Samvirke, juni-juli 1994:


Når fårehyrden stemmer direkte

af Marcus Schmidt, lektor Handelshøjskole Syd


Høvdinge og folk

De fleste af os har i skolen lært, at oldtidens Grækenland var demokratiets vugge. Nogle tusinde borgere (mænd!) mødtes jævnligt på folkeforsamlingspladsen overfor Akropolis og stemte om alle vigtige anliggender.

Hvad fik vores egne forfædre tiden til at gå med på den tid (tidlig jernalder)? Vi ved ikke meget, men historikeren Erik Kjersgaard formoder, at datidens folk måtte arbejde så hårdt med at oppløje ny agerjord, at de ikke havde overskud til ret meget andet end landbrug.

Noget tyder dog på, at vore menige forfædre allerede i gammel tid deltog i afstemninger om samfundsforhold. Den romerske historieskriver Tacitus, der levede på kejser Neros tid, beretter om folkestammerne, der levede "hinsides Elbe-floden" (romerrigets nordgrænse):

"I mindre sager træffer høvdingene beslutningen, i større sager hele folket, dog med den indskrænkning, at høvdingene i forvejen også behandler de sager, hvis afgørelse ligger hos folket."

Hvis vi nu blot erstatter "høvdinge" med "politikere", ja så minder forfædrenes styreform på forbløffende vis om vore dages parlamentariske system: Vandreguleringsloven vedtages på Christiansborg, medens Maastricht-aftalen lægges ud til folkeafstemning - dog først efter, at den har været behandlet i Folketinget.

Vores og vore nabolandes styreformer kaldes repræsentative demokratier. Vi vælger nogle repræsentanter til at varetage vores synspunkter i kommune, amt, Folketing og Europa-Parlament.

Umiddelbart taler en hel del for en sådan indirekte styreform. Det ville nemlig være alt for besværligt, hvis vælgere på direkte vis skulle deltage i det væld af beslutninger, der nødvendigvis må træffes for at samfundet hjul snurrer rundt. Vælgerne har heller ikke tid; de har jo et arbejde, der skal passes. Politikerne derimod har tid og mulighed til at sætte sig ind i de komplicerede sager. Deres opgave er at se sagerne i en sammenhæng, forhandle om kompromiser, imødegå særinteresser, beskytte mindretal og sørge for, at skattekronerne bruges med omhu.


Operetteparlamentet

Hensigten med Europa-Parlamentet er at give medlemslandenes vælgere en større indflydelse på EF-politikken. Europa-Parlamentarikerne skal varetage vores synspunkter i Bruxelles på samme vis som folketingsmedlemmerne skal tale vores sag på Christiansborg.

I praksis kan man dog diskutere om et Europa-Parlament er en god idé. Onde tunger betegner det som, operetteparlament hvis indflydelse på ingen måde står i forhold til dets splinternye kolossale palads i Bruxelles med 2600 kontorer med seng og bad, enorme underjordiske p-pladser, restauranter, barer, frisørsaloner, meditiationscenter og meget, meget mere. Et helt bykvarter er blevet jævnet med jorden for at skaffe plads til den nye bygning, hvis opførelse koster de europæiske skatteydere adskillige mia. kr. Men det hele bliver endnu mere grotesk når man erfarer, at parlamentet skal stå tomt det meste af tiden. Det skal nemlig kun bruges til ekstraordinære samlinger f.eks. 3 gange i 1993 og 4 gange i 1994. Resten af møderne foregår i Strasbourg og Luxembourg. Alene politikernes rejser mellem de tre byer koster omkring 1 mia. kr om året (rejser til og fra hjemlandene ikke medregnet).

Så, samtidigt med at europa-Parlamentarikerne har travlt med at kritisere og stramme kontrollen med pengeforbruget i andre institutioner, spares der ikke på noget, når de ind imellem selv er i Bruxelles.


