På denne side vil vi kort gengive og diskutere (gendrive) de argumenter, der ofte fremføres imod direkte demokrati.

Indvendinger imod direkte demokrati

Indledning

Det er ingen hemmelighed, at politikere og eksperter er imod indførelse af direkte demokrati (DD). Men argumenter imod berøres dog som regel kun på sporadisk og ufuldstændig vis. På dettes sted vil vi ikke foretage en systematisk diskussion af fordelene ved den direkte styreform. Da vi kan påstå, at dette websted i sin helhed udgør en sammenhængende argumentationskæde til fordel for DD, vil vi ikke spilde tid på endnu engang at pinde fordelene ud punkt for punkt. Læsere, der måtte være interesseret i en systematisk redegørelse for bevæggrunde, der taler for og imod DD, henvises til speciallitteraturen.

Vi vil her koncentrere os om de væsentligste indvendinger mod det direkte demokrati. Indledningsvis vil vi meget kort gøre rede for den intuitive tankegang, der ligger til grund for hver enkelt indvending. Derefter vil kort diskutere holdbarheden af hvert enkelte punkt. For en langt mere grundig og fyldestgørende diskussion af argumenterne for og imod henvises til:

bulletMarcus Schmidt. 1993. Direkte Demokrati i Danmark. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck s. 117-154. bulletThomas E. Cronin. 1989. Direct Democracy - The Politics of Initiative, Referendum and Recall. Cambridge, Mass.: Harvard University Press s. 182ff. bulletDavid B. Magleby. 1984. Direct Legislation. London: John Hopkins University Press s. 27ff. bulletJoseph F. Zimmermann. 1986. Participatory Democracy. New York: Praeger s. 55ff. bulletSilvano Möckli. 1994. Direkte Demokratie - Ein internationaler Vergleich. Bern, Svejts: Verlag Paul Haupt.

Indvendingerne, som vi vil se på, er (de uddybes efterfølgende):

1. "Aldrig-i-min-baghave" (AIMB)
2. "Budgetproblemet"
3. "Emotionsproblemet"
4. "Faren for flertalstyranni"
5. "Vælgerne er for konservative"
6. "Kontinuitetsproblemet"
7. "Vælgerne er for uvidende (dumme)"
8. "Vælgerne er for sløve og ugidelige"
9. "Et DD bliver et afstemningsdemokrati uden egentlig debat"
10. "Det er for dyrt"
11. "I et DD er der ingen til at tage ansvaret"
12. "I Danmark har vi et repræsentativt demokrati"

1. "Aldrig-i-min-baghave" (AIMB): Et flertal af vælgere er enige om, at der er behov for et nyt stort el-kraftværker eller rensningsanlæg. Men når man opdeler svarene på regioner, ses, at vælgerflertal i hvert region går imod, at værket/anlægget skal ligge i netop deres egn af landet. Så kunne de jo risikere at få værket som nabo. Argumentet gælder ikke kun for geografiske placeringer af kraftværker/elmaster osv., men principielt for alle forhold, hvor ens egen situation og/eller økonomi er involveret. Kernen i argumentet er: enhver er sig selv nærmest.

Argumentet illustreres på ironisk vis af vendelbosangeren Niels Hausgaard. I sangen "Hilsen fra os" synger han om en gruppe nordjyder, der over en øl kommer til at diskutere atomkraft....

"Snakken var, om vi skulle have atomkraft eller hvad,
og det ment vi inte, der kunne være tvivl om, at vi skal.
Men værket skal ligge på Sjælland har vi tænkt, eller Fyn, eller i den østen ende.
For have det her hos os, nej det ville vi inte, og det ville også komme til at ligge i vejen".

- Uddrag af sangen "Hilsen fra os", fra LPen Kunst af Niels Hausgaard (Medley 1979).

Nordjyderne er enige i, at der er behov for et sådant værk; det skal bare ikke ligge i nærheden af, hvor de bor.

Selv om Niels Hausgaards ræsonnement intuitivt set forekommer logisk, forholder det sig ikke altid således. Folk er ikke altid så egoistiske i deres tankegang:

I 1976 stod en bandlysning af atomkraftværkerne på stemmesedlerne i en række amerikanske stater (Colorado, Arizona, Washington, Oregon, Maine, Michigan, Missouri og Oklahoma). De fleste af forsøgene blev nedstemt. Den mest opsigtsvækkende afstemning foregik i Californien, hvor et vælgerflertal udtalte sig til fordel for bygningen af et nyt atomkraftværk i området. I 1980 stod atomkraftstop på stemmesedlen i seks stater. I Washington, Montana og Oregon blev de vedtaget, medens de faldt igennem i South Dakota, Maine og Missouri. Men man kan altså ikke sige at de amerikanske vælgere konsekvent handlede i overensstemmelse med Niels Hausgaards tese.

