Jyllands-Posten 27. august 1998

Lodtrækning som demokratisk institution

A f cand mag Andreas Rasch-Christensen, Aarhus


Man kan ikke afskrive lodtrækning som en demokratisk udvælgelsesmetode til politiske stillinger, hvis man vel at mærke ønsker, at repræsentanterne skal være så "tæt" på borgerne som muligt. Realiteten i dag er faktisk, at man har fået etableret en politisk elite.


Den mest fremtrædende styreform i den vestlige verden er det indirekte eller repræsentative demokrati, hvor valg er den centrale institution. Derfor har man ofte overset en anden central institution, der har været forbundet med en demokratisk styreform, nemlig lodtrækning. Forskellen mellem et direkte og repræsentativt demokrati er blevet betragtet som et spørgsmål om, at alle borgere i et direkte demokrati varetager alle politiske funktioner gennem en folkeforsamling, mens man i et repræsentativt system har valgte repræsentanter. 

I det klassiske Grækenland, hvor den direkte borgerdeltagelse blev praktiseret, varetog folkeforsamlingen dog ikke alle politiske funktioner, men overlod dele af beslutningsprocessen til embedsmænd, der enten var valgte eller udpeget ved lodtrækning. Det kan derfor undre, at lodtrækning ikke oftere er blevet diskuteret som et realistisk alternativ til valg i moderne repræsentative styreformer.

Den repræsentative styreform blev dannet umiddelbart efter den amerikanske og franske revolution, men var som udgangspunkt ikke et spørgsmål om demokrati eller folkestyre. Ofte er det blevet hævdet, at det repræsentative demokratis institutioner fremkom ved transformationen fra bystat til nationalstat, fordi den direkte borgerdeltagelse ikke kunne praktiseres i store massesamfund.

Repræsentation opstod dog ikke, fordi det var en teknisk nødvendighed, men fordi det blev betragtet, som et overlegent system, hvor valgte repræsentanter bedre kunne varetage de nationale interesser end befolkningen selv.
Det gælder i grove træk også i dag, da man ikke bekymrer sig særlig meget om, hvorvidt de politiske embeder er fordelt ligeligt blandt borgerne, men mere om, at borgerne har lige mulighed for at afgive deres stemmer ved valgene.

Det var ligeledes fra starten indeholdt i det repræsentative styre, at repræsentanterne skulle være forskellige fra vælgerne.
Det synliggøres for det første ved, at det i England og Frankrig enten krævede privat ejendom eller fordelagtige økonomiske ressourcer at blive opstillet til valg. For det andet blev det under den amerikanske forfatningsdebat påpeget, at det ville være fordelagtigt, hvis repræsentanterne var forskellige fra befolkningen med hensyn til visdom og dyd, hvilket bedst kunne sikres igennem valg.

Disse "fordelagtige kvaliteter" behøver i dag ikke nødvendigvis at være formue eller uddannelse, men kan være fremtrædenhed, medietække, køn eller hudfarve. Resultatet bliver dog det samme, nemlig at de politiske repræsentanter aldrig bliver en miniatureudgave af befolkningen, fordi borgerne vælger nogle politikere, der har nogle kvaliteter, som almindelige borgere ikke selv har. Det er det aristokratiske element i det repræsentative system, nemlig at de valgte repræsentanter er forskellige fra deres vælgere (overlegne).

D et betyder dog ikke, at valg ikke indeholder demokratiske elementer, såsom fri valgret og valgbarhed, men de demokratiske elementer eksisterer side om side med de aristokratiske komponenter. Kløften mellem vælgere og repræsentanter i moderne samfund øges endvidere af det faktum, at vælgerne ikke har en direkte mulighed for at kontrollere politikerne. Lad os for en stund vende tilbage til det direkte demokrati, som det blev praktiseret i det klassiske Grækenland (specielt Athen i det 4. århundrede). Måske kan vi her finde inspiration til at mindske kløften mellem vælgere og politikere.

