Fra bogen Demokrati, Redigeret af Søren Bald, Peter la Cour og Steen Nepper Larsen, Krogerup 1996 (s. 9-13). Tal i parentes refererer til Hal Kochs bog Hvad er Demokrati? i Gyldendals udgave af 1991.


Hvad er demokrati? 

Af Hal Koch


Hvad er demokrati? Det spørgsmål rejser sig med des større kraft. Men lad mig sige det straks: jeg formår ikke at ikke at give et kort og klart svar på dette spørgsmål - i hvert fald ikke et svar, der kan indskrives i en politisk ordbog som definition, på samme måde som man forholdsvis let kan definere, hvad planøkonomi, georgisme eller andre politiske fænomener er. Demokrati lader sig ikke indeslutte i en formel. Det er ikke et system eller en lære. Det er en livsform, som under stadige nederlag og tilbagefald er groet frem i Vesteuropa i løbet af godt og vel 2000 år, og som i sin lange og bevægede tilværelse har modtaget mange påvirkninger fra mangfoldige sider. Det er ikke noget i sig selv afsluttet. Derfor står debatten stadig om dets væsen. Det er ikke en sejr, som er vundet, men en kamp, som stadig går på. Det er ikke et én gang opnået resultat, men en opgave, som stadig skal løses på ny. Fremfor alt er det ikke en lære, der kan doceres, og som man i en håndevending til tilegne sig eller gå over til. Det er en tankegang, en livsform, som man først tilegner sig derved, at man lever den igennem i sit allersnævreste private liv, i forhold til familie og naboer, derefter i forholdet udadtil i større kredse, i forholdet til landsmand, og endelig i forholdet til andre nationer - på hvilket sidste punkt verden endnu ikke har set meget til demokratiet. (... )

Ingen vildfarelse kan være større end den, at demokratiet nu er sikret ved "de demokratiske magters" sejr. Demokratiet kan aldrig sikres - netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes.. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet. Det syner så lidt, og "handlingens mænd", de "stærke" folk, som vil, at der hele tiden "skal ske noget", som vil, at det politiske liv skal være "dynamisk", trækker foragteligt på skuldrene af alt dette "ordgyderi". (s. 12 - 13)

Når to, tre eller flere - muligvis et helt folk - skal træffe en afgørelse om fremtiden eller fastlægge love for deres indbyrdes samkvem, kan man være nogenlunde sikker på, at der vil opstå uenighed. Mennesker er forskellige, lever under forskellige kår, har forskellige interesser; derfor vil de også dømme forskelligt og have forskellige ønsker. Der opstår således konflikter, små og store mellem hinanden. Afgørelsen skal imidlertid træffes, og loven skal fastlægges; derfor må man finde en løsning på konflikten. I det store og hele findes der kun to veje til at finde denne løsning: 1) man kan slås sig til rette, hvilket vil sige, at det bliver den stærkeres vilje som råder; således går det til i junglen; ofte er det imidlertid vanskeligt at se nogen forskel på menneskers og jungledyrs optræden, 2) man kan tale sig til rette, hvilket vil sige, at man gennem en samtale mellem de stridende parter søger at få sagen alsidigt belyst, og at de samtalende parter virkelig bestræber sig for - det må ikke glemmes - gennem samtalen at nå til en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem. Dette er demokrati. Det er samtalen (dialogen) og dens gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Hvor dette glipper, vil man uvægerligt falde tilbage til magtkampen. Således forstået er demokratiet noget langt mere omfattende end en bestemt samfundsmæssig styreform. (s. 16 - 17)

(... Demokratiets) væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra formår at træffe en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden. Czekoslovakiets store statsmand Thomas Masaryk skal have defineret demokratiet med ét ord: diskussion. Vil man gengive demokratiets indhold med et enkelt ord, kan det næppe gøres bedre. I de fleste politiske spørgsmål, hvor det ikke gælder et absolut enten-eller, men et mere eller mindre, vil dette sige, at man når til et kompromis, og dette kompromis nås som regel gennem en afstemning.

