Fra bogen Demokrati, Redigeret af Søren Bald, Peter la Cour og Steen Nepper Larsen, Krogerup 1996 (s. 16-23):


Har vi demokrati?

af Marcus Schmidt


Vort demokrati: den usynlige trældom

Hal Koch afviser at give en egentlig definition på demokrati. For ham dækker dette begreb over en livsform og som sådan lader det sig ikke indeslutte i en formel. Det nærmeste han kommer en begrebsfastlæggelse sker med henvisning til Masaryk(1), der skal have sat lighedstegn mellem demokrati og diskussion. Hans ven og kollega, Alf Ross har i en bog (som Koch er medforfatter af) givet følgende bud:

"Demokrati er folkestyre, d.v.s. den statsform hvor styret eller magten i staten tilkommer hele folket, ikke blot en enkelt mand eller en mindre kreds af personer." (2)
Dette smukke udsagn - som Koch næppe ville være uenig i - bygger imidlertid på nogle højst abstrakte forudsætninger, som tiden desværre er løbet fra.

Når vi sætter et sådant udsagn på spidsen, ja er der da så overhovedet demokrati i Danmark? Ligger magten ikke i hånden på en enkelt mand (statsministeren) eller en mindre kreds af personer (ministrene, de 175 folketingsmedlemmer samt en håndfuld ledende embedsfolk)? Hvis vi inddrager kommunale anliggender, stiger antallet af beslutningstagere til højst 10.000 personer. Det vil sige, at de resterende 99,75% af de godt 4 millioner voksne danskere reelt set ingen som helst indflydelse har på den samfundsmæssige beslutningsproces (ud over at sætte et relativt ligegyldigt kryds på en stemmeseddel en gang hvert fjerde år). Et folkestyre, der er indrettet på en sådan måde, fortjener - om overhovedet - i bedste fald betegnelsen et tyndt eller magert demokrati. Selv foretrækker jeg betegnelsen en usynlig trældom, når jeg skal karakterisere vores aktuelle styreform. Hvorfor? Fordi det praktiserede demokrati på en helt uanstændig vis favoriserer personer, der besidder nogle ganske bestemte forudsætninger mht. uddannelse, erhverv o.s.v.


Parlamentarikerne: Vor tids adel

Ser vi på det aktuelle kabinets 20 ministre (1995), ja så har halvdelen en akademisk uddannelse som cand polit, scient pol eller lignende, fire er uddannet som lærer og to som journalister. En af ministrene har fungeret som oplæser på DRs TV-avis, en anden har en fortid som bingo-vært i lokal-TV (Det er i dag ganske udbredt at benytte ens fortid som skærmtrold som trinbræt for en politisk karriere).

Det nuværende system er også grobund for nepotisme: Fem folketingsmedlemmer, der er eller har været minister har forældre, der selv i sin tid var minister. En del af folketingsmedlemmerne er i familie med hinanden som brødre/ søskende, far/mor. Christiansborg har udviklet sin egen version af familiehygge. Eller om man vil, familiesammenføring på højt plan: Finansministeren er gift med kulturministeren, statsministeren med den tidligere miljøminister. Statsministerens første kone er identisk med finansministerens første kone osv.

I det klassiske demokrati definerede man faktisk demokratiet som isonomia, altså lige indflydelse til alle eller "en mand en stemme". Man skal ærligt talt være ikke så lidt naiv, hvis man i dag mener, at dette begreb passer på nutidens danske demokrati.

Når man (1.) er en mand i fyrrerne med en uddannelse som cand polit og med bopæl i hovedstaden, så har man unægteligt en noget bedre mulighed for at gøre sig gældende i politik sammenlignet med når man (2.) er en kvindelig slagteriarbejder i den fødedygtige alder med bopæl i Sønderjylland. Og så er det jo ikke just en hindring, når man er udstyret med et efternavn som Hækkerup, Helveg-Petersen eller lignende...

Men kan der virkeligt være rigtigt, at en borgers adgang til at præge den samfundsmæssige beslutningsproces i så væsentlig grad er afhængig af forhold som alder, køn, uddannelse, familieforhold og bopæl? Jeg vil påstå at det er en falliterklæring for en styreform, der gør krav på at blive kaldt demokratisk, når den ikke kan garantere alle led i samfundet den samme adgang til demokratisk indflydelse! Så betragtet på denne måde må jeg med beklagelse drage den slutning, at vores nuværende repræsentative styreform ikke er særlig demokratisk.


