P1 (DR), lørdag 28.11. 1992:

Peter Hesseldahl: Elektronisk Demokrati


Omkring år 500 før kr fødsel havde man næsten ugentligt folkeforsamlinger på en stor plads i Athen. Her vedtog man nye love og statens politik og enhver voksen man havde stemmeret. Man afgjorde tingene ved at række hånden i vejret. Demokratiet i den form blev brugt til at styre i knapt 200 år indtil makedonerne erobrede Grækenland i år 338 før kr. Derefter gik demokratiet i glemmebogen i næsten 2000 år. Det var først hen ad 1800-tallet at en ny form for direkte indflydelse fra borgerne begyndte at blive indført, nemlig det repræsentative demokrati, hvor borgerne vælger repræsentanter, der kan styre landet i nogle år ad gangen.

Til de største møder i det gamle Athen kunne der komme 5-6000 borgere, så det var nødvendigt at råbe højt når man stod på talerstolen. I dag er folkeafstemninger noget med millioner af deltagere. Når der er valg i Indien har over 700 millioner en stemme. Når demokratiet kommer op i den skala, er det ikke nok at råbe af sine lungers fulde kraft. Den enkeltes persons mening kan umuligt høres, bortset fra et ja, et nej eller et kryds ved den person, hvis synspunkter man støtter. Demokratiet er i vidt omfang gået fra at være en udveksling af synspunkter til at være en indsamling af statistik, hvor vælgernes mening er udtrykt ved et tal. For de fleste mennesker i dag er politik noget de ser i fjernsynet eller i andre medier. Det er ikke sådan at vi ikke får informationer nok, tværtimod. Der er så meget at tage stilling til, at det, vi kan nå at opfatte om hver enkelt sag, er nogle kuriøse detaljer til at fange interessen og derefter en stærk forsimplet konklusion, der kan siges så hurtig på TV, at man ikke bryder den hurtige og underholdende rytme.

Når mændene mødtes på torvet i Athen havde de formentlig en vis fornemmelse af, at deres stemme havde en betydning, at de var så tæt på beslutninger, at de bogstaveligt talt bare kunne råbe op hvis de ville have indflydelse. Før måtte politikerne ud at tale i forsamlingshuse og med megafoner på torve i byerne. I dag giver den indsats ikke meget sammenlignet med at optræde i medierne og først og fremmest i TV. Når der træffes politiske beslutninger i dag angår det reelt millioner af mennesker. I mange tilfælde påvirker politikere folk i flere verdensdele. Den enkelte stemme og hver enkelt persons mening om sagen forsvinder i massen af mennesker.

Den eneste måde man kan trænge igennem på er at via trænge igennem via medierne. Men medierne og specielt fjernsynet har en bestemt måde at fungere på. Hvis man vil gøre sig i fjernsynet og det vil i første omgang sige, at man overhovedet kommer i og i anden omgang at seerne så forstår ens budskab, ja så er der en bestemt måde man skal fremlægge tingene på. Den er politikerne meget bevist om. Én af dem, der kender til det er det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Kirsten Jensen. Her fortæller hun om at føre politik fra en TV-skærm:

"Da er der ikke megen tid til rådighed og da skal der foregå en total udvælgelse af den sætning jeg gerne vil have der skal stå i fokus og derfor er det også sådan at de fleste politikere, inden de gå i et TV-studie, så har de tænkt for sig selv over hvad der skal siges og diskuteret det med andre. De har forberedt sig på hvad der skal ske, og de har forberedt sig på, hvilken type af spørgsmål, de vil lave et kort, knapt svar på, sådan at man ikke går længere hen ad den vej og så har de forberedt sig på de ting som de gerne vil have at de skal udbrede sig noget mere om og hvor de håber på at journalisten kan stille nogle opfølgende spørgsmål. Og det er et udtryk på planlægning fra politikerens side. Forskellen på det, og så det offentlige møde, hvor folk kan komme hen og hvor man har to eller tre timer til rådighed, det er at man jo også kan lægge nogle præmisser frem, man kan sige, hvis udviklingen går sådan og sådan, så vil min indstilling til sagerne være ja eller nej, ikke?!. Altså man kan vægte sine ting, man kan sige at man kan forklare hvad ens stillingtagen er afhængig af og det er der lidt mindre plads til i TV, og også i de korte nyhedsprogrammer i radioen. Da er det meget med at man hugger tingene ud i stentavle og bærer dem ned fra bjerget og siger der er ti bud og de er et, to, tre, fire, fem, de er meget korte, de er meget klare, de er ikke til at komme uden om."

