BT 15.-21. maj 1994:

På den 2 side - Syv inviterede mini-kronikker

- Marcus Schmidt, lektor ved Handelshøjskole Syd

1. Tilskuerdemokratiet

Sidste efterår var der kommunalvalg. I løbet af i år skal vi så igen stemme to gange. Der skal vælges et nyt Folketing og et nyt Europa-Parlament. Så man kan sige, at vi får alvor kan gøre brug af vores demokratiske ret i den her tid. Vores og nabolandenes styreformer kaldes repræsentative demokratier. Vi vælger nogle repræsentanter til at varetage vores synspunkter på tinge. Meget taler for et indirekte styre. Det ville være alt for besværligt, hvis vælgerne på direkte vis skulle deltage i det væld af beslutninger, der skal træffes for at samfundet hjul snurrer rundt. Menigmand har jo også et arbejde, der skal passes. Politikerne derimod har tid og lyst til at sætte sig ind i de komplicerede sager. Deres opgave er at se sagerne i sammenhæng, forhandle sig til forlig og sørge for, at skattekronerne bruges med omtanke. Ren idyl. Ikke sandt?

Statistik og vælgermålinger viser noget andet: Det knager i fugerne: Kun hver 5% er medlem af en vælgerforening. Vi gider ikke være med. Alene Danske Naturfredningsforening har "flere kunder i butikken" end alle danske partier lagt sammen. Det kniber gevaldigt for politikerne at få solgt varen. Så meget at partierne er nødt til at annoncere efter kandidater. Vores demokrati er blevet døbt "tilskuerdemokrati". Og ærligt talt: Er det så sært? Alle jamrer over den manglende korpsånd. Men hvordan kan man forlange at vi skal engagere os, når vores eneste demokratiske rettighed er at sætte et kryds en sjælden gang ved et valg. De færreste af os kender vores folketingspolitiker. Stort set ingen husker hvem vi stemte på ved valget til Europaparlamentet i 1989. Christiansborg og Bruxelles er så uendeligt langt fra dig og mig. Vores problemer er ikke deres og deres ikke vores.


2.
Den nye adel

Folkestyrets idé er at de folkevalgte afspejler vælgerne. Men som så ofte er det såre langt mellem idealer og praksis. De 175 MFere minder ikke tilnærmelsesvis om vælgerskaren. I forhold til befolkningen burde der højst sidde 2-3 skolelærere på tinge. Der er 35. Og 10 af dem er (fhv.) minister. Hvis antallet af cand polit'ere i tinget skulle svare til antallet hos vælgerne, da skulle er være 300.000 af dem (så mange er der heldigvis ikke). Det vrimler med midaldrende mænd, mens der er langt mellem yngre mødre og pensionerede enker. Dertil kommer så nepotismen. Partierne svigter også deres kernevælgere: S har kun få arbejdere på tinge, i den seneste VK-regering var der ikke en Venstrebonde. "Husmandspartiet" de Radikale har fået valgt 3 lærere og 4 akademikere!

På Christiansborg holdes familiehyggen i hævd. Familiesammenføring på højt plan. MFerne lever på bedste vis op til Grundtvigs salme om at det er så yndigt at følges ad. Med hensyn til familieplanlægning kan Folketinget måle sig med Hollywood. Ministre, der er gift med hinanden, fem (fhv.) ministre hvis forældre selv var minister (Hækkerup etc.).

I en tid, hvor det er svært at få øje på solidariteten i samfundet, ja da er der en gruppe, hvor solidariteten råder: Politikerne er blevet langt bedre til at fordele arbejdsbyrderne indbyrdes. Antallet af MFere, der har haft fornøjelsen med ministertaburetterne er blevet mere end fordoblet (fra 30 til 65) over den sidste generation. Sig altså ikke at politikerne ikke går foran med et godt eksempel. Ved århundredets start have regeringen 7-8 ministre. Nyrup nåede op på 24. Ikke underligt at det kneb med at få plads til alle omkring statsrådsbordet.


3. Den sære Grundlov

Grundloven er på mange måder mærkelig. Den har regler for kongens sjæleliv: Adgangskort til tronen er medlemskab af en slags fanklub. Monarken skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Der er principielt intet til hinder for, at kongen er en reinkarnation af Caligula, dyrker seksuelle udskejelser med spædbørn eller spiser udenrigsministre til dessert. Når blot papirerne er i orden. Kongen (dvs. vor dronning) er jo ansvarsfri.

