Politiken 13. december 2000:

Den store, stygge folkestemme

Ebbe Kløvedal Reich


Forud for Nicetraktaten erklærer forfatteren, at folkestemmen ikke længere lader sig kvæle. Det er lige så umuligt at få danskerne til at stemme ja til en grundlov uden paragraffen om folkeafstemninger, som det er at kvæle sig selv med de bare næver, mener forfatteren.


Det demokratiske Danmark har stadig nervøse rysteture oven på nejet 28. september. Frustrationerne er mange og dybtliggende. Fra begge sider af fronten lyder klageråb. Diagnoser og krisehjælp tilbydes og efterspørges videnom. Blandt de mange forklaringer på regeringens og de øvrige EU-tilhængeres seneste nederlag har to skilt sig ud som de vægtigste - dem der er ved at sætte sig som historiske erfaringer. Blot må man håbe, at kun den ene af dem gør det.


En fornærmeligt visionsløs kampagne

Den åbenlyse og derfor også almindeligste forklaring - blandt både jasigere og nejsigere - er, at nederlaget skyldtes jaholdets fornærmeligt visionsløse og snævert økonomistiske kampagne. Da de økonomiske vismænd i begyndelsen af sejladsen tog vinden ud af skrækkampagnens sejl, viste det sig, at fartøjet manglede enhver antydning af motor. De slapt blafrende klude der hang tilbage kunne kun appellere til de mest tryghedsnarkotiske og ellers ligeglade vælgere. De udgør trods alt ikke flertallet af danskerne. Endnu.

Men der er en anden forklaring, der breder sig og så småt er ved at blive den almindeligste blandt de mest engagerede jastemmer. Ifølge den er det selve Folkeafstemnings-institutionen der er noget galt med. Den passer ikke til et meningsfuldt, repræsentativt demokrati, og den er i hvert fald elendig til at afgøre store, komplicerede EU-sager. Det budskab har bl.a. Niels Højlund prædiket i flere år, og på det sidste har en del politikere på Slotsholmen og andre meningsdannere udtalt sig på linie med ham.


Endnu et nervøst sammenbrud

Den første konsekvens af denne omsiggribende tænkemåde er den hektiske aktivitet, der fra nu af vil blive udfoldet for at undgå, at den kommende Nicetraktat lægges ud til folkeafstemning - hvad enten den indeholder ubortforklarlig suverænitetsafgivelse eller ej. Sådan som det hele ser ud nu, lader det til at lykkes at redde det demokratiske Danmark fra endnu et nervøst sammenbrud. Det må vel også indrømmes, at det er svært at se fornuften i atter at kaste en traktat, der med garanti bliver så lang og indviklet, at selv de jurister og ministre der skriver den vil være usikre på, hvad den egentlig betyder, ud til folkeafstemning. Men modstanden mod afstemningerne er mere omfattende og principiel end som så.


Intet ansvar

I slutningen af november afholdt Nyt Europa en konference om EU, demokratiet og globaliseringen. Her udstedte Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, i overensstemmelse med den omtalte trend en veritabel bandbulle imod fænomenet folkeafstemninger. Hans hovedargumenter var - kort og frit gengivet - disse:

1) Folkets flertal kan stemme nej. Men det har hverken noget ansvar eller nogen mulighed for at håndtere konsekvenserne af nejet. Det tvinger blot regeringen og folketingsflertallet til at føre en politik, de er modstandere af. Det kommer der sjældent noget godt eller hæderligt ud af.

2) Afstemningens forenklede frontdannelse mellem ja og nej sætter usunde, varige skillelinier i vælgerbefolkningen. Mens den 'almindelige' politik behandler stridsemnerne i en stadig løbende proces, er der en tendens til at se et folkeafstemningsresultat som et definitivt punktum: Folkeflertallet har talt. Slut, prut, finale!

3) Grundideen i det repræsentative demokrati er, at vælgerne ved frie valg kan skifte de beslutningstagere og lovgivere ud, som de er utilfredse med. Men kan vælgerne skifte folket ud, hvis de senere bliver utilfredse med et folkeafstemningsresultat? - Nej, vel. Derfor er folkeafstemninger en udemokratisk uting.

Det er gode og gyldige argumenter, ingen tvivl om det. De viser, at det direkte folkeafstemningsdemokrati har sine faldgruber og inkonsekvenser. Men det har det repræsentative demokrati også. Sagen er jo, at ordet demokrati betegner en utopisk tilstand. Det kan i praksis ikke lade sig gøre at indrette et samfund, hvor alle i folket har nøjagtigt lige meget at skulle have sagt, når de fælles afgørelser skal træffes. Alle demokratiske systemer og institutioner er derfor ufuldkomne, mere eller mindre helhjertede forsøg på at nærme sig idealet.