Hal Koch og befolkningsflertallets røst

Når Koch og Ross udtaler sig om demokrati, så mener de (så vidt jeg kan vurdere) repræsentativt demokrati, medens de holder direkte demokrati udenfor. Denne formodning finder støtte når man ser på den måde, som de behandler emnet i deres publikationer: de få og spredte passager om direkte demokrati og folkeafstemninger jeg har kunnet finde, er i reglen udskilt i form af særlige afsnit. Sådan som vi i dag læser de to store statsteoretikere, må de havde haft nogenlunde det samme forhold til folkeafstemninger i almindelighed og direkte demokrati i særdeleshed som mange børn har det til levertran, tandlæge eller tvungen klaverundervisning. (3)

Koch har det ikke godt med massemøder og menneskeansamlinger. Det er for ham grobund for folkeforførere (vi skal lige huske, at hans holdning desangående er præget af indtrykket af tredivernes fascistiske massedemonstrationer). (4) Det er lige før han får skudt skylden for nazisternes magtovertagelse i skoene på flertalsafgørelser, som de foregår i et direkte demokrati. Og det må man sandelig kalde for smed at rette bager! Nazisterne opnåede aldrig vælgerflertal ved frie valg i Tyskland (ved det sidste halvvejs frie valg i 1933 opnåede de ca 44% af stemmerne). Det var faktisk intriger i det tyske parlament de banede vejen for Hitlers diktatur (en alliance med Hugenbergs DNVP). Havde Weimar-republikken rådet over velfungerende direkte-demokratiske traditioner, kunne såvel 2. Verdenskrig som Holocaust med stor sandsynlighed have været undgået! Det er da muligt, at der i tredivernes Tyskland var befolkningsflertal for at konfiskere jødernes ejendom, men i givet fald ville noget sådant hverken være første eller sidste gang i historien. Men hvad der virkelig foregik i de tyske udryddelseslejre var der kun nogle ganske få politiske gangstere der var vidende om.

Man bedes iøvrigt bemærke, at det er lykkedes for et land som Svejts (med meget direkte demokrati) at holde sig ude af stort set alle de blodige krige, der i de seneste århundreder er raset hen over den europæiske slagmark. (5) Et direkte demokrati fostrer pacifisme og fredsommelighed. Det store flertal af borgere er ikke til erobringstogter og krigseventyr. I 1989 var den svejtsiske befolkning faktisk ret så tæt på helt at afskaffe landets hær (i dag er kun Costa Richa, Island og Lichtenstein uden regulær armé). 36% af vælgerne støttede den totale afmilitarisering (valgdeltagelsen var på 69%, hvilket er ret meget for svejtsiske forhold).


Faren for "almuetyranni"

Hal Kochs argumenter mod massernes flertalsafgørelser minder på forbløffende vis om de overlegne anskuelser, der gennemsyrede de politikere, som i sin tid udformede Junigrundloven, forløberen til den gældende grundlov. Dengang drejede diskussionen sig om, hvorvidt der skulle indføres almindelig valgret for alle (d.v.s. mænd, der var flydt 30 år, uanset formueforhold). I den forbindelse ytrede en af Junigrundlovens fædre alvorlig bekymring overfor en række politiske forhold, som det "ville være vanskeligt at faa Vælgernes store masse til at forstaa". En anden advarede mod "Agitatorer" som kunne "vildlede Vælgerne". Dagbladet gjorde i en leder i 1866 opmærksom på, at "Den menige Almue kan lade sig ophidse" og finansminister David talte om "den blinde hob" og om vigtigheden af, at der "blev skabt en forsvarlig Modvægt mod...Almueregimente." Madvig pointerede, at en repræsentation godt kunne være folkelig, fordi den "ikke udelukkende fremgaar af Almuens Haand", medens Estrup mere eller mindre offentligt jublede over, at det var lykkedes at finde "den rette middelvej". Det gjalt altså først og fremmest om at forhindre "almuetyranni". (6)

I dag kan vi konstatere, at den frygt, som Junigrundlovens fædre nærede, var aldeles ubegrundet, også efter at valgretten blev udvidet til at omfatte kvinder og endog teenagere.

Og jeg vil påstå, at Hal Kochs betænkeligheder overfor massernes flertalsafgørelser f.eks. i form af hyppige folkeafstemninger, vil vise sig at være lige så ubegrundet som den frygt, der var fremherskende hos Junigrundlovens fædre. (7) Erfaringen viser nemlig, at borgernes evne til og interesse i at træffe politiske afgørelser stiger i takt med at de får mulighed for det. Eller som Rabelais har sagt: Appetitten kommer mens man spiser. Hal Koch begår den fejl, at han ikke skelner mellem "masse" og "borgere". Lad mig i den forbindelse citere den amerikanske demokrati-teoretiker Benjamin Barber:

"Masses make noise, citizens deliberate; masses behave, citizens act; masses collidate and intersect, citizens engage, share and contribute. At the moment when ´masses´ start deliberating, acting, sharing and contributing, they chease to be masses and become citizens." (8)

Når Koch taler om masseopbrud, hentyder han til tredivernes fascister (´masses´), hvorimod vi, når vi i efterkrigens Danmark taler om folkeafstemninger og direkte demokrati, bør relatere til borgere (´citizens´). Det er ganske enkelt unfair at drage paralleller mellem fascisme og direkte demokrati.