Det ny babylon

Et andet stort administrativt-økonomisk problem i EU vedrører sproget sproget. I dag er samtlige landes tungemål officielle sprog. Under rådsmøderne sidder der eksempelvis 27 tolke i kabiner og oversætter de i alt 72 sprogkombinationsmuligheder (fra hollandsk til græsk, portugisisk til tysk osv.). Hvis de øvrige nordiske lande kommer med, stiger kombinationerne til 156 og der skal 42 tolke til. Europakommissionen har vurderet, at tolkningstjenesten alt andet lige vil komme til at lægge beslag på 20% af EUs samlede budget. Og så skal vi lige huske, at der foreligger 22 (!) nye ansøgninger om optagelse i EU (Litauen, Rumænien, Marokko, osv.). Så, hvis der ikke sker en ændring her, lammes EUs politiske proces af en ægte babelsk sprogforvirring. På den anden side: Kunne vi tænke os at dansk gled ud som sprog i EU og blev erstattet af fransk eller tysk?


Lobbyisternes slaraffenland

Den værste fare ved EU vedrører uden tvivl den om sig gribende lobbyisme. Lobbyisterne påvirker også Danmarks forhold til EU. For to år siden lykkedes det for landets rigeste mand (Maersk), at få den danske regering til at ændre holdning og vende om på en tallerken. Et personligt brev til den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen var tilstrækkeligt til at vores regering skiftede totalt standpunkt mellem to ministerrådsmøder. Også Jan Carlzon samt de magtfulde landbrugs-, skibsværfts- og øresundslobbyer har gang på gang fået de folkevalgte til at ændre deres beslutning. Politikerne har vist sig villige til at danse efter lobbyisternes fløjte på samme vis som børnene i sin tid dansede efter rottefængeren fra Hameln. Narkomanens nødråb og den hjemløses klagesang vinder ringe gehør i de ministerielle chefetager. Men når Maersk rynker på panden er F. løs i Laksegade. Konsekvensen af en vellykket lobbyindsats er som regel, at nogle erhvervsinteresser scorer den store fortjeneste, medens den skadelidte part i de fleste tilfælde er samfundsøkonomien i form af splinternye trawlere, der ikke kan bruges på grund af EUs fiskeristop, flercifrede millionbeløb i EU-tilskud til braklægning af moser og sumpområder, der aldrig har fungeret som landbrugsareal, eller jævning af store boligområder for at skaffe plads for en motorvejsbro, der muligvis aldrig bliver bygget.

Lobbyisme er et velkendt fænomen overalt i de europæiske folkestyrer. Magasinet Spiegel har opgjort, at der findes 20 fuldtids lobbyister for hvert af den tyske Forbundsdags 600 medlemmer. Man kan kun gisne over omfanget af lobbyister i Bruxelles. Skønnene varier fra nogle få tusinde til 30.000. Men de færreste er i tvivl om at deres indflydelse er foruroligende. Det var en præsident for Philips (Wisse Dekker) der skrev oplægget til den europæiske fællesakt om Det Indre Marked. Fiat direktøren Giovanni Agnelli er den centrale person i forhandlingerne om en europæisk møntunion. Der er eksempler på at lobbyister har haft held til at få fremsat deres ændringsforslag ordret i parlamentet osv. Ingen af disse lobbyister repræsenterer folkevalgte interesser på nogen måde, men har fået politisk anerkendelse gennem deres gigantiske økonomiske betydning. Overfor dem står en kommission, et administrativt organ, der ikke er valgt og som altså heller ikke afspejler vælgerne. Det eneste folkelige islæt i EU udgør parlamentet, hvis væsentligste beføjelse ligger i at kunne forkaste et budget.

Nogle mener, at Europa-Parlamentet og især kommissionen er overbemandet med politikere, hvis nationale karriere har toppet og er på retur. For dem udgør jobbet en vellønnet retrætepost eller en slags trøstepræmie, der erstatter en ministertaburet. Ifølge lobbyisme-eksperten Søren Vieomse er der tale om et "demokratisk underskud" i EU, og ifølge ham er det vanskeligt at se, hvordan parlamentet skulle kunne få kompetence til at føre den nødvendige demokratiske kontrol over det ny Europa. Dertil er kommissionen og lobbyisterne for magtfulde.