Den vejledende folkeafstemning

Når folkeafstemningsparagraffen (par. 42) i 1953 blev skrevet ind i Grundloven, var det netop et sådant tilnærmelsesforsøg. Den slår fast, at et stort folketingsmindretal (1/3) i visse sager kan appellere direkte til vælgerne for at omstøde folketingsflertallets beslutning. Folkeafstemning bliver også nævnt i par. 20 i forbindelse med suverænitetsafgivelse (hvor mindretallet kun behøver at være over 1/6) og i par. 88 i forbindelse med grundlovsændring. Derudover indførte man på Christiansborg i 1986 den 'vejledende folkeafstemning', som tillader regering og folketing at udskrive en afstemning, også hvor loven ikke kræver det.

Både ved jordlovsafstemningen i 1963, ved Maastricht-afstemningen i 1992 og ved euroafstemningen i år er regeringens og folketingsflertallets politik blevet forkastet af vælgerne, og det har skabt ravage og problemer blandt de professionelle politikere. Problemerne er ikke blevet mindre af, at de selv samme politikere som regel bliver genvalgt ved det næste folketingsvalg.


Hetz mod folkestemmen

I den voksende hetz mod folkestemmen og dens ret til at ytre sig ses problemet udelukkende fra de folkevalgte politikeres og regeringens synsvinkel, og så er der ikke så meget at være i tvivl om. Det kan ikke benægtes, at Danmark ville være lettere at regere (i hvert fald på kort sigt), hvis det ikke havde været for de afstemninger. Spørgsmålet er bare, om det er et ægte succeskriterium for et demokrati, at det altid er let at regere. Det modsatte kunne vel med lige så stor ret hævdes.

Ret beset er folkeafstemnings-institutionen en nødvendig indrømmelse af, at det repræsentative demokrati, alle dets kvaliteter ufortalt, ikke er den gudgivne, ideelle styreform. Lovgiverne kan meget let - hvis de glemmer, at deres vigtigste arbejde er at holde snæver, fortrolig kontakt med deres vælgere - spinde sig ind i en kokon af kompliceret, uigennemskuelig 'saglighed', som af og til skal skrælles af dem, hvis samfundsdebatten skal kunne føres folkeligt og frit.


Den demokratiske utopi

Det ideelle ville naturligvis være, at afskrælningen aldrig var nødvendigt, fordi de demokratisk valgte tillidsfolk aldrig glemte, hvor de hentede tilliden og mandatet. Men dansk EU-politik har jo i tre årtier hinsides enhver tvivl bevist, at vi er meget langt fra det ideal. At skyde skylden for den misere på folkeafstemningerne er ikke bare at rette bager for smed. Det er udtryk for en elitær mistænkeliggørelse af den demokratiske utopi. Den bygger jo ikke på et irrationelt princip om, at folket altid har ret og derfor bør bestemme alt. Den kræver blot, at den der vil regere, må sørge for at have folkets eller i hvert fald flertallets støtte til at gøre det.

Tøger Seidenfaden og hans hold vil hævde, at det er fuldt tilstrækkeligt, at vælgerne på valgdagen erklærer deres tillid til deres repræsentanter. Så skal folketing og regering nok selv ordne resten. Ifølge den tankegang er det nødvendigt at bygge skudsikre barrikader om de usikre og frygtsomme

magthavere for at beskytte dem imod de kværulantiske vælgere. Men det er en malplaceret støtte til dilettanteri. Hvis disse magthavere kunne deres demokratiske kram og vedligeholdt den tillid, de fik på valgdagen, behøvede de jo ikke at være angst for at blive kastet i folkeafstemningens løvekule.


Den store grundlovsændring

Der er en bestemt, fremtidig folkeafstemning som sjældent optræder i den politiske debat, men som i det skjulte er selve det store dyr i åbenbaringen i baghovedet på alle ledende danske politikere i disse år. Det er den, vi skal ud i, når Slotsholmen engang i fremtiden får taget sig sammen til at lægge op til den grundlovsændring, som EUs fortsatte integration gør mere og mere akut nødvendig. Så skal mindst 40 procent af alle danskere rejse sig fra sofaen og stemme ja til en ny grundlov, som

bl.a. skal gøre det lettere for EUs myndigheder at lovgive med virkning for Danmark.

