Jyllands Posten 16. november 2007:

Alpine frihedsbegreber

Af Peder Hove, forfatter og pilot, Taars
 

Forleden læste jeg i Jyllands-Posten en lederartikel omhandlende det da forestående parlamentsvalg i Schweiz med overskriften "Alpine trængsler", hvori lederskribenten sluttede med følgende(citat): »Alperne har ikke kunnet beskytte schweizerne imod en ukontrolleret indvandring, lige så lidt som de kan værne mod påvirkningen fra EU, som omklamrer Schweiz langs alle grænser. På den baggrund er det relevant at spørge, hvorfor schweizerne ikke tager konsekvensen og bliver en integreret del af Europa ved at blive fuldgyldigt medlem af EU?«(Citat slut).

Ja, hvorfor ikke?

Det vil jeg gerne ud fra mine personlige relationer til schweizere og mine mange besøg i landet forsøge at give en slags forklaring på. Samtidig må det endnu en gang konstateres, at det almene kendskab til Schweiz herhjemme er ret beskedent, lige som mit eget var det, indtil min datter for adskillige år siden fik den, som det skulle vise sig, gode idé at tage ophold i landet og senere gifte sig med en af de lokale indbyggere i kanton Appenzell, hvor hun og hendes familie er bosat.

Når Schweiz ikke er og næppe inden for en overskuelig fremtid bliver medlem af EU, skyldes det formodentlig primært, at Schweiz i politisk henseende er et unikt samfund ikke blot i Europa, men i verden, hvilket igen som næsten alting i nutiden hænger sammen med fortiden, i dette tilfælde med dette alpelands helt specielle historiske udvikling.

Det, der i politisk forstand kan betragtes som Schweiz' opdukken af Middelalderens anonymitet, er det legendariske edsforbund af 1291. I dette år mødtes bjergbønder fra de dengang Habsburgske len Schwyz (som har lagt navn til landet), Uri og Unterwalden, alle beliggende omkring Vierwaldståttersøen, og enedes om at søge løsrivelse fra den tyskromerske kejsers overherredømme. Det lykkedes bl.a. takket være et vist medfødt krigerisk talent samt gunstige naturforhold, der gjorde det vanskeligt for stormagternes rytterhære at operere, jvf. Wilhelm Tell sagnene. Men deri adskilte denne folkeopstand sig ikke væsentligt fra tilsvarende begivenheder i andre egne i Middelalderens Europa; forskellen bestod i at oprørerne her tillige havde held til ikke blot at bevare magten og bestandigt gennem de følgende århundreder udvide den ved optagelse af andre regioner, men også, vigtigst af alt, at bevare den styreform, som var karakteristisk for det oprindelige edsforbund: det direkte demokrati .

Alle ledere var folkevalgte, og alle beslutninger skulle godkendes af folket ved afstemning. Denne styreform kan vel bedst sammenlignes med oldtidens græske demokrati , som det praktiseredes i Athen, skønt det har bønderne i de øde Alpeegne næppe kendt meget til, næppe heller at de dermed havde lagt grunden til den første demokratiske statsdannelse i Europa i halvandet tusind år.

Hvor andre folkelige opstande altså egentlig kun resulterede i, at man før eller siden igen fik en ny fyrste som overherre, der så ellers regerede videre lige så enevældigt som sine forgængere, skete dette ikke i Schweiz; man beholdt sit særprægede styre blot med de få ændringer, som optagelsen af nye områder, kantoner, krævede - den sidste kanton kom til i 1803.

Ikke at alt er forløbet gnidningsløst; forbundet har gentagne gange måttet kæmpe mod ydre fjender, eksempelvis Østrig, og lærte således tidligt betydningen af at have et stærkt militært forsvar.

Det gik dog galt under napoleonskrigene, hvor Schweiz midlertidigt blev okkuperet - den eneste besættelse i landets historie. Også under Anden Verdenskrig, da man efter Frankrigs fald var fuldstændig omringet af Aksemagterne, truede katastrofen; faren drev først over, da Hitler angreb Sovjetunionen i 1941 og dermed fik andet at tænke på, schweizerne kunne ånde lettet op og fortsat hævde den neutralitet, der efterhånden var blevet et nationalt varemærke.

Indadtil blev man heller ikke forskånet for rivninger. De værste opstod i 1500-tallet i forbindelse med reformationen, for som den schweiziske "nationaldigter", Gottfried Keller, skrev: »Når religionerne kommer i røre, er det som bjergene løfter sig.« Sande ord. Alperne blev dog liggende, og edsforbundet holdt, selv om flere kantoner den dag i dag er præget af splittelsen mellem den katolske og den reformerte kirke.

Til de religiøse forskelle kom så endvidere de sproglige, idet store områder med fransktalende befolkning i vest og italiensktalende i syd blev indlemmet i forbundet, hvis hovedsprog var nærtbeslægtet med tysk.

