BT 4. september 1993:

Lad os få elektroniske byretsdomstole

Marcus Schmidt, lektor ved Handelshøjskole Syd


Efter den senere tids mange grove voldssager har der rejst sig en debat, om samfundet burde indføre strengere straffe især for alvorlige forbrydelser. På retsområdet hersker der en afgrundsdyb kløft mellem folk og folkevalgte. Eksempler: Hvis en lov om anvendelse af anonyme vidner i retssager blev sendt ud til folkeafstemning, ville omkring 3.5 af landets 4 millioner vælgere stemme for en sådan lov. Det viser meningsmålingerne. Blandt de folkevalgte har der traditionelt været et flertal mod denne idé. Et stort vælgerflertal, synes det bør være forbudt at være maskeret, når man deltager i en demonstration. Folketingsflertallet mener det er i orden. Og sådan kunne man blive ved.

Hvorfor skrider lovgivere og domstole ikke ind og strammer love og afgørelser, når nu ni ud af ti danskere ligeud svarer, at de nuværende straffe ikke virker afskrækkende på voldsmænd.

Eksperter som psykologen Berl Kutzhinsky og formanden for den danske dommerforening Claus Larsen mener, at vælgernes råb efter strenger straffe skyldes deres ukendskab til de nærmere omstændigheder bag en voldssag. Kutzhinsky har sagt at når "almindelige mennesker optræder som lægdommere eller nævninge, dømmer folkets repræsentanter altid mildere end de juridiske dommere." Altså, når man under retssagen bliver bekendt med, at voldsmandens far var en alkoholiker, der gav knægten tærsk osv., så bliver sagen straks mere forståelig. Dybest set er voldsmanden nemlig en social taber og dermed selv et tragisk offer.

Eksperterne ynder at sætte lighedstegn mellem nævninge/domsmænd og almindelige mennesker. Kan man det? Er landets 5500 domsmænd og nævninge repræsentative for de 4 millioner voksne borgere? Nævningene bliver udvalgt på en meget speciel måde: Udvælgelsen foretages af et såkaldt grundlisteudvalg, som alle byråd nedsætter engang per valgperiode. Da grundlisteudvalget næsten altid består af lokale politikere, er det ofte medlemmer af de lokale vælgerforeninger, der bliver udtaget som nævninge og domsmænd. Som konsekvens er kredsen af mulige deltagere såre begrænset (92% af vælgerne er slet ikke partimedlemmer). Der gives kun lønkompensation for offentligt ansatte. Heraf følger, at kommunalt ansatte socialdemokratiske partimedlemmer vil være kraftigt overrepræsenteret i forhold til selvstændige næringsdrivende, der ikke er medlem af et politisk parti osv.

Når man derfor siger, at nævninge er almindelige borgere, svarer dette til at man foretager en rundspørge på en socialdemokratisk kongres og tolker resultaterne som om de var repræsentative for hele befolkningens holdning. Men ikke nok med det. Enhver ved, at man ikke bør stille ledende spørgsmål, når man vil måle folks holdning til en sag. I retssager er det stik modsat, her er påvirkning en dyd. Voldsmandens forsvarer må meget gerne påvirke nævningene med henvisninger til staklens ulykkelige livshistorie. I mange tilfælde er det skatteyderne (inklusive offeret!), der må udrede honorar til voldsmandens forsvar.

Forud for voteringen foretager retsformanden på bedste skolemesteragtige maner en "belæring" af nævningene. Under voteringen er de almindelige afstemningsregler sat ud af kraft, da der kræves 2/3s flertal, og ikke blot almindeligt flertal. Strafudmålingen er specielt udemokratisk, idet en juridisk dommers stemme vejer fire gange tungere end en nævnings.

