Berlingske Tidende, 23. januar 2000:


Folkeafstemninger fører ikke til undertrykkelse, racisme og mindretalsdiskrimination. Tværtimod kan folkeafstemninger bidrage positivt til, at politikerne lever op til deres eksistensberettigelse: at være folkets repræsentanter


Lad folket bestemme!

Af Mads H. Qvortrup, D. Phil. (Oxon)


Indledning

Der er i hver folketingssamling et forslag, der - næsten efter en naturlov - bliver fremsat, Dansk Folkeparti fremsætter et beslutningsforslag om en vejledende folkeafstemning om hvorvidt Danmark bør være et multietnisk samfund. Og hver eneste gang går det på nøjagtig samme måde. De øvrige partier evt. minus Frihed 2000 (tidligere Fremskridtspartiet) - undsiger forslaget. Eller måske er undsiger en underdrivelse. Forslaget til folkeafstemning bliver betegnet som "udemokratisk", "en trussel imod svage mindretal" og sågar som "racistisk".

Dette indlæg er ikke skrevet som en støtte til Dansk Folkepartis eventuelle hensigter med forslaget. Det er i al sin enkelhed skrevet for at udrydde fordomme, unøjagtigheder og fordrejelser af sandheden om folkeafstemninger. For erfaringen fra udlandet viser, at folkeafstemninger ikke fører til undertrykkelse, racisme og mindretalsdiskrimination. Tværtimod kan folkeafstemninger bidrage positivt til, at politikerne lever op til deres eksistensberettigelse: at være folkets repræsentanter.


Schweiz

Schweiz er det land i verden, hvor befolkningen i størst omfang har ret til at øve indflydelse på lovgivningen. Der holdes cirka 12-18 folkeafstemninger om året. Schweizerne har flere muligheder for at øve indflydelse. 50.000 borgere kan - efter at parlamentet har vedtaget et lovforslag begære, at loven sendes til afstemning blandt borgerne. Denne mulighed for at stoppe politikernes lovgivningsiver har - forståeligt nok - ført til, at befolkningen har krævet folkeafstemninger om indvandrings- og asylpolitikken. Ikke så mærkeligt, da Schweiz procentuelt set har dobbelt så mange udlændinge som Danmark. Schweizerne har endvidere mulighed for at kræve forfatningen ændret. Denne ret kaldes "initiativet". For at fremsatte et initiativ kræves der underskrifter fra 100.000 borgere. Initiativet har ført til, at der i Schweiz' forfatning indgår mange reguleringer, som her i landet ville være en del af den ordinære lovgivning. Schweizerne kan altså både nedlægge veto imod politikernes love og fremsatte de love, som politikerne ikke er villige til at fremsatte - og eventuelt vedtage.

Schweizerne har altså mulighed for at gøre det, som Dansk Folkeparti drømmer om. Borgerne i Den Helvetiske Konføderation - som landet officielt hedder - kan kræve folkeafstemning om, hvorvidt landet skal være et multietnisk samfund. Og de har gjort det! Har det ført til stigende racisme og mindretalsundertrykkelse i alpestaten? Svaret er entydigt nej! Selv om schweizerne har haft muligheden for at afvikle det multietniske samfund, er udfaldet af folkeafstemningerne faldet ud til fordel for tilhængerne af, at Schweiz forbliver en multietnisk stat med mange fremmedarbejdere.

Men det interessante i Schweiz er ikke, at folkeafstemninger er forenelige med den beskyttelse af mindretal, som er et kardinalpunkt i enhver demokratisk retsstat. Det interessante i Schweiz er, at adgangen til folkeafstemninger har haft afledte virkninger. Det sidste er temaet for en rapport udarbejdet af det politologiske institut på universitetet i Zürich. I rapporten, som udkom ved årsskiftet, konstateres det, at rnuligheden for at kræve folkeafstemninger giver indvandrergrupperne et incitament til at lade sig integrere. Risikoen for, at et flertal af schweizerne underkender en integrationslov vedtaget af parlamentet, eller muligheden for, at borgerne - gennem initiativet - skærper lovgivningen, er i sig selv et kraftigt incitament til indvandrergrupperne til at lade sig integrere.

Hvis man ikke lader sig integrere, kan risikoen være, at der vedtages en lov imod indvandrergruppernes interesser. Hvis man lader sig integrere (som flertallet gør), sikrer man sig fortsat opbakning fra værtsfolket.