Om at kaste med sten...

Hvordan står det til med EUs egen demokratiopfattelse? Kommissionen har udgivet en lille folder med titlen "Styrkelse af demokratiet i EF (EU)." Men hvis man tror, at man her finder konkrete forslag til hvordan man vil imødegå lobbyisme, modvirke ødsel omgang med skattepenge, tilvejebringe større engagement af borgerne osv. - så må man tro om igen. Folderen minder mest om en reklamebrochure for en børneopsparingskonto. Blandt farvestrålende billeder af nuttede børn ("EU tilhører de unge") og pæne fotos af parlamentets (fyldte!) plenarsal, står der en masse om kompetencefordelingen mellem EUs institutioner (Kommissionen fremsætter forslag til Rådet, Parlamentet skal høres, Det Økonomiske og Sociale Udvalg kan udtale sig osv.). Hvis det måtte interessere en, så kan man læse uddrag af en tale, som formanden for EU parlamentet, Egon Klepsch, har holdt for nogle år siden. Folderens forfattere konkluderer på euforisk vis, at der takke være EU nu er mere demokrati i Europa, for nu kan man jo stemme både ved valgene i de enkelte lande og til Europa-Parlamentet...

En anden folder har titlen "Lige muligheder for kvinder i EU". Brochuren hylder i heroiske vendinger Kommissionens utallige initiativer til at opnå ligestilling for kvinder: regler for barselsorlov, bekæmpelse af sexchikane, positive særforanstaltninger osv. Samtidigt har man den hævede pegefinger fremme: Virksomheder får en moralsk opsang og formanes til at gøre en ekstra indsats for kønnenes ligestilling. Eksperter i EU holder ifølge brochuren et vågent øje med, at lovene anvendes rigtigt og de undersøger hvad der kan gøres for at kvinderne får større andel i de gode jobs.

Som optakt til dette arbejde behøver EUs eksperter nu ikke begive sig ud på en møjsom søgeproces. Ja, man behøver såmænd ikke engang at forlade de hjemlige vægge. For hvad om EU begyndte med at feje for sin egen dør? Kun én af de 17 kommissærer er kvinde og kun 19% eller 97 af Parlamentets 518 medlemmer (Men det står der selvfølgeligt ikke noget om i brochuren). Når Europakommissionen kritiserer virksomheders kønsdiskriminerende ansættelsespraksis, svarer det til at kaste med sten når man selv sidder i et glashus.


Tillid og politik

Ifølge filosoffen Platon måtte den ideelle bystat ikke være større end at to mennesker kunne råbe hinanden op, når de stod i hver sin ende af byen. En anden definition gik ud på at alle mennesker skulle være på fornavn med hinanden. Sådanne anskuelser er selvfølgelig forældet i en tid, hvor det kan være umuligt at råbe hinanden op på tværs af Vesterbrogade; og selv om de fleste af os ifølge sociologer har en perifer bekendskabskreds på omkring 1000 personer (alle dem vi hilser på), ja så kender danskerne i bedste fald en promille-brøkdel af sine landsmænd personligt. Hvorfor er det nu vigtigt? Fordi kendskab og tillid er to sider af samme sag. Samtidigt er tilliden mellem folk og folkevalgte altafgørende for, om det repræsentative demokrati fungerer. Vi må have tillid til dem vi stemmer på. På det lokalt plan udgør det ikke det store problem. Vi møder politikeren i supermarkedet og gør ham opmærksom på, at et lyskryds ved posthuset vil øge trafiksikkerheden. Det er straks lidt mere vanskeligt at komme i kontakt med ens folketingspolitiker. Sekretæren tager imod, politikeren er til møde, på rejse eller lignende.