Ofte har man - til stor skade for demokratiets anseelse - betragtet selve afstemningen som det væsentlige. Var en ting blot vedtaget ved afstemning, var der ingen tvivl om dens berettigelse. Så var demokratisk set alt i orden. Så let går det imidlertid ikke. Ellers ville der ikke - demokratisk set - være noget at bebrejde nazismen i Tyskland, og der findes adskillige stater, hvor enhver afstemning, hvis den da overhovedet er mulig, ville medføre et rent autoritært styre. Værre er det imidlertid, at man ud fra denne overvurdering af "afstemningen" næsten med indre nødvendighed tvinges over i den konsekvens, som mere end noget andet har bidraget til at bringe demokratiet i vanry, nemlig den påstand, at det altid er flertallet, som har ret. For enhver, der tænker sig lidt om, er dette jo en uhyrlighed. Der er ingen tvivl om, at flertallet i Tyskland før krigen ville nægte jøderne eksistensret og fratage dem deres besiddelser. Måske eksisterer et sådant flertal stadig.

Om så 99% af hele jordens befolkning var således indstillet, ville antisemitisme i den form ligefuldt vedblive at være både forbryderisk og uforenelig med demokrati. Men selv om man ser bort fra et sådant særligt tilfælde som jødespørgsmålet, kan påstanden om at flertallet altid har ret ikke opretholdes. Vi ved alle ganske god besked om, med hvilke propagandamidler en masse kan bearbejdes. Den, der selv har prøvet at tale ved et af disse moderne masseopbud, ved lidt om, hvilket uhyre massesuggestionens svindel der her bedrives. Det ville efter mit skøn være en god demokratisk foranstaltning, om man forbød, om der nogensinde deltog mere end 500 mennesker i et politisk møde. Talerne ved de store møder er slet ikke talere, der forfægter en anskuelse i en vis samtale med tilhørerne. De bliver simpelthen udråbere af slagord og paroler, som let kan få tingene til at fænge.

Nej, så let går det ikke, at man altid kan være sikker på demokratisk set at være på den rette vej, når blot man slutter af med en afstemning. Lad mig illustrere dette med endnu et eksempel, som måske adskillige af læserne vil genkende. Der findes et sted her i landet et sogneråd (udeladt note, red.) i hvilket der er to grupper, en flertalsgruppe på 7 medlemmer og en mindretalsgruppe på 4 medlemmer. Flertallet er således solidt, og der er ingen grund til at tro, at det skulle kunne rokkes i de første mange år. I møderne går det meget ofte således til, at flertallet kort og knapt fremsætter det forslag, som man i gruppen er blevet enig om. Derefter får oppositionen ordet. Det er jo en demokratisk forsamling! Den afgiver et langt og ofte velbegrundet indlæg, som viser vanskelighederne ved sagen. Under dette indlæg kan ingen se, om flertalsgruppens medlemmer hører efter eller sover, men vi må vel gå ud fra, at de gør det første. Når oppositionen har fremsat sine indvendinger, kan det ske, at formanden eller en anden vil sige et par ord - gerne temmelig hvasse ord. Men man er sjældent nået ret langt, før flertalsgruppen foreslår, at man går over til afstemning. En videre drøftelse finder man som regel ikke nødvendig. Det er det heller ikke. For flertallet har afgjort sagen i forvejen og bryder sig ikke en døjt om modparten eller dens synspunkter. Men mødet slutter altid med en god demokratisk afstemning, hvor stemmerne mærkeligt nok falder 7 mod 4, hvorefter man går hver til sit, overbevist om at have gjort et godt demokratisk arbejde. (...... )

