Information 31. maj 1995:

Info-samfund, borgerkort og elektronisk demokrati

Marcus Schmidt, Lektor Handelshøjskole Syd


Ministerielle visioner

I den senere tid har det offentlige på forskellig vis signaliseret en stigende interesse for EDB-udviklingens konsekvenser for samfund og borgere. Forskningsministeriet med bogen "Info-samfundet år 2000" og Indenrigsministeriet med "Rapport vedrørende forprojekt om elektronisk borgerkort". Rent umiddelbart må sådanne initiativer velsagtens hilsen velkommen. Systematiske tanker om fremtiden har vel sjældent været mere påkrævet end nu, hvor den tekniske udvikling raser afsted og hvor EDB-programmer og PC´ere ofte er forældet inden de overhovedet er nået frem til de danske virksomheder, folkeskoler osv. Hvis vi ikke ofrer kræfter på at udvikle en strategi for fremtiden risikerer vi, at Danmark bliver hægtet af. En vellykket overgang til info-samfundet kræver i sagens natur en ekstraordinær indsats på det uddannelsesmæssige område. På tilsvarende vis vil det være påkrævet, at der i info-handlingsplanen bliver lagt vægt på en optimal udnyttelse af ressourcerne. Info-samfundet kræver at vi fremover skal gøre mange ting på en helt anden måde, end vi har været vant til før. Men alt i medens vi er midt i denne omstillingsproces skal vi samtidigt passe på, at vi ikke kommer til at hælde barnet ud med badevandet. Med "badevandet" mener jeg den forældede teknologi og med "barnet" mener jeg til demokratiet. Der er nemlig en overhængende fare for, at vores i forvejen tyndbenede eller magre demokrati udvikler sig til en ren og skær farce (Alvin Toffler betegner valg i vestlige lande for beroligelsesritualer).

I denne tid mindes vi 50 året for befrielsen og vi erindrer hvor vigtigt det er at værne om demokratiets dyder. Man skulle mene, at vi og især vore politikere i dag har vægtige grunde til at tage folkestyrets idealer mere højtideligt og alvorligt end nogensinde før. Men er det tilfældet? Og er det overhovedet muligt at analysere myndighedernes og politikernes "grad af tagen alvorligt" vedrørende demokratiet? Det fører nok ikke rigtig til noget at spørge dem ad på direkte vis. For hvem vil indrømme, at han/hun ikke tager demokratiet alvorligt?

Der findes imidlertid en indirekte og simpel metode som kan bruges til at analysere sagen. Metoden hviler på den enkle forudsætning, at der på længere sigt er en slags sammenhæng mellem ord og handling (indstilling). I overført betydning: Hvis jeg ustandseligt gør opmærksom på, at jeg elsker dig, er der nok mere alvor bag min kærlighed, end når mine erklæringer desangående har karakter af sjældne og halvkvalte pligtøvelser. - Antag, at ophavsfolkene til de to rapporter virkelig er "forelsket i demokratiet" - på linie med det moderne folkestyres fædre som John Locke, Abraham Lincoln, Thomas Jefferson, John Stuart Mill o.lign.


Info-samfundet

Lad os med antagelsen af dette "engageret-bekymrede" demokratisyn kaste os over forskningsministeriets rapport Info-samfundet år 2000. Publikationen (bedre kendt som Dybkjær-rapporten) er udarbejdet af en personkreds, dækkende over Lone Dybkjær og Stiftamtmand Søren Christensen, dertil en sekretariatsgruppe samt medarbejdere og en følgegruppe - i alt 40 personer. Når man sammensætter et hold, der skal beskæftige sig med noget så bredt og fundamentalt som fremtidens samfund, kunne man forvente, at et sådant udvalg så vidt muligt afspejler info-samfundets "brugere", nemlig borgerne. Over halvdelen er ansat som afdelingschef, fuldmægtig, kontorchef etc. i et af de 15 involverede ministerier (Hele 6 personer fra Finansministeriet). Af de øvrige deltagere er den overvejende del ansat i offentlige- eller halvoffentlige foretagender hhv. interesseorganisationer.