Det er ret svært at forestille sig, hvordan det skulle gå til. Og det vil blive endnu sværere efter Nicetraktaten. Hvis man dertil lægger Højlunds, Seidenfadens og deres allieredes forslag om, at folkeafstemnings-paragraffen skal afskaffes eller forsnævres til det ubrugelige, bliver det helt og aldeles umuligt at forestille sig. Ligegyldigt hvor slumrende og vrangvilligt folket ellers kan forekomme, har det heldigvis et vågent, kollektivt instinkt for at beskytte og fastholde den demokratiske magt, det forvalter.


To EU-nejer

Selv om demokratiet i sig selv er en idealstørrelse, der aldrig bliver fuldt realiseret, er det som regel ret let at konstatere, om et samfund nærmer sig eller fjerner sig fra det. Den afgørende del af forklaringen på de to EU-nejer er den ubestemte, men meget udbredte fornemmelse i den danske vælgerbefolkning af, at vi for tiden fjerner os. Når fornemmelsen er ubestemt, er det fordi regeringen og den borgerlige opposition er enige om, at det ikke er noget, der skal tales om. Det kunne jo lynhurtigt føre over i en diskussion om EUs voksende, demokratiske underskud. Det ville være upraktisk for dem, for det har de omhyggeligt ingen mening om. Eller endnu værre: Det kunne føre til en diskussion af, hvordan grundloven kan fornyes, så folkestyret bliver genoplivet og sikret for de fremtidige generationer.


Danmark tilslutter sig EU- projektet

Den spøjse hemmelighed bag Danmarks forhold til EU er jo, at det ikke er spor svært at formulere en dansk politik, der ville have et stort befolkningsflertal bag sig. Man kunne f.eks. udskrive en folkeafstemning om denne erklæring: Danmark tilslutter sig EU- projektet i sin helhed og uden forbehold - under den forudsætning at det ikke svækker de demokratiske institutioner og processer i Danmark eller i resten af Europa.

Der ville være nogle formørkede nationalister i den ene ende og nogle markedsfikserede, eurokratiske antidemokrater i den anden, der ikke ville skrive under på det. Men japrocenten ville i hvert fald ikke blive mindre end 75. Når sådan en afstemning ikke kan tænkes, er det selvsagt fordi ingen kan stå inde for forudsætningen. Der er tværtimod stor sandsynlighed for, at de demokratiske institutioner og processer i hele Europa i den kommende tid vil blive svækket. I stedet vil en overnational stat dukke op.


Tom snak om åbenhed

Men den vil være så udemokratisk, at den ikke vil være sig selv bekendt. En samling ministre, kommissærer og lobbyister vil bag en labyrint af korridorer og lukkede døre bestemme mere og mere af den europæiske fremtid - med et lamt EU-parlament og en masse tom snak om åbenhed som alibier. Processen vil accelerere med vedtagelsen af Nicetraktaten og blive markedsført som den effektivisering af EU-apparatet, som udvidelsen mod øst nødvendiggør. Det lyder jo ikke rart. Derfor er mange danskere, der ellers er rygende uenige om alt muligt andet, nærmest imod. Men når de efter alt at dømme i denne tid bliver flere og flere, er det ikke først og fremmest på grund af EUs demokratiske problemer.

Vigtigere er de danske EU-politikeres stædige afvisning af, at der overhovedet foreligger et demokratisk problem, der fortjener at diskuteres. Det tolkes i stigende grad som uhæderlig fortielse og fejen ind under gulvtæppet - selv om det nok snarere er udtryk for fortravlet forvirring og manglende proportionssans. Og det er vel sådan set mindst lige så slemt.


En dødsens alvorlig krise

Hvis man lægger disse EU-fremtidsudsigter sammen med vores flertalspolitikeres problemer med grundloven, er der ingen vej uden om at konkludere, at det danske folkestyre står ved begyndelsen af en dødsens alvorlig krise, som allerede er sivet helt ned til fundamentet og ud i folkemeningen. Og at hverken regeringen eller den regeringsduelige opposition har gjort sig nogen originale eller kontruktive tanker om, hvordan krisen kan afhjælpes.

Derimod har de fået assistance af en række meningsdannere til at lade som ingenting et stykke tid endnu. Attentat-forsøgene på folkeafstemnings-institutionen kan i situationen kun tolkes som en manøvre, hvis formål er at demontere folkemeningens mest spontane og ustyrlige manifestation. For at understrege, at det er altafgørende, at der bliver regeret - og mindre vigtigt at der bliver regeret demokratisk. Den lektie skal vi alligevel alle sammen lære i det lange løb.