Aldrig-i-min-baghave argumentet (på engelsk er det kendt som NIMBY, forkortelse for Never-In-My-Back-Yard) virker for så at sige i to retninger, en negativ og en positiv: Vi vil ikke have atomkraftværket i vores egen baghave. Det er fordi ingen bryder sig om selv at være udsat for den potentielle strålingsfare (et negativt gode). Men sæt det nu ikke var et atomkraftværk, men tværtimod en institution, der er med til at give vores kommune og hjemstavn prestige og arbejdsplader. Argumentet går her ud på følgende: Vi er godt klar over, at der er for mange lærerseminarier i landet og at nogle nødvendigvis må lukkes. Det skal bare ikke lige være den i Tønder, hvor jeg bor.


Modargumenter:

Bemærk at folketingspolitikerne i mange tilfælde selv ligger under for AIMB-synspunktet. Nogle eksempler...

bulletDa Elkraft i starten af 1990erne ville opføre 258 EL-master fra Midtsjælland over Sydsjælland til Falster gik Socialdemokratiets energiordfører Poul Nielsson ind for ideen ud fra et samfundsøkonomisk helhedshensyn. Han havde dog i dette tilfælde gjort regningen uden vært: To af hans egne partifæller gik kraftigt imod planen, nemlig Ole Løvig Simonsen og Ingrid Rasmussen. Det kan tilføjes, at begge var valgt i Storstrøms Amt, altså i det amt, hvor masteskoven skulle passere igennem.   
bulletVi kender også til tilfælde, hvor lokale folketingspolitikere har gjort alt for at få en attraktiv mulighed hivet hen til det amt, hvor de er opstillet: I sommeren 1993 kom det frem, at hele 290 af Storebæltsforbindelsens miljøpulje på 300 millioner kroner skulle bruges på et enkelt projekt, nemlig til at der blev gennemført en støjdæmpning i Tårnby kommune. Sagen vakte ret stor harme, da det blev klart, at socialminister Karen Jespersen var valgt i Tårnby-kredsen. Hun er derudover gift med Ralf Pittelkow, der på daværende tidspunkt var statsministerens nærmeste rådgiver.
bulletDa Folketinget i december 1992 besluttede at placere Det Europæiske Miljøagentur på Kongens Nytorv i København, meddelte Helen Beim, at hun ikke kunne stemme for andre placeringer end Risø ved Roskilde. Helen Beim er valgt i Roskilde Amt.


2. "Budgetproblemet":
Når befolkningen skal stemme om besparelser på de offentlige budgetter, noterer man f.eks., at der er et flertal for at spare 10% i alt. Hvis man dernæst spørger i detaljer, spores en selvmodsigelse: Flertal for kraftige besparelser på områder af budgettet, hvor der ikke kan spares mange millioner (f.eks. Det Kongelige Teater og flygtningehjælp) og samtidigt en modvilje mod at spare på de tunge poster (som sygehuse og undervisning). Og så går pengene selvsagt ikke op.

Den mere primitive version af argumentet går ud på, at vælgerne vil stemme for større offentlige udgifter til sygehuse, ældrepleje, politi osv. og samtidigt stemme for en afskaffelse af skatterne.

En akademisk diskussion af holdbarheden af argumentet finder du hos: Peter Nannestad og Martin Paldam. 1990. Økonomi og Politik. 63 (4): 25-40. Se også Winter og Mouritzen, Politica, April 1993. Sammesteds findes også en artikel om sagen af Jørn Goul Andersen.

Modargumenter:

bulletEr vælgerne da så ansvarsløse? Da de danske vælgere aldrig har stemt direkte om skatterforhold, ja så kan vi faktisk ikke vide det. Men ud fra meningsmålinger ved vi, at skattesænkninger ikke har været et vigtigt emne i de seneste valgkampe. Det har normalt rangeret på en 5.-6. plads eller noget i den retning, langt efter kortere ventelister, mere politi, bedre skoler osv.
bulletEn Gallup måling fra 1993 (Berlingske Tidende 4. 7. 1993) har vist, at et flertal af danskerne er positivt indstillet overfor højere afgifter på benzin, El og vand...

gallupok.gif (199953 bytes)

Vi kender også eksempler fra folkeafstemninger om skat i USA.

bulletI 1978 kom et forslag om skattenedsættelser til afstemning i Californien og blev vedtaget med en betydelig majoritet (2 mod 1), og en storm brød ud i hele landet. Efter forslaget blev skatten på fast ejendom nedbragt med 57%. For staten betød vedtagelsen, at man mistede 7 mia dollar i ejendomsskatteprovenu. Afstemningen i Californien blev fremprovokeret af borgere, der havde mistet tålmodigheden med statens lovgivende forsamling, der i mere end et år havde trukket behandlingen af en foranstaltning til skattelettelse i langdrag. Protestgruppen samlede de nødvendige underskrifter (initiativ), og afstemningen blev gennemført.

