Vælgernes kompetence   og afstemninger

Lebech_foto.gif (28214 bytes)

 

Af Johannes Lebech. Formand for Det Radikale Venstre.

© Optryk og gengivelse (også i form af citater og uddrag) kun tilladt, når Foreningen for Direkte Demokrati nævnes som kilde

I en lokalradio i forbindelse med et indlæg om Amsterdamafstemningen blev jeg forleden stillet følgende spørgsmål af den kvindelige studievært: Vil Amsterdamafstemningen sådan betyde, at vi ligesom kan miste det danske , vores kongehus og alt sådan noget.

Jeg kunne garantere, at kongehuset ikke var truet, men spørgsmål af denne karakter sætter naturligt fokus på folkeafstemningsbegrebet. Er en vælger, der kan stille et sådant spørgsmål overhovedet kompetent til at tage stilling til så komplicerede spørgsmål. Vi berører her kernen i diskussionen om folkeafstemninger.

Problemet er centralt, men berører i grunden hele fundamentet for det folkelige demokrati. Problemet med den såkaldte "inkompetente" vælger er jo netop, at vedkommende let bliver et offer for meget populistisk og usaglig propaganda. Når man ser på ovenstående eksempel, så er det jo også således, at en stor del af kampagnen mod Amsterdam bygger på særdeles nationalistiske og populistiske argumenter.

Problemet med den såkaldte "inkompetente" vælger er jo netop, at vedkommende let bliver et offer for populistisk og usaglig propaganda

Ideelt set skulle folkeafstemeninger om EU-traktaterne handle om deres indhold, men enden bliver jo altid, at de kommer til at handle "om hele butikken": diæter, grænser, misbrug af midler m.v. Kort sagt sker der en forskydning fra det strengt saglige til et mere følelsesmæssigt engagement. I parentes bemærket ses den samme tendens også i forbindelse med almindelige valg, hvor kandidaternes fremtræden som personer og lignende bliver centralt for vælgernes afgørelse.

I det mediesamfund vi lever i er det netop demokratiets store udfordring, at det i voksende grad bliver styret og påvirket af reklamemæssige tendenser.

Konklusionen på ovenstående kunne nærliggende være en generel afstandtagen fra folkeafstemninger, men det er ikke tilfældet. Folkeafstemninger er et vigtigt supplement til det øvrige demokrati. Netop gennem folkeafstemningen kan politikerne blive orienteret om meget generelle tendenser i befolkningen. Det kan derfor diskuteres om det egentlig ikke er meget sundt, at folkeafstemninger om traktatændringer hurtigt glider over til at blive en mere generel stillingtagen til vores forhold til EU.

Jeg må gøre opmærksom på, at selvom min studieværtindes spørgsmål kan virke naivt, så er det legitimt som borger i Danmark at være bekymret for kongehusets fremtid - og det er så min opgave som deltager i den offentlige debat at overbevise hende om, at Amsterdamtraktaten ikke berettiger denne frygt. Det er vilkårene, at kan jeg ikke gøre det lige så godt som Pia Kjærsgård, så er det mit problem.

Netop gennem folkeafstemningen kan politikerne blive orienteret om meget generelle tendenser i befolkningen

Netop folkeafstemninger om traktatændringer har haft denne vigtige funktion at fokusere på befolkningens holdning til unionens udvikling . Resultaterne i 92/93 gav jo netop befolkningen en mulighed for at understrege en række vigtige danske forbehold over for samarbejdet.

Og må jeg så ikke rette en myte. I EU spørgsmålet har befolkningen ikke altid vist sig at være mere tilbageholdende over for udviklingen end Folketinget. Ved afstemningen i 1986 var det Folketinget, der var tøvende over for den europæiske udviklingshastighed, mens befolkningen ønskede det store indre marked fremmet.

Så selvom der kan sættes spørgsmålstegn ved folkeafstemningerne og de kan være besværlige, mener jeg, at de er et værdifuldt supplement til det repræsentative demokrati