Ekstra Bladet 2. november 1998:

Prisen for svig

Marcus Schmidt, lektor ved Syddansk Universitet


For nylig blev Ribes amtsborgmester Laurits Tørnæs og hans kone udsat for et regulært attentat, formentlig udøvet af en politisk motiveret pyroman. En sag som denne tyder desværre på, at "håndfaste" argumenter omsider er ved at vinde indpas i danskernes politiske hverdag.

Dagen efter bølle-aktionerne interviewede TV-Syd personer på gaden i Ribe. Alle tog naturligvis klart afstand fra overgrebene mod medlemmerne af amtets sygehusudvalg. Men samtidig luftede de fleste deres irritation overfor politikernes åbenlyse svig. Et stort flertal var nemlig gået til valg på at bevare Ribe Sygehus. Ikke desto mindre besluttede amtsrådet kort tid efter valget, at besegle dets fremtid.

Er der da en sammenhæng mellem vælgernes oplevelse af løftebrud og voldelige aktioner? Man kunne tænke sig, at opfattelsen i befolkningen er blevet "parallelforskudt" hen imod generel større politikerlede. De, der før var positive, er i dag mere forbeholdne medens flertallet af jævnt tilfredse er blevet jævnt utilfredse. Den lillebitte skare af groft utilfredse, dem der førhen afreagerede ved at slå i bordet på det lokale værtshus, de vælger i dag at tage direkte affære. Det er da i mindste en overvejelse værd, om de bestialske aktioner i Ribe var indtruffet, hvis amtets vælgere havde haft mulighed for at afgøre sygehusets fremtid eller den overordnede kommunale prioritering ved en lokal folkeafstemning.


Fleksible sandheder

Uanset dette, og uden at ville forklejne brutaliteten af hændelserne i Ribe, ja så rører sagen ved et tiltagende problem, som skaber grobund for mistillid mellem vælgere og folkevalgte: Politikerne har et - for nu at sige det pænt - yderst fleksibelt forhold til sandheden.

Statsministerens evne til at fremsætte gyldne løfter ved festlige lejligheder har jo efterhånden opnået en legendarisk status. De engagerede taler mod vold ("vi vil ikke finde os i det"), for børnefamilierne, og senest mod EU-fryns, gør sig glimrende foran snurrende TV-kameraer. De signaliserer handlekraft. Desværre viser det sig, at de gode hensigter slet ikke følges op.

En politiker der, som Finn Rudaizky i København, stædigt holder sig til sine valgløfter, gør sig derimod omgående mistænksom blandt kollegaerne i forsamlingen.

Regeringens administration af de fire EU-forbehold er et andet område, der øger tillidskløften i forhold til vælgere (husk: de er opfundet af S og R!). I foråret gentog Nyrup utallige gange at vores forbehold bestod før, under og efter Amsterdam-afstemningen. Nu er det pludselig "vigtigt, at vi ikke hver gang løber ned i vores forbeholds-huller".

I forhold til forbeholdene har regeringen (godt hjulpet af V og K) udviklet en sindrig salamitaktik. De udhules stille og roligt. Et eksempel er forsvars-undtagelsen. Denne tolkes stramt, forstået på den måde, at den ikke gælder "bløde"-opgaver som mine-rydning.

ØMU-forbeholdet udgør et andet af regeringens irritations-momenter, idet en indførelse af Euroen i Danmark formentlig strider mod Grundlovens § 26 (Kongens ret til at slå mønt). Dette dilemma klarer statsministeren med følgende retoriske kneb: Kongens ret til at "slå mønt" skal tages helt bogstaveligt. Den gælder ikke sedler! Det kunne man da kalde at narre fjenden. Og så tilføjer Nyrup, at Grundloven alene taler om en "ret" til at slå mønt. Det er ikke en pligt. Så, hvis Kongen (dvs. regeringen) blot undlader at gøre brug af sin "ret", er den hellige grav velforvaret. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.


Hårdnakkede benægtere

"Der bliver ingen ny kartoffelkur i år, garanterer økonomiministeren: Jelved afviser økonomisk indgreb" - Det var overskriften på Aktuelts forside den 10. maj. Kun få uger senere kom så pinse-pakken. Her på er der kun to forklaringer: Enten var Jelved i maj endnu slet ikke klar over, hvad alvorligt det stod til med nationalregnskabs-tallene. I så fald må hun være en usædvanlig dum økonomiminister. Tilbage bliver så den anden forklaring, nemlig at hun udtalte sig mod bedre vidende. Valget mellem de to muligheder overlades til læseren.

Indenrigsminister Thorkild Simonsen har sagt: "Der gives ikke asyl til personer, der kommer til Danmark alene for at gøre brug af vores velfærdssystem". Men, hvorfor har han så siden hen fundet det nødvendigt at udvide udlændingelovens "vand og brød"-ordning? Reglen straffer asylsøgere, der har "glemt" hvor de kommer fra. De får ingen lommepenge og man giver dem pakker med kedelig dåsemad o. lign. Ifølge dagspressen indberetter politiet nu konsekvent hvert tilfælde med det resultat, at stort set alle nyankomne flygtninge i de seneste måneder (mere end 1100) er indberettet. Selvfølgelig er ordningen udtryk for en begrundet mistanke om, at mange asylsøgere slet ikke er politiske forfulgte, og at deres hukommelsestab dækker over frygten for udvisning, fordi der er fred og ro der, hvor de kommer fra.

