Information 20. September 1994 (oprindelig version, inklusive visse tilføjelser, der ikke er med i avis-udgaven):

Teledemokrati?

Marcus Schmidt, lektor Handelshøjskole Syd


"De største fremskridt i civilisationen er processer, der er uhyggeligt tæt på at ødelægge de samfund, i hvilke de foregår". - Alfred North Whitehead (1861-1947)

Ni ud af ti vælgere er ifølge meningsmålinger enige i, at vort repræsentative demokrati er den bedste styreform. Men når de samme vælgere skal karakterisere niveauet for den politiske debat, får piben en anden lyd: Begreber som "underlødig", "overfladisk" og "onskabsfuld" fører hitlisten, medens kun meget få sætter kryds ved "værdig", "saglig" og "konstruktiv". To ud af tre mener politikerne går mere op i at blive genvalgt, end i at løse landets problemer.

Vælgernes manglende politiske engagement kommer også til udtryk i partiernes medlemstal. Danmarks Naturfredningsforening har flere medlemmer end landets politiske partier sammenlagt. Vi er ved at udvikle os til et tilskuerstyre med demokratisk underskud. De Konservative annoncerer i dagspressen efter kandidater til kommunalvalget og De Radikale samler partierne til et fælles fremstød for at øge partiernes medlemstal. Da en EU-parlamentariker tog hjem for at møde vælgerne, forefandt han en gabende tom sal. For tyve år siden kunne Glistrup og Erhard fylde enhver dansk idrætshal. I dag er dette kunststykke forbeholdt Uffe Ellemann og måske Nyrup. Forudsat, at en lokal partiforening sørger for en god foromtale, kan en minister mønstre 50-100 fremmødte. En menig MFer (Bortset fra Ritt o.lign.) gider ingen spilde en aften på.


Det lave politiske engagement kan tolkes på to diametralt modsatte måder:
Vælgerne er i det store og hele tilfredse med det eksisterende demokrati. De politiske beslutninger er uddelegeret til professionelle. Derfor gider vælgerne ikke spilde tid på at beskæftige sig med dem i dagligdagen.
Vælgerne føler sig i den grad fremmedgjort overfor politik. Da de ikke har nogen som helst indflydelse på samfundets beslutninger (ud over at sætte deres kryds), fører det ikke til noget at spilde tid på det. Med økonomens sprog kunne man sige, at da der ikke er et udbud af politiske beslutninger, ja så er der heller ingen efterspørgsel.

Det skorter ikke med løsningsforslag samt velmente bud på, hvad der bør gøres. Desværre er ingen af rådene særligt vidtgående, og især politikernes bøger om emnet bærer tydelig præg af hensynet til hurtig medieomtale og PR fremfor til dybtgående filosofiske overvejelser. Forfatterne er ofte en tidligere minister med åbenlyse magtabstinenser. Magtløsheden søges kompenseret gennem udgivelse af en debatbog, der fungerer som en forlængelse af folketingets talerstol. Fælles for bøgerne er, at de er skrevet indenfor kort tid. Følgelig er argumentationen overfladisk og fyldt med selvmodsigelser, men ikke desto mindre skråsikker. Anmeldelserne i pressen er da også derefter: Negativ, grænsende til det udtværende. Langt de fleste af bøgerne vil være glemt om kort tid og bæres fortrinsvis frem af politikerens aktuelle popularitet som salgsvare.

Debattørernes konklusion kan være at vi er i en værdikrise, at socialstaten har umyndiggjort borgerne osv. Det mest revolutionære en politiker kan "mande" sig op til, er at foreslå en revision af bloktilskuddene, styrkelse af Folketingets markedsudvalg o. lign. Ideer som disse hører i bedste fald ind under hvad man kunne kalde politisk kosmetik. Det er lappeløsninger, der på ingen måde tager fat ved ondets rod.

Folketinget har været blandt de varmeste fortalere når det drejer sig om at bryde monopoler, det være sig Danmarks Radio, P & T eller DSB. Devisen lyder: Kun institutioner, der kan klare sig på den frie konkurrences præmisser, er levedygtige.


En væsentlig indretning har dog åbenbart opnået dispensation fra liberaliseringsbølgen:

Ingen seriøs politiker på Christiansborg taler om at bryde Folketingets magtmonopol på de samfundsmæssige beslutninger. Præcis her stopper festen. Men det er her og kun her årsagen til demokratiets tillidskrise og politikerleden kan findes. Først når man har erkendt dette, er der håb om at finde en varig løsning: Et engageret folkestyre, hvor borgerne gider deltage.