Og selv hvis vi får ham i tale, så kan han ikke uden videre fremme vores sag, hvis den strider imod partiets holdning, selv om han er enig med os (og han jo kun er bundet af sin samvittighed!). Men hvad nu med vores egen europaparlamentariker? Medens en kommunalpolitiker er valgt på baggrund af nogle hundrede stemmer (svarende til et velbesøgt forsamlinghus), skal en MFer repræsentere ca. 20.000 vælgere (svarende til en dansk provinskøbstad). Men en Europa-parlamentariker skal i snit repræsentere et befolkningsgrundlag på en kvart million mennesker (svarende til en hel amtskommune). Konsekvensen er, at vi som regel kun kender ham fra TV samt dagspressen. Følgelig bygger vores vurdering af en kandidat på et meget flygtigt og overfladisk indtryk ("Han virker sympatisk", "hun har nogle kvikke replikker" osv.). Så godt som ingen af os husker hvilken kandidat vi stemte på ved valget til Europa-Parlamentet i 1989. Nu er det måske ligegyldigt, eller er det? En væsentlig forudsætning for det indirekte folkestyre vedrører nemlig kontrollen, dvs. vælgernes mulighed for at udøve sanktioner overfor de folkevalgte. Hvis vi føler os dårligt repræsenteret af den politiker, som vi stemte på sidste gang, så kan vi "straffe" vedkommende ved ikke at give ham/hende vores stemme ved det kommende valg. Men denne form for kontrol virker jo selvsagt ikke, hvis vi ikke erindrer hvem vi i sin tid stemte på! Dertil kommer, at en række politikere slet ikke genopstiller eller nedlægger deres mandat (Kjeld Olesen udtrådte kort efter valget i 1979 for at blive udenrigsminister). Den ringe vægt, som vi tillægger EU-politikken, understreges af en opinionsmåling, som analyseinstituttet GfK (Observa) udførte for nogle år siden: Vælgerne blev spurgt, om hvilke valg de tillægger størst betydning. 73% svarede folketingsvalget. 24% anså kommunalvalg for vigtigst, medens kun 3% (!) nævnte valg til Europa-Parlamentet først. Det er nok en af forklaringerne på, at stemmeprocenten ved valg til Europa-Parlamentet er væsentligt lavere end ved folketingsvalg.

Men når der nu er så mange problemer forbundet med demokratiet i EU, vil det klogeste så ikke være at vi meldte os ud, sådan som modstanderne kræver? For mig at se ville det svare til at hælde barnet ud med badevandet. Unionsmodstanderne har misforstået hvad der er sagens kerne. Ideen om et forenet Europa er der i og for sig ikke noget i vejen med. Problemerne opstår, når planerne omsættes til praksis. Sådan som demokratiet i EU i dag fungerer, er borgenes kontrol med de politiske beslutninger og lobbyisternes hærgen slet og ret en illusion.


Folkets Europa: Teledemokratiet

Men hvad er alternativet? For mig at se er den eneste farbare vej en langt større grad af direkte demokrati i EU (Hovedparten af vælgerne i EU er end ikke blevet spurgt om Maastricht).

Da de kommunistiske økonomier i øst for nogle år siden kom i krise og brød sammen, kendte politikerne i EF svaret: Når borgernes informationsniveau og levevilkår stiger, vil de ikke længere finde sig i, at en håndfuld personer i politbureauet egenrådigt styrer landet. Tiden er inde til, at EUs politikere anvender dette argument på sig selv: Hvis vælgernes uddannelse og sociale forhold forbedres, er de ikke længere tilfreds med at sætte et kryds med års mellemrum og så overlade det til en lille elite at træffe alle væsentligte beslutninger.

I begyndelsen af dette århundrede skrev den tyske filosof Oswald Spengler en meget omtalt bog om vesterlandets undergang. En af hans spådomme gik ud på, at parlamentarismen næppe ville overleve udgangen af det 20 århundrede. For ham udgjorde det indirekte styre kun et overgangsfænomen, der ville blive afløst af "privatpersonernes vilje".

