Kapitel 9 fra bogen Fra et nej til et ja af Karen Siune, Palle Svensson og Ole Tonsgaard, Politica, 1994 s. 173-201. Bemærk at figurer og tabeller ikke er medtaget!


Direkte og repræsentativt demokrati

Af professor dr scient pol Palle Svensson, Aarhus Universitet


Indledning

Inden for mindre end ti år er der i Danmark afholdt tre folkeafstemninger om landets forhold til EF Udover de tre gennemførte folkeafstemninger har der været fremsat adskillige forslag om folkeafstemninger. Statsminister Poul Schlüter var således i marts 1989 fremme med tanker om en folkeafstemning om "Danmarkshistoriens største økonomiske plan", og Fremskridtspartiet har i Folketinget fremsat forslag om folkeafstemninger om konkrete sager som Øresundsforbindelsen og flygtninge- og udlændingepolitiken. Fremskridtspartiet har endvidere mere generelt fremsat et forslag om vejledende folkeafstemninger ved vælgerinitiativ. Også Det radikale Venstre og SF har været fremme med krav om en folkeafstemning om Øresundsforbindelsen, og Venstre har fremsat tanker om en folkeafstemning om dansk medlemskab af Vestunionen. Endelig har partierne bag Det nationale Kompromis tilkendegivet, at alle fremtidige ændringer i Danmarks forhold til Den Europæiske Union skal forelægges vælgerne til Godkendelse eller forkastelse.

Folkeafstemninger synes derfor i stigende grad at indgå i den offentlige debat som et anvendeligt middel til at løse politiske konflikter, og navnlig udformningen af den danske EF-politik har rejst spørgsmålet om balancen mellem direkte og repræsentativt demokrati. I dette kapitel er det hensigten at diskutere folkeafstemninger som et element af direkte demokrati i forhold til det repræsentative demokrati, som trods alt er det grundlæggende princip i det politiske system herhjemme.

Som udgangspunkt præsenteres den generelle debat om demokrati, som den har udfoldet sig siden slutningen af 1980'erne, og som har drejet sig om det ønskelige i en øget inddragelse af befolkningen i den politiske beslutningsproces, blandt andet gennem afholdelse af flere folkeafstemninger. Deltagerne i denne debat har ikke blot forskellige opfattelser af, hvad der i det hele taget er formålet med det politiske system, dvs. hvilke overordnede værdier det bør realisere. De har også forskellige opfattelser af virkeligheden.

Ud fra en demokratisk betragtning vil det være interessant at undersøge, i hvilket omfang danske vælgere deler de forskellige virkelighedsopfattelser, der lægges til grund for debatten om demokratiet. Hvis debattørerne arbejder ud fra helt andre opfattelser af virkeligheden end de opfattelser, der findes i befolkningen, vil deres forslag til ændringer af styreformen ikke umiddelbart kunne bidrage til at styrke og udvikle demokratiet på en konstruktiv måde. Afviger debattørernes opfattelse af virkeligheden væsentligt fra befolkningens, må de enten arbejde for at ændre de folkelige opfattelser eller tilpasse sig disse opfattelser. Ellers vil der ikke være overensstemmelse mellem reformbestræbelserne og befolkningens synspunkter.

Efter undersøgelsen af de grundlæggende virkelighedsopfattelser ses der på de værdier, som styreformen efter befolkningens mening bør realisere. Demokrati betyder folkestyre. hvilket indebærer, at beslutningsprocessen både skal være folkelig og føre til en styring af samfundet, men hvordan skal balancen være mellem den folkelige deltagelse og den effektive styring? Det hævdes således ofte, at jo større den folkelige deltagelse er, jo vanskeligere bliver den effektive styring af samfundsudviklingen. Opmærksomheden koncentreres her om befolkningens vurdering af deltagelsens omfang, specielt borgernes deltagelse i beslutningsprocessen gennem folkeafstemninger.

Endelig diskuteres til sidst i kapitlet konsekvenserne af de to gennemførte folkeafstemninger om Den Europæiske Union i lyset af demokratisk teori og vælgernes holdninger og faktiske deltagelse. Det interessante spørgsmål vil her være, om de vælgere, der har ringe tillid til de valgte politikere, og som ikke føler sig knyttet til de politiske partier, ser et mere direkte demokrati som et realistisk alternativ til den eksisterende styreform.


Demokratidebatten

Siden slutningen af 1980'erne har der i Danmark været en stigende interesse for at diskutere demokrati. Mens man i den offentlige debat efter de første efterkrigsår oa efter grundlovsændringen i 1953 mere eller mindre tog vores styreform for givet og opfattede den som demokratisk, er man nu igen begyndt at diskutere, hvad demokrati egentlig er, hvad det kunne være, og hvad vi burde gøre det til.

Baggrunden for denne fornyede interesse for demokratiet og dets virkemåde har nok både haft indre og ydre årsager, dels danske nydannelser omkring en standhaftig borgerlig regering med en særlig håndtering af de parlamentariske principper, dels ydre forandringer i det internationale system omkring opløsningen af Sovjetblokken, Murens fald og en begyndende indførelse af demokratiske styreformer i en række øst- og, centraleuropæiske lande. En nærmere undersøgelse af hele denne udvikling skal ikke forsøges på dette sted, men det synes åbenbart, at de to unionsafstemninger i 1992 og 1993, der netop vedrører samspillet mellem ydre og indre politiske forhold, har været medvirkende til at forstærke interessen for at diskutere demokrati.

Demokratidebatten startede herhjemme med udgivelsen af to bøger i 1989 og 1990. Johannes Sløk, "Det her samfund!" (1989) og Henning Fonsmark. "Historien om den danske Utopi" (1990). Begge bøger er kritiske over for demokratiet, men mens Sløk angriber demokratiet generelt, retter Fonsmark sit angreb mod den konkrete måde, som demokratiet har udviklet sig på i Danmark i efterkrigstiden.