Har du nogle eksempler på at hensynet til medierne påvirker jeres arbejde som politikere?
"Jeg tror, at det er mange gange, at man som politiker snakker om hvornår man skal fyre en historie af for at den kan komme i medierne i det hele taget. Lørdag er en rigtig god dag at komme med noget i, for da er medierne sultne, i hver fald de skrevne, de skal skrive to aviser i slutningen af ugen, både søndagsavisen og mandagsavisen og da har jeg så engang været ude at skulle sige noget om bøssers og lesbiskes rettigheder og det sagde jeg på en lørdag og det kom så også i radioen, og da var der en poltikerkollega som bagefter sagde, at det var ærgerligt, at det var slået så meget igennem, fordi når man sagde noget om bøsser og lesbiske, så generede man mange flere mennesker, end man glædede med det. Der er altså en konstant dialog mellem politikere hvordan man skal time historier. Det er ikke kun journalisterne altid der beslutter hvornår noget skal være, altså politikerne kender også avisernes deadlines, og den der hunger, der er i week-enden for at få én eller anden historie så man kan fylde sine aviser ud".
Hvordan ser man sådan på en anden kollega, der af én eller anden årsag er i stand til altid at komme i medierne eller som laver alle mulige hundekunster for at komme i dem?
"Der er jo nogen som næsten er i medierne hver eneste week-end, hver eneste uge og så tænker man jo bare, at alt det de siger kan jo ikke være lige velfunderet fordi det kan jo ikke være rigtigt at de der mennesker aldrig nogensinde sover eller tænker, tænker over det som de skal have frem, eller studerer noget. Og så tænker man det kan da godt være der er nogle der har hjulpet dem lidt til at forme sådan en hurtig mening. Det kan være nogen af deres venner, men det kan også være nogle journalister, som har brug for en bestemt vinkel på en sag, og som spørger en politiker om ikke de har lyst til at skære et par sætninger, sådan til, fordi så vil det kunne gøre sig i deres avis eller radioen eller i fjernsynet."
Tror du beslutningerne der bliver taget, politikernes standpunkt, bliver det også formet efter et hensyn til om at det nu vil tækkes?
"Jeg har været med til diskussioner hvor vi skulle have gjort vores stilling klar til en kompliceret sag, hvor det blev sagt, at det var vigtigt at vi blev færdige inden klokken tre eller klokken fire, hvor deadline var for medierne, fordi journalisterne ventede udenfor og vi kunne ikke lade dem gå med uforrettet sag fordi hvis vi ikke blev færdige på det tidspunkt så ville der bare blive en lang historie næste dag om at vi var for uenige til at træffe en beslutning. Og det behøver jo ikke at være sagen. Det kunne lige så vel være, at vi manglede nogle bestemte informationer, før vi kunne sætte punktum for sagen. Men af hensyn til at journalisterne stod udenfor, så blev vi presset til at træffe en hurtigere beslutning, end det måske var saglig velbegrundet".

Det mest ekstreme eksempel på, at politik føres via TV så vi for nylig ved det amerikanske præsidentvalg. I USA er politikerne i den grad blevet beviste om at opføre sig så det fungerer i TV.

Når man i 1968 viste et klip fra en politikere varede klippet i snit 42½ sekund. I år varede den gennemsnitlige længde for et klip fra præsidentkandidaterne kun 7.3 sekunder. På den måde kan politikerne stort set kun udtrykke sig i slogans. Der er ikke plads til forklaringer. Her er et eksempel - 13 sekunder:

(Clinton:) "The very idea that the word trust could ever come out of Bush´s mouth after what he has done to the country and in the way he has crumbled the truth is a travesty for the American political system".

Klip, der er efterhånden så mange informationer at tage stilling til og det tempo, som vi er vant til i medierne er så opskruet, at ingen gidet at høre noget, der varer længere og det indretter politikerne sig på. De er pinligt beviste om at skulle gøre indtryk på folk inden de når at zappe hen på en anden kanal ved fjernbetjeningen. I USA har man fundet ud at, at det er de unge seere, der drøner rundt mellem kanalerne. Faktisk ser en fjerdedel af amerikanerne TV på den måde, at de konstant hopper rundet mellem en række forskellige kanaler.

Man siger om den type seere, at de har Picasso-hjerner: Deres billede af verden er sat sammen af alle mulige løsrevne stumper som et splintret spejl eller et billede af Picasso. Hvis man som politiker taler til dem i længere tid, kan man ikke forvente at en budskab vil blive aflæst i sin helhed. For at komme igennem på TV skal man altså formulere sig kort og bruge klare billeder, der kan forstås umiddelbart. Problemet er bare at sådan er virkeligheden sjældent. Et andet magtspil i medierne er at påvirke hvordan noget bliver fortolket.

