Weekendavisen 10.-16. juni 1994:


Vi alene bestemme

- Politikerne elsker meningsmålinger, der støtter dem. Går meningsmålingerne dem imod, er spørgsmålene forkerte eller vælgerne dumme


 Marcus Schmidt, lektor ved Handelshøjskole Syd

 
Studievært: "Anker Jørgensen, kan det ikke være lidt kompliceret at repræsentere nogle vælgere, som mener noget andet, end de politikere de har valgt"

Anker Jørgensen: "Det har vælgerne jo nu engang lov til, men jeg tror at der er alt for mange vælgere...(der ikke er tilstrækkeligt informeret)."

Studievært: "De enkelte folketingsmedlemmer har selvfølgelig ret til at have et standpunkt, at mene hvad de vil, men skulle det ikke på én eller anden facon smitte af på dem, hvad vælgerne mener ?"

Anker Jørgensen: "Ikke uden videre. Hvis vælgerne i en periode faktisk har et synspunkt, der er umenneskeligt, og det mener jeg det her (er tale om) synes jeg, at det er et forkert standpunkt man har taget og derfor skal vi ikke følge den indstilling."

- TV-2s nyheder 12.10.91. Under indslaget var den tidligere statsminister blevet præsenteret for en opinionsmåling, der viste, at et vælgerflertal (også blandt S' vælgere) gik ind for en udvisning af de palæstinensere, der opholdt sig i Blaagaards Kirke.

"Hvorfor skal vi nu, Sokrates, til at beskæftige os med, hvad det store flertal mener ? Det er jo ganske tilfældigt og uden betydning hvad de siger..."

- Platon, Protagoras


Som flittig avislæser eller TV-seer er man jævnligt vidne til, at en kendt politiker bliver bedt om en udtalelse, hvori han/hun skal kommentere resultaterne af en dugfrisk vælgermåling. 

Det er så i sagens natur politikeren som har ordet. Og ofte er det ikke så lidt analyseinstitutterne må finde sig med hensyn til bemærkninger om undersøgelsers (manglende) seriøsitet.

Mange har det med opinionsforskere som med vejrprofeter: Vi stoler ikke rigtigt på deres forudsigelser, men vi lytter alligevel med interesse til dem, hver gang de fremlægger en ny prognose. For der er jo ikke rigtig noget alternativ. Det er en ret udbredt myte, at opinionsinstitutter og medierne har indgået en form for ussel sammensværgelse hvis hovedformål er at manipulere offentligheden. Hensigten er i bedste fald at tjene penge og dermed hensynet til profitten, i værste fald skumle motiver, eksempelvis at undergrave demokratiet og lignende muldvarpe-virksomhed. Det kan derfor for en gangs skyld forekomme relevant at skifte udgangspunkt og kommentere politikernes reaktioner i stedet for at kritisere målingen og dens kilde. Lad os altså se på de gængse responsmønstre i sådanne tilfælde. Det er nemlig uden videre muligt at foretage en kategorisering af politikernes svar.


Den interessante måling

Der er ingen problemer når vælgerundersøgelsen er "vand på politikerens mølle", forstået på den måde, at det synspunkt, som politikeren går ind for, bakkes op af et flertal i den samlede vælgerbefolkning eller i det mindste af partiets egne vælgere. Den ideelle situation opstår, når så de politiske modstandere samtidigt er uenige med deres egne vælgere.

I så fald skorter det ikke med rosende gloser om målingen. Et eksempel:

En GfK-måling viste for nogle år siden, at et stort vælgerflertal gik ind for en begrænsning af adgangen til prøveløsladelse for indsatte. Det vakte glæde hos daværende justitsminister Hans Engell, der betegnede resultatet som "særdeles interessant og væsentlig" - B.T. 3. 2. 1991


Den besværlige måling

Piben får derimod en ganske anden lyd når målingen viser, at politikeren og partiet er ude af trit med de egne vælgere og/eller vælgerflertallet som helhed:

I et sådant tilfælde kan flere forskellige reaktioner forekomme, alt afhængig af situationen i almindelighed og politikerens væremåde i særdeleshed. Da denne situation altid er godt stof for medierne og derfor opnår journalistens årvågenhed, kan det være relevant at gennemgå politikernes vigtigste reaktionsmønstre derpå.


