Jyllands Posten 17.10. 2007:

Så hør dog folket


Efter Socialdemokraternes klare melding tyder alt på, at EU-traktaten ikke sendes til folkeafstemning. Pudsigt nok er den reformtraktat, som EU's stats- og regeringschefer skal diskutere på topmødet i aften, udstyret med bestemmelser om såvel gennemsigtighed som borgernes mulighed for at give deres mening til kende. Hvis en million af EU's ca. 488 millioner borgere fra et betydeligt antal medlemsstater støtter et initiativ, er det et vink med en vognstang til EU-Kommissionen om at fremsætte et forslag.

I traktaten slås det desuden fast, at ministerrådsmøderne skal være åbne for offentligheden, og at borgerne i unionen som hovedregel har krav på aktindsigt i dokumenter fra EU's vidtforgrenede institutioner og agenturer. Pudsigt, fordi reformtraktaten - trods sin flyvende folkelige start - endte som forhandlingsobjekt bag lukkede døre. Det kan der naturligvis være mange gode grunde til.

Vanskelige forhandlinger er sjældent egnede til at foregå i fuld offentlighed, men det gælder her, som det gælder forløbet omkring reformtraktaten i øvrigt, at der er en afgrund mellem de udtalte ord og den faktiske handling. I hvert fald må omstændighederne omkring de bebudede folkeafstemninger gøre det svært for borgerne for alvor at tro på de nye bestemmelser om, at de bliver hørt, hvis blot de er tilstrækkeligt mange.

Efter at det sidste punktum i forsommeren blev sat i traktaten i Berlin, har EU's ledere gjort en dyd ud af unødvendigheden af, at der skal holdes folkeafstemning.

For at imødegå enhver tvivl: Den danske tradition med, at der skal holdes afstemning, stort set hver gang der ændres et komma i en traktat, er i bund og grund en uskik. Også her bør tiltroen til det repræsentative demokrati gælde. Men det bør ikke være et mål i sig selv at undgå en folkeafstemning, og det er, hvad slutspillet om reformtraktaten beklageligvis udviklede sig til.

Nu argumenteres der med, at den nye reformtraktat (efter de behændige manøvrer bag de lukkede døre) ikke overfører øget suverænitet til EU.

Juridisk set utvivlsomt korrekt, men havde nogen virkelig forestillet sig, at debatten om traktaten ville handle om diplomatisk og konsulær beskyttelse af EU-borgere i tredjelande eller fælles rumpolitik for blot at nævne to af de ni områder, der nu er ændret eller udgået af traktaten, og som oprindeligt indebar, at traktaten skulle sendes til folkeafstemning i Danmark?

Sagen er - for nu at bruge Folketingets EU-konsulents egne ord - at »reformtraktaten viderefører de centrale nyskabelser fra forfatningstraktaten«. Det gælder lige præcis det, der måtte optage folk: nye stemmeregler, afkald på fast plads i EU-Kommissionen, et medlem mindre i EU-Parlamentet, der samtidig får flere beføjelser, og farvel til de skiftende formandskaber.

Mon dog ikke det er spørgsmål som disse, der vil præge en valgkamp?

I flere lande i EU mobiliseres der nu til fordel for en folkeafstemning. I Danmark betyder det blandt andet, at den hensygnende JuniBevægelse er vågnet op og harcelerer over, at Danmark med den nye traktat smides helt ud af det retlige samarbejde. Mere patetisk kan det næppe blive. Betyder det, at unionsmodstanderne pludselig kan se nytteværdien i europæisk retligt samarbejde? Eller er det blot udtryk for, at de har fundet noget nyt at klandre EU for? For JuniBevægelsen gælder den komiske regel, at den altid er tilfreds med det, der er - om end den for få år siden kæmpede imod det.

Men selv ikke indslag som disse bør afholde statsministeren fra at udskrive en folkeafstemning. Hvis både han og EU tager løfterne om borgerindflydelse og åbenhed alvorligt, er der ingen vej udenom.