Når præsidenten kommer med en kommentar eller holder en tale i TV, er det næste altid, at udtalelserne bliver vurderet af en stribe eksperter eller journalister. Når eksperterne sidder og tolker et udsagn på ti sekunder kan det minde lidt om præster der udlægger en hellig men mystisk tekst. Hvert ord og betoning kan tolkes og det bliver det også. En af de vigtige personer i kampagnen har det som sin specifikke opgave at sørge for at ligegyldigt hvad der sker, vil det blive fortolket og skildret i pressen på en positiv måde for kandidaten. De kaldes spin-doktors. For deres job er at dreje pressens meninger. Hvis kandidaten lider nederlag i krydsild, må en spin-doktor, helst inden udsendelsen er ovre, hvorfor det i virkeligheden er en klar sejr.

Og der er masser af eksempler på, at det lykkedes at dreje en truende katastrofe, ved at virke selvsikker og gå til modangreb øjeblikkeligt. I første omgang drejer det sig om at kunne styre det budskab, der udsendes. Man skal vide noget om hvordan det vil blive opfattet af seerne når man siger eller gør bestemte ting. Det er ikke tilfældigt at skuespillere og TV-journalister klarer sig godt som politikere, for de kender mediet og det er vigtigt i politik [Herhjemme har Uffe Ellemann engang protesteret vredt over, at én journalist ville filme ham nede fra]. I USA går man videnskabeligt til værks for at styre politikernes image.

En af de vigtigste værktøjer er fokus-grupper. Fokus-grupper minder lidt om opinionsundersøgelser. Man spørger ikke så mange mennesker, men til gengæld går man virkeligt i dybden. Man udvælger en gruppe på ca 30 personer, dem viser man præsidentens reklamer og de ser én af hans taler på video. Derefter diskuterer man hvilket indtryk det gjorde for at finde ud af præcis hvad der virker og ikke virker. Når personerne i gruppen ser reklamen/talen har de en boks i hånden med en drejeskive, der går fra 1-100. Undervejs skal de skrue op og ned alt efter hvor meget de tror på det, der bliver sagt. På den måde kan man finde præcis de steder i en reklame, hvor noget støder folk, eller omvendt, man kan se netop de bemærkninger eller slogans, der vækker genklang.

Når man udvælger deltagerne i en fokus-gruppe skal man være meget omhyggelig, det skal være folk som kan sammen, som ikke er bange for at sige deres ærlige mening i stedet for den høflige, civiliserede mening, de måske bruger som facade, fordi der er andre tilstede. Fokus-grupper er en teknik, der oprindeligt blev udviklet af det amerikanske militær, for at finde ud af om deres propagandafilm virkede og hvad der kunne gøres for at de virkede endnu bedre. Senere blev metoden overtaget af reklamebureauer til markedsføring af forbrugsvarer og senere igen til at markedsføre politikere. Det er i øvrigt ofte de samme bureauer der laver reklamerne for begge dele. Resultaterne med fokusgrupper har stor indflydelse på hvordan kampagner udformes. Hvis en bemærkning i en tale har været populær i flere fokusgrupper bliver den lagt ind i kandidatens fremtidige taler måske gøres emnet endda til tema i valgkampen.

For Clintons vedkommende har resultatet fra fokusgrupperne betydet, at han ændrede frisure undervejs i valgkampen og han er blevet forsigtig med at han smil ikke bliver for bredt. Det virkede overdrevent, fandt man ud af. Hensynet til hvordan vælgerne vil reagere, ja til hvordan noget vil blive behandlet i medierne kan betyde at politikeren ændrer sin politik for at gøre den mere populær, ikke nødvendigvis fordi han er overbevist om, at det er det rigtigste. Bill Clinton var i et interessant dilemma tidligere på året, da han i et af primærvalgene, der ligger forud for det egentlige valg havde mulighed for at benåde en morder, der var dødsdømt og skulle henrettes i den stat han var guvernør for, Arkansas. Han valgt ikke at benåde manden.

Spørgsmålet var i hvilken grad hans beslutning skyldtes at han var nødt til at virke konsekvent og effektiv i forhold til præsident Bush. Der er en anden konsekvens af, at fjernsynet er blevet forum for politik, og det er at den der har flest penge får den bedste chance til at præsentere sit synspunkt. Det gælder dog ikke nært så meget i Danmark som i de lande hvor politikerne må reklamere i TV. En amerikansk politiker er nødt til at skaffe penge fra store selskaber og interessegrupper for at kunne være med i reklamekrigen og det er klart, at et stort selskab, uden at forvente, eller måske diskret stille krav om, at politikeren vil varetage deres interesser hvis han eller hun bliver valgt. Det er ikke småpenge det drejer sig om, men de firmaer og grupper, der bidrager må jo føle, at det er pengene værd.