Var dette nu signalet til en total afskaffelse af skatterne i USA? - Langtfra!

bulletEfterfølgende afviste vælgerne i Oregon, Michigan og Missouri skattenedsættelser, og der blev ikke lagt låg over udgifterne i Nebraska og Colorado. Et forslag om budgetbegrænsninger faldt i Iowa, South Dakota, Minnesota, Utah, Idaho og Maryland. I Augusta i Maine afviste vælgerne i 1980 med 2 mod 1 en skattebegrænsning, der ville have skåret ejendomsskatterne ned til niveauet i 1978 og have begrænset fremtidige forhøjelser. Foranstaltninger, der ville have skåret ejendomsskatterne ned, led nederlag i Oregon, South Dakota, Arizona, Utah og Nevada. Vælgerne i Michigan nedstemte tre forskellige forslag om nedskæring af ejendomsskatterne. Et californisk initiativ, der skulle forbyde staten at opkræve over 50% i indkomstskat, blev afvist af vælgerne.
bulletI Jefferson County (Colorado, ca. 200.000 indbyggere) stemte et vælgerflertal i 1992 for en skatteforhøjelse på 325 mio. kr. beregnet til opførelse af nye skoler.
bulletI Juni 1993 stemte vælgerne i Svejts imod stop for militærudgifter af enhver art til fly medens de stemte for en ny afgift på olie.

Konklusion: Påstanden om, at vælgerne kritikløst vil stemme for skattenedsættelser, hvis de bliver spurgt, finder ganske enkelt ingen støtte i praksis. Det er og bliver, indtil andet er bevist, et skræmmebillede fremsat af de kredse, der ikke bryder sig om direkte borgerindflydelse.

I visse amerikanske stater findes der love gående ud på, at der automatisk skal afholdes folkeafstemning hver gang skattesatserne skal ændres. I Danmark siger lovgivningen (Grundlovens § 42 Stk 6.) lige præcis det modsatte!

Vælgerne er i visse situationer muligvis noget mere stemt for udgifter end for besparelser. Men de går ikke imod skattestigninger for enhver pris. Udgør dette mellemfacit nu et "dødsstød" for det direkte demokrati? Ikke på nogen måde.

Hvis politikerne virkeligt var interesseret i at inddrage vælgerne i skattepolitiske forhold kunne dette sagtens lade sig gøre. Man kunne ganske enkelt gøre det som i USA, hvor selve stemmesedlen er opstillet på en sådan måde, at man fysisk set kæder en ny foreslået udgift sammen med det, som pengene konkret skal gå til, fx en ekstra cent i afgift af hver dollar i omsætningsledet, der skal gå til opførelse af x nye skoler eller til en ny motorvej. Det vil her være naturligt, at vælgerne stemmer for de forslag, der står højt på deres ønskeseddel, fx nye skoler, medens de går imod det, som de ikke prioriterer så højt, fx en ny motorvej. Mere om afstemningsmetoder til inddragelse af vælgerne i økonomiske problemstillinger se Schmidt (1993), Direkte Demokrati i Danmark s. 127-132.

3. "Emotionsproblemet": Dagen efter at en sindssyg har begået et bestialsk massemord, og folkestemningen derfor er i oprør, er der pludselig flertal for genindførelse af dødsstraf. Få uger senere, når sindene er faldet til ro igen, er der flertal for at retsforfølge skarpretterne.

Medens emotioner og det at vise følelser opfattes positivt indenfor kærlighed, i parforhold, ved festlige lejligheder samt i forhold til forfulgte mennesker og truede dyrearter, ja så opfattes det som oplagt negativt, når det det drejer sig en vurdering af politiske forhold.

Modargument: I 1987 og igen i 1991 har Observa gennemført opinionsanalyser, hvor man har spurgt vælgerne, om de var tilhængere eller modstandere af indførelse af dødsstraf i Danmark for "meget alvorlige forbrydelser". I begge tilfælde var kun 1/3 af vælgerne tilhængere medens halvdelen gik imod (meden 15-20% svarede ved ikke).

Samtidigt viser det sig, at politiske bevægelser, der har slået på følelser fx i forhold til indvandrere og flygtninge ikke har haft nævneværdig opbakning i Danmark. Hverken nynazisterne, Den Danske Forening eller Mogens Glistrup spiller i dag nogen som helst rolle på den real-politiske scene.

I Svejts har der i indeværende århundrede været afholdt et større antal folkeafstemninger om indførelse af flygtningestop. De er konsekvent blevet nedstemt og Svejts har i dag omkring 20% indvandrere. Så hvis vælgerne i Svejts har haft muligheden for at begrænse tilstrømningen af udlændinge eller endog at udvise dem, ja så har de ganske enkelt ikke gjort brug af denne mulighed.

