Weekendavisen, 12. November 1993


Direkte demokrati. Velunderbygget forslag om at lade 70.000 danskere på skift styre Danmark i et år.

Lad den politiske magt gå på omgang


Marcus Schmidt. Direkte demokrati i Danmark. Om indførelse af et elektronisk andetkammer. 172 sider. 198 kr. Nyt Nordisk Forlag


Af dr phil  Mogens Herman Hansen (Institut for Græsk og Latin,  Københavns Universitet)


Med denne bog foreligger der for første gang på dansk en fagligt forsvarlig fremstilling af direkte demokrati i dag og af den teknologi, der gør direkte demokrati muligt i nutidens nationer. Forfatteren, MS, er typisk nok hverken politiker eller politolog, men specialist i meningsmålinger. Han er faglig konsulent for GfK, tidligere Observa, og i bogens to første kapitler får læseren en fagmands kompetente gennemgang af principperne for meningsmålinger og problemerne ved deres anvendelse. MS kender alle faldgruberne og lægger dem åbent frem. I kap. 3 gennemgås den (manglende) overensstemmelse mellem vælgernes holdninger og politikernes beslutninger - et kapitel spækket med spændende dokumentation fra forfatterens store Observa-arkiv.


I kapitel 4-5 påvises det, at Folketingets medlemmer på ingen måde er et repræsentativt udsnit af den danske befolkning - og jo derfor heller ikke kan forventes at repræsentere folkets holdninger. Læseren bør her bladre frem til side 71 note 15 med citater af udvalgte folketingsmedlemmer, der med afsky tager afstand fra den absurde anskuelse, at de i kontroversielle sager skulle være enige med deres vælgere eller på nogen måde lade sig påvirke af, hvad vælgerne mener.



I Kapitel 6 kommer MS's forslag til, hvordan vi kan få direkte demokrati i Danmark: I dag er der ca. 4 millioner stemmeberettigede danskere. At lade alle 4 millioner stemme om alt vil selv med nutidens teknik være temmelig besværligt og kostbart, men MS har fundet en løsning: Alle danskere skal være med til at træffe de politiske beslutninger, men på skift. De 4 millioner voksne danskere er i gennemsnit politisk aktive i 57 år, nemlig fra de fylder atten og til de dør. 4.000.000:57 = 70.000. Hvert år i januar lodtrækker man altså 70.000 danskere, og de skal i ét år via trykknaptelefoner stemme om alt, hvad der behandles i Folketinget. Næste år lodtrækkes 70.000 nye, o.s.v. Således vil hver dansker i ét år af sit liv være direkte involveret i den politiske beslutningsproces. Og 70.000 tilfældigt udtagne danskere er så stort et antal, at risikoen for, at de stemmer anderledes end de 4.000.000 ville have gjort, er mellem en promille og en procent. Endvidere forudser MS, at visse vigtige afgørelser stadigvæk skal sendes til folkeafstemning blandt alle. Enhver politisk beslutning forudsætter enighed mellem Folketinget og "MiniDanmark", som MS kalder sit 70.000 mand store elektroniske andetkammer. I mange tilfælde vil Folketinget og MiniDanmark være enige om at vedtage eller forkaste et forslag. Og dermed basta. Ved uenighed mellem Folketinget og MiniDanmark skal sagen sendes til folkeafstemning i hele Danmark. Medens MiniDanmark skal stemme lige så ofte som Folketinget, vil der være behov for et langt mindre antal egentlige folkeafstemninger.


Som specialist i meningsmålinger og trykknaptelefoner har MS en løsning på de tekniske spørgsmål om, hvordan man sikrer, at folk kan stemme hemmeligt, at de ikke stemmer to gange o.s.v., Og han fremfører en række forslag til, hvordan MiniDanmarks medlemmer får politisk information og kom-. mer til at deltage i den politiske debat. De 70.000 skal f. eks. have en betalt fridag om ugen til at sætte sig ind i de forslag, de skal stemme om, og de skal sikres adgang til al den politiske information de ønsker. MiniDanmark vil koste ca. 5 milliarder om året, altså ca. 2½% af statsbudgettet. - MS undlader sært nok at gøre opmærksom på, at MiniDanmark bør nedbringe arbejdsløsheden med ca. 10.000, og at besparelsen i dagpenge vil mindske udgifterne betydeligt.


