Jyllands Posten, tirsdag den 26. 10. 1993:


Bogdebat: På vej mod direkte demokrati


Marcus Schmidt: Direkte demokrati i Danmark (174 s. Kr 198) Nyt Nordisk Forlag


Af Victor Rasmussen


Bogen har undertitlen "Om indførelse af et elektronisk andetkammer", og sammen med titlen er der her givet en udmærket sammenfatning af budskabet i denne bog, hvis forfatter er lektor ved Handelshøjskole Syd, hvor han underviser i markedsanalyse. Udgangspunktet for hans overvejelser om indførelse af et direkte demokrati i Danmark er det synspunkt, at det repræsentative demokrati er godt på vej til at spille fallit.

På en stadig voksende række områder er der en dyb kløft mellem de beslutninger, der træffes af et flertal i Folketinget, og den politik, et flertal i befolkningen ønsker ført. Resultatet er, at politikerleden bliver stadig kraftigere.

Meget få ting Vækker så stor modstand hos de fleste danske politikere som forslag om flere folkeafstemninger, men det er ikke desto mindre den vej, udviklingen går, mener Marcus Schmidt. I dag er der ingen tekniske hindringer for, at man kunne indføre det, forfatteren kalder, "et elektronisk andetkammer":

Takket været udviklingen i kommunikationsteknologien er det i dag muligt at indføre et sandt folkestyre, hvor befolkningen inddrages direkte som beslutningstagere. Det kan teknisk set lade sig gøre ved hjælp af telefonernes trykknapper, og derfor benævner forfatteren da også. det repræsentative demokratis afløser som "trykknapdemokratiet".

Det skal bemærkes, at Marcus Schmidt gør grundigt rede for såvel tekniske som politiske og formelle problemer, og det er altså ikke en i luften frit svævende påstand, at det direkte demokrati nemt kunne ind føres, dersom politikerne ellers ville. Men vil politikerne?

Det er der foreløbig intet, der tyder på. Det er gang på gang i historiens løb bekræftet, at magthavere reagerer med panisk rædsel (og nogle steder med brutale modforholdsregler) ved den blotte tanke om, at de skulle give magten fra sig. Herhjemme er det en yndet teori blandt politikere, at befolkningen er reaktionær og derfor ude af stand til at træffe fornuftige beslutninger.

Her i bogen citeres kommunikations- og turistminister Arne Melchior (CD) for en række udtalelser imod folkeafstemninger ud fra det synspunkt, han (oplyser forfatteren) gav udtryk for i dagbladet B.T. 11.7. 1992, nemlig at "politikerne er ofte mere progressive end flertallet af befolkningens". Også denne i politiske kredse vidt udbredte antagelse beskæftiger Marcus Schmidt sig med, og han påviser gennem en række eksempler, at påstanden simpelthen ikke er rigtig. Han mener, at myten om den reaktionære befolkning holdes i livet, fordi tanken om direkte demokrati "er den politiske samfundselites mareridt".

Men der er mange gode grunde til at give befolkningen direkte adgang til beslutningerne mener forfatteren, og dem opregner han på en så overbevisende måde, at det burde gøre indtryk på såvel de nuværende beslutningstagere som på de vælgere, der har svært ved at erkende, at det repræsentative demokrati er trængt på flere fronter.

Uanset holdningen til tanken om et direkte demokrati burde politikere på alle niveauer indse, at Marcus Schmidt i sin bog giver et oplæg til en nødvendig og uundgåelig debat.

Sådan går det nok ikke, så man må håbe, at bogen vil finde stor udbredelse blandt vælgerne, således at presset for at få et direkte demokrati i Danmark vil vokse sig så stærkt, at det en dag ikke længere kan undertrykkes.