1. En politisk variant af "Min kone forstår mig ikke", her: "Vælgerne forstår os ikke".

CDs Arne Melchior skulle kommentere en måling hvorefter en vælgerflertal går ind for, at vi får en fast flygtningekvote, der regulerer det antal flygtninge, der kommer til Danmark. Hans svar:

"Vi har en langt mere nuanceret holdning til spørgsmålet end den, vælgerne kender." - B.T. 18. 11. 1990


2. En variant af (1.): Vælgerne forstår os ikke endnu, men vent og se...

Erik B. Smith (MF for S) har sagt:

"Da man besluttede, at der skulle være fri abort i Danmark, da var der ikke et flertal for det ude i befolkningen, men der var altså et flertal her inde i Folketinget. Og i dag er der også et flertal i befolkningen, der synes det er rigtigt med fri abort. Og der synes jeg, at politikerne gik foran..." - DR-TVs program "Den Offentlige Mening", 18. 5. 1992

Smith opfatter altså MFerne som en form for avantgarde, der som "hyrder" sørger for, at "lammene" bliver ledt på 'rette' spor. Bortset fra at en sådan argumentation kan virke arrogant og elitær - ja så er den faktisk forkert. Loven om fri abort blev vedtaget af Folketinget i maj 1973. Men en Observa-måling har vist, at et relativt flertal på 42% af vælgerne gik ind for fri abort så tidligt som i 1969. Hvis Erik B. Smith havde været en opmærksom læser af sit partis "hoforgan" Aktuelt, ja da burde han måske erindre omtalte undersøgelse, idet den faktisk blev udført for og omtalt i denne avis den 5. 4. 1969 !


3. Platon-synspunktet: Vælgerne er kort sagt for dumme til at blive spurgt til råds.

Da en Observa viste, at et vælgerflertal kræver strengere straffe, havde fhv. justitsminister Ole Espersen (S) denne kommentar:

"Svarene kan naturligvis kun være en reaktion på et spørgsmål, som det kan være svært at besvare uden nøje kendskab til domstolenes afgørelser...Besvarelserne må naturligvis bygge på et ufuldstændigt kendskab til domspraksis." - B.T. 1. 12. 1989


4. Resultaterne er uretfærdige

Ved en lejlighed viste en GfK-analyse, at et vælgerflertal var utilfreds med regeringens beskæftigelsespolitik. Hertil daværende arbejdsminister Knud Erik Kirkegaard:

"Undersøgelsens resultat er uretfærdigt. Vi har satset på en stærk økonomi og det er nu lykkedes." - B.T. 28. 6. 1991


5. Spørgsmålet er stillet forkert

SFs retspolitiske ordfører Ebba Strange skulle engang kommentere en måling der viste vælgerflertal for at modtage færre flygtninge (især færre såkaldte spontanflygtninge).

Dette "parerede" hun på elegant vis:

"Mange af de spontanflygtninge der kommer, har krav på asyl ifølge FN-konventionen og er derfor også konventionsflygtninge. Spørgsmålene er stillet forkert." - B.T. 27. 10. 1991

Selv om det strengt set er korrekt, så svarer det til at tærske langhalm. For når man stiller spørgsmålet alt for detaljeret, er følgen at de udspurgte "mister tråden" eller ganske enkelt misforstår spørgsmålet (Udlændingeloven fylder mange sider i Karnov - rent kancellisprog).


6. Spørgsmålet er irrelevant (pjat)

Denne reaktionsform hører til politikernes foretrukne. Det er derfor værd at dvæle over den et øjeblik og se på nogle eksempler: Da Arne Melchior skulle kommentere en GfK-måling om danskernes ønskedrømme faldt svaret prompte:

"Egentlig vil jeg sige, at den slags undersøgelser er det rene gas, vrøvl, pjank og pjat og at det ikke siger noget som helst om hvordan CD skal føre politik." - B.T. 27. 1. 1991

Nu kan man måske forestille sig andre motiver til gennemførelse af opinionsanalyser, end at de skal bistå CD med at føre politik, men det er en anden sag.