Kun tre repræsenterer erhvervsinteresser, nemlig IBM, Ericsson samt B & O - hvoraf de to førstnævnte er multinationale virksomheder af udenlandsk oprindelse. Og B & O kan vel næppe anses som en typisk repræsentant for dansk erhvervslivs ca 200.000 firmaer. Kendsgerningen er altså, at landets informationsstrategi er formuleret af statsministerens kone, en bunke ministerielle embedsfolk, eksperter i offentlige foretagender og pressionsgrupper samt et par direktører i kæmpestore virksomheder! Hvordan i alverden skal dette elitære sammenrend tilgodese den gravide bankassistent fra Svendborg, landmanden fra Løgumkloster, pensionisten fra Frederiksberg, indvandreren fra Albertslund eller indehaveren af Rønne-VVS? Deltagerkredsen vidner ikke just om, at man ved sammensætningen har gjort sig synderlige overvejelser omkring det brede folkeligt islæt.

Men lad os se lidt på rapporten. En trykte udgave fylder små 100 sider, medens den elektroniske version leveres på to disketter. Sidstnævnte kan læses ind på en PC´er og rummer en facilitet til såkaldt fritekst-søgning. Nu kunne det være interessant at søge på ord som demokrati, folketingsvalg, folkeafstemning, vælgere o.lign. For burde disse ord ikke udgøre nøglebegreber i en afhandling om fremtidssamfundet? Resultatet er skuffende: De sidstnævnte tre medfører slet ingen fund. Kun "demokrati" medfører fire fund, hvoraf tre er gentagelser af følgende dybsindige og præcise betragtning: "Informationsteknologien skal understøtte demokrati og den enkeltes adgang til medindflydelse." Rapporten bærer samtidigt præg af at være "navlebeskuende" fsa. ophavskilden: "Forskningsministeriet" giver hele 12 fund. Der er også et sandt overflødighedshorn af rationelle termer: "effektiv" nævnes 16 gange, "rationalisering" flere gange osv.


Borgerkortet

Nu til rapporten om borgerkortet. Selve udarbejdelsen er foretaget af tre ansatte i Indenrigsministeriets CPR-kontor. De har fået støtte af en snæver referencegruppe, bestående af 10 personer ansat i hhv. Forskningsministeriet, Sundhedsministeriet, Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening. Alle 13 direkte involverede har titler som kontorchef, fuldmægtig eller konsulent (Personalesammenfald i forhold til Info-rapporten forekommer). Det skulle undre, om der blandt de 13 er bare en, der ikke har en akademisk uddannelse. Udover de 13 nævnes en løs følgegruppe på i alt 40 personer, fortrinsvis ansatte i foretagender, der mere eller mindre direkte har tilknytning til "informationsbranchen": Siemens Nixdorf, Bull, Diatel, Price Waterhouse, Datacentralen, PBS, Danmønt, Danske Bank, TeleDanmark, Postvæsnet, Dansk Standard osv. I sidstnævnte gruppe indgår også fem ansatte i forskellige ministerier. På en måde kan man sige, at "brugerne" af borgerkortet er tilgodeset, endskønt det ikke drejer sig om de endelige brugere, de menige borgere, men om de virksomheder og myndigheder, der især må antages at kunne profitere ved indførelse af et borgerkort.

Ser man på borgerkort-rapporten, minder den i tonen nærmest om en overdimensioneret reklamebrochure fra et pengeinstitut. Der er - med en vigtig undtagelse (!), se forneden - næsten ingen grænser for, hvad borgerkortet alt kan bruges til: Det vil overflødiggøre halvdelen af kommunens blanketter, kan bruges som studiekort og bibliotekslånekort, kan erstatte kørekort, fungere som rejselegitimation og fisketegn, tjene som indbetaltingskort for moms, som legitimationskort hos arbejdsformidlingen og hos postvæsnet, som personnummerbevis og muligvis som sygesikringsbevis. Selv om det ikke tages direkte stilling til det i rapporten, stilles der mod slutningen spørgsmålet om, hvorfor da ikke andre kort som benzin- og telefonkort, kundekort, Master/Euro/Visa/Dankort på sigt kan erstattes med et og samme kort (borgerkortet?).

Borgerkort-rapporten kan rekvireres på diskette, hvor den fylder ca 100 sider og med 100 siders bilag. En fritekst-søgning på selve rapporten giver 0 fund på "demokrati", "afstemning" og "folketingsvalg". Der er derimod 16 fund på "Indenrigsministeriet", 8 på "effektiv", 5 på "rationalisering" osv.