Sløks bog, rummer et heftigt anureb på den demokratiske styreform, idet han som sit tema vælger demokratiets elendighed og angiver Platon og navnlig Søren Kierkegaard som sine inspirationskilder. Uden nærmere begrundelse går han ud fra, at demokratiet blev indført i Danmark i 1849, og mener derfor at kunne anvende Kierkegaard i sin kritik af demokratiet. Kierkegaard foretrak den oplyste enevælde, fordi magten her er koncentreret hos en person - en stærk mand - som virkelig er i stand til at regere:

"Under en sådan regeringsform er det netop ikke befolkningens opgave at være "politisk". Den skal ikke deltage i den politiske beslutningsproces, skal overhovedet ikke blande sig i statens sager. Og det måtte efter Kierkegaards begreber opfattes som en befrielse; man var dejligt fri for det besvær, de bekymringer og det ansvar, det måtte være at skulle træffe beslutninger i rigets anliggender" (Sløk).
Man kan stille spørgsmålet, om danske vælgere i dag ønsker at være fri for det politiske ansvar og for eksempel støtter, at en stærk mand tager magten, således at der virkelig kan blive regeret effektivt. Sløk mener ikke, at vort land regeres med "påfaldende politisk visdom", og han anfægter faktisk, at det i det hele tiget bliver regeret. Kierkeaard og Sløk har dermed i forening formuleret en af de centrale spændinger i folkestyret, nemlig afvejningen mellem det folkelige i form af borgernes deltagelse, det styringsmæssige i form af en effektiv ledelse. Og der er ingen tvivl om, at ud fra deres opfattelse lægger demokratiet for megen vægt på borgerdeltagelsen og for ringe vægt på effektiviteten.

Et interessant spørgsmål kunne i denne forbindelse være, hvordan den danske vælgerbefolkning ser på afvejningen mellem effektivitet og borgerdeltagelse. Står Sløk med sin filosofiske inspiration alene, eller deles hans opfattelse af brede kredse i den danske befolkning? Det er vigtigt at vide, hvis demokratidebatten ikke blot skal være teoretisk, men også forholde sig til virkeligheden.

Hvad der imidlertid efter Sløks opfattelse er værre end lav effektivitet er, at demokratiet ikke opdrager sine borgere til noget højere og mere afgørende, til "en anelse om det yderste formål" eller "den basale frihed". Bag denne kritik af demokratiet ligger et ganske bestemt menneskesyn, som Sløk deler med Platon. Mennesker, der mangler opdragelse, er som uopdragne børn:

"De er dovne, gider ikke anstrenge sig, vil ikke leve sundt, foretrækker at leve i dvaskhed og vellevned, at fylde sig med chokolade, konditorkager og fed sovs, ligesom de ikke vil finde sig i noget, men ustandseligt hævder sig selv - og er temmelig utålelige at have med at gøre". (Sløk)
Målet for den sande politik er derfor at opdrage borgerne, og det er så heldigt, at Sløk - ligesom Platon, Kierkegaard og andre filosoffer - helt nøjagtigt ved, hvad denne opdragelse skal ende med, nemlig at gøre borgerne til "bedre" og "mere ægte" mennesker, at fremme flid, sparsommelighed, venlighed, tilftedshed og elskværdighed (Sløk). Demokratiet kan derimod ikke efter Sløks opfattelse finde på andet end at forkæle borgerne og forvænne dem med alle mulige behageligheder.

Man kunne her stille spørgsmålet, om det kan være en rigtig karakteristik, når to folkeafstemninger med et års mellenuum har vist, at den politiske ledelse ikke har givet borgerne, hvad de ønskede. De politiske ledere har tværtimod delt befolkningen, og de har haft det allerstørste besvær med at få et flertal af vælgerne til at acceptere den danske deltagelse i de europæiske unionsbestræbelser. Omkring halvdelen af vælgerne har nok følt sig alt andet end forkælet og forvænt.

Sløks eget ideal synes at være en form for anarkistisk "samfund", hvor magten er helt afskaffet, hvor specialisterne har myndighed inden for deres speciale, men hvor de ikke har magt til at tvinge nogen. Til gengæld skal kirken åbenbart spille en central rolle med hensyn til at skabe mening med tilværelsen.

Hvor demokratiet for Sløk er den mest elendige styreform, man kan tænke sig, mener Fonsmark ikke, at man skal bedømme demokratiet på, hvordan demokrateme anvender det. For Platon og Kierkegaard er udøvelse af magt i samfundet en profession, der har sine egne faglige normer, der kan anvendes som målestok for, hvor kompetente magthaverne er. Over for dette synspunkt fremhæver Fonsmark imidlertid, at demokratiet som styreform hverken bygger på noget krav til borgerne om særlige kvalifikationer som forudsætning, for deltagelse eller på noget ideal om en særlig kvalificeret funktionsmåde:

"Demokratiet stiller ikke noget idealsamfund i udsigt. Det stiller slet ikke noget som helst i udsigt. Det anviser blot, at samtlige vælgere over en vis alder - og vel at mærke med alle deres differencer og alle grader af "inkompetence" - har ligeligt del i det politiske styre; og kan enighed ikke opnås, så afgøres sagen af flertallets" (Fonsmark).
Det var netop uenigheden om forståelsen af demokratiet som en styreform eller som en livsform, der i 1945 skilte de to mest fremtrædende demokrati-teoretikere i Danmark, Alf Ross og Hal Koch. Det er Fonsmarks hovedpointe, at det var Hal Kochs opfattelse af demokratiet som en livsform, der kom til at sejre i Danmark i årene efter Anden Verdenskrig. Fonsmark deler derimod grundopfattelse med Ross, og han kritiserer skarpt udviklingen i efterkrigstidens Danmark, dels fordi Koch i det hele taget - som Sløk - ønsker at opdrage borgerne, og dels fordi midlerne for og målet med denne opdragelse forekommer Fonsmark ganske uacceptable.

Fonsmark gennemgår tre hovedopfattelser af demokrati i Danmark i efterkrigsperioden: højskoledemokraterne, kommunister og kulturradikale samt velfærdsdemokraterne. Andre forskelle til trods har de det ene til fælles, at de lægger en kvalitetsdimension ind i deres forståelse af demokratiet. De to første opfattelser fusioneres efter Fonsmarks analyse i den tredje og sejrende opfattelse, som også betegnes "den danske model" eller "konsensus-modellen". Herefter blev det målet for velfærdsstaten at opdrage borgerne til "harmoniske, lykkelige og gode mennesker", og midlet for denne opdragelse blev at socialisere vælgerne i stedet for at socialisere erhvervslivet, således at efterhånden mindst 60 pct. af vælgerkorpset er kommet til at få deres penge fra staten som offentligt ansatte, folkepensionister, efterlønsmodtagere, bistandsklienter mv.:

"Dels direkte ved løn eller ydelser, dels indirekte med gratis eller kunstigt billige servicetilbud som en del af deres livsfornødenheder. Det politiske demokrati havde fået det besynderlige problem på halsen, at en majoritet af dets deltagere var blevet inhabile. Det ord ville være blevet brugt om en lignende tilstand i ethvert andet sammenligneligt system. Og dets konsekvens var på en måde det politisk geniale ved den danske velfærdsdemokratiske model. Jo mere den blev bygget op, desto mere cementerede den sin egen position. Den kunne til sidst ikke afskaffes ved hjælp af det politiske demokrati. Den kunne kun bryde sammen. Og da kun på grundlag af økonomiske realiteter, der i Danmark har haft en tendens til at forblive uopdagede længst muligt." (Fonsmark)
Skal man undgå et sammenbrud, er der efter Fonsmarks mening behov for et opgør med kollektivismen og for en gennemførelse af "radikale ændringer i selve de mekanismer, der i dag fastlåser den offentlige økonomi og efterlader danskerne i en stadig mere velbefæstet afmægtighed" (Fonsmark). I sin bog om "Den suveræne dansker" konkluderer han, at der ikke er nogen rimelig sammenhæng mellem den vægt, som man i den offentlige debat tillægger regeringsmagten, og den faktiske mulighed, som vælgerne har for at øve indflydelse på regeringsdannelsen. Han fremhæver "en yderst svagt udviklet evne til at sikre landet en ansvarlig, sammenhængende ledelse ved hjælp af flertalsregeringer" og peger på, at mindretalsregeringer i stigende grad er blevet reglen. Som følge heraf støtter han tanker om en ændring af valgloven, som kan reducere antallet af partier, der repræsenteres i Folketinget, og om indførelse af konstruktivt mistillidsvotum.

Fonsmark er ganske klar over, at sådanne reformer kan indskrænke vælgernes mulighed for at blive hørt og for at øve indflydelse, og han peger i den forbindelse på muligheden af at kombinere en stramning af valgreglerne med en nemmere adgang til brug af folkeafstemninger:
"Det ville i det hele taget virke som en tiltrængt inspiration for det danske folkestyre - og ikke mindst hvis det var kombineret med den nye praksis, at regeringsmagten reelt var på dagsordenen hver gang danskerne gik til folketingsvalg. Det kunne måske ligefrem betyde, at folk igen begyndte at interessere sig for at få indflydelse i politik også ved medlemskab i partiernes vælgerforeninger." (Fonsmark)
Mens Fonsmark således er positiv over for en øget anvendelse af folkeafstemninger, vender han sig kritisk mod græsrodsaktiviteter, fordi de havde held til at skabe usikkerhed om det repræsentative demokratis evne til at opfange pludseligt opståede vælgerpræferencer. Efter hans opfattelse er de derimod en trussel mod danske folkestyre:
"Græsrodsbevægelser - i det mønster. hvorefter de udvikler sig i 60'eme og det meste af 70'eme - er det iørefaldende udtryk for en selektiv udenomsparlamentarisk erobring af magten". (Fonsmark)
Senere i kapitlet vil det blive undersøgt, om dette er en elitær opfattelse, eller om den også deles af den brede, danske vælgerbefolkning. Demokratidebatten fik en mere praktisk-politisk drejning, da den radikale Niels Helveg Petersen efter regeringsskiftet i december 1990 begyndte at rejse spørgsmålet om det ønskelige i en grundlovsændring. Den offentlige debat i sommeren og efteråret 1991 var i nogen grad præget af dette emne, navnlig i forbindelse med det seminar på Hindsgavl Slot, som Niels Helveg Petersen organiserede i oktober 1991, og hvis hovedindlæg blev offentliggjort året efter.

Udgangspunktet for at rejse spørgsmålet om nye demokratiske spilleregler var for Niels Helveg Petersen, "at alt ikke gik så herligt godt for folkestyret her i landet", idet han især fremhævede befolkningens ringe engagement og styrets ringe stabilitet. Når Niels Helveg Petersen taler om befolkningens faldende engagement i politik, hæfter han sig navnlig ved de politiske partiers ændrede rolle i den politiske proces. Partierne har over en årrække haft faldende medlemstal, nye partier med svage organisationer er vokset frem, mediepåvirkningen er blevet mere professionaliseret. og der er sket en stadig stærkere personfiksering af partiernes budskaber og konflikter. Denne udvikling har skabt grundlag for, at befolkningen føler en større afstand til det politiske liv og ringere tillid til politikerne. For at imødegå denne udvikling foreslår han anvendelsen af "en større dosis direkte demokrati", således at folkeafstemninger bliver et mere normalt led i den politiske proces. Folkeafstemninger er for ham ikke et mål i sig selv, men et middel til at skabe større folkeligt engagement i det politiske liv (Petersen).

Niels Helveg Petersen er meget vel klar over, at der kan være ulemper forbundet med en større anvendelse af folkeafstemninger, og han peger selv på faren for, at den politiske meningsdannelse polariseres, og for, at den politiske udvikling bremses:

"Jeg tror modstanden imod øget anvendelse af folkeafstemninger især vil komme fra to grupperinger. For det første fra en måske ganske stor gruppe i befolkningen, blandt de politisk mindst aktive og interesserede, der vil være tilbøjelige til at skubbe ideen fra sig, fordi den er ubekvem og stiller krav. Den gruppe vil jeg se bort fra. Det er jo blandt andet lige netop dem, der skal udfordres. For det andet fra en del mennesker tæt ved den politiske magt. Skepsis skal være stor blandt embedsmand, organisationsfolk, politologer, formodentlig også i partiernes inderkredse. hvor folkeafstemninger bliver et nyt uberegneligt element i spillet." (Petersen)
Det er et empirisk spørgsmål, om Helveg Petersen har ret i denne lokalisering af modstanden mod en øget anvendelse af folkeafstemninger, og det vil blive taget op til nærmere undersøgelse senere i kapitlet. Det er i et indlæg på Hindsgavl-seminaret, at Henning Fonsmark mest tydeligt gør sig til talsmand for flere folkeafstemninger, idet han stærkt kritiserer Alf Ross, som han i øvrigt deler grundopfattelse med. Ross ville nemlig ikke acceptere folkeafstemninger som en logisk fuldbyrdelse af demokratiet, idet han hævdede, at "den spontane og stemningsbestemte folkevilje" repræsenterede en mindre visdom end de valgte repræsentanters mere rationelle og velovervejede stilling. Fonsmark siger, at ...