Tilliden mellem vælgere og folkevalgte lider også et knæk i det voksende antal tilfælde, hvor politikerne hårdnakket benægter en sammenhæng, der er åbenlys for enhver: Det afvises at de ekstra milliarder til færingerne intet har at gøre med stemmeafgivningen i Folketinget. I et andet tilfælde forsikrer udviklingsministeren i fuld alvor, at der ikke er nogen sammenhæng mellem hjemsendelse af afviste asylsøgere fra Somalia og et tilsagn om at yde landet 60 mio kr i ekstra bistandshjælp.

Hvorfor opstår sådanne situationer, hvor politikerne åbenlyst taler mod bedre vidende? En del af forklaringen er vel at de undertiden forveksler fromme håb og illusioner med valgløfter. En anden forklaring er at sandheden ikke er særlig populær. Men den lemfældige omgang med sandheden vidner tillige om et såre arrogant livssyn, som er ganske fremherskende indenfor vores politiske elite. Hvordan kunne det også være anderledes for Folketingets hærskare af politologer, økonomer og jurister, der er opfostret til at hylde Alf Ross. Denne statsrets-ekspert havde en direkte nedladende opfattelse af den almindelige vælgers indsigt og dømmekraft.

Underligt nok så er den negative opfattelse af de menige vælgere et nyt fænomen. Selv Socialdemokratiet var oprindelig en varm tilhænger af direkte demokrati. Da Rigsdagen i 1909 behandlede en Grundlovsændring, gik partiet ind for en "forslagsret for befolkningen" og da

samme forsamling i 1920 påny diskuterede sagen fremhævedes det direkte demokrati i Svejts som "det system, som vi Socialdemokrater altid har været tilhængere af." Af en eller anden grund mistede partiet ganske begejstringen for direkte demokrati i løbet af det årti, der fulgte. Enhver socialdemokrat vil givetvis betegne det som et rent og skært tilfælde, at partiet i den mellemliggende periode selv var kommet i besiddelse af regeringsmagten.


Den Radikale dobbelt-tale

De Radikale har et ganske finurligt forhold til direkte demokrati. Teoretisk set går man ind for det, men i praksis er man imod! Det er den konsekvens man må drage når man sammenligner skrifter og udtalelser med deres stemme-adfærd i de parlamentariske forsamlinger. I løbet af de seneste 25 år har der været fremsat omkring et halvt hundrede forslag om emnet i Folketinget. Ved gennemlæsning af Folketingets optryk af alle debatterne finder man ikke et eneste tilfælde hvor partiet udtrykker sin uforbeholdne sympati for det fremsatte forslag.

Den Radikale ordførers tale følger et rutinemæssigt mønster: Det understreges, at partiet er en varm tilhænger af Direkte Demokrati. Derefter lykkedes det altid at finde et eller andet hår i suppen ved det foreliggende forslag, der er fremsat af Fremskridtspartiet eller SF (De Radikale fremsætter nemlig aldrig selv forslag herom, uanset om de er med i regeringen eller ikke). Det er altid en bagatel, som medfører at partiet desværre ikke kan støtte forslaget.

Situationen minder om skyggeboksning. Z fremsætter er forslag. B's ordfører viser sympati, men afviser forslaget med at 20.000 underskrifter er for lidt til et udløse en folkeafstemning. Kravet bør være 50.000. Z ændrer derpå sit forslag til 50.000 og genfremsætter det i en ellers uændret form. B's ordfører er påny positiv. Men nu er det pludselig noget helt nyt, der gør forslaget uacceptabelt. Der er for lang frist til at indsamle underskrifterne eller lignende.

Sidste år behandlede Københavns Borgerrepræsentation to forslag om lokal folkeafstemninger (Busterminalen og Kommunehospitalet). Begge blev nedstemt. Kan læseren mon gætte, hvordan de Radikale repræsentanter stemte?

Det er lidt af en udfordring at finde "den røde tråd" i de Radikales kurs. Havde kursen bare mindet om et bevægeligt mål, svarende til lerdueskydning. Men at skyde sig ind på deres holdning svarer nærmere til at ramme et myg med en dartpil.


Duel med vælgerne

Når man betragter politikernes sprogbrug i forbindelse med folkeafstemninger skulle man tro, at det drejede sig om en duel mellem dem og vælgerne: Målet er at "vinde" afstemningen. Den må ikke "tabes på gulvet" osv. Men hvis man på forhånd er så forhippet på at udfaldet bliver sådan, som de vil have det, hvad skal den så gøre godt for? Den grundlæggende idé med direkte demokrati er at politikerne spørger vælgerne til råds i vigtige anliggender. At man simpelthen opfattede folkeafstemninger som en værdi i sig selv. Og ikke kun som et middel til at give de folkevalgte et klap på skulderen.

Kunne Nyrup ikke lade sig inspirere af det regeringsgrundlag, som hans partifælle, den nye tyske kansler Schröder netop har udarbejdet sammen med de Grønne? Her siges blandt andet: "Vi vil styrke borgernes deltagelse. Derfor agter vi at ændre Grundloven således, at folkeafstemning og vælger-initiativ indføres på landsplan". Stik den Poul Nyrup Rasmussen.