Et sidste eksempel (B.T. 5. 2. 1993):

: Få dage efter "Rødkløver"-regeringens tiltrædelse gennemførtes en Observa om holdningen til den nye regering med dens rekordagtige antal på 24 ministre. Tallene talte et klart sprog: Tre ud af fire syntes 24 ministre var for mange og at de fleste anså de nye ministerier (Ministerierne for hhv. Erhvervspolitisk Samordning, Nordiske Anliggender & Østersøspørgsmål, Udviklingsbistand, Teknologiudvikling & Anvendt Forskning samt Kommunikation & Turisme) som værende overflødige. Lykketoft affejede resultatet med ordene:

"Man får svar, som man spørger. Jeg er mere overrasket over, at der bliver brugt penge på den slags undersøgelser."

Melchior - en af målingens "overflødige ministre" - reagerede med et regulært raserianfald.

"Rent vrøvl. Hvordan kan folk vide, om en minister er overflødig. Hvor meget han bestiller? I kunne lige så godt have spurgt, om min jakke til 1800 kroner er for dyr."


7. Vi-er-i-øvrigt-ligeglade

En anden populær form for genmæle er at give udtryk for sin foragt og manglende interesse overfor vælgernes mening.

En Observa om vælgernes holdning til prøveløsladelser viste, at 3 ud af 4 socialdemokratiske vælgere gik ind for en opstramning af de gældende regler (Det var samme analyse som Engell kommenterede foroven).

Hertil svarede partiets daværende retspolitiske ordfører Dorte Bennedsen:

"Vi vil i Socialdemokratiet ikke ændre vor retspolitik. B.T. og Observas tal gør ingen indtryk på mig..Tallene overrasker mig ikke."

Vedtagelsen af den såkaldte palæstinensiske særlov er et mønstereksempel på at Folketingets holdninger ikke afspejler vælgernes. Gentagne målinger har nemlig vist, at der før, under og endnu år efter lovens vedtagelse var og er et klart vælgerflertal imod loven. (B.T. 12. 10. 1991 og igen 23. 2. 1992. Berlingske Tidende (Gallup)  7. 3. 1992. En GfK-måling udført 16. 10. 1993 blandt 1174 vælgere viste helt samme tendens).

 En af disse målinger viste, at mindre end hver fem vælger støttede loven. Hertil Lise Hækkerup (retspolitisk ordfører for S):

"Hvis man lavede en tilsvarende undersøgelse om dødsstraf, ville der sikkert også være et flertal blandt vælgerne for det. Men derfor vil vi naturligvis ikke stemme for det. Vi stemmer efter vores overbevisning og samvittighed."

Lise Hækkerups "koldt-vand-i-blodet" synspunktet er i øvrigt lige så fejlagtig som Erik B. Smiths (se foroven). Meningsmålinger viser nemlig, at dødsstraf ville falde med et brag ved en folkeafstemning. Der er ca. to modstandere for hver tilhænger.  (Se Jyllands Posten 14. 6. 1987. En GfK-måling udført 24. 6. 1991 viste et lignende billede)

Samme dag, som tidligere statsminister Anker Jørgensen ville rejse til Irak for på egen hånd at forhandle om danske gidslers frigivelse i Bagdad, offentliggjorde Gallup en undersøgelse. Den viste at et absolut vælgerflertal mente Danmark burde indgå i den samlede front mod Saddam Hussein fremfor selv at sende en delegation afsted. Kun hver tredje socialdemokratiske vælger gik ind for dansk enegang i denne sag. (14)14. Berlingske Tidende 4.11.90.

Få dage senere kunne vi på TV se Anker Jørgensen sidde og forhandle ansigt til ansigt med Saddam!

I december 1992 viste meningsmålinger, at vælgerne støttede det såkaldte nationale kompromis ("Edinburgh-aftalen"). Fremskridtspartiets gruppeledelse fastholdt sin modstand mod det nationale kompromis. En Sonar-måling tydede på, at et flertal af partiets egne vælgere støttede kompromis´et. Som svar på en voksende intern kritik af Z-ledelsen´s urokkelige linie, udtalte gruppeformanden. (B.T. 20. 12. 1992)

"Vi lytter til baglandet, men vi vil ikke rette os efter det, da vi først og fremmest er bundet af vores samvittighed. Det står i Grundloven."

Man kunne med en vis rimelighed stille det rent principielle spørgsmål, om det ikke er spild af tid at lytte, når man på forhånd indrømmer at man for så at sige har puttet vat i ørerne!