" . .. det er værd at bruge netop Ross som vidne, fordi selv denne stringente retsfilosof ikke alene synes at være offer for en i sit forfatterskab helt overraskende misforståelse, men også en modsigelse til sit eget særdeles sammenhængende og gennemtænkte demokrati-begreb, således som det kommer til udtryk i hans store bog fra 1946 "Hvorfor demokrati?". Det er her Ross meget udførligt vender sig mod den kvalitative demokrati-opfattelse, som professor Hal Koch nogenlunde samtidig havde gjort sig til talsmand for". (Fonsmark)

De kraftigste indlæg til fordel for et mere direkte demokrati blev formuleret i to bøger i 1993: Mogens Herman Hansen, Demokratiet i Athen og Marcus Schmidt Direkte demokrati i Danmark. Hvor Mogens Herman Hansen formulerer sin principielle opfattelse i en indledning til en detaljeret gennemgang af det athenske demokrati i det 5. og 4. århundrede f. Kr., indeholder Marcus Schmidts bog et konkret forslag om indførelse af - hvad han kalder - et elektronisk andetkammer.

Mogens Herman Hansen er klassisk filolog og internationalt anerkendt specialist i det athenske demokrati. I sin bog redegør han indledningsvis for grundene til at sondre mellem det direkte, athenske demokratia og det repræsentative, moderne demokrati, og han hævder i forlængelse heraf, at direkte demokrati er mere demokratisk end repræsentativt demokrati:

"For demokratiets forkæmpere er det en lille smule foruroligende, at den fremherskende form for demokrati ikke er den mest demokratiske. Men direkte demokrati kan børstes til side med den betragtning, at det kun kan praktiseres i små bystater og er umuligt at gennemføre i nationer med millioner af borgere. Direkte demokrati hører hjemme i historiebøgeme, ikke i politologernes afhandlinger om samtidens stater - eller politiske systemer som det jo hedder nu. En sådan argumentation kan ikke længere opretholde.... Moderne teknologi har gjort det muligt at genindføre i hvert fald en form for direkte demokrati ... som man har døbt Teledemocracy "

Det er netop en sådan form for direkte demokrati Marcus Schmidt gør sig til talsmand for med sit forslag om indførelse af trykknapdemokrati. Trods skarp kritik af det repræsentative demokrati, som det fungerer i Danmark i dag, foreslår han ikke en afskaffelse af det repræsentative system, men derimod at det suppleres med et MiniDanmark eller et elektronisk andetkammer. Dette skal bestå af 70.000 tilfældigt udvalgte vælgere, der via trykknaptelefon tager stilling til Folketingets beslutninger. Desuden forestiller han sig, at folkeafstemninger, HeleDanmark, bringes i hyppigere anvendelse, idet de skal afgøre uoverensstemmelser mellem Folketinget og det elektroniske andetkammer.

Det centrale i denne argumentation er, at det ikke længere af tekniske grunde er nødvendigt, at nogle få personer træffer beslutninger på helhedens vegne. Den demokratiopfattelse, der ligger til grund, synes at være, at i et repræsentative demokrati bør de politiske beslutninger være i overensstemmelse med, hvad vælgerflertallet ville have vedtaget, hvis vælgerne teknisk set kunne have deltaget i alle afstemningerne. Folket skal med andre ord være suverænt, og da de tekniske forudsætninger nu er tilstede, er hindringen for det direkte demokrati faldet bort. Det er nok kun de færreste politikere, der vil benægte, at det elektroniske demokrati er blevet en teknisk mulighed:

"Men deres argumentation har skiftet form og indvendingerne mod direkte styre har nu en helt anden udformning ... Jeg mener som anført ikke, at nogen af dem er tilstrækkelige til at opretholde parlamentarismen i dens nuværende institutionelle rammer. De er slet ikke gode nok til at berettige opretholdelsen af den såre begrænsede direkte borgerindflydelse i vores samfund".
Disse forestillinger om en udvikling af det danske folkestyre med stærkere indslag af direkte demokrati er blevet kraftigt imødegået af talsmænd for det repræsentative demokrati. Stærkest er dette sket i Niels Højlunds pamflet Folkeafstemninger - en trussel mod demokratiet, hvor der ligefrem opstilles et valg mellem folkesuverænitet og parlamentarisk demokrati:
"Folkeafstemninger er ... ikke det parlamentariske demokratis egentlige udtryk, dets højeste form. Det er tværtimod dets modsætning. De to politiske hovedmodsætninger i europæisk historie, tanken om folkesuverænitet og tanken om det parlamentariske demokrati, forholder sig i sidste ende til hinanden som ild og vand."
For Højlund er dette valg oplagt, idet han klart tager afstand fra folkesuverænitetsprincippet. Han udtaler direkte, at "man bør aldrig -gøre et helt folk til politisk subjekt for sig selv". Han mener, at når alle er ansvarlige, er der ingen, der er ansvarlige. Folket er således ansvarsløst og ude af stand til at træffe beslutninger på egne vegne. Det kan ikke styre sig selv. Dybest set er det derfor et spørgsmål om Niels Højlund virkelig er demokrat. Han karakteriserer i hvert fald vælgerne som "usikre og forvirrede", "hysteriske og forkælede", og i det hele taget helst fri for at skulle udøve politisk magt. Det sidste synspunkt deler han tydeligvis med mange modstandere af demokrati, for eksempel Søren Kierkegaard.

Højlund ønsker at fastholde afstanden mellem borgerne og politikerne, mellem de magtløse og  magthaverne, og han hylder retten til "politisk dovenskab". Efter hans opfattelse vil det altid være nødvendigt, at nogle få og mere kompetente magthavere tager de politiske beslutninger - igen en betragtning som anti-demokrater som Platon og Kierkegaard gjorde sig til talsmænd for. Selv om Niels Højlund søger at lægge afstand til Jean-Jacques Rousseau, er han faktisk helt enig med ham i karakteristikken af det repræsentative demokrati, når han beskriver, hvordan folket kun er frit i det korte øjeblik, vælgerne står i stemmeboksen, hvorefter det igen er underlagt magthavernes vilje:

"På valgdagen skal vi afgive vores stemme, siger vi. Vi glemmer undertiden. at det skal tages ganske bogstaveligt: et kort øjeblik står jeg med magten i min hånd, men så afgiver jeg den igen ved at sætte mit kryds. Og får den ikke tilbage før på næste valgdag."
Forskellen mellem Rousseau og Højlund er naturligvis, at mens Rousseau benægter, at folket kan afgive sin i suverænitet, mener Højlund, at folkets næsten permanente umyndiggørelse af sig selv og kun særdeles kortvarige magtudøvelse er selve kernen i det, han opfatter som demokrati. Det er for ham alene muligheden for at kontrollere magthaverne. for at kritisere dem, og, for at skifte dem ud med faste mellemrum, der er det væsentlige i "demokratiet". Hvem der er vælgere, og hvilket -grundlag de har for at kontrollere, kritisere og udskifte lederne, interesserer ham derimod mindre. Vælgernes aktive deltagelse i og forståelse af det politiske liv - for ikke at tale om forestillinger om deres ligelige indflydelse på de beslutninger, der former vilkårene for deres liv - gør han ikke noget ud af. Kort sagt, Højlund er mere politisk liberalist, end han er demokrat.