Jeg kan ikke lade være med at studse over, at hvis man sådan til daglig gav politikerne penge fordi de tog ens sag op, ville man kalde det bestikkelse, men bidrag til en kampagne er altså ikke bestikkelse. Den sidste amerikanske kampagne blev ført med samlede reklamebudgetter på 300 millioner dollars. Det er i størrelsesordenen 2 mia. kroner. Især Ross Perot brugte i de sidste uger op til valget 350 mio kr på TV-reklamer. Han købt ikke bare de sædvanlige blokke på et halv eller et helt minut, han sendte programmer på en halv time i den bedste sendetid. Det var reklamebudgetter hvor selv Bush måtte stå af, men for Perot var det blot nogle få ugers renteindtægter af hans formue. Så kan man diskutere hvor demokratisk det er.

De amerikanske vælgere må spørge sig selv hvad det egentlig er for en proces de deltager i. Hvad går det ud på? Går det ud på at en kandidat har nogle synspunkter, som folket giver ham mandat til at han udfører, eller drejer det sig om store selskaber og interessegrupper vil have noget gennemført, hvorfor de finder sig en attraktiv person, der med en gigantisk reklamekampagne er i stand til at sælge budskabet til forbrugerne, fuldstændig som man sælger vaskepulver.

Man kan spekulere over om de samme spilleregler vil komme til at gælde her hvis Europas lande kommer til at hænge yderligere sammen. Hvis der skal stemmes om det samme spørgsmål i hele Europa, vil det så ikke føre til at store selskaber, der har råd til at købe sig reklameplads overalt, vil købe sig politisk opbakning fra hele kontinentet? En meget vigtig forskel mellem USA og Danmark er, at her i landet et det ikke tilladt at sælge politiske reklamer i TV.

Sociologen Karen Siune fra Aarhus Universitet har forsket i elektronisk demokrati i årevis og hun synes bestemt, at systemet som det er nu skal fastholdes.

"Jeg har altid advaret imod, at man kunne købe sig adgang til de nationale medier. Og jeg vil håbe, at vore politikere holder fast i, at der ikke skal være politisk propaganda i et omfang i de nationale elektroniske medier afhængig af hvem der har penge. Men vi giver jo i Danmark de politiske partier ret god adgang til de landsdækkende TV-kanaler eksempelvis. Og det vil sige, at alle partierne i Danmark, og ikke kun dem der har råd, har en mulighed for at få deres budskaber ud. Og det er en form jeg foretrækker, uanset at den kan være besværlig når vi har mange partier der stiller op. Det er trods alt en form der bygger på, at partierne er opstillingsberettigede takket være det antal underskrifter de har indsamlet og på den måde er det et led i en demokratisk proces at de har adgang til at ytre sig og ikke kun et spørgsmål om hvorvidt du har råd til at købe dig adgang."
En måde at komme i fjernsynet som politiker er at deltage i programmer, som overhovedet ikke har noget med politik at gøre. Det kan være quiz´er, talk-shows og den slags. Det er blevet meget almindeligt både her og i udlandet. Og det er der en helt bestemt grund til som Karen Siune forklarer her:
"Det har jo netop sin fordel fordi et underholdningsprogram når du sidder som lytter eller seer, har du ikke paraderne oppe, du har ikke forsvarsmekanismerne oppe på samme måde, som du har under en valgkamp, når der kommer et præsentationsprogram fra et politiske parti, fordi du er ikke forberedt på at det her, det er politisk propaganda. Din tærskel er anderledes og det vil sige, at der slipper mere igennem af det politiske budskab. Jeg siger ikke at folk er til at løbe over ende, blot fordi de sidder i sofaen og tror det er underholdning, men jeg siger, at det er uendeligt meget nemmere at komme på den anden side af skærmen og komme igennem med et budskab og få sat en dagsorden gennem en række af disse knap så informative politiske programmer. Så, på den måde er der en tilbøjelighed til at en stigende udnyttelse af disse programmer skal medføre til at vi skal være mere opmærksom på hvad er der egentlig der sker i dem og hvilke konsekvenser har de for vælgernes opfattelse af hvad der er væsentligt at beskæftige sig med."
Der er det ved massemedierne, at det er en envejskommunikation. Budskaberne går fra politikerne til folket. En minister kan gå på TV for at forklare et nyt forslag eller en beslutning, men hver enkelt af os kan ikke tale lige til politikerne.