Man kan more sig over Hal Kochs idé om at forbyde politiske forsamlinger med flere end 500 deltagere. En konsekvent håndhævelse af et sådant forbud ville have kvalt folkeoprørene i Polen, Tjekkoslovakiet, Østtyskland o.s.v. På lignende vis ville det være gået ud over Påskekrisen, over Glistrups og Krudt Peters massemøder og have umuliggjort mange andre folkelige nødråb. Problemet med et forbud af denne art er nemlig, at man risikerer at "hælde barnet ud med badevandet". Og det var vel ikke just det der var meningen...


Har flertallet altid ret?

Hal Koch skitserer ulemperne ved flertalsafgørelser med henvisning til et ejendommeligt eksempel, hvor et flertals i en kommunalbestyrelse på 7 konsekvent nedstemmer et mindretal på 4. Noget sådant svarer for ham til et "slagsmål med stemmesedlen" og effekten er et "diktatur fra flertallets side". Det virker nærmest lidt halvkvalt når han hen imod slutningen konkluderer, at "afstemningen hører også med til den demokratiske arbejdsform".

Der skal ikke herske tvivl om at flertalsafgørelser kan være problematiske for ikke at sige tåbelige, som da lokalparlamentet (!) i den amerikanske stat Indiana i 1897 per flertalsafgørelse fastsatte værdien for pi (3.14osv.) til 4.00 med det resultat, at statens ure begyndte at gå for langsomt (9). Vi fristes derfor til at give Hal Koch ret når han konkluderer, at "en afstemning ikke i sig selv er en garanti for, at man har nået det rigtige resultat og at flertallet ikke uden videre har ret...". Nu er et flertal i enhver forsamling - ja faktisk allesammen - mennesker, og som sådanne kan de i sagens natur fejle. Men faren for at begå fejl aftager faktisk som funktion af antallet, der deltager i en afstemning. Altså: Når to ud af en forsamling på ti træffer deres beslutning på baggrund af en fejlvurdering, så kan dette meget vel være det, der giver udslaget og får bægeret til at flyde over. Men når to ud af en forsamling på 1000 tager fejl, vil sandsynligheden for, at dette får indflydelse på flertallets beslutning, være langt mindre. (10)

Demokratiets væsen er ifølge Koch bestemt af en "sans for helhedens interesse". Problemet med denne intuitivt set snusfornuftige påstand er så blot, om der eksisterer en alment accepteret definition af, hvad der udgør helhedens interesse eller almenvellet og hvem der i givet fald er priviligeret til at træffe dette valg. (11) Ifølge Bertrand Russell har det vist sig som lidt af en umulighed for filosofferne at opnå enighed om almengyldige regler for, hvad der udgør "det fælles bedste" eller "helhedens interesse". (12) Jeg skal ikke trætte læseren mede emne, men henvise til specialliteraturen. (13)


På sporet af det demokratiske overskud

Tillad mig til slut kort at redegøre for min egen demokratiopfattelse. Den går i al sin enkelthed ud på at Ingen lov i Danmark bør bestå, uden at den på ethvert tidspunkt har opbakning fra det gældende vælgerflertal. For mig at se er vælgerflertallets ønsker, behov og tarv det eneste anvendelige etiske kodeks. Dette kodeks er såmænd intet andet end en moderne udgave af det, der er kendt som Protagoras´ læresætning om at mennesket er den alen, hvormed alt måles.

Man ser og hører ofte vendinger som "flertallet har ikke altid ret", men hvad er da alternativet? At mindretallet har ret? Når vi taler om flertalstyranni skal vi, som Robert Dahl har gjort opmærksom på, for en god ordens skyld minde om, at alternativet til flertalstyranni i sagens natur er mindretalstyranni. (14) Målet med fremtidens demokrati må være at engagere alle borgere i den kollektive beslutningsproces. Vores demokrati har i lige så høj grad (hvis ikke mere!) brug for "Maren i kæret", for narkomanen, posekonen, vagabonden og luderen som for statsretsprofessoren og den stenrige skibsreder. For, medens de sidstnævnte to nok skal klare sig uanset demokratiets tilstand, så er det de førstnævnte, der for alvor har noget at vinde når demokratiet fungerer og inddrager alle. Og der har alle vi, der befinder os et sted imellem de to yderligheder, i sidste ende også.