Ud fra den liberale og revisionistiske demokratiopfattelse, som Højlund hylder, er vælgernes rolle alene at vælge og kontrollere magthaverne. En vis afstand mellem vælgerne og de politiske magthavere er derfor ingen svaghed eller fejl i det repræsentative demokrati, men snarere en nødvendighed. Forholdet mellem borgerne og deres herskere bygger efter hans opfattelse på en tillid, der angives som "demokratiets afgørende forudsætning". Som det er vist i det forrige kapitel, kniber det i stigende grad at opfylde denne forudsætning, og det vil i forlængelse heraf være interessant at belyse, hvordan den danske vælgerbefolkning ser på de divergerende opfattelser, der ligger til grund for de senere års demokratidebat. I lyset af de gennemførte folkeafstemninger om EF og udsigten til en stigende anvendelse af folkeafstemninger er det specielt af betydning at analysere, hvordan synet på folkeafstemninger udvikler sig blandt danske vælgere.

Deltagerne i demokratidebatten har som anført ikke blot forskellige opfattelser af, hvad der er formålet med det politiske system. De har også forskellige opfattelser af virkeligheden. I det følgende rettes opmærksomheden først mod, i hvilket omfang danske vælgere deler de forskellige virkelighedsopfattelser, der er kommet til udtryk i demokratidebatten, og hvordan de opfatter demokratiets grundlag. Derefter ses på de demokratiske værdier, dels hvilken værdi vælgerne mere generelt tillægger borgerdeltagelse, og dels hvordan de mere konkret ser på borgerdeltagelse gennem folkeafstemninger.


Demokratiets grundlag

Demokratidebatten hviler på uenighed om tre tæt forbundne opfattelser af virkeligheden og dermed af grundlaget for en demokratisk styreform. Synet på virkeligheden farver desuden opfattelsen af, hvad demokrati kan være og bør være. For det første er der opfattelsen af, om det altid vil være sådan, at den politiske magt udøves af et mindretal. Fortalerne for et repræsentativt demokrati er her enige med anti-demokraterne om, at det altid vil være nødvendigt, at en elite, dvs. nogle få, formodentlig mere velkvalificerede personer, træffer de politiske beslutninger. Det kan være svært at trække en grænse mellem en Johannes Sløk, der slet ikke mener, at vælgerne skal deltage, og at de faktisk også helst er fri for at skulle deltage i den politiske beslutningsproces, og en Niels Højlund, der mener, at vælgerne kun kortvarigt skal deltage, og da kun for at udpege magthaverne.

Til gengæld finder de radikale demokrater, at vælgerne både kan og bør inddrages mere direkte i afgørelsen af de politiske beslutninger. For det andet er der synet på demokratiets effektivitet, dvs. opfattelsen af forudsætningerne for, at de politiske problemer løses hurtigt og med mindst mulige omkostninger. Anti-demokraterne finder her, at magten skal koncentreres hos en enkelt person - en enevældig monark eller en stærk mand - fordi det er forudsætningen for en egentlig regering af landet, og fordi et folkestyre er ude af stand til klare de problemer, det stilles overfor. I stedet for at tage fat på problemerne og stille krav til borgerne, forkæler demokratiet sine borgere. Fortalere for det repræsentative demokrati vil ikke gå så langt i deres kritik af demokratiet, selv om de nok kan være enige i, at partisplittelse og hyppige valg svækker folkestyrets effektivitet. Endelig viger de radikale demokrater, der ønsker et mere direkte demokrati, tilbage fra at tage stilling til effektiviteten, idet de er mere optaget af folkestyrets repræsentativitet, dvs. om beslutningerne er i overensstemmelse med vælgernes anskuelser.

For det tredje er der synet på deltagelsens omfang og form. Dette optager ikke anti-demokraterne særlig meget, idet de helt afviser, at borgerne kan og bør deltage i den politiske beslutningsproces. Til gengæld står uenigheden her mellem revisionister som Alf Ross og Niels Højlund og radikale demokrater som Mogens Herman Hansen og Marcus Schmidt. Mens Ross og Højlund finder, at vælgernes rolle må indskrænkes til at udpege de politiske ledere, går Hansen og Schmidt ind for, at vælgerne skal være med til at bestemme beslutningernes indhold gennem folkeafstemninger. Andre radikale demokrater finder, at borgerne også kan deltage direkte under mindre formelle former, for eksempel gennem græsrodsaktiviteter. Henning Fonsmark indtager her en mellemstilling, idet han nok støtter en større anvendelse af folkeafstemninger, men samtidig afviser græsrodsdemokratiet.

De danske vælgeres syn på disse tre opfattelser af demokratiets grundlag er vist i tabel 9.1 (ikke medtaget), hvor spørgsmålene er ordnet efter faldende demokratisk indstilling. Tabellen peger først og fremmest i retning af en stærk kontinuitet i vælgernes syn på demokratiets grundlag. Begivenhederne mellem de to folkeafstemninger i 1992 og 1993 synes således ikke at have rokket de demokratiske grundopfattelser, bortset fra, at lidt færre afviser, at det altid vil være nødvendigt at nogle få personer bestemmer det hele.

I relation til de seneste års demokratidebat er det interessant at iagttage, at den demokratiske grundopfattelse, der viser sig ved, at man erklærer sig uenig i de fremførte påstande, med en enkelt undtagelse deles af de fleste danskere. Navnlig ser de færreste den direkte inddragelse af borgerne gennem græsrodsaktioner som nogen trussel mod det danske folkestyre. Der er også flere, der mener, at demokrati er muligt, idet de afviser, at nogle få altid vil bestemme det hele.

Dette fremgår måske ikke så klart af tabellen, men ser man på forskellen mellem dem, der erklærer sig enig og uenige i påstanden, er opinionsbalancen 22 pct. i 1992 og 12 pct. i 1993 i demokratiets favør. Selv om der er tale om et klart fald på dette punkt, er det dog fortsat færre, der deler den elitistiske end den demokratiske opfattelse, hvilket også viser sig ved den markante afvisning af "den stærke mands" magtovertagelse. Her er opinionsbalancerne 38 pct. i 1992 og 34 pct. i 1993.