I den amerikanske valgkamp blev det mønster brudt af og til. Det var én af de nye ting ved valget i år, at kandidaterne medvirkede i TV-programmer, hvor almindelige mennesker kunne stille spørgsmål, enten fra salen eller ved at ringe ind. Det viste sig, at publikum var meget interesseret. Når Bush eller Clinton medvirkede var der omkring 100.000 mennesker, der forsøgte at komme igennem på telefon med et spørgsmål.

Det viste sig også, at kun meget få af spørgerne begyndte at skælde ud eller stille besynderlige spørgsmål. Selv om man lukkede almindelige mennesker ind i debatten, blev det altså ikke fladpandet eller ligegyldigt. Ross Perot havde det ligefrem som en del af sit politiske program, at indføre noget som han kaldte "elektroniske forsamlingshuse". Tanken var at politikere med jævne mellemrum skulle gå på TV og forklare hvad det er, de er i gang med at vedtage. Bagefter skulle seerne kunne give deres mening tilkende ved at ringe ind.

Det er ikke så længe siden der kun var én TV-kanal herhjemme at komme igennem i. Da Danmarks Radios monopol blev brudt i firserne og det blev tilladt at sende lokalradio og lokal-TV, snakkede man om mulighederne fort, at det kunne skabe mere politisk debat i lokalsamfundene. Ideelt set ville en lokal-TV station kunne styrke kontakten mellem borgerne og de lokale politikere. Hidtil havde det landsdækkende TV betydet, at folk var mere opmærksom om nationale problemer, men at de intet vidste om den lokale politik.

Lokale TV-stationer ville også betyde, at almindelige borgere havde en chance for at komme på skærmen og få et ord indført. I begyndelsen var der en voldsom opblomstring af små lokalstationer. Men i dag er de fleste af dem lukket ned igen. De idealistiske politiske stationer har måttet vige for kommercielle stationer, der bruger stort set den samme facon som man kender fra DR og TV2. Som Karen Siune forklarer, er den direkte adgang til TV-mediet for borgeren ikke blevet så almindelig, som man havde håbet:

"Firserne var kendetegnet at en drøm om at man skulle decentralisere og få mere nærdemokrati. Jeg vil ikke sige, at det ikke er sket visse steder, men gennemgående har fænomenerne været en skuffelse. Der har ikke været særlig meget effekt i form af nærdemokrati. Der har været nogle få lokale politikere, der har fået adgang til medierne, og som er kommet nærmere på deres vælgere og dermed været med til at give en orientering om hvad der foregik. Men gennemgående må vi jo sige at lokalmedierne har, og specielt lokalradioerne har været optaget af at bringe musik, hvor det eneste lokale har været at discjockeyen repræsenterede en lokalperson".
Man siger at teknologi kan bruges til både at være centraliserende og decentraliserende, altså at folk kan få adgang via medierne, men de kan også på den anden side blive talt til bare fra ét eller andet centralt hold. Og jeg synes det er den centrale brug af medierne der har slået igennem... (Karen Siune): 

"Ja, der er det...nu siger du helt slået igennem, det har den jo altid været. Man kan sige at teknologien i sig selv er neutral over for de her fænomener. Den kan bruges på forskellig vis og med den teknologi vi har mulighed for i dag kunne vi få langt mere tilbagemelding, vi kunne få meget mere tovejskommunikation end vi faktisk har. Og vi kunne sige vi har en form for demokratisk underskud i en situation hvor vi har en form for teknologisk overskud. Det der er spørgsmålet det er at koble de her fænomener, og det er i høj grad et spørgsmål om man vil koble dem."

Hvorfor tror du ikke den kobling lykkes?
"Den er dyr, fordi en udbygning at systemet koster, men det hænger måske også sammen med at interessen for det når det kommer til stykket er begrænset. Det er et ideal."
Der er en speciel stemning omkring et valg. Man begiver sig op på skolen. Folk kommer gående og kørende fra alle retninger. man kommer ind i gymnastiksalen til træbåsene med en blyant, der hænger i en snor. Spørgsmålet er om hvor længe det bliver ved på den måde. Det koster omkring 45 millioner kroner at afholde en folkeafstemning, inklusive udsendelsen af valgkort, trykning af stemmesedler og diæter til de mange hjælpere. Dertil kommer al den tid vi bruger for at tage hen og stemme.

I betragtning af, hvad der ellers er ændret i samfundet, virker den måde vi holder valg på, som et levn fra gamle dage. For når vi nu kan så meget andet over telefonen og med computere og TV, hvorfor så ikke holde folkeafstemninger, man kunne kalde det elektronisk demokrati. TV-kanalerne laver løbende seerundersøgelser, for at vide hvor mange, der stiller ind på de forskellige programmer. Til det bruger man noget som kaldes TV-metre. Og denne teknologi kunne være kimen til et elektronisk demokrati. Der er ca. 500 danske hjem, der har fået installeret et TV-meter i deres fjernsyn, som løbende registrerer hvilken kanal, der er tændt for. Resultaterne bruges især af de TV-stationer, der skal sende reklamer, og det er afgørende for prisen, hvor mange der ser på kanalen.