8. Analysen er led i en hetzkampagne

Politikere har ved flere lejligheder kritiseret opinionsundersøgelser som belæg på en ren og skær personforfølgelse. S' daværende leder Svend Auken udtalte i efteråret 1991 - kort før han blev væltet: (- "Utilfreds med Observa", B.T. 20. 10. 1991)

"Der laves for øjeblikket i B.T. en række Observa-undersøgelser med klart partipolitisk sigte vendt mod Socialdemokratiet."

Baggrunden var en række popularitetsmålinger som tydede på, at vælgerne ikke havde tillid til S så længe Auken var formand. Ifølge Frank Jensen var det ikke mindst Observas politiske barometre, der have nødvendiggjort kampvalget. ("Auken støtte: Observa skyld i kampvalget", B.T. 11. 4. 1992)

Underligt nok havde Auken intet at indvende mod Observa-analyserne i de perioder (f.eks. i foråret 1991), hvor de spåede stor fremgang for partiet (omkring 40%). Ved en lejlighed kunne man i TV-avisen se en tydelig opstemt Auken glæde sig over GfK´s Observa-måling.


9. Vælgernes holdning udtrykker manglende realitetssans

Da et stort vælgerflertal i april 1990 mente, at Danmark burde anerkende Litauens selvstændighed, havde daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen følgende kommentar:

Det store flertal for, at Danmark bør oprette diplomatiske forbindelser med Litauen er glædeligt. Danmark har også intentioner om at oprette diplomatiske forbindelser med landet, men det sker dog ikke, før forhandlingerne med Sovjetunionen er tilendebragt. (Se B.T. 20. 4. 1990. og igen 12. 2. 1992)


Konklusion

Målinger, der viser at politikeren bakkes op af vælgerne, opfattes gennemgående som troværdige og seriøse. Når målinger derimod antyder det modsatte, er konklusionen, at det enten er galt med målingen eller med vælgerne. Målingen er manipuleret eller spørgsmålene fordrejet. I værste fald har almindelige vælger ikke forstået hvad det hele går ud på.

Man har betegnet meningsmålinger som demokratiets puls. I fravær af et direkte demokrati, muliggør de en form for "dialog" mellem politikere og vælgere. Målinger er politikernes "feedback" som konsekvens af den førte politik. Blandt politikere er der ingen tvivl om det repræsentative demokratis fortrin fremfor et direkte folkestyre.

Erik B. Smiths argumenterer med at politikerne er forud for vælgerne (abort-sagen - som nævnt en forkert påstand). Dette vidner for ham om parlamentarismens overlegenhed.

I tilfældet med Litauen var vælgerne faktisk forud for politikerne (de gik ind for en anerkendelse "her og nu"). Men dette var ifølge Ellemann-Jensen ikke realistisk. Begrundelse: Politikeren er jo nødt til at tænke i realistiske baner og tage højde for den storpolitiske situation. Politikerens blik for helheden udgør jo netop et fortrin for det repræsentative styre. Konklusion: 1. Hvis politikerne er forud for vælgerne, så udgør dette et definitivt bevis på parlamentarismens overlegenhed. 2. Det samme er i øvrigt tilfældet hvis vælgerne er forud for politikerne! Dette svarer til, at Folketinget spillede fodbold mod vælgerne, men hvor reglerne var ændret således, at alle mål, der blev scoret, uanset på hvilken banehalvdel, tilfaldt Folketinget...

I politikerkredse har det en udbredt antagelse, at vælgerflertallet som regel vil være imod den politik, som er "nødvendig". Derfor skal politikerne ikke rette sig efter vælgerne - kun efter deres egen samvittighed. Men er dette ikke i modstrid med selve ideen i vort indirekte folkestyre: At vi vælger repræsentanter, der varetager vores synspunkter på Christiansborg og handler derefter? I stedet for at fare løs mod opinionsmålinger og korrekse vælgere, kunne det være på tide at vore politikere tog ved lære af østblok-landendes fallerede ledere, ved at rette blikket indadtil, og startede med den påkrævede selvransagelse. Det ville nok i sidste ende være til gavn for dem selv og for vælgerne. I modsat fald er det tvivlsomt, om der fremover overhovedet vil være en vælgerskare tilbage at lede.