Fra politisk side har der været fremsat ønske om at reducere antallet af nævninge fra 12 til 6. Visse eksperter bryder sig dybest set slet ikke om, at der anvendes nævninge, da deres afgørelse "ofte giver for tilfældige resultater".(Jørn Vestergaard i Jyllands Posten 1. 2. 1992)

Et sådant synspunkt behøver man sandelig ikke være enig i. Vi kunne faktisk gå den stik modsatte vej: Hvorfor ikke tage det oprindelige athenske demokrati som forbillede (Dengang deltog der flere hundrede, ja undertiden flere tusinde nævninge i en retssag)? Vi kunne udvælge nævningene ved almindelig lodtrækning med udgangspunkt i folkeregisterets adresseliste, f.eks en gang om året. De udvalgte kunne følge retssagen, under en transmission i lokal-TV og til slut afgive deres stemme vha. deres trykknaptelefoner ("tast 1 for skyldig, 2 for ikke skyldig osv."). En sådan ret kunne man kalde for en elektronisk byretsdomstol.

Tanken vil nok skræmme mange. Men i USA har timelange TV-transmitterede retssager den helt store publikumsinteresse. Nu behøver USA ikke være vores forbillede i sådanne sager, men hvis man indrettede elektroniske byretsmøder på en systematisk og standardiseret måde, ville den dømmende magt bliver lagt tilbage hvor den hører hjemme, nemlig i befolkningen skød. Som det er i dag, vedtages lovene af et Folketing, hvor akademikere og skolelærere råder over et flertal af mandater (Disse grupper udgør kun nogle få procent af befolkningen). Den dømmende magt er i hænderne på et sammenrend af støvede jurister og nævninge hvis holdninger og baggrund samlet har en klar social og politiske slagside. At påstå det modsatte ville være det samme som at benægte fakta.

I en elektronisk byretssag bør strafudmåling afgøres ved absolut eller relativt flertal, hvor hver person har én og kun én stemme, medens retsformandens retsbelæring afskaffes. Elektroniske domstole ville resultere i strengere straffe i voldssager. De hovedanklagede i Blekingegadesagen ville formodentligt være blevet dømt for politidrabet osv.

Sådan som tingene i dag fungerer, må borgerne føle sig til grin. En morddømt rocker deltager i Eleva2ren, en anden udgiver en form for lærebog i drab (der har tjent som inspiration for en 16 årig knivdræber). Fanger, der keder sig, skyder til måls mod folk på gaden fra deres celle. Andre begår mord og voldtægt under prøveløsladelsen, tyve får en del af rovet leveret tilbage. Afsoning foregår i omgivelser, der (jfr. det nye arresthus i Helsingør) til forveksling minder om et internationalt luksushotel. En politimand derimod risikerer hæfte, hvis han uddeler en lussing til en provokatør.

Det fremføres, at vi behandler voldsdømte humant. Det tør svagt antydes. Hvad mon udfaldet ville have været, når retssagen mod de tyske naziforbrydere var foregået ved en dansk domstol i nutidens Danmark? Forsvarerne ville kunne henvise til anklagedes ulykkelige opvækst med hungersnød mm. under 1. verdenskrig. Da måtte en betinget dom og nogle måneders samfundstjeneste vel være en velegnet måde til at resocialisere de stakkels skind...

Hvor langt skal udviklingen gå, før det for alvor går op for vore politikere, dommer og myndigheder, at de er kommet ud på skråplanet og at de gældende spilleregler hører fortiden til? Skal vi vente på, at de bliver til grin på samme vis som myndighederne i Washington blev det i 1970? Dengang gennemførte politiet en storstilet kampagne med det formål, at forbyde drageflyvning i parken omkring Washington monumentet. Det var nemlig forbudt ifølge loven. Men ifølge hvilken lov? En nærmere undersøgelse viste, at loven var blevet indført kort efter århundredskiftet og skulle forhindre, at børnenes drager filtrede sig ind i Brødrene Wrights fly, hvis startbane dengang lå i forlængelse af den nuværende park.