Hvis væsener fra det ydre rum skulle danne sig et indtryk af styreformen i Danmark på baggrund af Grundloven alene, måtte de tro vi blev styret af en frygtindgydende fyrste, en moderne Attila eller Saddam med enorme beføjelser.

Vores majestæt er derimod slet ikke mægtig. Hun er uden politisk eller militær indflydelse. Bevis: Grundlovens fædre har med nidkærhed præciseret (paragraf 19), hvornår kongen kan anvende militær magt mod en fremmed stat. Loven er et levn fra en tid, da en konge endnu var en konge. Dengang anså fyrster krig som tidsfordriv eller hobby svarende til nutidens krigsspil, sænke slagskibe osv. Paragraf 19 er en form for "skruestik", som Folketinget kan anvende til at hindre sådanne royale krigseventyr. Prøv at gøre tankeeksperimentet: Margrethe som hærfører siddende på en leopard-kampvogn i bedste Montgomery-stil - på vej mod Slesvig Holsten i erobringsøjemed bag om Folketingets ryg. - Jo, Grundlovens fædre har virkeligt tænkt på alle eventualiteter!


4. Usynlig trældom

Politikerne er dygtige til at få deres vilje sat igennem overfor os vælgere. Vi følger villigt deres dressurprogram. Man kan sige at Folketinget har rollen som domptør, der jager vælgerfolket rundt i demokratiets manege. Mottoet kunne være lånt fra inkvisitionen: Tilstå eller torturen fortsætter. Her: du kan lige så godt stemme ja til valgretsalder, EU mm. For gør du det ikke, så bliver du slæbt til valglokalet påny og så videre - indtil udfaldet bliver det "rigtige".

I dag er der et stort demokratisk underskud i Danmark. Ganske som Doktor Faustus i Goethes drama pantsætter sin sjæl til djævelen, således pantsætter vi ved vort kryds vores politiske sjæl og dømmekraft til de folkevalgte for en årelang periode. Som børnene fra Hameln dansede til rottefængerens hypnotiserende toner, således danser det danske folk i dag til politikernes fodnoter. Politikerne vil overbevise os om deres absolutte uundværlighed: De har monopol på besindighed, De er ene om evnen til at tænke logisk, Kun de kan se komplicerede sager i den store sammenhæng. Men disse argumenter er lige så falske som pavedømmets ufejbarhedsdogme. Og omsider er timeglasset ved at løbe ud. Nu viser det sig, at essensen i deres argumenter er vævet i samme stof som kejserens nye klæder. Sandheden er nemlig: Vælgerne kan sagtens træffe de fleste beslutninger selv - hvis bare de får lov, og der levnes dem en anelse tid til udvikling af en politiske ånd.


5. Et elektronisk andetkammer

Der er 4 millioner vælgere i Danmark. Vi får valgret når vi fylder 18 og den gennemsnitlige levetid er ca 75 år. Vores liv som vælger varer altså i 57 år. I denne periode er vores eneste demokratiske opgave at møde op til et valg og sætte et kryds 3-4 gange per årti. Så klarer Folketinget resten: Øresundsbro, straffelov og miljølov. Det skal vi ikke blande os i. Og det selvom et klart vælgerflertal er imod broen, ønsker strengere straffe for vold og miljøsvineri osv.

Men sæt nu man gjorde følgende: Hvert år udvælges et tilfældigt udsnit på 70.000 vælgere (ca 1/57 af 4 mill). De 70.000 svarer altså til en årgang, og da de er udvalgt repræsentativt, kalder vi dette personudvalg MiniDanmark. Medlemmerne af MinDanmark får som opgave i en periode på et år ved afstemning at godkende alle vigtige sager, som Folketinget vedtager. MiniDanmark skal ikke mødes fysisk for at stemme. De får tilsendt baggrundsoplysninger med posten. De får også en betalt fridag, gratis aviser osv. Afstemningen i MiniDanmark foregår ved at medlemmerne ringer ind og taster deres svar ind via trykknaptelefonen (tast "1" hvis for lov 214, tast "2" hvis imod...). Når der i MiniDanmark er flertal imod fx. den palæstinensiske særlov - så falder den. Kun hvis MiniDanmark og Folketinget er enige, kan loven vedtages. MiniDanmark fungerer altså som et "kammer" - et elektronisk andetkammer. I princippet ville alle danskere en gang i deres liv blive valgt som medlem til dette kammer. Oldtidens demokrati bød på meget demokrati for de få (kvinder, slaver og fremmede var undtaget). Det repræsentative demokrati byder på lidt demokrati for de mange. Et elektronisk direkte demokrati (MiniDanmark) derimod ville sikre meget demokrati til de mange.