Undtagelsen fra den almindelige tilslutning til de demokratiske opfattelser er vurderingen af folkestyrets effektivitet i forbindelse med forekomsten af mange partier, som dansk parlamentarisme har været præget af siden 1973. Den negative vurdering af effektiviteten afspejles også af den ret Ligene fordeling af svarene på synspunktet om, at folkestyret kommer til kort over for virkelige problemer. Opinionsbalancerne er her blot otte pct. i 1992 og fire pct. i 1993 til fordel for, at folkestyret kan klare problemerne. Efter manges opfattelse overbetoner det danske folkestyre altså repræsentativiteten i forhold til effektiviteten, men der er klart grænser for, hvor langt man vil gå for at få et mere effektivt system, jf. afvisningen af "den stærke mand".

Svarene på de fem spørgsmål danner tilsammen en stærk skala, således at det er meningsfuldt at karakterisere de mennesker, der svarer uenig på fire eller alle fem af disse spørgsmål, som de mest demokratiske, og, de mennesker, der ikke svarer uenig på et eneste eller blot på et eller to, som de mindst demokratiske. Tre afvisende svar placerer så mennesker i en mellemposition med hensyn til holdningen til demokrati. Anvendes denne skala til at beskrive udviklingen i de danske vælgeres syn på demokratiets grundlag. bekræfter tabel 9.2 (ikke vist) den kontinuitet, som de enkelte spørgsmål giver indtryk af. Andelen af danskere med konsekvent demokratiske opfattelser er konstant, idet en tredjedel (32 pct.) afviser fire eller alle fem af de omtalte påstande. Selv om andelen med mindre demokratiske opfattelser er øget en smule - forskellen mellem de mindst og de mest demokratiske er øget fra 12 til 14 procentpoint fra 1992 til 1993 - er det så lidt at det ikke kan rokke konklusionen om kontinuitet. Det er også værd at notere, at selv om de mindst demokratiske udgør den største -gruppe, udgør de dog mindre end halvdelen af vælgerne.

Sammenfattende gælder det, at danskerne tror på demokratiets muligheder. Der er ganske vist forholdsvis mange, der mener, at elitestyre er et uomgængeligt grundvilkår for alle samfund, og endnu flere er ikke særlig imponerede over folkestyrets effektivitet. Til gengæld går langt de fleste ind for borgeres aktive deltagelse i græsrodsaktiviteter, og to ud af tre afviser klart autoritære løsninger på samfundets problemer.


Deltagelsens omfang

Befolkningens syn på afvejningen af hensynet til elitens indflydelse og behovet for en styrket ledelse over for hensynet til den folkelige indflydelse belyses gennem svarene på spørgsmålet: "Der har været en del debat om ændring af grundloven. Man har blandt andet diskuteret, hvordan balancen bør være mellem politikerne og vælgerne. Jeg vil nu læse to forskellige synspunkter op og bede Dem sige, om De er mest enig med A eller mest enig med B. A siger: En grundlovsændring bør styrke den politiske ledelse af landet. B siger: En grundlovsændring bør styrke borgernes indflydelse på de politiske beslutninger."

Denne problemstilling blev første gang taget op af analyseinstituttet Sonar i oktober 1991, som med en lidt anden spørgeteknik fandt, at 56 pct. mente, at en grundlovsændring burde styrke den folkelige indflydelse, mens 15 pct. mente, at den burde styrke den politiske ledelse. I 1992 fandt vi, at 68 pct. ønskede den folkelige indflydelse styrket, mens 21 pct. ønskede en styrket ledelse. Ser man bort fra dem, der ikke tog stilling til spørgsmålet var det ikke mindre end 71 pct., der var helt eller delvis enig i det synspunkt, at borgerne bør have større indflydelse på de politiske beslutninger. Som det fremgår af tabel 9.3 har dette synspunkt vundet yderligere tilslutning i befolkningen, idet tre ud af fire vælgere i 1993 bakker det op. Navnlig kvinderne, de unge, de veluddannede, specielt mellemlagene (dvs. de offentligt ansatte med en studentereksamen), vælgerne på venstre- og højrefløjen og de, der ikke har stor tillid til politikerne, mener, at borgernes indflydelse bør styrkes.

Bortset fra, at det er et meget udbredt synspunkt, er det altså på en gang veluddannede grupper med ressourcer og "svage" grupper uden let adgang til beslutningsmiljøerne, der går ind for større borgerindflydelse. Formodentlig har den førstnævnte gruppe selv ret stor indflydelse, men mener af demokratiske grunde, at alle borgere bør have større indflydelse, mens den sidstnævnte gruppe næppe har den store indflydelse og derfor ønsker den forøget.

Mens spørgsmålet om en styrkelse af den politiske ledelse eller borgernes indflydelse er klart normativt, dvs. hvordan man mener, samfundet bør være indrettet, er spørgsmålet om, hvorvidt det altid vil være nødvendigt med nogle få dygtige personer, som i virkeligheden bestemmer det hele, klart kognitivt, dvs. hvordan man mener, samfundet faktisk er indrettet.

Kombineres de to udsagn, får man nogle karakteristiske opfattelser af, hvordan demokratiet kan være og bør være indrettet. Den første hovedopfattelse, som deles af anti-demokrater som Johannes Sløk og skeptiske demokrater som Niels Højlund, går ud på, at en elitistisk magtstruktur er uomgængelig, fordi det altid vil være de få, der bestemmer, og de mange, der adlyder, og at det også er godt, at det er sådan. Derfor bør den politiske ledelse styrkes. Den anden hovedopfattelse er den realistiske demokratiopfattelse, som for eksempel deles af Henning Fonsmark, og som går ud på, at nok er en opdeling i magthavere og menige borgere ikke til at komme udenom, men det er ikke godt, at det er sådan, og derfor bør man sprede magten mest muligt og inddrage vælgerne i beslutningsprocessen.

Den tredje hovedopfattelse kan man kalde den "optimistiske" demokratiopfattelse, der deles af radikale demokrater som Mogens Herman Hansen og Marcus Schmidt. Den går ud på, at den politiske magt ikke nødvendigvis behøver at være koncentreret hos et mindretal, men at hele vælgerbefolkningen kan inddrages i formuleringen af de politiske beslutninger. Men også, at borgerne bør inddrages, fordi demokratiet virkeliggøres i samme omfang, som der er overensstemmelse mellem på den ene side borgernes krav og værdier og på den anden side de beslutninger, som de skal rette sig efter. Den sidste hovedopfattelse, at magten ikke behøver at være koncentreret hos en elite, men at den bør være det, er det derimod sværere at finde talsmænd for. De fire hovedopfattelser er illustreret i figur 9.1 (ikke vist).