Ganske som rapporten om Info-samfundet så tyder borgerkort-rapporten unægteligt på, at hensynene til demokratiets udbygning bevist eller ubevidst har måttet vige for de rent teknokratiske hensyn. Folkestyrets idealer er rent ud sagt blevet ofret på rationalitetens og effektivitetens alter. Det tyder på, at man på ministerie-niveau har noget ganske andet i tankerne når man taler om demokrati, end tilfældet er i det omgivende samfund. Overført til minister-sprog betyder "deltagelse", "engagement", osv. at alle berørte ministerier skal være repræsenteret i udvalgsarbejdet, at forskellige niveauer i hierarkiet skal høres om deres mening, osv.

I bilagsdelen til borgerkort-rapporten findes et afsnit på ca 1˝ side om "Gennemgang af elektronisk borgerkort anvendt ved valg". Heri siges, at et borgerkort muliggør en overgang til EDB-valglister med elektronisk afmærkning. Fordelen skulle være "at borgeren ikke længere behøver at afgive sin stemme ved et bestemt valgbord på afstemningsstedet, hvilket medfører, at ... de tilforordnede kan udnyttes mere fleksibelt i løbet af valgdagen." (Bemærk: Effektivitets-hensynet!). Men hvor borgerkortet ellers overalt i rapporten hyldes som et kærkomment universalmiddel er der et og kun et område, hvor det bestemt ikke kan anvendes: "Indenrigsministeriets valgopgørelsesudvalg har i Betænkning nr 1248 ´Valg og EDB, 1993´ fundet, at det ikke kan anbefales, at der træffes principiel beslutning om, at overgang til elektronisk stemmeafgivelse i Danmark bør tilstræbes." Punktum!


Valg og EDB

Udvalget bag "1248" har i perioden 1985-92 med afbrydelser haft som opdrag at "overveje forskellige modeller for effektivisering og rationalisering af folketingsvalgopgørelsen gennem en hensigtsmæssig udnyttelse af EDB." (Effektivitets-hensynet igen!) Udvalgets 11 medlemmer er ansat i Indenrigsministeriet, Danmarks Statistik samt i et udvalg af kommuner, som regel med titel af kontorchef, fuldmægtig o.lign. (Der forekom personalesammenfald jfr. borgerkort-rapporten). En stor del af "1248" omhandler anvendelse af EDB til optælling og indberetning af valgresultater. Dette er uden interesse her. Men den konkluderer altså, at stemmeafgivningen i Danmark ikke bør kunne foregå ved hjælp af EDB.

Begrundelse:

(1): "På det foreliggende grundlag kan udvalget ikke anbefale, at der træffes principiel beslutning om, at overgang til elektronisk stemmeafgivning i Danmark bør tilstræbes. Tiden er ikke moden til at træffe beslutning om, at det hævdvundne, håndgribelige bevis på vælgernes stemmeafgivning, stemmesedlen, skal afløses af usynlige ureproducerbare registreringer i et EDB-system." (s. 17)...Elektronisk stemmeafgivning vil bryde med den snart hundredårige tradition for, hvordan stemmeafgivningen I Danmark foregår...Overgang til elektronisk stemmeafgivning vil kunne medføre, at vælgeren fremmedgøres i forhold til selve valgprocessen." (s. 62)

Et sympatisk omend lidt nostalgisk argument, eller..? Lad os prøve at genlæse begrundelsen men med en mindre omskrivning. Antag for en stund, at følgende afsnit er et uddrag af en dugfrisk rapport, udarbejdet af de økonomiske vismænd:

(2) "På det foreliggende grundlag kan udvalget ikke anbefale, at der træffes principiel beslutning om, at overgang til elektroniske betalingsmidler i Danmark bør tilstræbes. Tiden er ikke moden til at træffe beslutning om, at det hævdvundne, håndgribelige bevis på forbrugernes betalingsmidler, pengesedlen (og mønten), skal afløses af usynlige ureproducerbare registreringer i et EDB-system... Elektroniske betalingsmidler vil bryde med den hundredårige tradition for, hvordan betaling i Danmark foregår...Overgang til elektronisk betaling vil kunne medføre, at forbrugeren fremmedgøres i forhold til selve købsprocessen."

(1) er identisk med (2) bortset fra at vælgerne er erstattet med forbrugerne, stemmeafgivning med betalingsmidler, stemmesedlen med pengesedlen og valgproces med købsproces.