TV-metrene registrerer seertallet helt ned til enkelte sekunders mellemrum. Og derfor kan annoncører f.eks. se nøjagtigt, om der var mange der skruede væk fra kanalen, da deres reklame kom på. Ud over automatisk at registrere hvilken kanal der er stillet ind på, bruges TV-metrene til at udspørge seerne om, hvad de synes om programmet. Med mellemrum i løbet af aftenen beder man de personer, der deltager i undersøgelsen, om at give deres mening tilkende ved at indstille TV-meteret på en skala fra 1-5. Rent teknisk kunne man lige så godt have foretaget en afstemning, eller bedt folk vise deres mening om en politikers tale.

En anden måde et elektronisk demokrati kunne fungere på, kan man få ved at se på de afstemninger, der laves i TV-programmer som Eleva2ren og af videohitlisterne hvor seerne kan ringe ind og stemme på ét eller andet, hvad enten det nu er en politisk mening eller hvilken video der er ugen bedste. man får præsenteret en række valg på skærmen og til hvert valg hører der et telefonnummer som man kan ringe til, hvis det er den mulighed man vil stemme på. Telefonselskaberne kan derefter tælle op, hvor mange der ringer til hvert nummer. Der er faktisk truffet særdeles væsentlige beslutninger på den måde herhjemme. I hver fald hvis man skal tage seertallene og deltagelsen i afstemningen som et udtryk for væsentligheden.

Metoden er nemlig blevet brugt til at afgøre vinderen i det danske Melodi Grand Prix. Ved Grand Prix´et i år skulle de, der ville stemme, ringe på forhånd, og få et særligt nummer at ringe til. Det blev gjort på den måde, at man ikke ville overbelaste telefonnettet. Da der var 15.000 der havde fået det særlige nummer at vide, blev der lukket af for yderligere opkald. Da man nåede frem til afstemningen på selve aftenen, viste det sig, at der var omkring 20.000, der ringede ind. En hel del seere har altså enten fortalt nummeret videre til andre, eller de har stemt flere gange. Og det skærer unægteligt én af svaghederne ved telefonafstemninger ud i pap. Man har ingen kontrol med hvem der stemmer, og hvor mange gange de stemmer. Når der er afstemninger i Eleva2ren og man siger, at kun folk med et bestemt endetal kan ringe ind, så er det kun fordi man ikke vil have for mange til at ringe på én gang. I virkeligheden kan alle, der har lyst ringe ind med deres mening. Der sker ingen sortering af opkald.

Telefonselskaberne, der har konstrueret systemet, arbejder dog på en mekanisme, så numrene på de, der har ringet ind, registreres. Hvis man forsøger at ringe én gang til, så vil det ikke blive talt med. Endnu et problem med de telefoniske afstemninger er, at de ikke er repræsentative. Det er en bestemt type personer, der ser Eleva2ren, lige som det er en bestemt type seere, der er interesseret nok i video-hitlister, til at de vil ringe ind og stemme. Der er store grupper af befolkningen, der slet ikke vil blive talt med på den måde.

I programmet Den Offentlige Mening, hvor publikum kan stemme på et bestemt spørgsmål, gør man sig meget umage med at vælge de 150 mennesker, der er i publikummet. Man forsøger at ramme den samme fordeling på køn, alder og job, som findes i hele befolkningen. Hvis det ikke lykkes vægter man stemmerne, så stemmer fra en gruppe, der er underrepræsenteret, tæller mere med. Det er det samme man kender fra opinionsundersøgelser. Opinionsundersøgelser kommer der flere og flere af, og de har fået en stor indflydelse på den politiske debat. Måske vil et egentligt elektronisk demokrati, hvor alle stemmer, ikke blive realiseret de første mange år.

Men lynhurtige opinionsundersøgelser, som indsamles elektronisk, vil sikkert blive mere almindelige. Selv om det kun er opinionsundersøgelser, med alle de usikkerheder, der er forbundet med det, så kan det, at der kommer løbende tilbagemeldinger, om et emnes popularitet, sagtens påvirke politikerne, lige som et valg kan. Den mest direkte type opinionsmåling ser man et eksempel på i TV-programmet Den Offentlige Mening. Undervejs i udsendelsen kan publikummet løbende angive om de er enige med den der taler, ved at trykke på det apparat, de bruger til afstemningerne.

