Jyllands Posten 11.12.  2007:

Ikke behov for en EU-folkeafstemning

Svend Auken, fhv. Minister, MF for Socialdemokraterne


I dag tager Folketinget stilling til spørgsmålet om folkeafstemning om den nye EU-traktat. Det sker på baggrund af et meget grundigt forarbejde i Folketingets Europaudvalg. Alle aspekter er søgt vendt. Både de juridiske og de politiske.

Justitsministeriet har afgivet en indgående redegørelse om behovet for en § 20-procedure efter grundloven. Udenrigsministeriet har udformet en længere redegørelse for hele den nye traktat og i et særskilt notat gennemgået ligheder/forskelle mellem forfatningstraktaten og den nye tekst.

Forskellene er også blevet belyst af Folketingets EU-konsulent. Alle de nævnte redegørelser er blevet drøftet indgående i timelange samråd med justitsministeren og udenrigsministeren, og der er med eksperter fra ind og udland blevet gennemført en tv-transmitteret høring om emnet. Det er vigtigt at man ved så vigtige afgørelser har vendt hver en sten og givet plads til alle argumenter.

For nogle er spørgsmålet om folkeafstemning alene en sag om grundlovens § 20 om suverænitetsafståelse. Kun hvis grundloven kræver det, skal befolkningen spørges. For andre bør der være folkeafstemning ved selv de mindste ændringer i EU-traktaterne.

Socialdemokratiet har en mere nuanceret tilgang. Folkeafstemning eller ej kan ikke blot være en mekanisk anvendelse af § 20-processen, men må bero på en samlet vurdering af de juridiske og politiske elementer. Eller sagt med andre ord om Lissabon-traktaten: Hvis enten grundloven kræver det, eller hvis den nye tekst i alt væsentligt er identisk med forfatningstraktaten, skal der være folkeafstemning - ellers er det en afgørelse som Folketinget træffer.

I min erindring har der altid været både juridiske og politiske elementer i diskussionen om EU og folkeafstemninger. I 1971 besluttede J. O. Krag således, at der skulle være folkeafstemning om medlemskabet af EF uanset om der var 5/6 flertal i Folketinget eller ej (og derfor ikke behov for folkeafstemning efter § 20), og det samme gjorde Anders Fogh Rasmussen med forfatningstraktaten i 2004: folkeafstemning uanset 5/6 flertal. Kunne man overhovedet forestille sig en ny "forfatning" for Europa uden en folkeafstemning?

Da Poul Schlüter i 1986 kom i mindretal i Folketinget om den europæiske fællesakt om det indre marked (der ikke indebar suverænitetsafgivelse i grundlovens forstand), udskrev han en folkeafstemning som Folketinget følte sig forpligtet af.

Beslutningen om en folkeafstemning om Amsterdam-traktaten var heller ikke i første række fremkaldt af nogle (petitesseagtige) § 20- problemer. De kunne sagtens have været ordnet i processen. Det tætte resultat (55 - 45) på en helt ukontroversiel traktat (der formentlig aldrig burde have været sendt til afstemning) var med til at overbevise flertallet om ikke at tage afstemning om Nice-traktaten, og derfor sørgede man for på forhånd at rense teksten for evt. § 20-bestemmelser.

Det samme kunne man selvsagt også have gjort om forfatningstraktaten, men da var det politisk klart at vedtagelsen af en "forfatning" for Europa måtte sanktioneres af en afstemning.

Anders Fogh Rasmussen gik endda så langt, at han ville have folkeafstemningen i september 2005 gennemført efter det fransk/hollandske nej!

Justitsministeriets redegørelse er ikke til at tage fejl af. Efter ministeriets opfattelse er der i Lissabon-traktaten ikke suverænitetsafgivelser i grundlovens forstand. I intet tilfælde overlades der nye beføjelser til EU-organerne til at træffe afgørelser med umiddelbar virkning for borgerne, og de ni områder der gav problemer med forfatningstraktaten, er alle blevet fjernet ved udformningen af Lissabon-traktaten. Så langt Justitsministeriet. Mon ikke de fleste uafhængige jurister er enige i den konklusion? Ministeren og hendes eksperter virkede meget overbevisende i Europaudvalget.

Men det er ikke nok for mange af os. Vi ønsker også at diskutere karakteren af den nye traktat. Er den uanset navnet stadig en ny forfatning for Europa, eller er der som følge af udvidelsen af EU fra 15 -27 medlemmer alene tale om vedtægtsændringer for at sikre effektivitet (flere flertalsafgørelser) og større åbenhed?

I Holland og Frankrig er eksperterne og parlamenterne kommet til det resultat at det drejer sig om en ganske anden traktat. Brown-regeringen i London er kommet til samme konklusion. Derimod siger Valéry Giscard d'Estaing, at det kun er konvolutten, der er blevet skiftet ud, mens brevet er det samme. Hvad skal man tro?

