Økonomi og Politik, 1, 1994:


Marcus Schmidt: Direkte demokrati i Danmark. Om indførelse af et elektronisk andetkammer.
Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck, Kbh. 1993, 172 s. 198 kr.


Af Niels Thomsen, professor dr.phil (Historisk Institut, Københavns Universitet)


Forfatteren, som er lektor i markedsanalyse ved Handelshøjskole Syd i Kolding, har også i en årrække været konsulent ved analysebureauet Observa (nu GfK Danmark). I denne bog gennemgår han først i en rask og letfattelig form den moderne meningsmålings teknik og problemer. Han lægger særlig vægt på faldgruberne og formaner til kritik i tolkning af dem - men hele bogen bygger alligevel på en sammenstilling af de meldinger, befolkningen i de senere år har givet ad denne vej om deres holdninger og ønsker - med de love og foranstaltninger, politikerne har gennemført.

Det er en smal sag for Schmidt - og en underholdende lekture for os andre - at få fremdraget snesevis af eksempler på ret frontale sammenstød mellem folkets klare svar på konkrete spørgsmål i opinionsundersøgelser, og så den politik, der føres: Fra karaktergivning i folkeskolen og nærlys på bilen om dagen, over forbud mod aktiv dødshjælp og milde straffe til voldsforbrydere, til Palæstinenserloven og Unionsafstemningen 1992. Der meddeles også tilfælde af overensstemmelse - men ikke nær så mange. Og vi får langt fra alle de tilfælde, hvor de fleste i dag vil mene, at politikerne dengang så længere end deltagerne i folkeafstemninger - f. eks. den om jordlovene 1963. Ej heller andre sager, hvor politikerne sandsynligvis ville have disponeret ringere (eller endnu ringere), hvis de havde haft folkeafstemningen tættere inde på livet - således Sydslesvigsagen 1946-47, huslejestoppet i tyve år efter krigen, og talrige indgreb i indkomstmekanismerne.

Udvalget af cases er næppe foretaget med den upartiskhed, man kræver af den seriøs og balanceret undersøgelse. Forfatteren synes at have ligget under for ensidighedens (forbigående) polemiske kraft og underholdningsevne. Hans umiskendelige "populisme" træder endnu klarere frem i en meget hård, næsten hånlig karakteristik af vort nuværende folketingsstyre. Han stiller spørgsmål ved politikernes legitimitet, dels ud fra de kendte målinger af publikums skepsis og manglende opslutning dels ved at vise deres manglende repræsentativitet, idet de tæller alt for mange mænd, midaldrende og akademikere. Han øjner en massiv foragt og mistillid fra politikerne mod vælgerne både i Grundlovens kraftige begrænsninger i adgangen til folkeafstemninger og i den måde, de målbevidst omgår et nej til deres egen mening - f. eks. valgretsnedsættelserne og unionsafstemningen 1992.

I et forsøg på at finde et bedre system end det danske gør Schmidt derpå systematisk op med de gængse indvendinger med direkte demokrati, som han især henter fra G. Sartori og andre politologer: At deltagerne i folkeafstemninger i forhold til de valgte politikere skulle være mere egoistiske, mere ødsle ("budgetproblemet"), mere stemningsbetonede, mindre hensynsfulde mod mindretal, mere kortsynet-konservative, mere inkonsekvente over tid, samt uegnede til at overskue komplicerede problemsæt. Disse syv punkter imødegås her med opinionsdata og forskellige historiske erfaringer hentet både fra Danmark, USA og oldtidens Athenske demokrati, som i høj grad har interesseret og inspireret forfatteren. De fremførte argumenter dækker rimeligt godt på nogle punkter, men ikke på alle især kniber det med at respektere og modificere een gang givne friheds- og selvstyrerettigheder.

Schmidt selv finder de syv indvendinger klaret med de givne svar, og han drager den konklusion, at man kan og bør skabe et virkeligt folkestyre ved brug af moderne informationsteknik - et "trykknapdemokrati", hvor alle større sager og bevillinger underkastes en bindende folkeafstemning via telefonapparaterne. Han argumenterer overbevisende for gennemførligheden, både teknisk og økonomisk, af denne tanke, som forfatteren delvis henter fra fremtidsforskere som Naisbitt og Alvin Toffler med spor helt tilbage til 1940.

Det mest indlysende af operationaliseringsproblemerne - nemlig dagsordensætningen, beslutningen om hvilke spørgsmål, der skal forelægges vælgerne - imødegår Schmidt med en kunstfærdig og original nyskabelse: Alle landets vælgere skal ved lodtrækning efter tur indgå i et "elektronisk andetkammer" eller "Mini-Danmark" med 70.000 medlemmer. Disse borgere, der skal have særlig let adgang til information om offentlige anliggender, skal stemme om alle de love, Folketinget vedtager - og dem, de forkaster skal ud til rigtig folkeafstemning. Faktisk foreslås det, at Mini-Danmark også skal stemme om de forslag, Folketinget forkaster, og kunne vedtage at sende dem til folkeafstemning.

Selv uden denne sidste bestemmelse - der garanteret vil kunne skabe totalt kaos i samfundet - er forslagene som man vil forstå mere radikale end alle tidligere forslag til at reformere demokratiet uden direkte at afskaffe det. Jeg er ikke i tvivl om, at forfatteren er kommet for nemt om ved sin plan. Han har som allerede antydet næsten helt overset det afgørende krav til en brugbar og human nutidig styreform, som vedrører afgivelse og delegation af beslutningsret både 'opad' og 'nedad' - til overnationale og lokale myndigheder, men også til domstole m.v. Her vil nok det direkte demokrati savne både den nødvendige evne til kompromisløsning og justering - og anlæg for at garantere retssikkerhed, ligestilling og frihedsrettigheder. Uanset dette og trods de stedvis primitive argumentations og udtryksformer er bogen værd at læse i kraft af gode og skarpe kritiske iagttagelser. Og man kan vist godt regne med at høre mere om folkeafstemninger, når vore gamle indflydelseskanaler nu sander til.