Da de kommunistiske økonomier i øst for nogle år siden kom i krise og brød sammen, kendte vores politikere svaret: Når borgernes informationsniveau og levevilkår stiger, vil de ikke længere finde sig i, at en håndfuld personer i politbureauet egenrådigt styrer landet. Tiden er inde til, at vores politikere anvender dette argument på sig selv: Hvis vælgernes uddannelse og sociale forhold forbedres, er de ikke længere tilfreds med at sætte et kryds med års mellemrum og så overlade det til en lille elite at træffe alle beslutninger.

I begyndelsen af dette århundrede skrev den tyske filosof Oswald Spengler en meget omtalt bog om vesterlandets undergang. En af hans spådomme gik ud på, at parlamentarismen næppe ville overleve udgangen af det 20 århundrede. Der er ingen tvivl om, at vi i dag lever i den senparlamentariske tidsalder. Det danske folkestyre går tilbage til midten af det 19 århundrede. Folketinget i dens nuværende form har en anciennitet, der er mindre end dets ældste medlemmer. Det er aldeles usandsynligt, at det vil eksistere i noget nær dets nuværende form -når vore dages teenagere til sin tid flytter på alderdomshjem. Ingen kan i dag med sikkerhed sige, om Folketinget og dets centralistiske strukturer med tiden helt kan undværes - på samme vis som vi i 1953 nedlagde Landstinget, fordi det var overflødigt. Måske vælger vi at bibeholde det som minde om en stolt fortid, ganske som englænderne har bevaret deres Overhus. Og på samme måde, som vi i dag mindes de forskellige epoker af vores historie på Hjerl Hede, i Jelling og i Den Gamle By i Aarhus. Den demokratiform, som vi med syvmileskridt bevæger os hen imod, kunne man kalde den participatoriske æra.

I den seneste tid ser vi visse - omend halvhjertede - tilløb til en øget direkte borgerdeltagelse. I Tyskland har socialdemokraterne valgt deres formand i et direkte valg blandt partimedlemmerne, og herhjemme diskuteres blandt andet lignende procedurer ved valg til poster i fagbevægelsen, ved bispevalg osv. Indtil videre drejer snakken sig dog kun om valg af personer. Reelt direkte demokrati forudsætter imidlertid, at almindelige vælgere (her: medlemmerne) skal stemme om politiske alternativer, forhandlingsudspil mht. løn, tryghedsaftaler osv.

Mit bud på en langvarig løsning er indførelse af en form for institutionaliseret direkte demokrati (Teledemokrati) på samfundsplan under anvendelse af den nye teknologi: Et såkaldt elektronisk andetkammer, MiniDanmark - en vælgerårgang, der over telefon skal godkende de love, som Folketinget vedtager (Direkte Demokrati i Danmark, Ny Nordisk Forlag (Se kronik i Politiken den 2.10.1993). Trykknaptelefoner, teletext, Internet o.lign. medfører, at direkte demokrati i løbet af få år vil opleve en triumferende renæssance - om vi nu bryder os om det eller ej. Historien lærer: Når en ny teknologi fortrænger en gammel, får det ofte skæbnesvangre konsekvenser for magtstrukturen i samfundet. Da bogtrykkerkunsten blev opfundet, gjorde datidens magthavere hvad de kunne, for at bekæmpe den nye teknologi. Selv oplyste renæssancefyrster som Herug Federigo af Urbino accepterede kun håndskrevne bøger i sit bibliotek. Men lige lidt hjalp det. Parallellerne til i dag er nærliggende: Vi kan selvfølgelig påstå, at teledemokrati er et luftkastel og mene politiske beslutninger i al evighed vil blive truffet i parlamentet. Ganske som Saddelmagernes Fagforening under en kongres i slutningen af det 19. århundrede bekendtgjorde, at automobilen aldrig nogensinde ville afløse hesten som vigtigste transportmiddel...

Ideen med teledemokrati er i øvrigt ikke ny: Allerede For 25 år siden talte den amerikanske samfundsfilosof Robert Paul Wolff om at anvende "int-the-home-voting machines", der skulle kunne kobles til fjernsynet og overføre folks stemmer til regeringen i Washington (In Defense of Anarchism, New York: Harper & Row 1970).