Det forunderlige er, at Folketingets partier - minus Dansk Folkeparti - ikke har gjort sig bekendt med disse forhold. Måske er årsagen, at man, som Lord Nelson, ikke ønsker at se fakta i øjnene og sætter kikkerten for det blinde øje. Eller måske er årsagen, at det "politisk korrekte" flertal mener, at Schweiz er et særtilfælde, en Sonderfall, som det hedder på de kanter. Et land der, som følge af en lang tradition for fredelig sameksistens mellem grupper med forskellige sprog, har tillært sig en tolerance over for anderledes tænkende.

Måske. Men denne kliche-opfattelse overser det tragiske faktum, at Sonderbundkrigen i 1848-1849 var det 19. århundredes pendant til krigen i Bosnien-Hercegovina, en krig med massive etniske udrensninger og de andre grusomheder, som kendetegner etniske konflikter. Schweizerne lever tilsyneladende roligt sammen i dag, men det har de ikke altid gjort.


Californien

Schweiz er - det skal være indrømmet - på mange måder et særtilfælde, men muligheden for at begære folkeafstemninger er ikke speciel. Borgerne i Californien og Italien har - med visse tekniske modifikationer - nøjagtig den samme ret som alpefolket. Hvad der er interessant er, at brugen af folkeafstemninger i disse to områder har haft nøjagtig den samme effekt som i Schweiz - om end italienerne ikke har holdt folkeafstemning om flygtningespørgsmålet.

I alle tre lande har tendensen været den samme. Folkeafstemninger har tvunget politikerne til at være mere lydhøre over for befolkningen. De har afstået fra at vedtage love, som befolkningen er imod, og brugen af folkeafstemninger har - i Schweiz og Californien - givet indvandrergrupper et incitament til at lade sig integrere.

Min konklusion er - som de ville sige det i Schweiz: so ein Ding müssen wir auch haben - sådan en ting må vi også have. Det store spørgsmål er derfor, hvorfor jeg og Dansk Folkeparti - står så alene med vores entusiasme? Ikke fordi vi er enige! Men - det tillader jeg mig at antage - fordi vores modstandere ikke har sat sig nok ind i konkrete folkeafstemninger.


Alf Ross

Det er ilkke svært at finde citater fra store mænd, som kategorisk affærdiger befolkningens forståelse for politik, og som derfor ønsker det rene repræsentative demokratier. Alf Ross - den måske fremmeste danske demokrati-teoretiker i sidste århundrede - skrev engang:

"Der findes en gruppe særligt kvalificerede, en åndelig elite af føreremner. Demokratiet bør ikke afskære disse fra at udfolde sig. Det er det grundlæggende synspunkt blandt modstandere af det direkte demokrati, at folkeafstemninger hindrer de klogeste i at reagere."

Men Alf Ross - og ligesindede overser det faktum, at magt korrumperer. Folkeafstemningen sikrer, at disse "føreremner ikke falder ned i magtbrøndene. Hvad modstanderne af folkeafstemninger også overser er, at befolkningen er kompetent. Alf Ross antog ukritisk, at borgerne ikke havde den fornødne indsigt til at træffe væsentlige beslutninger. Forskningen i folkeafstemninger viser noget andet: borgerne i Schweiz har - ifølge opinionsundersøgelser - en solid forståelse om de forhold, de stemmer om. Borgerne er ikke inkompetente. De er sig deres ansvar bevidst og stemmer i overensstemmelse med deres synspunkter - noget folketingspolitikerne, på grund af partidisciplinen, sjældent gør!

Skal vi have et multietnisk samfund? Spørgsmålet er tilsyneladende akademisk. Politikerne som jeg har været med til at vælge - vil ikke give mig ret til at bestemme. Det er udemokratisk! Folkeafstemninger er ikke universalløsninger. Flertallet har ikke altid ret. Men erfaringerne fra udlandet viser, at folkeafstemninger om de mest kontroversielle spørgsmål - som f.eks. indvandring - oftest løser de problemer, som det repræsentative demokrati har givet op over for.

Folkeafstemninger fører ikke til flertalstyranni, men til integration og et mere lydhørt folkestyre. Kort og godt: Lad folket bestemme!