Efter denne logiske afgrænsning af demokratiske hovedopfattelser kan deres empiriske udbredelse i den danske vælgerbefolkning belyses. I tabel 9.4 (ikke vist) repræsenterer de fire omtalte hovedopfattelser hjørnerne i tabellen, mens de mellemliggende felter repræsenterer varianter og glidende overgange mellem hovedopfattelserne.

Tallene (ikke vist) i tabellen peger klart i retning af, at de danske vælgere er ganske stabile i deres syn på demokratiets grundlag og muligheder, idet fordelingen i 1992 og 1993 svarer ret nøje til hinanden. Den eneste tendens er, at den realistiske demokratiopfattelse måske er blevet styrket en smule på bekostning af de tre andre.

Tabellen (ikke vist) viser videre, at den radikale opfattelse af demokratiet er ganske udbredt i den danske befolkning, idet 40-45 pct. både mener, at bestemmelsesretten ikke behøver at være koncentreret hos nogle få, og at borgernes indflydelse bør styrkes. Mens den realistiske opfattelse af demokratiet deles af mellem en fjerdedel og en tredjedel af vælgerne, er der ikke mange. der kan følge en Sløk eller en Højlund i deres afvisende eller skeptiske holdning over for demokratiet.

Da det synes hævet over enhver tvivl, at befolkningen ønsker den folkelige indflydelse styrket på bekostning af den politiske ledelse, melder spørgsmålet sig om, under hvilke former den øgede borgerindflydelse bør finde sted. Ud fra de senere års demokratidebat, forslagene om flere folkeafstemninger og de gennemførte EF-folkeafstemninger, er det nærliggende at pege på en øget anvendelse af folkeafstemninger som en mulig form. Hvordan ser befolkningen på denne form?


Folkeafstemninger

Befolkningens syn på en øget anvendelse af folkeafstemninger er blevet undersøgt over en årrække. Med de forbehold, som følger af, at forskellige analyseinstitutter har stået for dataindsamlingen, at praksis varierer med hensyn til omfang af "ved ikke svar", at der kan være tale om forskellige vejninger mv., er det muligt at beskrive udviklingen i synet på folkeafstemninger over en næsten 15 årig periode.

De første oplysninger stammer fra 1979 fra projektet om den politiske beslutningsproces i Danmark, hvor Socialforskningsinstituttet stod for dataindsamlingen. Denne undersøgelse viste, at knap halvdelen af de adspurgte (46 pct.), der tog stilling til påstanden, støttede tanken om en øget anvendelse af folkeafstemninger. De næste oplysninger stammer fra 1987, hvor AIM stod for dataindsamlingen for valgprojektet. Undersøgelsen viste her, at halvdelen af de adspurgte (51 pct.), der tog stilling, gik ind for flere folkeafstemninger. En Sonar-undersøgelse fra 1991, hvis resultater blev offentliggjort i Morgenavisen Jyllands-Posten (27. oktober 1991) viste, at tilslutningen til tanken om flere folkeafstemninger nu var blevet et klart flertal (56 pct.).

Siden 1991 synes ønsket om flere folkeafstemninger imidlertid at tabe tilslutning i befolkningen. AIM stod for dataindsamlingen i forbindelse med vælgeranalyserne ved folkeafstemningerne i 1992 og 1993. I juni 1992 var der 48 pct. af dem, der havde stilling til spørgsmålet, der gerne ville have flere folkeafstemninger. Efter folkeafstemningen i maj 1993 var dette tal faldet til 43 pct. Samtidig med, at debatten om en fornyelse af grundloven tog fart - en debat, der blandt andet handlede om, at der burde gennemføres flere folkeafstemninger - og samtidig med, at der blev gennemført to folkeafstemninger om Danmarks tilslutning til Den Europæiske Union, vendte tendensen i udviklingen, således at man stort set er tilbage til situationen i 1979.

Tabel 9.5 (ikke medtaget) viser mere detaljeret, hvordan udviklingen i synet på flere folkeafstemninger har været i en række sociale og politiske grupper. Kvinder har gennem hele perioden været mere positive over for flere folkeafstemninger end mænd, men denne forskel synes at være under afvikling og er nu nærmest forsvundet. De unge har gennemgående været mere positive end de ældre, men dette mønster har ikke været helt stabilt. i 1992 var aldersforskellene nærmest ved at forsvinde, men de unge markerede sig igen i 1993 som de mest begejstrede. Materialet giver ikke mulighed for en indgående analyse af, om der har været tale om generationsforskelle, således at de, der var unge i 1970'erne, for eksempel skulle være mere positive, men umiddelbart er der ikke noget, der peger i den retning.

Gennem hele perioden har det været sådan, at de veluddannede har været mere skeptiske over for en øget anvendelse af folkeafstemninger end de mere kortvarigt uddannede. Disse uddannelsesforskelle har ikke været store, men dog tilstrækkelige til at danne et klart mønster, som peger i retning af, at ønsket om flere folkeafstemninger ikke synes at være de ressourcestærkes foretrukne middel til at øge borgernes indflydelse.

Denne iagttagelse støttes også af, at den sociale gruppe, som mest vedholdende har støttet tanken om flere folkeafstemninger, har været arbejderne, specielt de ufaglærte arbejdere, hvorimod funktionærerne og de selvstændige har været mere forbeholdne. Niels Helveg Petersen har som nævnt givet udtryk for, at en gruppe af modstandere mod flere folkeafstemninger ville være de politisk uinteresserede og inaktive. Som tabel 9.5 (ikke medtaget) viser, synes dette at være en misforståelse. Gennemgående har det været de mindst politisk interesserede, der er gået varmest ind for tanken om flere folkeafstemninger, hvilket bekræfter, at det fortrinsvis har været de ressourcesvage, der har villet indføre et mere direkte demokrati.

At der derimod kan være noget om, at en anden gruppe af modstandere findes blandt "en del mennesker tæt ved den politiske magt", som Niels Helveg Petersen formulerer det. viser den begrænsede tilslutning blandt de veluddannede og de mest politisk interesserede. Også opbakningen blandt de politiske partiers vælgere peger i denne retning. Ønsket om flere folkeafstemninger findes gennem hele perioden især på de politiske fløje, blandt henholdsvis SF's og Fremskridtspartiets vælgere, i begyndelsen navnlig på venstrefløjen og mod slutningen navnlig på højrefløjen. Derimod er vælgerne bag partierne i midten af dansk politik - altså de partier, der leverer personer til de ledende magtpositioner, "magtens centrumer" - mere forbeholdne, og det gælder navnlig de borgerlige vælgere, der stemmer på Det konservative Folkeparti og specielt på Venstre.