John Burnheim, der er professor ved universitetet i Sydney, har gjort sig lignende forestillinger. Han peger også på en måde at udvælge deltagerne til sådanne afstemninger på. Den bør foregå ved simpel lodtrækning. På den vis undgås, at politikken forbeholdes en elitær klike (Is Democracy Possible?, Oxford: Polity Press 1985). Benjamin Barber, Walt Whitman professor ved Rutgers University (USA), har sit egen bud på hvordan man kan gøre demokratiet mere stabilt. Han foreslår et helt sæt af sammenhængende tiltag heriblandt lokale folkeforsamlinger, almen samfundstjeneste, bedre information - fx gratis teletext til alle -, eksperimenterende teledemokrati osv (Strong Democracy: Participatory Politics for a New Age. Los Angeles: University of California Press 1984). Selv politologernes ypperstepræst, professor Robert Dahl (Yale), har været inde på noget, der kunne minde om teledemokrati: Han foreslår at man udvælger et panel på fx 1000 vælgere ved tilfældig udvælgelse (han kalder det selv "Minipopulos"). Dahl forestiller sig, at panelets mandat skal begrænses til en enkelt sag, fx Øresundsbroen, som panelet så skal specialisere sig på i en periode på ca et år, og som de så skal stemme om i form af en folkeafstemning blandt "veloplyste" - Man kunne selvfølgelig tænke sig samtidige paneler om mange forskellige aktuelle og politisk omstridte emner på lokalt såvel som på nationalt plan (Se Democracy and Its Critics, New Haven: Yale University Press 1989).

Professor James Fishkin fra Universitetet i Texas har en idé, der minder en del om Dahls.

Da hans forslag rummer spændende muligheder, vil jeg gøre nærmere rede for det (Democracy and Deliberation: New Directions for Democratic Reform, New Haven: Yale University Press 1991): Fishkin foreslår, at politikere, forud for vigtige beslutninger, indkalder til en konference. Deltagerne er (ud over dem selv) en repræsentativ stikprøve på 500-600 vælgere. Fishkin kalder denne personstikprøve for "en gigantisk fokus-gruppe" - med henvisning til de fokusgrupper med forbrugere, som analysebureauer anvender til test af nye produkter. Ideen er så, at politikerne i løbet af nogle dage tvinges til face-to-face konfrontation og debat om emnet med (et udsnit af) vælgerne. Emnet kunne være opførelsen af en ny bro, vedtagelsen af en konkret straffelovsændring eller lignende. De inviterede vælgere kunne enten opsøge deres foretrukne kandidater (eller det modsatte) for at diskutere sagen ansigt til ansigt med dem, eller de kunne deltage i store fællesarrangementer. Da personudvælgelsen er tilfældig og ret stor, minder det om en meningsmåling. Men til forskel fra denne, bærer svarene mere præg af overvejelse. For når man bliver ringet op af et meningsmålingsinstitut, føler mange af os, at vi bliver taget på sengen. Da svarene skal falde "her og nu", bliver de impulsive og tilfældige. Det er straks noget andet, når man får nogle dage til at tænke sig om, sætte sig ind i sagen, diskutere med andre, høre politikernes argumenter osv. - inden man fælder sin eget dom. Så hvis man herefter tæller vælgernes svar op, kunne man sige, at det er udtryk for en gennemtænkt meningsmåling. Ideen er bestemt værd at arbejde videre med, endskønt den ikke er problemfri. Fishkin giver eksempelvis ingen klar bud på, hvilke politikere der skulle deltage: Alle parlamentarikere? Partiernes ledere eller ordførerne? Medlemmerne af stående udvalg fx trafikudvalget? Det siges heller ikke noget om, hvad udfaldet af konferencen skulle være. Skal vælgerudsnittet til slut stemme om deres holdning til den forestående beslutning? Og hvis denne afstemning går imod politikerflertallet - skal politikernes mandat da være bundet osv.? I England og USA eksperimenterer man på indeværende tidspunkt med Fishkins idé. En afgørende hindring for en afprøvning af ideen vedrører omkostningerne, der er forbundet med en afvikling af et sådant demokratisk eksperiment. Hvem skal betale for gildet? Teknisk set er der ingen problemer. De større danske analysebureauer (GfK Danmark, Gallup, AIM osv.) ville uden videre kunne magte at koordinere opgaven, forudsat at de kunne holdes finansielt skadesfri. Omkostningerne til projektet ville skønsvis svare til, hvad der koster at afvikle et landsmøde, eller en fagforeningskongres med ca 1000 deltagere (altså 5-10 millioner kroner). Måske noget mere, da udsnittet skal være repræsentativt og kommunikationsfaciliteterne skal være i top. Det er ikke strengt nødvendigt, at vælgere og politikere samles på et centralt sted. Men i modsat fald skal der på de lokale samlingssteder være nem adgang til at afholde telekonferencer med de øvrige steder.