Kurven over talerens popularitet kan seerne se. Men den, der taler - og altså også bliver vurderet - kan ikke selv se det. Det kunne ellers være en interessant situation, hvis den, der taler, løbende kunne justere budskabet, for at holde kurven højt. For de, der holder af science-fiction, ville det ikke være et dårlig plot, hvis præsidenten havde adgang til de løbende målinger af seertallet, så han kunne holde styr på reaktionen hos seerne, når han gik på skærmen.

Men hvad nu, hvis man virkelig kunne lave elektroniske afstemninger, så alle var med? Hvorfor så ikke afholde løbende valg, hvis man kan stemme lige så let som at skifte kanal på TV? Det kunne passende være hver aften efter TV-avisen. Jeg spurgte medieforskeren Berndt Stubbe Østergaard.

"En folkeafstemning, eller en politisk afstemningstime, er et væsentligt tema og væsentlige temaer i et samfund, dem beslutter man i et rituelt sammenhæng. Det vil sige, at vi lægger nogle bestemte måder at opføre os på, i det at stemme. Vi går ned på skolen i afstemningsboksen og går ind med en blyant, der sjældent (altid) særlig spids og sætter et stort kryds på en kæmpe lang liste, og så går vi ud igen. Og selvfølgelig er krydset vigtigt, men det er sandeligt også hele rituellet omkring det. Alt for mange meddelelser og budskaber og påvirkningsforsøg, reklamer og sådant noget kører ind over de elektroniske medier. Og jeg kunne se en fuldstændig sammenblanding i folks hoveder. Var det kvaliteten af studieværten de stemte på, var det hvor gode gaverne var i Lykkehjulet, eller var det nu den der EF-afstemning de skulle trykke på knappen på, hvis man sad hjemme i sin stue."

Elektroniske afstemninger ville spare en masse tid. Man kunne eget hurtigt sætte beslutninger ud til vælgerne. Resultatet af afstemningen ville være afgjort så snart folk var færdige med at stemme. Men spørgsmålet er om det ville være en god idé med hurtigere beslutninger? I løbet af et år går medierne og stemningen i landet gennem masser af skift. Pludselig er alle meget bekymrede om AIDS, om flygtninge, miljøet eller hvad det nu er. Ugen efter er det glemt. Hvis politikerne skulle skifte politik lige så tit som der kommer opinionsundersøgelser, ville det være umuligt at føre en langsigtet og konsekvent politik.

Som nævnt er TV bedst til korte, klare og forståelige budskaber. Men sådan er verden jo ikke altid skruet sammen. Hvis mange flere beslutninger blev lagt ud til øjeblikkelige folkeafstemninger, kunne man forestille sig, at de politikere, der konsekvent præsenterede simple og lette løsninger på TV, meget hurtigt kunne få magten, uden at vælgerne opdagede konsekvenserne af det, de stemte for, egentlig var. Besindelse og fjernsyn passer ikke sammen. Det gammeldags tunge demokrati har i hvert fald den fordel, at store beslutninger tager tid at træffe. Men det kan man ikke vende op og ned på den politiske situation, fordi befolkningen lader sig rive med i nogle dages intens mediehysteri.

Det er uoverskueligt hvad politik ville være for noget, hvis samfundets beslutninger blev truffet ved fjernbetjening og alvorlige problemer blev behandlet som et kedeligt TV-program. Nej siger man bare og skifter kanal. men i den virkelige verden går problemerne ikke væk, selv om de forsvinder fra skærmen et stykke tid. Hvis man er en lille gruppe mennesker, der tager en beslutning, kan alle give deres besyv med. Man kan snakke frem og tilbage for at finde en løsning der passer til alle. Og de der diskuterer, kan skifte mening undervejs. Ved en folkeafstemning kan man sige ja eller nej. man bliver stillet spørgsmålet og man får forelagt de muligheder, der er for at svare. Det er der ikke meget debat i, og så er det ligegyldigt, om trasker op på en skole for at sætte et kryds, eller om man taster det ind på sin fjernbetjening.

Der har været forskellige forsøg på at udnytte elektronik og computere til at lave et system så man dels har bekvemmeligheden, øjeblikkeligheden i at kunne stemme elektronisk hjemme fra, men at man også kan gå ind i diskussion med andre og med politikerne. I computerverdenen findes der noget som kaldes konferencesystemer. Via telefonnettet kan man ringe op fra én computer til en anden og overføre informationer. I konferencesystemer bruger man en centralcomputer, som alle kan rige op til. Når man har kaldt op til den centrale computer, kan man indlægge beskeder som alle andre kan se, og man kan selv se, hvad andre har lagt af beskeder. Hvis man har lyst kan man så skrive en kommentar eller komme med et svar.

