Berlingske Tidende 06.12.  2007:

Folkeafstemningen der blev væk

Hvad mon kan være grunden til statsministerens kovending i spørgsmålet om EU-folkeafstemninger? Ifølge Hjalte Rasmussens kilder har flere kommissærer på uformelle møder oplyst, at der var en forståelse om, at hver enkelt medlemsstat gør alt i sin magt for at undgå folkeafstemninger om Reformtraktaten.

Hjalte Rasmussen, Dr. Jur. i EU-ret

Bag os ligger en valgkamp og et folketingsvalg, hvor Venstre, Konservative, Radikale, Socialdemokraterne og Ny alliance var enige om at bandlyse diskussioner af EU-politik. Specielt blev spørgsmålet frosset ude, om den kommende Lissabon- eller Reformtraktat skal til folkeafstemning. Denne traktat, som på bundlinjen er en tro kopi af den hedengangne Forfatningstraktat, skulle de danske vælgere have stemt om i 2005. To år senere: ikke en lyd. Politikerne gentog naturligvis vanen tro, at det er »vælgerne som bestemmer«, men altså blot ikke om den store EU-blok af dansk indenrigspolitik. På grund af dansk politiks tradition for at diskutere og afgøre EU-spørgsmål under folkeafstemninger, kommer det ved valg til Folketinget ikke vælgerne ved, om et parti er mere eller mindre EU-skeptisk eller EU-venligt – forklarer partierne.

Denne forklaring er ikke let at begrunde – og slet ikke overbevisende. Det bizarre er ved at udvikle sig til det groteske. Under valgkampen kunne politikerne ikke garantere, at der ville komme en folkeafstemning om Reformtraktaten, fordi de angiveligt endnu ikke vidste, »om den nye traktat vil kræve afgivelse af ny suverænitet i Grundlovens betydning«. Efter tirsdag den 4. december 2007 er uvisheden erstattet af vished: Der skal nu et mirakel til, for at Fogh Rasmussen kalder vælgerne til folkeafstemning om den nye traktat.

Hvorfor nu den kovending i forhold til den danske tradition for politisk bestemte folkeafstemninger om EU-spørgsmål? MEP Søren Søndergaard og informationschef Ib Roslund fra Folkebevægelsen mod EU har over for mig bekræftet, at flere kommissærer på uformelle møder har oplyst, at der var en forståelse om, at hver enkelt medlemsstat gør alt i sin magt for at undgå folkeafstemninger om Reformtraktaten. Der var ikke behov for flere kiksere som dem i Holland og Frankrig! Derefter plukkede regeringen omhyggeligt de ni bestemmelser ud af Lissabon-traktaten, som gjorde en § 20-folkeafstemning nødvendig om Forfatningstraktaten (se Berlingske Tidende 5.12. 2007, Indland s. 6). Herefter havde den danske regering juridisk sikret sig at have sin ryg fri i forhold til rest-EU. Så kunne den med åbent juridisk visir køre Reformtraktaten igennem Folketinget (i henhold til Grundlovens § 19) som en ratifikation, med et simpelt flertal, af en ganske almindelig traktat. Uagtet at Forfatningstraktaten ifølge en af dens fædre, danske Henning Christophersen, ville indføre de mest vidtgående ændringer af EU siden Maastricht-traktaten, som de danske vælgere som bekendt forkastede. Det er formelt set grundlovsmæssigt, men med et stærkt stænk af juristeri. Aktionen bærer også præg af en del politisk risikotagning, henset til at Reformtraktaten er en tro kopi af dens § 20-forgænger.

Vælgernes store flertal vil have lov til at stemme om Reformtraktaten. Hvorfor har landets politiske journalister ikke – så vidt jeg har set og hørt – stillet serier af nærgående spørgsmål til politikerne om eksistensen af den aftale, som blokerer for en afstemning? Er det ikke længere den fjerde statsmagts pligt at blotlægge regeringernes urene mel i posen? Mig forekommer det dybt udemokratisk eller det, der er værre, under en igangværende valgkamp med himmelvendte øjne at henvise EU-spørgsmålene til afgørelse ved en folkeafstemning, som man moralsk har EU-forpligtet sig til ikke at afholde. Pressen synes dog i denne sag at mene, at er politikerne bange for vælgernes EU-dom, er det politikernes, ikke pressens problem!

Der var i sig selv ikke noget forkert i at plukke alt § 20-stof ud af Reformtraktaten. Derimod er det kritisabelt, at partierne under valgkampen fortalte vælgerne, at de ikke vidste, om ny dansk suverænitet skulle overlades til EU ved Reformtraktaten. De var udmærket godt klar over, at dette ikke ville ske – medmindre noget hidtil aldeles uforudset skulle indtræde. I betragtning af at hele sagen efter udlugningen er renset for § 20-stof, var det med at »overholde Grundloven« således blot varm luft, eller det der er værre.