Hvad om man afprøvede Fishkins idé i Danmark? Der er rigeligt med emner til dagsorden som vi kan vælge imellem: Øresundsforbindelsen, initiativer til bekæmpelse af arbejdsløsheden, regler for affaldssortering, udlændingeloven, prioritering inden for sundhedssektoren mm. Konferencen kunne afsluttes med en vejledende afstemning blandt vælger-udsnittet. Så kunne det jo være interessant, om politikerne turde se bort fra dens udfald, såfremt den gik dem imod. Man skulle så forestille sig, at det hele fik rigelig dækning i TV, radio og aviser.

Men hvor skal pengene til forsøget altså komme fra? Midlerne kunne skaffes mange steder på finansloven. Man kunne skære i forsvarsudgifterne, på statstilskud til Tvind osv. Men man kunne også gøre noget andet: Som reglerne er i dag, skal skatteborgerne udrede et meget stort beløb i livsvarige pensioner til en mindre hær af abdicerede ministre (flere af dem skal have pension i omkring et halvt århundrede). Hvis man akkumulerer dette beløb over den gennemsnitlige restlevetid svarer det - tilbagediskonteret - til nogle hundrede millioner kroner.

Et stort vælgerflertal er ifølge meningsmålinger imod disse livsvarige pensioner. Der er faktisk vælgerflertal for, at de først udbetales fra den dag, politikeren når pensionsalderen. På den måde kunne man spare adskillige millioner hvert år. Uden tvivl rigeligt til at afholde indtil flere af de omtalte konferencer per år (Man kunne måske nøjes med at indføre en 20%s særskat på de omtalte pensioner). Dette er ikke stedet at udsætte ministre for hetz og misundelse. Og måske er det unfair at fratage dem penge, som de mener at have ærligt fortjent for deres slidsomme arbejde for samfundet. Meningen var blot at illustrere, at pengene sagtens kan findes, hvis der er en vilje. Der er bare et problem. Hvem skal bevillige pengene til omtalte demokratiske eksperiment? Politikerne! Og hvem risikerer at få en masse besvær og miste indflydelse hvis projektet realiseres? Det gør de! Og der var så den historie....

Politikerne gør os utrætteligt opmærksom på, at demokrati og debat er to sider af samme sag. Men i dag foregår debatten fortrinsvis i Folketinget. Debattens favoriserer helt specielle grupper i samfundet som midaldrende mænd, skolelærere, akademikere og personer, der er opvokset i politiske hjem (Hækkerup, Helveg, Jakobsen osv.). Det er i øvrigt som så med "debatten". Talerne i Folketinget minder mest om proklamationer og er for det meste gentagelser af forud kendte standpunkter. Når så et medlem en enkelt gang lader sig påvirke af oppositionens argumenter, skifter holdning (fx ved at rette sig efter sin samvittighed) og går mod partilinien, så er der straks optræk til regeringskrise. Konsekvensen er, at det illoyale medlem udsættes for voldsom kritik ved på den måde at profilere sig selv og udøve partiskadelig virksomhed. Som regel virker stokkemetoden: "Tilbage i folden med dig dit stemmekvæg, eller du bliver vraget som kandidat."

Hvordan sikrer vi en bred folkelig debat? I dag er den en illusion - måske lige bortset fra Maastricht o. lign. I maj 1994 spurgte analyseinstituttet GfK et vælgerudsnit, om de nogensinde personligt havde diskuteret politik med et folketingsmedlem. Det bekræftede 24% af de spurgte. Men kun godt halvdelen af disse (56%) svarede, at det var et medlem fra den lokale kreds (resten kan have været kendte politikere på turne). Det vil sige, at kun omkring en ud af ti vælgere har diskuteret med en, der kunne være hans/hendes repræsentant.

Den amerikanske ledelsesfilosof Peter Drucker har sagt: Det er ikke nok at gøre tingene rigtigt - man må gøre de rigtige ting! Når politikerne bruger tid og ressourcer på at gennemføre en rigsretssag mod Ninn-Hansen, er dette et eksempel på, at de vil gøre tingene rigtigt. Hvis de interesserede sig mere for direkte demokrati - det være sig i en elektronisk udformning eller på anden vis - da ville de gøre de rigtige ting. Det klassiske athenske demokrati bød på meget demokrati for de få. Det repræsentative demokrati byder på lidt demokrati for de mange. Fremtidens direkte demokrati derimod lover meget demokrati til de mange.