På den måde kan en masse mennesker diskutere, ved at skrive sammen på deres computere. Den centrale computer kan også indeholde en lang række oplysninger, man kan hente hjem, hvis man har brug for det. Flere byer i verden har startet offentlige computersystemer, hvor borgerne kan kalde op og søge oplysninger. Det kan være om regler for bistand, om kommunale serviceordninger, eller det kan være orientering om, hvad der diskuteres om i byrådet for tiden. Borgerne har mulighed for at holde sig orienteret, men de har også mulighed for at skrive ind, hvad de mener om sagen. I mange tilfælde bruger politikerne og embedsmændene også systemet, så man kan komme i dialog med dem ved at skrive til hinanden over nettet.

Bystyret i Amsterdam har for nylig startet et sådant system. Og i USA findes der en hel del eksempler. Det mest kendte er i Santa Monica, en bydel i Los Angeles. Problemet er, at det langt fra er alle der har det godt ved at bruge computere. Det er stadigt de færreste, der overhoveder har én og det vil kræve nogle bestemte færdigheder, hvis man skal kunne debattere via computere.

Men måske på meget lang sigt, for meget tyder på, at computere i fremtiden vil være noget vi taler til. Vi behøver ikke at taste ordene ind og computerne vil bruge billeder og video. Desuden er det sandsynligt, at alle vil have én eller anden slags computer derhjemme om, skal vi sige 20 år. Til den tid vil computeren måske kunne formidle en politisk debat, der giver alle mulighed for at deltage og tale direkte til hinanden. I øjeblikket er det kun for et fåtal.

Partiet SF er for øjeblikket i gang med at stille et computersystem på benene, som skal bruges til kommunikationen inden for partiet. Ved at kalde op på computeren på Christiansborg, vil man kunne finde pressemeddelelser, lovforslag og ordførernes taler. Meget af materialet vil også være åbent for folk, der ikke er medlem af SF, men som vil søge oplysninger om partiets politik. Systemet kunne teknisk set også bruges til at lave afstemninger, således at medlemmerne stemte ved at taste ind på deres computere. Men den mulighed har SF bevist valgt ikke at udnytte. Her fortæller SFs næstformand Christine Antorini, hvorfor:

"Det er noget som vi har snakket meget om vi skulle bruge det til at man kunne sidde derhjemme og stemme fordi vi i SF synes det der vigtig at kunne lægge mange afstemninger ud til medlemmerne. Omvendt synes vi også det er helt afgørende, at folk taler med hinanden. Altså demokrati er for mig at man snakker med hinanden og lytter til hinanden og bliver klogere af de andres synspunkter. Og [ligesom] bare overføre alle afstemninger til EDB når man sider i sin egen stue, helt alene og kan trykke på en knap (helt alene/i et dilemma/derhjemme?), så afskaffer man også det, at man kan tale med hinanden, og det tror jeg vil være katastrofalt. For så ville folk være fuldstændig afhængig af, hvad de fik igennem massemedierne, og ville meget vel kunne lade sig påvirke af markante synspunkter der, uden at være tvunget til at skulle diskutere det med andre."
Som Christine Antorini var inde på, så er en vigtig del af demokrati, at der er debat, at folk faktisk deltager i processen ud over blot at trykke ja eller nej. Efterhånden som demokratiet er kørt op i skala, fra nogle tusinde mænd på torvet i antikkens Athen, til 100 millioner i de amerikanske valg, er den politiske dialog blevet næsten envejs. De betydeligste af politikerne kan tale til os overalt på kloden, i reklamer, eller nyheder eller talk-shows. Vælgernes svar er derimod reduceret til ja eller nej. Svar sorteres op og slås sammen i blokke. Vis snakker om valg og vælgere, men hvad nu hvis man ikke synes om nogen af forslagene?

Hvad nu hvis man ikke synes, at det er det rigtige spørgsmål, der skal tages stilling til?

Har man så et valg? En væsentlig side af magten er at kunne bestemme dagsordenen, hvad der skal diskuteres og hvilke spørgsmål, der skal tages stilling til. Som det er i dag kan borgerne dårligt blande sig i det. Ét af resultaterne så vi ved EF-afstemningen. Hvad var der egentlig, der blev sagt nej til? Hvad vil folk have i stedet? Måske man kunne foretage en lille tilføjelse til stemmesedlerne, der ville give borgerne mulighed for at melde tilbage til politikerne på en mere nuanceret måde. Nederst på sedlerne kunne der være en ekstra boks, med titlen ´ingen af delene´. Hvis tilstrækkeligt mange satte kryds der, skulle politikerne være forpligtet til at tage en ny diskussionsrunde, for at formulere nogle bedre forslag. Det kunne være interessant at prøve ved den næste EF-afstemning.