Det korte af det lange er, at dette sammensurium af en konføderation, for en stat i gængs forstand er det egentlig ikke, faktisk fungerer til befolkningens vedvarende tilfredshed. Vist er landet rigt, og leveforholdene hører til de bedste i verden,men tilfredsheden har sin dybeste årsag i den politiske stabilitet og den grundfæstede tillid til en styreform, der sikrer den enkelte direkte indflydelse gennem talrige folkeafstemninger.

Og man er stolt af sin regeringsform, sit direkte demokrati . Jeg skal ikke glemme, hvordan min datters svigerfar engang viste mig et stort, indrammet fotografi på væggen i sit hjem forestillende "Landsgemeinde", en slags kommunal rådsforsamling, der finder sted under udfoldelse af stort ceremoniel hvert år i april på torvet i Appenzell, og hvor alle møder mand af hus for at stemme om diverse anliggender (ved håndsoprækning!).

»Der står jeg,« sagde han og pegede på en mand i mængden, som jeg med nogen vanskelighed genkendte, men det slog mig: hvilken himmelvid forskel mellem ham og den almindelige dansker!

Hvem herhjemme gider have et billede af det lokale byråd hængende på væggen i sit private hjem? Hvem herhjemme viser en sådan stolthed ved at deltage i en demokratisk valghandling? Bortset fra en enkelt borgmester yderst få, tør jeg godt vædde på.

For som bekendt er vort demokrati indirekte eller repræsentativt og sådan set en art videreførelse af den enevælde, vi havde indtil 1849, selv om vi hvert fjerde år får lov at vælge "fyrsten" og hans medhjælpere, som herefter regerer landet uden at behøve at spørge befolkningen om andet end at blive genvalgt.

Det er en effektiv styreform, især for meget store lande og gigantiske, statslignende konstruktioner som EU, den giver magtfulde og dermed tilfredse politikere, men ikke nødvendigvis tilfredse borgere.

Denne pinagtige skavank ved det repræsentative demokrati demonstreres aktuelt særdeles tydeligt ved al balladen omkring vedtagelsen af EU-reformtraktaten, som man først kalder en forfatning for senere smartly at omdøbe, men som Gud og hver mand ved er og bliver en forfatning, hvorefter man i øvrigt gør alt, hvad der står i ens magt for at undgå de europæiske befolkningers direkte indflydelse på vedtagelsen. Jeg er ikke i tvivl om, at den politiske elite er af god vilje, men den handler arrogant og nedladende - ikke sandt, folket er for dumt til at forstå, hvad det drejer sig om, det her er ikke noget kommunalt anliggende, som almindelige mennesker kan overskue, det er alt for indviklet stof, som man bør overlade til eksperter dvs. professionelle politikere. Det gør vi også gerne, men ikke før vi har bestemt, om de skal gøre det eller lade være. Jo, vi har da haft folkeafstemninger. Når to trediedele af folketingets medlemmer, dvs. politikerne, kan blive enige om det - i Schweiz kan blot 50.000 ganske almindelige borgere ved underskrift kræve en folkeafstemning til hver en tid - men lur mig, om ikke selv dette enlige rudiment af direkte folkestyre vil blive søgt afskaffet eller reduceret ved en kommende ændring af grundloven, som må formodes at skulle tilpasses den europæiske eller globale "virkelighed".

Om der så overhovedet bliver noget tilbage af politisk interesse og engagement hos menigmand, står hen i det uvisse.

Men for at vende tilbage til det indledende spørgsmål.

Nej, Alperne har ikke kunnet beskytte Schweiz mod ukontrolleret indvandring (den er nu ikke så ukontrolleret endda, hvad min datter kan snakke med om) eller EU's omklamring, der på visse punkter kan nærme sig chikane. Men det kan befolkningens selvbevidsthed og politiske egenart; også selvom andelen af indvandrere, ca.20 pct., efter manges mening er vel rigelig. (Baggrunden for den store indvandring, som ikke har det samme arabiske islæt som den danske, skal nok til dels søges i den kritik, man fik efter krigen for at have taget for få, specielt jøder).

Man kunne også udtrykke det på den måde, at selve det politiske system i Schweiz med dets århundredgamle rødder og traditioner ikke er EU-venligt; trods den megen snak om nærhedsprincip i EU er de styrende organer - og må nødvendigvis være det - meget langt fra folk i modsætning til Schweiz, hvor befolkningen har kort snor i sine politikere og absolut ikke har lyst til at forlænge den. Schweiz regeres nedefra, ikke oppefra som EU's enkeltlande.

Et medlemskab af EU ville betyde dette særegne systems sammenbrud (eller reduktion til meningsløshed), og Schweiz, som schweizerne har kendt det i århundreder og er stolte af, ville ganske enkelt ophøre med at eksistere - rent bortset fra, at landet ville miste sin neutralitet og med den sin internationale status f.eks. inden for bankverdenen.

ganz einfach - man får ikke Karl Manser i Appenzell til nogensinde at skifte sit billede af "Landsgemeinde" ud med et af EU's parlamentsforsamling.

Glem det!