4. "Faren for flertalstyranni": Hvis der indføres et simpelt flertalsstyre i enkeltsager, er der en nærliggende fare for, at flertallet opfører sig urimeligt overfor forskellige mindretal, det være sig etniske mindretal, religiøse mindretal osv. Man kunne forestille sig, at et flertal gik ind for, at muslimer bør udvises, at Scientology Sekten bør forbydes, at homoseksuelle diskrimineres osv.

Modargument: Eksemplet i forrige punkt med Svejts viser, at vælgerflertallet ikke uden videre går ind for at undertrykke mindretal. Når vi ser på historien er det da også mest i diktaturer fremfor demokratier, at man har formået at oppiske en stemning imod indbildte eller faktiske "faretruende" mindretal.  Og ganske som i tilfældet med "Ikke-i-min-baghave" argumentet ovenfor, så kan medlemmerne af parlamentariske forsamlinger ingenlunde sige sig fri for at ligger under for samme argument:

bulletTag tilfældet Nordirland: Det protestantiske fletal i parlamentet udnytter sin stærke position til at reducere katolikkerne og den irsk-nationalistiske befolknings-minoritet til anden-rangs borgere. Diskriminationen af katolikker er især iøjefaldende mht. boliger og beskæftigelse. Se Antony Arblaster. 1987. Democracy. Stony Stratford, GB: Open University Press s. 4-5 samt Michael Conolly. 1990 Politics and Policy Making in Northern Ireland. London: Philip Allan s. 52ff.
bulletI Jugoslavien har vi i løbet af 1990erne været vidne til en serbisk befolkningsgruppe, der med militær magt forsøger at sikre sig territoriale fordele overfor kroatiske, slovenske, muslimske og albanske mindretal. Problemet er særligt akut i Østeuropa efter kommunismens sammenbrud. Umiddelbart efter vedtagelsen af den ny selvstændige stat Slovakiets forfatning i delstatens parlament i september 1992, rejste EU tvivl med hensyn til forfatningens demokratiske islæt. EU-landenes ambassadører udtrykte under en festlighed i Bratislava bekymring over, at nationale mindretals rettigheder måske ikke i tilfredsstillende grad var sikret. En ungarsk befolkningsgruppe på 600.000, som overvejende lever i den sydlige del af delstaten, har krævet selvstyre, i forbindelse med Slovakiets overgang til selvstændig nation. Ifølge den nye forfatning skulle slovakisk være eneste officielle sprog og et obligatorisk fag i skolen. De etniske ungarere frygtede, at også andre rettigheder efterhånden ville blive taget fra dem. Se Berlingske Tidende 5. 9. 1992, Time 21. 12. 1992.

Man kan på tilsvarende vis forestille sig, at det sorte flertal i Sydafrika efter magtovertagelsen, som "tak for sidst" for mange års hvidt mindretalsstyre, indfører diskriminerende regler overfor hvide og indiske mindretal. Meget lidt er dog til dato sket i den henseende.

Tilfældene med Nordirland og Slovakiet viser, at faren for flertalstyranni også er tilstede, hvis beslutningerne træffes af et parlament. Det kan for en god ordens skyld tilføjes, at også Finland og Estlands repræsentative forsamlinger har været udsat for anklager om udøvelse af diskrimination mod henholdsvis flygtning og etniske russere. Kort sagt: Repræsentative styreformer har ingen indbygget garanti mod vedtagelse af love, der diskriminerer mindretal.

5. "Vælgerne er for konservative": Vælgerne går principielt imod større ændringer i deres hverdag. Ofte er det derfor nødvendigt med en anelse "frivillig" tvang, når der i samfundet skal indføres nye skikke, adfærdsændringer (f.eks. tvungen brug af sikkerhedssele) osv. Erfaringen fra Svejts viser, at folkeafstemninger (referendum) virker "konservative" i betydningen af "systembevarende". Kvinder fik som bekendt først stemmeret i Svejts i 1971. Ved alle tidligere folkeafstemninger havde - de mandlige - vælgere nedstemt forslag om at giver kvinder valgret. - Politikere er i højere grad end vælgerne disponeret for progressivitet, fremsynethed og nytænkning.

Modargument: Det er da rigtigt at kvinderne først fik stemme- og valgret i Svejts i 1971.

bulletMen samtidigt erindres, at kvinders stemmeret faktisk blev vedtaget ved folkeafstemninger i de amerikanske stater Arizona, Colorado, Nevada og Washington så tidligt som 1912 - tre år før den blev indført i Danmark og seks år før Elna Munch som første danske kvinde indtog Folketingets talerstol. 
bulletModsat er der ingen garanti for at repræsentative demokratier altid per definition fungerer som spydspidser, når det handler om at inddrage nye (eller gamle) befolkningsgrupper i den demokratiske proces. For eksempel kunne den australske urbefolkning, de såkaldte Aborigines først optages på valglister fra og med 1962 og den almindelige valgpligt for urbefolkningen blev indført så sent som i 1984. Som vedtaget af parlamentet i Canberra. 

