Jyllands Posten 20.12.  2007:

Traktat og demokrati


Ove Krüger, Kapelmester, Allerød


Fuldstændigt forudsigeligt meddeler vor statsminister, at der ingen folkeafstemning bliver om den reformtraktat, der skal erstatte den traktat, som den franske og hollandske befolkning forkastede i 2005, og som de danske vælgere efterfølgende skulle have taget stilling til.

Begrundelsen herfor er, at Justitsministeriets jurister har tilkendegivet, at der i det nye forslag til traktat ikke finder nogen form for suverænitetsafgivelse sted, hvilket strider imod udtalelser af adskillige europæiske toppolitikere og kommentatorer, der ikke lader nogen tvivl mulig: Der er i alt væsentligt tale om den samme traktat, som i sin tid blev forkastet.

På den baggrund må man konstatere, at masser af danske politikere, desværre med statsministeren i spidsen, omgås uhyre letsindigt med sandheden.

Jamen kan juristerne da ikke læse indenad?

Naturligvis kan de det, men der var jo slet ikke brug for disse mennesker, hvis ikke begrebet fortolkning eksisterede. Det ligger snublende nær at antage, at opdraget til ministeriet har været udformet, således at den givne fortolkning kunne understøtte regeringens ønske om traktattilslutning.

Ingen danskere ved deres fulde fem, heller ikke ja-sigerne, tror, at udfaldet teoretisk lige så godt kunne være blevet det modsatte.

Det fremføres ligeledes ofte, at vi har et repræsentativt folkestyre, og det er tilstrækkeligt til at afgøre også dette spørgsmål.

Hertil er at sige, at hver enkelt af os vælger person eller parti i tillid til, at vore meninger og holdninger varetages bedst muligt, men her er tale om noget generelt, idet intet menneske kan få garanti for, at samtlige en valgperiodes problemer bliver håndteret fuldstændigt i overensstemmelse med ens eget udgangspunkt. I så fald kunne ikke en eneste stemme afgives af andre end de mennesker, der selv stiller op til lovgivende forsamlinger.

Vi ved det alle og regner med, at i hovedlinierne arbejder de af os valgte nogenlunde, som vi ønsker, men vi har også oplevet, at det ikke sker. Mon ikke de fleste tager det rimeligt afslappet, dersom den politiker, man har sendt i Folketinget, måske ender med at ville støtte en anden fartgrænse på motorvejene, end man selv er indforstået med, eller vil bevilge lidt mere eller lidt mindre i forskellige anliggender, end man selv finder rimeligt.

Næste valg giver én mulighed for at gøre op med de faktiske handlinger, ens repræsentant har stået for, undtagen - og det er det altafgørende - i de tilfælde, hvor det drejer sig om, at der er taget uigenkaldelige beslutninger. Så hjælper ingen udskiftning af parti eller person.

Her er vi virkelig ved det springende punkt. Hvor ofte hører vi ikke de ledende politikere prise vore værdier med demokratiet på den mest fremtrædende plads, men for at optimere denne styreform, er vi nødt til at spørge befolkningen separat, hver eneste gang noget uigenkaldeligt kan blive konsekvensen af en afgørelse.

Det er omkostningskrævende, men det vil hver gang afstedkomme en langt dybere kulegravning med tilhørende debat af det, der skal afgøres.

Demokrati er hårdt arbejde, og det skal det være! Det er desværre hævet over enhver tvivl, at en uhyggelig lang række af mulige konsekvenser af det nye reformtraktatforslag er aldeles ukendte for sandsynligvis de fleste danskere.

Og det er ydermere uforståeligt, at så mange borgerlige vælgere er så blinde ja-sigere til alt vedrørende det europæiske projekt, at de ikke kan se den slående lighed med andre kuldsejlede centralistiske eksperimenter som Sovjetunionen og Jugoslavien.

Intet under at Rom-traktaten talte socialister blandt sine mest fremtrædende fædre, ligesom det er slående, at næsten alle Europas socialister minus hardcore kommunisterne hen over årene har udvist stadigt større entusiasme for projektet. Det er jo selve dette, ovenfra at kunne meddele betingelserne, der er så forjættende for tilhængere af denne ideologi.

Spørgsmålet er snarere, om ikke det er muligt at have et langt mere tilfredsstillende og givtigt samarbejde, hvis de forskellige nationale betingelser respekteres på en helt anden måde, end vi ser det nu.

Det er det naturligvis, og befolkningerne, som mentalt og reelt ikke kan eller skal ensrettes, ville udvise langt større respekt og interesse, hvis det var i den retning, der blev trukket.

Der er mægtige modspillere til en sådan fremgangsmåde. Dels vil EU-bureaukratiet, som har udviklet sig i overensstemmelse med Parkinsons lov - ja, hvis ikke begrebet eksisterede i en helt anden sammenhæng, kunne man sagtens sige sygdom - jo kæmpe med næb og klør for ikke at overflødiggøre sig selv, hvorfor det uafladeligt finder på nye småområder at ville lovgive om og i øvrigt kalder på udvidelse af arbejdsstyrken.

Langt de fleste ansatte har naturligvis for længst glemt deres personlige nationale udgangspunkt. Ud over en plads i parlamentet er en lang række lukrative poster blevet særdeles attraktive for politikere, der er blevet slidt op eller kasseret i de nationale parlamenter, og når et betragteligt tilskud til pensionen planlægges i dette regi, er det jo givet, at man ikke i sit eget land har været talsmand for en kritisk holdning til projektet.

Det største paradoks er imidlertid, at det europæiske projekt ikke vil føre til de ærkeeuropæiske værdier, som har hidført den udvikling og styrke, vi alle kan prise, men i misforstået tolerance vil åbne op for andre forudsætninger, der ikke har genereret lykkelig udvikling nogetsteds.

I stedet skulle vi vedkende os at være europæere med national forankring og igen tage udgangspunkt i den kunst, kultur og etik, som vi skylder vores afgørende udvikling. Det ville være fremsynet og kunne opvise de efterlignelsesværdige mønstre, andre kunne tage til sig.

Et ungt folketingsmedlem tilhørende statsministerens parti har for få dage siden betegnet personer, der er skeptiske over for det europæiske projekt, som værende medlemmer af et hylekor.

Det er lige præcis den form for mangel på kultur, der er den største trussel mod Europa, som er og bliver en verdensdel med yderst forskellige befolkninger, der naturligvis alle har forstået, at samarbejdes kan og skal der, men ikke med en udviskning af den ægte nationale mangfoldighed til følge. Åh, undskyld, jeg ved godt, at det ikke er en politisk korrekt udlægning af begrebet!

Lad være at tænke i små baner og tro, at der tabes ansigt, hvis der skiftes standpunkt, og vi får den nødvendige klarlæggende debat om reformtraktaten med efterfølgende afstemning. Det vil være demokrati. Gør vi det ikke, falder der et ubehageligt skær af hykleri over de politikere, der bryster sig af at være demokrater.