Sagens kerne handler derimod om, hvorvidt der skal afholdes en politisk nødvendig folkeafstemning. Det spørgsmål kan man efter min mening kun besvare med et entydigt ja. Folkeafstemningen er politisk nødvendig af mange grunde, og navnlig fordi Lissabon-traktaten – i lighed med dens tveæggede tvilling, Forfatningstraktaten – grundigt flytter rundt på magten mellem medlemsstaterne, mellem dem og EU, samt inden for EUs institutioner. Og fordi hemmelighedskræmmeriet omkring Reformtraktaten og folkeafstemningerne ganske grundlæggende bryder med alle EU-traktaters og -topmøders beslutninger og regler om borgernærhed, deltagelse, demokrati, osv., osv. Og fordi de to gange fransk-hollandske NEJ ved folkeafstemningerne i foråret 2005 demonstrerede, hvis det endnu var nødvendigt, at 50 års tys-tys-mellem-regeringer-Europa ikke er en brugbar integrationsmodel. Og fordi Reformtraktaten bliver den sidste i mange år og derfor mere end de foregående udgør et trinbræt til det uvisse. Og fordi uoverskueligheden kraftigt forstærkes af, at ikrafttrædelsen af charteret om de fundamentale rettigheder vil gøre det fuldstændig uforudsigeligt, hvad EF-dommerne vil bruge charterets mange uklare og undertiden selvmodsigende regler til. Og, endelig, fordi alene vælgernes aktive deltagelse kan hjælpe EU ud af Unionens snart to et halvt år gamle, ideologiske krise.

Nogle vil sikkert til det anførte – men forkert – indvende, at der kun skal eller kan være folkeafstemning om EU-spørgsmål, når det følger af Grundlovens § 20. Rigtigt er kun, at det intet sted står skrevet, at der er juridisk pligt til at afholde EU-folkeafstemninger, som ikke er nødvendige ifølge § 20. Derfor var for eksempel 1986-pakke-afstemningen unødvendig ifølge § 20. Den var et rent politisk projekt, fordi Justitsministeriets jurister klart havde fastslået, at pakken ikke indebar overladelse af ny suverænitet.

Der er mere på samme politiske hylde. Der befinder sig navnlig hele den række af såkaldte skuffe-lovforslag, som skiftende regeringer af politiske grunde lod udarbejde i situationer, hvor de endnu ikke vidste, om et fem sjettedeles flertal i Folketinget ville stemme for at ratificere den konkrete EU-traktat. Stemmer nemlig et kvalificeret flertal for at ratificere, hverken kan eller skal der ifølge ordlyden af § 20 afholdes en folkeafstemning. Skiftende regeringer ville dog af politiske hensyn ikke tillade et kæmpeflertal i Folketinget at afgøre EU-sagen endeligt i situationer, hvor vælgerne som sædvanlig var delte på midten om EU-ja eller EU-nej. Ifølge skuffe-lovforslagene skulle vælgerne således efterfølgende anmodes om at afgøre, om de 150 (eller flere) MFere havde truffet en klog beslutning!

Da en ekstraafstemning kun blev gennemført i forbindelse med den anden Maastricht ratifika­tionsprocedure i 1993, blev de fleste forslag liggende i statsministrenes skuffer. Det er dog ikke den konkrete ikke-brug, som er det centrale på dette sted. Afgørende er derimod, at skuffe-lovforslagene blev forberedt ud fra rent politiske hensigtsmæssighedsovervejelser. Om vælgerne skal stemme eller ikke om Reformtraktaten, er på samme måde ikke et spørgsmål om, hvad Grundloven bestemmer, men om at der i dansk forfatningspraksis er en lang, rummelig tradition for at afholde frivillige, politisk bestemte folke­afstemninger.Det er endnu et paradoks. Det følger af, at alle disse politiske manøvrer, som måske slet ikke overholder Grundloven, blev nødvendige, fordi EU-diskussioner i realiteten er bandlyste ved valg til Folketinget. Pladserne i Folketinget optages af EU-venlige politikere, som ikke vælter regeringer med EU-venlige programmer. De sidstnævnte enes derefter med andre EU-venlige EU-lande om nye EU-venlige traktater som for eksempel Reformtraktaten, som har et stort flertal i Folketinget bag sig, mens vælgerne er delte.

De forberedte, frivillige folkeafstemninger ville oftest være aldeles unødvendige, hvis vælgerne fik lov til at sætte deres kryds på valgdagene under hensyn til partiernes EU-politiske platforme. Det gør i dag kun 7,5 procent af dem.