Der kan også sagtens findes eksempler på samfundspolitiske emner, hvor vælgerne faktisk er forud for politikerne. Et eksempel: Indenfor miljøområdet er vælgerne ifølge meningsmålinger parat til at gå langt videre og er mere progressivt indstillet end de folkevalgte. Mere derom i Schmidt (1993), Direkte Demokrati i Danmark s. 144-48.

6. "Kontinuitetsproblemet": Hvis befolkningen spørges til råds om dette og hint, så går det ud over kontinuiteten i den politiske beslutningsproces: Den ene dag er der et knebent flertal for EU-traktaten eller for opførelsen af den nye bro, når afstemningen gentages ugen efter, bliver resultatet, at modstanderne får overtaget.


Modargument: I ganske mange spørgsmål har befolkningens holdning udvist en overordentlig stabilitet over tid.

bulletEt udmærket eksempel er holdningen til dansk medlemskab af Nato. Den har lige siden Danmark indtrædelse i 1949 ligget på eller over 2/3. Selv under USA's bombardementer af Vietnam var tilslutningen ikke i bund. Og i de seneste 20 år har tilslutningen konstant ligget og svinget mellem 2/3 og 3/4. Se i øvrigt Berlingske Tidende 19. 5. 1991.

Selvfølgelig kan man finde politik-områder, hvor vælgerkorpset er splittet (fx med hensyn til EU) og hvor gentagne afstemninger derfor vil kunne føre til et forskellige resultater. Men sådan er vilkårene nu engang i et dynamisk demokrati. Anderledes kan det ikke være. Total forudsigelighed er noget de kendtegner diktaturer. Folkestyrer - ikke mindst det athenske - er tvunget til at leve under uforudsigelighedens åg.

Det er i øvrigt en smal sag at finde områder, hvor folketingspolitikerne selv har opvist et imponerende vægelsind. Gode eksempler er her den såkaldte skibsværftssag (for en uddybning henvises til Marcus Schmidt, Direkte Demokrati i Danmark s. 148-53) samt sagen om Sparekassen Nordjyllands overtagelse af Himmerlandsbanken (se Berlingske Tidende 31.10. 1993).

7. Vælgerne er for uvidende (dumme)": De almindelige vælgeres indsigt i og viden om politiske og samfundsmæssige forhold er alt for ringe til at man kan betro dem med inden- og udenrigspolitiske anliggender. De folkevalgte har derimod bedre evner og mere tid til at hellige sig de politiske beslutningsprocesser.

Modargument: Selve princippet i det repræsentative demokrati er at de folkevalgte afspejler folket. Hvis dette er rigtigt er det i sagens natur ikke acceptabelt at de folkevalgte besidder nogle afgørende kvaliteter, som folket ikke har.

Undersøgelser har da også vist, at folketingspolitikere mildest talt ikke er omvandrende encyklopædier...

bulletEn rundspørge udført af månedsmagasinet Press viste at kun én (!)ud af 156 folketingspolitikere kunne svare korrekt på fire forholdsvis enkle spørgsmål om EU. Resten, inklusive juridiske doktorer, professorer og en bunke økonomer svarede forkert på et eller flere af spørgsmålene. En tidligere minister mente fx at Danmark havde 16 medlemmer af EU's ministerråd (vi har fire) - 16 er antallet af danske medlemmer af Europaparlamentet. Mange mente i øvrigt at Højesteret står over fællesskabsret (EF-Domstolen), hvor der jo i de senere år er kommet domme, der viser at det modsatte er rigtigt. Den eneste, der svarede rigtigt på alle spørgsmål var i øvrigt den udlærte gartner, nu afdøde Jens Risgaard Knudsen (S). For nærmere om undersøgelsen se Press, marts 1992.
bulletÅret efter foretog Penge og Privatøkonomi en undersøgelse, der mindede en del om den i Press, idet dog spørgsmålene var orienteret mere mod finansielle forhold. Analysen byggede på interviews med 74 MF'ere - nogle var nok blevet skræmt fra at deltage pga. Press undersøgelsen året forinden. Det viste sig, at de folkevalgte havde meget store problemer med at hitte rede i tingene. Omkring halvdelen kunne ikke svare på hvad bruttoskatten var, 2/3 vidste ikke hvor stor den almindelige maksimale folkepension var. 1/4 kendte ikke statsafgiften ved udbetaling af kapitalpension. 3/4 havde ikke check på årets forventede statsgæld og en hel del - især venstrefolk - mente ikke at Danmark var med i EMS'en. Artiklens forfattere konkluderer: "Hvordan kan man være med til at lovgive om socialpolitik, hvis man ikke har en anelse om fundamentale samfundsforhold, som hvad en folkepensionist, en dagpengemodtager eller en almindelig lønmodtager har til dagen og vejen?" For nærmere om undersøgelsen se "Folketinget til eksamen: Dumpekarakter til de folkevalgte", Penge og Privatøkonomi, 11, 1993.