Der findes mange måder til en reform af det eksisterende demokrati. Mit eget forslag går ud på at vi indretter et elektronisk andetkammer, bestående at 70.000 tilfældigt udvalgte borgere, der i en periode på et år skulle stemme om (godkende) alle de lovforslag, der i dag bliver vedtaget i Folketinget. Det bærende princip er, at alle danskere engang i deres liv i en vis periode får mulighed for at agere samfundsmæssig beslutningstager. (15) Forudsætningen er

at de får tilsendt nødvendige baggrundsinformationer i god til forud for en beslutning at der gives lejlighed for at de kan diskutere sagen med venner og bekendte at de kan stemme hjemmefra eller fra arbejde via deres trykknaptelefon
Resultatet ville være et samfund i demokratisk balance/ligevægt, ja måske endda med et demokratisk overskud og uden det nuværende systemtruende demokratiske underskud.


Afslutning

Det kan forekomme læseren, at ovenstående indlæg rummer mange kritiske kommentarer til Hal Kochs tanker. Det er rigtigt og samtidigt nødvendigt. Men når det er sagt skal vi erindre, at han mere end nogen anden (måske lige bortset fra Alf Ross) har gjort sig tanker om demokratiet. Det bør vi takke og hylde ham for. At han så ikke altid har kunnet frigøre sig fra en epoke, præget af en elitær livsfilosofi, skal være ham tilgivet. Og at begrebet "masse", der i trediverne gav associationer til nazismen, i dag leder hen mod skibsværftsarbejderne i Gdansk og studenterne på Tiananmen Square. Ja det kunne han jo ikke vide noget om.


Fodnoter

1. Tomáš Garrigue Masaryk (1850-1937) var Tjekkoslovakiets første præsident og tillige filosof, sociolog samt forfatter til talrige fag- og debatbøger.

2. Nordisk Demokrati, redigeret af Hal Koch og Alf Ross, Westermanns Forlag 1949 s. 194

3. Alf Ross har faktisk skrevet en afsnit om direkte demokrati i sin bog Hvorfor Demokrati?, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1967 (oprindeligt 1946), s. 215-41. Her glimrer den i andre henseender så skarpe analytiker med en forbløffende ophobning af udokumenterede påstande og emotionelle fordomme overfor direkte demokrati. Siderne viser til fulde, at Ross aldrig kunne løbe fra sit i bund og grund elitære livssyn.

4. Koch har formodentlig læst Ortega´s Massernes oprør, der udkom 1930, men næppe Elias Canetti´s Crowds and Power (der udkom i 1960 - Koch døde i 1963) og i hvert fald ikke Serge Moscovicis bøger om massefænomener, i det dennes produktion først for alvor starter efter 1965. Havde han haft et indgående kendskab til de sidstnævnte to´s filosofiske betragtninger, havde han ikke med vismandens ære i behold kunnet opretholde sin ret naive opfattelse af, hvordan menneskemængder reagerer. Husk også, hvilken konstruktiv rolle masserne spillede ved omvæltningerne i Østeuropa i "Annus Mirabilis" (1989).

5. Det sidste gang Svejts´ hær har været i håndgemæng med en udenlandsk magt var i forbindelse med Napoleonskrigene i starten af sidste århundrede. Og da var der som bekendt ikke det svejtsiske folk, der var aggressoren.

6. Se Niels Neergaards Under Junigrundloven. En Fremstilling af det Danske Folks Politiske Historie fra 1848-1866, Gyldendal 1916, bind 2. Alle anførte citater er taget fra afslutningskapitlet, "Forfatningsforandringen".

7. Bemærk, at Junigrundloven kun har "fædre". Den har ingen "mødre"!

8. Benjamin Barber Strong Democracy, Berkeley: University of California Press 1984 s. 154

9. Stephen Pile Store bommerter - alle tiders største fiaskoer, Borgen 1986 s. 33.

10. Dette fænomen, som der faktisk kan føres bevis for, går tilbage til den franske matematiker Marquis de Condorcet (1743-94). Se Duncan Black The Theory of Committees and Elections, Kluver Academic Publishers, Boston 1987 s. 159-60.

11. Mig bekendt hævder alle politiske partier fra det yderste venstre til det yderste højre - og nok alle i god tro - at de tjener almenvellets sag.

12. Se Vestens filosofi, Munksgaard 1991, kapitel 14.

13. Leif Lewin, Det gemensamma bästa, Carlsson, Borås - Sverige 1988.

14. Robert A. Dahl A Preface to Democratic Theory, University of Chicago Press, 1956 s. 26f.

15. For en nærmere uddybning henvises til min bog Direkte Demokrati i Danmark: Om indførelse af et elektronisk andetkammer, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1993.