Lissabon-traktaten bibeholder heldigvis de fleste af forfatningstraktatens operative bestemmelser. Der bliver større medbestemmelse for Europa-Parlamentet og flere afgørelser ved kvalificeret flertal. Det gælder ikke mindst det politimæssige og strafferetslige område. Her har Danmark imidlertid taget forbehold så disse ændringer får først virkning, hvis den retlige undtagelse ophæves eller ændres, så vi selv bestemmer, hvad vi vil være med i. Og ophævelsen af retsforbeholdet kan først ske efter en folkeafstemning.

Møderne om lovgivning i ministerrådet bliver i fremtiden for åbne døre, og de nationale parlamenter sikres en betydeligt større indflydelse for at forhindre at EU trænger ind på deres domæne uden tvingende grund.

Kravene til kvalificeret flertal skærpes, så der nu både skal være et flertal af regeringer og et flertal af EU's borgere bag en vedtagelse. Kommissionen bliver i fremtiden ikke på 27, men 18 medlemmer (men det blev besluttet allerede i Nice- traktaten), og medlemmerne udpeges efter det ligelige rotationsprincip (dvs. Malta har den samme chance for en kommissær som Tyskland). Der vælges en fast formand for Det Europæiske Råd, og udenrigsrepræsentanten bliver samtidig næstformand i kommissionen.

Alt i alt fornuftige ændringer af EU's vedtægter efter en fordobling af medlemstallet. Større effektivitet, større åbenhed, en bedre kompetencefordeling mellem EU og medlemsstaterne med en beskyttelse af nærhedsprincippet og en mere aktiv rolle for de nationale parlamenter er vel samlet set meget fornuftige reformer, som formentlig aldrig ville udløse folkeafstemning?

Det er da også den konklusion 25 af de 27 lande er kommet til. I Irland gælder helt særlige forfatningsforhold, som betød, at Irland som det eneste EU land havde folkeafstemning om Nice-traktaten. Alle 25 andre EU lande ratificerer Lissabon-traktaten ved parlamentsbeslutning.

Afgørende for denne enighed har formentlig været at alle tilløb til en "forfatning" for Europa bevidst er fjernet i Lissabon-traktaten. Der er ikke længere tale om en egentlig forfatningstraktat med et udvidet formål for samarbejdet, men om traditionelle ændringer af de eksisterende traktater. Selve ordet "forfatning" er forsvundet. Det samme gælder alle bestemmelser om EU-nationaldag, flag og hymne.

Chartret over borgernes rettigheder er stadig forpligtende for EU's institutioner (dog uden at udvide EU's beføjelser), men det er ikke med i traktatteksten. Princippet om EU-rettens forrang over nationale love er fjernet (og gældende retspraksis bekræftes), og EU's regler om forordninger og direktiver bliver ikke til "love" og "rammelove". Udenrigsrepræsentanten får ikke titel af "udenrigsminister", og den faste formand bliver ikke "præsident".

Overgangen til flertalsafgørelser, hvor der efter traktaten stadig er krav om enstemmighed, bliver vanskeligere med udvidet vetoret for de nationale parlamenter.

Mange af disse ændringer kan virke symbolske, men i en EU-sammenhæng har de stor betydning.

Det er selve projektet der har skiftet karakter. Ambitionen er ikke længere en grundlov for EU med alle de normale kendetegn ved en forfatning, men alene ændringer i de bestående traktater foranlediget af medlemsudvidelsen.

I praksis får det stor betydning for EU organernes ageren. Kommissionen vil se (tror jeg),sin vigtigste opgave i at finde løsninger på fælles, grænseoverskridende problemer og opgive drømmen om det føderale EU med Europas Forenede Stater. Alle tilkendegivelser peger i denne retning.

Det samme vil ske med den europæiske domstols kendelser. I modsætning til den nordiske tradition med afgørelser baseret på lovens bogstav, tager EF-domstolen langt videre hensyn til de opregnede formål for traktaterne og for retsreglerne, når den skal træffe kendelser. Fjernelse af alle forfatningsmæssige tilløb i teksten vil have stor betydning for den kommende retspraksis.

Efter at vi i Folketingets Europaudvalg har underkastet teksterne en grundig analyse af alle juridiske og politiske aspekter for at vurdere behovet for en folkeafstemning, og efter at alle har haft mulighed for at komme til orde, er det min samlede vurdering at dette ikke er en traktat, der rejser problemer i forhold til den danske grundlov, eller som skjult indeholder tilløb til en egentlig grundlov for EU.

Tværtimod vil vi med Lissabon-traktaten få institutioner som bedre vil kunne arbejde med de fælles problemer og formulere en fælles holdning i den internationale politik.

Her er der efter min bedste vurdering ikke belæg for en dansk folkeafstemning.