Undersøgelser, der med mellemrum foretages af Eurobarometer, men også af andre viser som regel, at det danske vælgerkorps er et af de bedst uddannede og velinformerede i verden.

Rent bortset fra dette, ja så er intelligens en dårlig indikator for et godt demokratisk sindelag (man kunne måske nærmere påstå det modsatte). Det må og kan ikke være rigtig, at kun de "kloge" deltager i den samfundsmæssige beslutningsproces. I så fald bevæger vi os over i det, som den amerikanske medieprofet og samfundsforsker Neil Postman har kaldet Teknopolis (Teknopolis - Kulturens knæfald for teknologien, Hekla 1993), altså et samfund, hvori teknokraterne og eksperterne har overtaget al magten.

Sådan som forholdene fungerer i dag er politikerne jo hverken eksperter eller supermænd. Og skal ikke være det. I dag er deres opgave at træffe de overordnede beslutninger, altså om der skal bygges en bro over Storebælt eller ej. Men når det drejer sig om det hav af specificerede tekniske beslutninger, der følger i kølvandet af den overordnede beslutning og er udmøntet af denne, ja så træffes de faktiske beslutninger her på et lavere niveau og af eksperter. Den tekniske dimension af beslutningerne, altså den, der kræver detailviden og teknisk indsigt, den er jo typisk lagt i hænderne på eksperter. Så den har politikerne jo meget lidt at gøre med i dag. Og så længe vi fortrinsvis taler om beslutninger på et overordnet niveau, da kan almindelige vælgere sagtens være med. Og bør være med.

8. "Vælgerne er for sløve og ugidelige": Når man ser på de lande, der har mange folkeafstemninger som Svejts og Californien viser det sig, at stemmeprocenten ved sådanne afstemninger generelt er meget lav sammenlignet med Danmark. Folk gider ikke at sætte sig ind i en bunke sager, hvoraf mange ikke rager dem en høstblomst. Konsekvensen er, at de ikke gider møde op og afgive deres stemme, men bliver hjemme.

Modargument: Det er ganske rigtigt at stemmeprocenten i direkte demokratier tenderer mod at være forholdsvis lav. I de omkring 60-70 folkeafstemninger der har været afholdt i Svejts i løbet af det seneste årti har stemmeprocenten i snit ligget på omkring 40-45%. Men der har i denne periode også været stemmeprocenter på nær de 80%, afhængigt af hvor interessant vælgerne har anset afstemningstemaet for at være. Pointen er at vælgerne deltager i de afstemninger, der vedkommer og interesserer dem. Anderledes kan det vel ikke være.

Ud over dette, så kunne man formode, at Says lov også gælder i forhold til folks interesse eller appetit mht. folkeafstemninger.

Økonomen, Jean-Baptiste Say (1767-1832) blev kendt for en meget enkel teori, der siden da bærer hans navn. Says lov siger: Udbud skaber sin egen efterspørgsel.


Say.gif (11419 bytes) J. B. Say


Eksempel: Ingen har behov for biler før de er der, og ingen har behov for TV-programmer før der er TV-programmer. Ingen dansker havde behov for charterture før Spies og Tjæreborg, ingen efterspurgte Gammel Dansk, migræne-medicin, video, mikrobølgeovne, efteruddannelse osv. osv. før udbuddet var der. Ingen gik til grunde fordi de skulle studere bibelen i stedet for TV, ride på hestevogn fremfor køre i bil osv. Men kendsgerningen er, at de nye teknologier skaber deres egen behovsverden. I dag vil de færreste personer undvære bil, TV, støvsuger, vaskemaskine, ovn, telefon osv.

rabelais.gif (21215 bytes) F. Rabelais

"Appetitten kommer, mens man spiser"

- François Rabelais (1494-1553), Gargantua og Pantagruel, 1, 5


Når vi anvender Says lov på politiske forhold bliver det til følgende:

Det øgede oplysningsniveau sammenholdt med de nye teknologier muliggør at borgerne i langt større grad selv kan og vil deltage i de politiske beslutningsprocesser, f.eks. via direkte afstemning på valgstedet eller for den sags skyld ved at stemme hjemme fra per trykknaptelefon.