Nu sker det at profetier slår fejl. Marxisterne fik ikke ret med påstanden om at senkapitalismen blev afløst af den kommunistiske verdensrevolution. Tværtimod! Men det kan for mig at se ikke herske tvivl om, at vi i dag lever i den senparlamentariske tidsalder, og at denne inden længe vil blive fortrængt af det direkte demokratis epoke. Timeglasset er med hastig fart ved at løbe ud for de indirekte styreformer. Ifølge modstanderne af direkte demokrati er denne styreform kun mulig i små lokale samfund som i de svejtsiske kantoner. Det kan ikke fungere i nationalstater og da slet ikke i EU. Eller kan det? I min bog om Direkte demokrati i Danmark slår jeg til lyd for at det sagtens kan lade sig gøre. Ved hjælp af de nye kommunikationsteknologier er det i dag muligt at indføre et såkaldt teledemokrati også kaldet elektroniske byrådsmøder. Ideen er, at borgerne ikke behøver at møde op på stemmelokalerne for at sætte deres kryds, men kan deltage i afstemninger om politiske emner via deres trykknaptelefon. Denne metode er testet i USA og Canada og viser sig at fungere på fuldt betryggende vis. Da det er forbundet med tekniske problemer at lade alle borgere deltage i de tusindvis af afstemninger, kan det vise sig praktisk, at ikke alle deltager på samme tid, men et repræsentativt udsnit svarende til en årgang (i Danmark ca 70.000). Det er så tanken, at dette udsnit - et elektronisk andetkammer ("MiniDanmark") - skulle godkende alle Folketingets beslutninger før de blev til lov. På den vis kunne vi sikre os, at der ikke blev vedtaget beslutninger i parlamentet, der strider mod vælgerflertallet, og alle danskere ville på et eller andet tidspunkt i deres liv blive valgt til dette "kammer" og deltage direkte i samfundets beslutningsproces.

Efter ganske samme princip kunne der i EU regi oprettes et elektronisk andetkammer ("MiniEuropa"), sammensat af stikprøver med personårgange fra de enkelte lande. For at forhindre en dominans fra de store lande kunne man vedtage, at hver lands stikprøve under afstemninger indgik med en vægt, der svarede til det pågældende lands mandat-tal i Europaparlamentet. Medlemmerne i MiniEuropa (ca 5 millioner EU-borgere) skulle så via deres telefon godkende alle væsentlige beslutninger i EU. På den måde kunne man sikre, at EU blev et folkets Europa og ikke som nu, politikernes legetøj og lobbyisternes tumleplads. MiniEuropa vil ikke kunne realiseres i morgen. Danmark og visse af EU landene ville teknisk set kunne kolbes til et sådant system i løbet af få måneder. Men det vil unægteligt gå en del tid, før alle portugisiske bjergbønder og sicilianske husmødre har fået telefon med opkobling til en digital central. Og mange af dem er jo endnu analfabeter. Men hvor der er en vilje er der en vej. I stedet for at ødsle svimlende summer ud til meningsløse prestigeforetagender, burde EU igangsætte et udviklingsprojekt, hvis formål var, at afskaffe analfabetismen, tilstræbe at hver borger i EU havde mulighed for at læse mindst en daglig avis, sikre at alle borgere fik adgang til en trykknaptelefon samt på længere sigt - TV med teletext. Et sådant projekt kunne man kalde Projekt Folkets EU - år 2020.

Lad os sige tingene uden forbehold: Partisystemet har spillet fallit i Danmark såvel som i EU. Parlamentarismen udgør i dag et eksempel på en katastrofe, som vi hidtil har overset. Det er derfor på høje tid til at sadle om og tage med på det næste korstog med kurs mod det forjættede land: teledemokratiet. Denne styreform er det eneste lys for enden af tunnelen for de europæiske folkeslag, når det gælder om at frigøre sig fra den usynlige trældom, der i dag er deres ulykkelige lod.