Jeg tror de fleste vil være enige i, at tiden er løbet fra argument (2). Og mon ikke vismændene ville blive alvorligt til grin, hvis de i fuld alvor fremsatte en sådan udtalelse. Men medens argument (2) udgør et overvundet stadium, så er argument (1) stadigvæk højaktuel forstået på den måde, at det udgør begrundelsen for ikke at indføre elektronisk stemmeafgivning vha. af borgerkortet.Udviklingen er på alle væsentlige områder løbet fra præmisserne i "1248"! Forfatterne går ud fra, at elektronisk stemmeafgivning foregår på valgstedet. Som eksempel nævnes USA, hvor stemmeafgivning mange steder foregår på den måde, at vælgeren afgiver sin stemme ved at foretage en indtastning på en "en stemmemaskine", en terminal, der er opstillet på valgstedet. Det konkluderes, at "de, der måtte være skeptiske overfor muligheden for indførelse af elektronisk stemmeafgivning i Danmark, har i hvert fald indtil videre økonomien på deres side."

Begrundelse: Ved et landsdækkende system i Danmark skulle der anskaffes isenkram og programmel - over 1000 stemmemaskiner - til omkring 90 mio kr - svarende til de totale udgifter ved afholdelsen af to folketingsvalg. Beløbet er selvfølgelig vildt overdrevet og skyldes at beregningerne er baseret på en teknologi, som eksperter på området i dag vil betegne som "antikveret." Hvis man alternativt lod stemmeafgivningen foregå ved at vælgerne afgav deres stemme over telefonnettet via den nyeste generation af centralt placerede voice-response computere, så ville udgifterne til en afstemning koste en brøkdel af det beregnede beløb. Men en sådan "stedsuafhængig" elektronisk stemmeafgivning ligger ifølge forfatterne "et godt stykke ude i fremtiden." - Jeg har meget svært ved at frigøre mig fra den tanke, at den eller de personer, der har skrevet disse linier (a) har tænkt på egne fremtidige karrieremuligheder i det ministerielle system og (b) har tænkt på at rapportens læserskare tæller repræsentanter for hvad jeg vil kalde den indirekte styreforms benhårde fundamentalister.

Forskellige i steder i 1248 støder man på vendinger, der i dag må betegnes som selvfølgeligheder "...der må tages særlige forholdsregler til at sikre, at indenrigsministeriets system ikke bliver inficeret med EDB-virus."(s. 52) Samtidigt skal der "være (kontrollerbar) sikkerhed for og tillid til at systemet er programmeret korrekt." (s. 62) - Sådanne formuleringer antyder, at centrale dele af rapporten er skrevet engang i midten af 1980erne. Imod dette taler, at der i et relateret afsnit henvises til en artikel fra 1992 (men den kan jo være indføjet under korrekturlæsningen).


Konklusion

Borgerkort-rapporten baserer sine præmisser mht. kortets manglende anvendelighed til stemmeafgivelse på en betænkning, hvis påstande i den udstrækning de er korrekte, er relativt uvæsentlige (Frit valg mellem registrering ved bord 1-4 osv.). Men lige præcis der, hvor konklusionerne har afgørende betydning, er de desværre helt forkerte, forstået på den måde at tiden ganske enkelt er løbet fra de præmisser, som påstandene bygger på (Dyre stemmemaskiner, folk er usikre overfor den ny teknik osv). Kendsgerningen er, at der hverken teknisk eller økonomisk set er noget som helst til hinder for, at stemmeafgivning i Danmark i dag foregår på elektronisk vis! Fx ved at vælgeren ringer til en voice response computer og stemmer via sin trykknaptelefon (for en nærmere redegørelse se min bog Direkte Demokrati i Danmark - om indførelse af et elektronisk andetkammer). Metoden kan let sikres mod svindel ved at hver vælger udstyres med to PIN-koder, én ("private key", fx 9876), som vælgeren holder for sig selv og én ("public key", også kaldet pseudonym, fx abba), der offentliggøres i den lokale avis eller på tekst-TV i dagene efter valget - sammen med ens stemmeafgivelse (fx abba - stemt B/Radikal). Ved nu at sammenholde ens (private) faktiske stemmeafgivelse via telefonnettet med den, som man krediteres for ifølge avisen, garanteres, at ens stemme er registreret korrekt. Metoden kan håndtere situationer, hvor der skal stemmes på personer såvel som folkeafstemninger med ja/nej svar - uden at vælgerens anonymitet af den grund er truet. Et bindende system desangående vil selvfølgelig kræve, at valglovene ændres, så der åbnes op for stemmeafgivning per telefon.

Men som en ledende politiker argumenterede i forbindelse med en af Folketingets debatter om folkeafstemninger: ["Vi er imod direkte demokrati], fordi vi her i landet bekender os til det repræsentative demokrati". - Og det er jo på den anden side en ganske god grund...