Hvis det går op for den enkelte samfundsborger, at han/hun rent faktisk står overfor et stort udbud af politiske beslutningsprocesser som hun/han på direkte vis kan deltage i, ja så stiger borgernes efterspørgsel efter deltagelse i sådanne processer helt afgjort!

Historien viser: Når menige borgere for alvor er kommet i besiddelse af politiske beslutningsrettigheder, ja så stiger deres evne og lyst til at gøre brug af disse rettigheder til det grænseløse, ja næsten ufattelige. Fra oldtidens Athen, der jo var et direkte demokrati, har vis masser af beviser på dette. Se evt. Mogens Hermann Hansen. 1991. The Athenian Democracy in the Age of Demosthenes, Oxford: Basil Blackwell. Kap. 6-8.

Et afsluttende eksempel: Den 11. juni 1999 afholdtes der som bekendt valg til EU-parlamentet. Stemmeprocenten var så beskeden som 49%. En enkelt kommune skilte sig dog ud, idet procenten her var på hele 72,5% (dvs. næsten på højde med folketingsvalg). Men hvad var det for en kommune og hvorfor stemte her to ud af tre mod kun halvdelen på landsplan? Nuvel, kommunen var såmænd Billund, og årsagen var, at vælgerne samtidig med EU-valget skulle stemme om hvorvidt kommunen burde flyttes over i Vejle Amt eller forblive i Ribe (et knebent flertal stemt for det sidste). Ved valget til EU-parlamentet i 1994 var stemmeprocenten på bare 47,8%. Så en høj stemmeprocent er altså ikke noget der traditionelt forbindes med Billund. Næ, sagen er ganske enkelt den, at vælgerne her så en sag, der vedrørte dem og deres livssituation. Og derfor mødte de op for at stemme.
 

9. "Et DD bliver et afstemningsdemokrati uden egentlig debat": I et direkte demokrati kan der i sagens natur ikke føres en debat mellem alle involverede parter. En egentlig debat er kun mulig i en repræsentativ forsamling som Folketinget, hvor kun et overskueligt antal personer deltager, hvor der er en reguleret forretningsorden, en formand, der fungerer som ordstyrer osv. Hvis man forestiller sig et direkte demokrati i sin yderste konsekvens, fx hvor alle vælgere kunne deltage hjemmefra via deres telefon eller deres interaktive TV, så ville det hele udarte til et "zapper-demokrati". Man stemmer efter pludselige indskydelser og overfladiske øjebliks-stemninger. Det hele bliver mere eller mindre tilfældigt.

Modargument: Man kan faktisk sagtens tilrettelægge en afstemningsprocedure i et direkte demokrati på en sådan måde, at der er åbnet op for en livlig debat, endog når vi taler om et teledemokrati. For en nærmere uddybning henvises til Schmidt, (1993). Direkte Demokrati i Danmark, København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck s. 83-93.

På folkeforsamlingerne i oldtidens Athen og i nutidens Svejtsiske kantoner er der ingen problemer med at debattere. Her deltog/deltager godt nok ikke millioner af vælgere men immervæk fra 5000 og op til 20.000 vælgere. Forsøg fra USA og New Zealand/Australien viser derudover at man faktisk godt kan tilrettelægge et sindrigt system baseret på telekonferencer og interaktivt TV på en sådan måde, at et ubegrænset antal vælgere kan deltage i debatten. For yderligere informationer om dette emne se Amitai Etzioni. 1972. Minerva - An Electronic Town Hall. Policy Sciences (3): 457-74, Christa Daryl Slaton. 1992. Televote: Citizen Participation in the Quantum Age. New York: Praeger.

En alternativ måde at inddrage vælgerne i debatten på er skitseret af den amerikanske politolog og professor James S. Fishkin.

fishkin.gif (9073 bytes) James S. Fishkin

Fishkins forslag går kort sagt ud på følgende: Antag, at vi samfundet står overfor et vigtigt problem, der fortjener en grundig debat, fx prioritering af ressourcerne indenfor sundhedssektoren. Fishkin foreslå her, at man udvælger en tilfældig stikprøve på 500-1000 vælgere. De udvalgte samles siden hen på et centralt mødested, fx et konferencecenter. Ideen er så, at deltagerne bruger nogle dage, fx en udvidet weekend til at diskutere det omtalte problem i dybden. Dels diskuterer man i mindre grupper, dels mødes man i større eller mindre fora med eksperter og politikere med det principielle formål, at nå til bunds i de pågældende problemstillinger. Afslutningsvis foretages der en vejledende (eller bindende!) afstemning om problemet, dvs. at vælgerne foretager en prioriteret vægtning af de mest presserende sager indenfor sundhedssektoren. Det er så op til politikerne at "tygge" på udfaldet. For en nærmere indføring se: James S. Fishkin. 1991. Democracy and Deliberation. New Haven, Ill.: Yale University Press samt (samme). 1995. The Voice of the People: Public Opinion and Democracy. New Haven, Ill.: Yale University Press.