Hvis vi skal have en form for direkte demokrati - hvad vi måske slet ikke skal - kan det godt være, at det skal udformes på en anden måde end MS's. Men hans konkrete forslag har flere fortrin, som jeg i hvert fald ikke har set før i diskussionerne om teledemocracy. At kombinere folkeafstemninger med rotation baseret på lodtrækning er en god løsning på problemet om, at direkte demokrati skal bevare debatten og ikke blot må blive et trykknapdemokrati, og - ligesom folkeforsamlingerne i oldtidens Athen og nutidens Schweiz - kan MniDanmark ikke blot bremse parlamentsbeslutninger, som har et flertal af folket imod sig. MiniDanmark kan også stemme ja til et i Folketinget forkastet forslag og få det ført ud i livet, hvis en efterfølgende egentlig folkeafstemning viser, at der stadig er et flertal for forslaget. Folketinget skal fortsat udarbejde alle love og vælges som hidtil. Nu sikres det blot, at de vedtagne love altid støttes af et flertal af folket, om end ikke nødvendigvis af et flertal i Folketinget.


I kapitel 7 gennemgås - og tilbagevises en række af de hyppigst anførte argumenter mod direkte demokrati: At borgerne er for dumme og for dovne; at de vil ligge under for medierne og for karismatiske førerskikkelser; at de kun vil tilgodese egne interesser og ikke landets; at de vil stemme emotionelt og f. eks. indføre dødsstraf og indvandrerforbud fra i morgen. I adskillige tilfælde kan MS påvise, at repræsentativt demokrati rammes hårdere af disse indvendinger end direkte demokrati. Et afsluttende kapitel 8 om parlamentarismen er ikke på højde med resten af bogen. Måske er MS kørt træt. Det bør i hvert fald omarbejdes i næste udgave.


Der er en påfaldende modsætning mellem B.T.-stilen i bogens tekst og disputatsformen i noteapparatet. Man kan sige, at MS har sat sig mellem to stole. Men der sidder han på den anden side godt: Teksten er velskreven og vittig, og den klare argumentation kan med udbytte læses af enhver interesseret og give anledning til eftertanke - og tvivl! Dokumentationen i noterne gør bogen til et vægtigt indlæg i faglitteraturen. På side 93-94 får man et lynkursus i initiativ, referendum og recall i USA og Schweiz. På side 77-79 note 1-6 er der en fortrinlig og fyldig bibliografi over den nyeste litteratur om teledemocracy, o.s.v. MS er også stærkt historisk orienteret. Det er fra Aristoteles og oldtidens Athen, at MS har fået den i vor tid revolutionerende tanke at kombinere direkte demokrati med rotation styret ved lodtrækning, og jeg kan stå inde for, at han har læst og forstået min 400 sider lange engelske bog om det atheniensiske demokrati. Og så er hans bog spækket med sjove og i regelen velvalgte citater af f.eks. Aristoteles, Machiavelli, Rousseau, Burckhardt, Sartori samt (lidt bekymrende) folk som Naisbitt og Toynbee. I forbindelse med sin gennemgang at nepotisme og indspisthed i Folketinget bringer MS flg. citat fra Aristoteles' politik: "En styreform, hvor det ikke er tilladt at deltage i rådslagningerne, men hvor kun valgte har adgang, hvor sønnen indtager faderens plads, og hvor begge er hævet over loven, en sådan styreform er i sagens natur ekstremt oligarkisk."


MS er en begejstret tilhænger af direkte demokrati, efter min mening alt for begejstret, og han overser nok vanskeligheden ved at indføre det i et land, hvor vi mangler den lange tradition, som de f. eks. har i Schweiz. Men der er noget befriende rigtigt ved mange af hans argumenter både mod repræsentativt demokrati og for direkte demokrati. Desuden er det med teledemokrati som med genteknologi: Vi må tænke problemerne igennem, og helst før de vokser os over hovedet, som det ikke nytter noget at stikke i busken. Ikke blot for entusiaster, men også for moderate tilhængere og direkte modstandere er MS's bog et glimrende udgangspunkt for en bedre debat om direkte demokrati. MS er ind imellem fræk som en slagterhund, men han har nogle originale og yderst spændende ideer, og hans informations- og argumentationsniveau ligger unægteligt højt over det, man møder, når f.eks. Arne Melchior, Mimi Jakobsen og Marianne Jelved ytrer sig om samme sag.