Jyllands Posten 16.12.  2007:

En tilfældig tilfældighed

26 EU-lande ud af 27 skal ikke have folkeafstemning om den nye Lissabontraktat. Kun Irlands vælgere skal stemme. Det sikrer vedtagelsen, skriver Ole Lange


Ole Lange, Professor, historiker og forfatter, Copenhagen Business School


Statsminister Anders Fogh Rasmussen har truffet en beslutning. Oppositionens leder Helle Thorning-Schmidt har truffet en beslutning. Og de er enige. Der skal ikke holdes folkeafstemning i Danmark om den nye EU-traktat, Lissabon-traktaten, der skal regulere forholdet mellem de mange stater, der efterhånden er medlemmer af EU.

De to politiske topledere fra landets to største partier er nået til samme konklusion.

De er enige om, at den nye traktat ikke indeholder nogen afgivelse af det svævende begreb ”suverænitet”, og derfor behøver danskerne ikke gå til til folkeafstemning i henhold grundlovens § 20. Vi kan trygt overlade til statsministeren at skrive under på traktatforslaget, bakket op af lederen af landets største oppositionsparti, Socialdemokratiet. Lissabon-traktaten indeholder intet af de ni suverænitetsafgivelser, der var indeholdt i den traktat, der blev forkastet af de franske og hollandske vælgere ved folkeafstemninger i 2005. Det er jo betryggende at vide. Også at Justitsministeriets jurister har godkendt traktaten og finder, at den ikke indeholder nogen form for afgivelse af dansk suverænitet til en supranational organisation.

Men over for dette danske justitsministerielle udsagn står den tidligere franske præsident Giscard d' Estaings vurdering. Han, der var formand for det udvalg, der udarbejdede det forlag, der blev forkastet af de ellers særdeles stærke EU-tilhængere i Frankrig og Holland, mener, at Lissabon-traktatens indhold stort set svarer til den forkastede 2005-traktat. Og den irske premierminister Bertie Ahern mener, at traktaten indeholder afgivelse af suverænitet. Han er stærkt utilfreds med, at de øvrige 26 medlemslande lader det EU-begejstrede Irland i stikken. Det overlades alene til de 4,5 million irske vælgere at afgøre EU's skæbne.

Der er med andre ord stærkt forskellige meninger om den nye traktat. Hvad er mon årsagen til denne uenighed?

Suverænitet er et svævende og vanskeligt definerbart begreb. Der ikke total enighed blandt de lærde om en præcis definition. Og spørgsmålet er, hvor meget en sådan definition betyder for den menige EU-borger, uanset om han er dansker, irer eller spanier - eller kommer fra et af de nye EU-lande.

Det afgørende er nok, at der tilsyneladende ikke er tilstrækkelig folkelig opbakning bag forslaget om yderligere integration. Opinionsundersøgelser i fire EU-lande, Sverige, Tyskland, Frankrig og Holland viste et flertal på mellem 63 pct. og 75 pct. mod flertalsafgørelser - et af de afgørende træk ved den nye traktat 2007. Og i Storbritannien vægrer premierminister Gordon Brown sig ved at tage til topmødet i Lissabon, hvor underskrivelsen fandt sted. Han sendte i stedet sin udenrigsminister, David Miliband, der er fast i troen på EU. Men det vil være et fejltrin, som de britiske aviser nok skal bemærke.

I Danmark er det utvivlsomt erfaringerne fra juni 1992, da folkeafstemningen klart afviste Maatricht-traktaten, der spøger. Den blev reddet ved det nationale kompromis om de fire forbehold om den fælles mønt, øget retligt samarbejde, forsvaret og unionsborgerskabet - forbehold der stadig er gældende. Egentlig skulle hele traktaten være fældet, men Danmark er så lille, at de store magter ignorerede det.

Det bliver næppe tilfældet denne gang. Derfor undlader man - efter fælles overenskomst - at sende Lissabon-traktaten til folkeafstemning i alle lande - undtagen i Irland. Man vil ikke have en ny situation, som efter den danske folkeafstemning i 1992 eller efter den franske og hollandske i 2005. Det ville være for pinligt. I stedet sætter man jurister, der selv har været med til at udforme traktaten, til at bedømme dens overensstemmelse med grundloven. Og resultatet er derefter: Ingen suverænitetsafgivelse, ingen folkeafstemning.

Det store flertal af politikere, der er for traktatforslaget, kan afgøre dets skæbne uden om folket.

I det danske tilfælde sker det meget passende umiddelbart efter det nys afholdte valg til Folketinget, hvor hele EU-spørgsmålet har været lagt dødt. Det er vist det, der kan kaldes en tilfældig tilfældighed.