forstå!