Hvorfor er dette udemokratisk? Af den simple grund at sagerne her afgøres ved slagsmål. Ganske vist er det stemmesedler man slås med, men det ændrer ikke ved sagen. Våbnene kan til forskellige tider være forskellige. Achilleus og Agamemnon kæmpede med sværd og lanse. Moderne krige mellem stormagterne føres med tanks og flyvemaskiner. Landsbyens krige føres med sladder og bagvaskelse. I hint sogneråd føres krigen med afstemning. Det er mere fredeligt og ublodigt end de fleste andre former for krigsførelse. Men demokrati er det ligefuldt ikke. Demokratiets væsen er nemlig ikke bestemt ved afstemningen, men ved samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse. Det mærkeligste ved hint sogneråd er det, at oppositionen overhovedet gider være der. Det varer formodentlig heller ikke ret længe, om systemet fortsættes, for det helt opgiver sin virksomhed. Så har man nået den situation, hvor det også i det ydre er tydeligt, at her ikke er tale om demokrati, men om et diktatur fra flertallet side.

For mange vil dette synes temmelig spidsfindigt, og dog er det en meget væsentlig side ved det demokratiske liv, som her er fremdraget. Men hvad så med afstemningen, vil mange spørge. Må det dog ikke være flertallet, der har ret, i hvert fald ret til at afgøre, hvilken vej man skal gå? Jo, selvfølgelig. Afstemningen hører også med til den demokratiske arbejdsform. Når sagen er uddebatteret, og når afgørelsen skal træffes, er det afstemningen som viser, hvor langt man er nået. Man skulle nemlig have nået noget ved debatten. Det udemokratiske er den ufrugtbare debat, hvor ingen har øret eller sindet åbent for modpartens indvendinger. Hvis afgørelsen er truffet på forhånd, og modpartens synspunkter aldrig bliver én et problem, så er forhandlingen virkelig blevet til tom ordskvalder og "parlamentarisk kævl", som demokratiets strenge kritikere plejer at udtrykke sig.

Men der, hvor sindet er åbent og respekten for de andres synspunkter og hensynet til helhedens interesse er levende, der vil man netop gennem det frugtbare møde og den oprigtige debat kunne nå resultater, som aldrig nås, hvor den ene part står alene og suverænt dikterer, hvad enten så den ene part er en enevældig konge, en privilegeret overklasse eller et moderne politisk parti, der er stærkt nok til at få diktatoriske griller. At en afstemning ikke i sig selv er en garanti for, at man har nået det rigtige resultat, og at altså flertallet ikke uden videre har ret, viser sig i det demokratiske samfund deri, at også det ved afstemning vundne resultat gøres til genstand for fri drøftelse og kritik. I en autoritær stat forstummer oppositionen, når afgørelsen er truffet. I et demokratisk samfund indrømmer man, at alle afgørelser er relative, kun tilnærmelsen til det rette, og derfor hører drøftelsen ikke op. (s. 20 - 25)

Menneskelig vækkelse, oplysning og opdragelse - uden det bliver demokrati en farlig ting. Så går det, som kritikerne påstår, at en behændig agitator og den samvittighedsløse intrigemager kan køre med det hele. Men lægemidlet herimod er ikke at tage styre og ansvar fra folket og overdrage det til en lille klike. Her er farerne nemlig endnu større. Her vil smiger, personlige forbindelse og ligefrem bestikkelse få enestående vækstbetingelser. Italien og Tyskland kan tale med om dette. Nej, vejen er tværtimod den gennem ansvar og krav at opdrage folket til selvstyre. Det nås ikke på én gang, det nås i det hele taget ikke én gang for alle; det er en stadig levende opgave, lige vigtig for hvert nyt slægtled. Det er dette vækkende, oplysende og opdragende arbejde, der er det ubetinget vigtigste i et demokratisk samfund, endnu vigtigere end det, der foregår i folketinget. Og opdragelsen foregår ikke blot gennem de mange forskellige former for skoler - lige fra folkeskolen over de mange mere eller mindre frivillige ungdomsskoler til universitetet - men lige så fuldt gennem det folkelige organisationsliv og hele det samarbejde, som der udfolder sig. (s. 46 - 47)