Som nævnt blev langt de fleste embedsmænd i Athen udpeget ved lodtrækning. Funktionsperioden var +et år (det man senere har kaldt rotationsprincippet), og man kunne ikke beklæde flere embeder samtidig, normalt heller ikke det samme igen.
Et argument imod lodtrækning kunne være, at alle kan udpeges inklusive de borgere, som ikke har de nødvendige forudsætninger for at træffe beslutninger. Dette argument var athenerne også bekendt med, men de havde institutionelle modforanstaltninger. Ikke alene skulle embedsmændene efter afsluttet embedsperiode aflægge regnskab, men de var ligeledes under konstant observation af folkeforsamlingen, hvor enhver borger kunne anklage en embedsmand for ukorrekt embedsførelse.

Visheden om den mulige straf bevirkede en vis grad af selvcensur blandt de potentielle ansøgere til embedsposterne.
Vigtigt i denne sammenhæng er ligeledes, at bedømmelsen af kontrollen med de athenske embedsmænd foregik, imens de bestred deres embede, i modsætning til eksempelvis valgte politikere i moderne samfund.

Nu skal det retfærdigvis nævnes, at de athenske embedsmænd havde begrænset magt. Dog var det ikke kun embedsmændene, som var omfattet af lodtrækning og rotationsprincippet, men også nævninge ved den athenske folkedomstol. Folkedomstolen var en slags forfatningsdomstol og fik i det 4. århundrede den øverste myndighed på bekostning af folkeforsamlingen. Derfor adskiller det athenske direkte demokrati sig ikke fra senere repræsentative styreformer ved, at hele magten lå hos folkeforsamlingen, da også folkedomstolen havde en politisk funktion.

Dette organ var en del af det direkte demokrati, men var ikke karakteriseret ved, at alle borgere varetog alle politiske funktioner hele tiden. Derimod havde alle borgere en potentiel mulighed for direkte deltagelse gennem lodtrækning og rotation, og derfor er lodtrækning i virkeligheden den institution, der adskiller det direkte demokrati fra det repræsentative.

Det understøttes af Aristoteles, der beskrev lodtrukne embedsmænd som en demokratisk procedure, mens valgte embedsmænd var en aristokratisk procedure. At valg skulle være forbundet med aristokrati, kan virke mærkeligt for den moderne tankegang, men Aristoteles mente faktisk, at man ved at kombinere aristokrati (valg) og demokrati (lodtrækning) kunne opnå en stabil forfatning.

Hvorvidt parlamentsvalgene i moderne repræsentative styreformer kan betragtes som en gevinst for folkestyret afhænger af, hvilken synsvinkel man betragter valgene fra. Hvis man anlægger den "athenske" synsvinkel, hvor alle borgere er potentielt ligeværdige til at bestride et politisk embede, er valg ikke nødvendigvis en gevinst, fordi de kan favorisere de borgere, som er i besiddelse af fordelagtige evner.

Valgene forhindrer, at repræsentanterne bliver en miniatureudgave af befolkningen, eftersom de er deres vælgere overlegne.
På den baggrund kan man ikke på forhånd afskrive lodtrækningsproceduren som udvælgelsesmetode, hvis man vel at mærke har et ønske om, at repræsentanterne skal være så "tæt" på borgerne som muligt. Realiteten i dag er faktisk, at man har fået etableret en politisk elite. Ikke baseret på formue, men som adskiller fra den øvrige befolkning ved bl.a. at være eksperter i kommunikation gennem massemedier. 

Afstanden mellem det danske folketing og den danske vælgerbefolkning forøges yderligere ved, at den direkte dialog mellem vælgere og politikere stort set ikke er til stede. Alternativt kunne man eksempelvis sideløbende med Folketinget indføre lodtrukne borgerpaneler på ca. 1000 vælgere med en funktionsperiode på +et år, som skulle deltage i den politiske beslutningsproces lige fra initiativ- til beslutningsfasen (man kunne etablere +et borgerpanel for hvert større politisk område).
Borgerpanelernes politiske beslutning vil dermed være borgernes direkte valg. Hvor megen vægt man så vil tillægge en sådan afgørelse i forhold til Folketingets afgørelse, skal jeg i denne forbindelse lade være usagt.