Mindretallets mening

Det betyder ikke, at Tøger Seidenfaden har uret i sine indvendinger. Folkeafstemningen er et stumpt redskab, der aldrig kan blive det eneste - eller bare det vigtigste - redskab i et demokratisk samfunds styrelse. Og det er ganske rigtigt, at der fra vinderholdet (hvad enten ja eller nej vandt) altid har lydt en selvhøjtidelig, brovtende buldren om, at mindretallets mening nu for tid og evighed var gravlagt. Men det hører jo med, at denne buldren fra nejholdets side i 1992 blev gjort til grin mindre end et år efter.

Alt i alt må det siges, at det danske folkestyre indtil nu har indkorporeret folkeafstemningerne på en ret kluntet og upraktisk måde. Man har lov at håbe på, at det er fordi vi endnu ikke har vænnet os til at omgås dem rigtigt. Siden grundloven blev vedtaget har vi trods alt kun haft seks af dem (foruden fem om valgretsalderen).


Afskaffet eller invalideret

Men vigtigere end alt hvad der kan siges for og imod den, er den nøgne kendsgerning, at folkestemmen ikke længere lader sig kvæle. Det er lige så umuligt at få 40 procent af danskerne til at stemme ja til en grundlov, hvor folkeafstemnings-paragraffen er afskaffet eller invalideret, som det er at kvæle sig selv med de bare næver. Tværtimod bliver en fornyet og forstærket par. 42 sandsynligvis et af de vigtigste lokkemidler, regeringen og Folketinget må tage i anvendelse for at få de 40 procent til at hjælpe sig med at gøre grundloven anvendelig og nogenlunde virkelighedsnær igen.

Som det er nu, er det udelukkende regeringen og Folketinget der afgør, hvornår og om hvad der skal holdes folkeafstemning. Om så den samlede, danske vælgerbefolkning troppede op og forlangte en afstemning, ville det ikke nytte noget. Loven rummer ingen mulighed for folkebegæring. Men det kunne den komme til. Det siger sig selv, at en sådan begæring skal være en meget stor sag at stable på benene. Ellers ville alle mulige kværulantiske grupper begære og begære. Men det virker en smule selvmodsigende, at et meget stort antal vælgere - f.eks. 1/6 af folket - ikke kan forlange, at folket bliver spurgt til råds. Når nu sølle 60 folketingsmedlemmer kan.


Den gordiske knude

Under alle omstændigheder kan en ny grundlov kun vedtages, hvis den på en eller anden måde imødekommer vælgerbefolkningens nervøsitet angående demokratiets fremtidsudsigter. Når Nicetraktaten med udvidelsen af rådets flertalsafgørelser træder i kraft, vil det blive vanskeligere end nogensinde at afvise behovet for en ny grundlov. Og samtidig vil den blive stadig vanskeligere at få vedtaget. Denne gordiske knude har vores politiske ledere selv bundet - og strammet til, så den blev ekstra umulig at løse.

Deres skæbnesvangre fejltagelse har i flere årtier været en tvær mistillid til vælgerne, især i EU-sager. Først gik de stille med den, men nu bryder den åbent frem. Vælgerne er nogle sølle, enfoldige størrelser, der skal gøres trygge og rolige og forstyrres mindst muligt. Dem kan man ikke diskutere komplicerede sager med eller vente almindelig fornuft af. De skal tiltales i korte, letfattelige sætninger 'i øjenhøjde', dvs. et par millimeter over gulvhøjde.


Tankeløse robotter

Det værste er, at et politisk lederskab der tænker sådan, hen ad vejen kan forme folket efter sit billede. Det er allerede til en vis grad sket - også ud over Dansk Folkepartis rækker. Hvis det ikke havde været for folkeafstemnings-institutionen kunne denne proces stille og roligt være fortsat, indtil vi alle sammen var tankeløse, private robotter i forbrugertrædemøllen - lette at regere og svære at holde af. Men nu hænger folkestemmen heldigvis som et damoklessværd over det politiske lederskabs hoveder. Derfor er de akut opmærksomme på det folk, de regerer over og i et vist omfang selv har skabt. Lige nu er de mest bange for det. Senere hitter de nok på mere konstruktive måder at omgås det på.

En skønne dag kommer vi dertil, at et par af vores mest fremsynede politikere tager bladet fra munden og begynder at tale ærligt og engageret om de store problemer, demokratiet står over for, og om hvilke løsninger der kan komme på tale. Det er nemlig den eneste måde, den gordiske knude kan hugges over på. Og de vil blive rigeligt belønnet. Hvis det danske folk genvinder følelsen af at have ansvaret for et selvbevidst, levende folkestyre, vil det også vise sig at være et europæisk folk. I denne tid at harpe op om folkeafstemningers tåbelighed kan kun forsinke den proces.