6. Direkte demokrati

Politikerne vender sig imod direkte demokrati. Hvis det stod til vælgeren, ville der være flertal for A-kraft, men bare ikke i den egn hvor han bor. Vælgerne går ind for større offentlige udgifter og skattesænkninger på samme tid. De går ind for dødsstraf og vil have flygtningene smidt ud. De er reaktionære og konservative, vægelsindede, sløve og ugidelige. Kort sagt: De er for dumme. Mener politikerne. Men er det nu rigtigt? i min bog Direkte Demokrati i Danmark vises, at disse påstande er skræmmebilleder. De bygger ikke på fakta. Der er ikke flertal blandt vælgerne for dødsstraf. Tværtimod. Vælgerne går ikke ind for at flygtningene smides ud. Og hvis vi tager miljøområdet, så er det faktisk politikerne der er reaktionære. Et eksempel: Hvis der afholdtes folkeafstemning om hvorvidt producenter skulle forpligtes til at tage køleskabe retur og ødelægge indholdet af freon - så ville der være et flertal for det her og nu. I en sag som denne er det faktisk Folketinget der fungerer som bremseklods. Når Folketinget er forud for vælgerne så fremhæves dette almindeligvis som bevis på parlamentarismens overlegenhed. Hvis vælgerne er forud for Folketinget skyldes det vælgernes "manglende realitetssans" - i realiteten påny belæg på Folketingets fortrin i forhold til vælgerne. Dette svarer til at Folketinget spiller fodbold mod vælgerne, men hvor reglerne er ændret således, at alle mål, der scores, uanset på hvilken banehalvdel, bliver tilkendt Folketinget.


7. Demokrati-eksport

Politikerne vægter ulandshjælpen højt. Ifølge vælgermålinger er der flertal for at spare. De to ting kan godt kombineres: U-landshjælp behøver ikke at koste penge. Mange bistandsmillioner havner alligevel i lommen på korrupte embedsfolk i det fjerne. Men vi kan være smartere. Se blot dette fortilfælde: Da lommeregnerne kom blev regnestokke overflødige. Derfor arrangerede FN en stor indsamling af regnestokke, der så blev "eksporteret", til u-lande som fint kunne bruge dem i deres skoler. De havde hverken råd til eller brug for lommeregnere. Men Regnestokke var en god erstatning for deres kuglerammer og regnebrætter. Vellykket og billig ulandshjælp. Vi tager det, som vi ikke mere bruger for og eksporterer det til u-landene. Mere af den slags hjælp. Vi har faktisk en oplagt eksportvare, som vi kan tilbyde u-landene. Denne gang kan vi endda tilbyde en regulær systemeksport: Det danske repræsentative demokrati! Vort indirekte styre med al dens særheder er i dag forældet og skal snart udskiftes med et direkte teledemokrati. Men hvorfor da lægge al den detaljerede viden omkring valglovgivning, forfatningsret osv. i mølposen. Vore eksperter har indset værdien af denne know-how: Danske forskere og embedsfolk rejser i disse tider verden rundt for at "afsætte" det danske demokrati til Letland, Nepal, Zambia mv. Er det ikke pragtfuldt, at disse lande kan bruge den vare, som vi ikke længere har brug for hjemme. De kommunistiske lande eksporterede ofte de bedste varer, medens landets borgere måtte tage til takke med 2. sorteringen. Det medførte utilfredshed og medvirkende til at de disse styrer brød sammen. Morale: Vi skal blot gøre det modsat, hvis målet er et stabilt og bæredygtigt demokrati: Beholde luksusvaren (direkte teledemokrati) og eksportere det brugte og fejlbehæftede produkt (repræsentativt demokrati). Så enkelt er det.