10. "Det er for dyrt": Bertel Haarder har sagt noget i retning af, at en folkeafstemning udgør en meget stor sag. Den bør derfor kun anvendes i ganske særlige tilfælde. Med den nye teknologi kan en sådan afstemning faktisk afvikles for et meget lille beløb, formentlig for nogle få millioner kroner per afstemning, netop fordi vælgerne ikke fysisk set behøver at møde frem på afstemningsstedet, men kan afgive deres stemme hjemme fra deres telefon eller computer. På denne måde spares der tid såsom miljøet tilgodeses i form af langt mindre bilkørsel til og fra valgstederne. I Schmidt (1993) gives et anslag over de forventede etablerings- og driftsomkostninger ved et direkte trykknapdemokrati. Det overlades til læseren at vurdere, om de anførte totalbeløb er for store.

11. "I et DD er der ingen til at tage ansvaret": I et repræsentativt demokrati som det danske har vi politikerne til at tage ansvaret for deres beslutninger på godt og ondt. Hvis de gennemfører beslutninger, som skaber utilfredshed i befolkningen, ja så har vælgerne mulighed for at sende dem ud i kulden ved hjælp af stemmesedlen i forbindelse med næste folketings- eller kommunalvalg. Dette er der ingen mulighed for i et direkte demokrati. For man kan jo ikke så godt fyre vælgerne.

Modargument: Som forholdene er i dag, ja så er det som så med at drage politikerne til ansvar. Et konkret eksempel: hvad skete der med Erik Ninn-Hansen efter udfaldet af Rigsretssagen? Han mistede end ikke sin ministerpension!

Dybest set kender vi kun til en sag, hvor politikere er blevet draget personligt til ansvar for deres handlinger, nemlig da Indenrigsministeriet i 1992 idømte 19 byrådsmedlemmer i Vejle en bøde på hver især 30.000 kr for i 1985 at have solgt en grund til Tulip til en discount pris, hvorved kommunen og dermed i sidste ende skatteborgerne led et samlet tab på 13,5 millioner kroner.

Argumentet ville også kun holde stik såfremt en folkevalgt på konsekvent vis blev holdt ansvarlig for sin politik i forbindelse med næste vag. Hvis vælgerne med andre ord har mulighed for at fyre ham/hende. Men hvad nu, hvis politikeren for så at sige løber fra sit ansvar ved at flytte kreds?

bulletUnder valgkampen forud for folketingvalget i 1964 havde Poul Schlüter, der var kandidat i Haderslev, højt og helligt lovet sine vælgere at han - såfremt han blev valgt - ville rive teltpælene op, droppe sin københavnske advokatvirksomhed og flytte til landsdelen. Straks efter at han blev MF'er fik piben dog en anden lyd idet han besluttede sig for at blive boende i hovedstaden. De mange skuffede sønderjyske K-vælgere som agtede at udstyre Schlüter med en fyreseddel ved dt følgende valg i 1966 stod imidlertid overfor et problem. Schlüter havde i mellemtiden skiftet Hadserslev kredsen ud med Gladsaxe (hvor han så opnåede valg i 1971).
bulletEt andet eksempel vedrører den tidligere  kultur-, trafik- og justitsminister H. P. Clausen (1928-1998). Han trådte tilbage som formand for Folketinget som konsekvens af sin rolle i Tamilsagen, fortsatte dog sin politiske karriere. Men påny var vælgere, der agtede at give udtryk mistillid overfor deres lokale kandidat, afskåret fra at give udtryk for deres holdning. Clausen havde nemlig ved det følgende valg (1994) udskiftet Ålborg valgkredsen ud med Århus.

Det er faktisk ganske udbredt at folketingsmedlemmer og kandidater skifter kreds og på den vis "løber fra deres ansvar". Ser vi på medlemmerne, der blev valgt i 1990, så havde omkring halvdelen (86 ud af 175) skiftet kreds efter at de var gået aktivt ind i politik. Heraf havde 20 skiftet kreds to gange, 15 tre gange og en lille håndfuld fire gange eller mere. CD's grand hold man, Erhard Jakobsen har været opstillet i hele otte kredse, medens hans partifælle Peter Duetoft har været opstillet i seks kredse, dvs. har skiftet kreds fem gange i løbet af sin politiske karriere.

12. "I Danmark har vi et repræsentativt demokrati": Dette argument er ganske indholdsløst, men fremføres ikke desto mindre jævnligt af Folketingets politiske ordfører under debatter, der omhandler folkeafstemninger. Argumentet går i al sin enkelthed ud på, at man går imod direkte demokrati, fordi vi i Danmark har et repræsentativt demokrati (som jo egentlig fungerer meget godt). Et sådant argument "bider sig selv i halen".