Teknologidebat (Teknologinævnets nyhedsmagsin) 2, april 1994:


Usynlig trældom


Af Marcus Schmidt, lektor ved Handelshøjskole Syd


Den 20.Februar stemte 52% af vælgerne i Svejts for et vælgerinitiativ om at gennemkørende lastbiltrafik, f. eks. fra Tyskland til Italien, skal ophøre inden 10 år. Beslutningen vakte forfærdelse blandt bureaukraterne i Bruxelles. EUs trafikkommissær Abel Matutes (Spanien) udtalte fortvivlet: "Efter dette kan vi ikke forhandle med Svejts om gensidige aftaler, for vi ved ikke, om myndighederne bliver nødt til at ændre dem efter en folkeafstemning." I Svejts er der - modsat herhjemme - tradition for at spørge vælgerne om alle vigtige samfundsanliggender. Her efterleves idealet om, at der i et demokrati er borgerne der bestemmer. I Bruxelles anses noget sådant som en skrækkelig og absurd idé - noget, som man foragter og afskyr (ingen af EUs ledende politikere er i øvrigt valgt til deres embede. De er - som Jacques Delors - udpeget af medlemslandenes regeringer).

Politikerne i Svejts retter sig ind efter vælgernes afgørelse. I de skandinaviske lande plejer det at være modsat. Her er vælgerne på en måde "dresseret" til at føjes politikernes beslutninger på godt og ondt (Vi skal f.eks. ikke stemme om Øresundsforbindelsen). Fra Sverige har vi set beviser på, at politikerne ganske enkelt ignorerer en folkeafstemning: I 1955 sagde 85% af vælgerne nej til at skifte fra venstre- til højrekørsel. Efter at have sundet sig oven på denne folkelige "øretæve", tog de svenske politikere nogle år senere et nyt tilløb og vedtog højrekørsel. Men denne gang foregik vedtagelsen rent administrativt, og snildt nok uden at spørge "den dumme befolkning". Ifølge ledende politikere på Christiansborg bør der slet ikke være folkeafstemninger overhovedet. I deres øjne er demokrati ensbetydende med at sætte et kryds ud for en person hvert fjerde år. De bryder sig absolut ikke om at vælgerne blander sig i deres beslutninger. De vil have arbejdsro således at de kan koncentrere sig om de store perspektiver. En fhv. trafikminister (Melchior) har f.eks. sagt ligeud, at "politikerne har mere indsigt en vælgerne". De er mere fremsynede ("progressive"). Direkte demokrati vil i deres øjne medføre, at samfundsudviklingen får en konservativ, ja reaktionær slagside: i Svejts fik kvinderne først valgret i 1970 og vælgerne afviste for nogle år siden at landet skulle optages i FN (!).

Men er vælgerne generelt bagud i forhold til politikerne? Vi kan sagtens finde eksempler det stik modsatte. På miljøområdet er vælgerne faktisk forud: De opinionsmålinger, som vi foretager hos GfK (Observa-målinger) viser eksempelvis, at der er vælgerflertal for langt strammere regler mht. affaldssortering end dem, politikerne har spillet ud med. Hvis det stod til vælgerne, skulle køleskabsfabrikanter forpligtes til at tage køleskabe med freon retur, ville miljøsvin få strengere straffe osv. På trafikområdet viser meningsmålinger, at 2/3 går ind for forbud mod at tale i mobiltelefon når man kører bil, 3/4 mener de danske badestrande bør gøres bilfrie, 2/3 af vælgerne i hovedstaden mener det indre København bør gøres bilfri ("Amsterdam-modellen"). Ni ud af ti vælgere har i årevis ment, der bør bygges flere cykelstier. Da MFerne omsider fik taget sig sammen til at hæve hastighedsgrænsen på motorveje til 110 km, have der forlængst været et flertal for det blandt vælgerne. Vores målinger har vist, at et vælgerflertal allerede for fem år siden er gået ind for, at sporvognene får en renæssance i de større byer.

Først år senere begyndte politikerne at interessere sig for sagen. Og sådan kunne man blive ved. På miljø- og trafikområdet er det altså vælgerne der går foran. I min bog Direkte demokrati i Danmark viser jeg, at der kan anføres utallige argumenter for at der bør afholdes flere folkeafstemninger (ja faktisk, at der bør indføres "teledemokrati"). Men vælgerne er imod Øresundsprojektet... Korrekt. Men er det "reaktionært" at være imod? Og er englænderne reaktionære, fordi de stadigvæk kører i venstre side? Mon ikke svejtsernes afgørelse bør få EUs bureaukrater til at gøre en indsats for at spare på transportomkostningerne. Er det nødvendigt, at et yoghurtbæger skal rejse 8000 km, før det havner på supermarkedets hylde, eller at delene i en VW Polo tilbagelægger flere kilometer end køberen kører det første år?

Historien kender gode eksempler på, at "revolutionære" trafikale ændringer på længere sigt viser sig gavnlige: Da Julius Cæsar omkring år 50 før kristus blev enehersker, var en af hans første embedshandlinger at forbyde al kørsel med vogne i Rom i dagtimerne. På den måde forhindrede han trafikkaos. Konsekvensen var selvfølgelig en forfærdelig støj i nattetimerne, der beredte datidens digtere som Juvenal søvnløse nætter.