Indtrykket af, at begejstringen for flere folkeafstemninger er omvendt proportional med afstanden fra magtens centrum, styrkes endelig af, at denne begejstring stiger, desto mindre tillid vælgerne har til politikerne. Som illustreret i figur 9.2 (ikke vist), hvor tilliden til politikerne måles på en skala fra 0 til 10, er denne proportionale sammenhæng særdeles markant. Det samme gælder desuden sammenhængen mellem ønsket om initiativret for vælgerne, som også er medtaget i figuren. Flere folkeafstemninger og mere direkte demokrati synes derfor at være det alternativ, som de ressourcesvage falder tilbage på, når de har mistillid til politikerne og føler sig afmægtige over for dem. Derimod betyder selve graden af partiidentifikation ikke meget for ønsket om flere folkeafstemninger. Dette ønske er tæt forbundet med, hvad det er for et parti, man føler sig knyttet til. Det er altså ikke graden af partitilknytning, der er det væsentlige, men snarere det pågældende partis placering i forhold til den politiske magt og indflydelse.

Endelig viser tabel 9.5 (ikke vist), at sympatien for flere folkeafstemninger er langt større blandt dem, der ønsker at styrke borgernes indflydelse, end blandt dem, der ønsker at styrke den politiske ledelse. Dette er naturligvis ikke overraskende i sig selv. Derimod er det bemærkelsesværdigt, at denne forventede sammenhæng er under markant svækkelse. På få år i begyndelsen af 1990'erne skete der næsten en halvering af opinionsbalancen (fra 48 til 28), og det kan oplyses, at korrelationskoefficienten (Pearson's R) falder fra .45 over .35 til .24.

Sammenfattende kan det siges, at ønsket om flere folkeafstemninger er blevet svækket i begyndelsen af 1990'erne. Set fra de radikale demokraters synspunkt er det eneste lyspunkt, at de unge fortsat går ind for tanken. Ønsket om at øge borgernes indflydelse på vilkårene for deres egen tilværelse forbindes i stadig mindre grad med indførelse af elementer af direkte demokrati. De veluddannede og politisk indflydelsesrige finder ikke, at flere folkeafstemninger er den mest hensigtsmæssige form for øget borgerdeltagelse, og sådan har det uden tvivl været hele tiden. Den væsentligste ændring over de seneste år synes til gengæld at være, at de ressourcesvage og mistillidsfulde er begyndt at miste troen på, at flere folkeafstemninger er et realistisk alternativ til det repræsentative system med konkurrerende partier.

Den udvikling rejser spørgsmålet om, hvor dybt de demokratiske holdninger stikker hos disse vælgere, der er mere eller mindre fremmedgjorte over for det repræsentative demokrati, partierne og levebrødspolitikerne. Som det fremgår af tabel 9.6 (ikke vist), er autoritære holdninger - ønsket om at en stærk mand skal gribe magten og sætte orden i tingene - navnlig udbredte blandt de lavtuddannede, politisk uinteresserede og mistillidsfulde, kort sagt blandt dem, der også går ind for flere folkeafstemninger.

Der er også en tendens til, at de autoritære er mere positive over for folkeafstemninger end de øvrige vælgere. I 1992 var der således 54 pct. af dem, der var enige i, at en stærk mand burde gribe magten i en økonomisk krisesituation, der gik ind for flere folkeafstemninger, mens det blot var 44 pct. blandt dem, der afviste dette synspunkt. I 1993 var de tilsvarende tal 53 og 38 pct.

Hvis ønsket om flere folkeafstemninger ikke blot er udtryk for en ren og skær afvisning af det nuværende system, må det være en form for "plebiscitært demokrati", som man for eksempel kender det fra den bonapartistiske og gaullistiske tradition i Frankrig - altså en stærk leder, der appellerer direkte til folket og går uden om partier og repræsentative institutioner - der foresvæver de svage, magtesløse og skuffede. Dette alternativ er derfor hverken i overensstemmelse med den radikale demokratiopfattelse, der både ønsker borgerdeltagelse og magtspredning, eller den realistiske demokratiopfattelse, der vil fastholde de repræsentative institutioner, men nok inddrage borgerne noget mere. Den simple opstilling i figur 9.1 (ikke vist) må derfor udbygges med en fjerde demokratiopfattelse, idet ikke alle, der mener, at politisk lighed både er ønskelig og mulig, kan karakteriseres som "radikale demokrater". De, der kombinerer disse synspunkter med ønsket om en stærk leder, må snarere karakteriseres som "plebiscitære demokrater".


Konklusion

Siden slutningen af 1980'erne er man igen begyndt at diskutere demokrati i de ledende kredse i Danmark. Tanken om at supplere det eksisterende, repræsentative demokrati med elementer af direkte demokrati, først og fremmest i form af afholdelse af flere folkeafstemninger, er blevet ført frem af såvel politiske teoretikere som praktikere. To folkeafstemninger om Danmarks forhold til Den Europæiske Union er blevet afholdt efter at være blevet sat på den politiske dagsorden og fyldigt behandlet i massemedierne. Endeligt er flere folkeafstemninger om Europapolitikken stillet i udsigt i de kommende år.

I den samme periode er der imidlertid sket det, at tendensen til en jævnt stigende tilslutning til ønsket om flere folkeafstemninger er stoppet og vendt. således at tilslutningen nu er faldende. En nærliggende forklaring på dette er naturligvis, at det er de konkrete erfaringer med de to seneste folkeafstemninger, der har fået mange - og specielt dem, der har mistillid til politikerne - til at opgive tanken om flere folkeafstemninger.

Umiddelbart forekommer en sådan forklaring måske ikke helt overbevisende. Vælgerne var således i høj grad villige til at deltage i debatten ved at levere læserbreve til aviserne og ved at stille spørgsmål i udsendelserne i radio og TV. Og til trods for skeptikeres påstande var de fleste vælgere ikke forvirrede, men fuldt ud i stand til at svare et klart ja eller nej til Maastricht-Traktaten og Edinburgh-Aftalen. Endelig skal det erindres, at valgdeltagelsen var høj både i 1992 og 1993, og dette peger ikke i retning af, at vælgerne opfattede afstemningerne negativt.

Påstande om, at vælgerne følte sig manipuleret ved at blive kaldt til stemmeurnerne igen i maj 1993 efter at have forkastet Maastricht-Traktaten i juni 1992, kan heller ikke i sig selv forklare, at opbakningen bag tanken om flere folkeafstemninger er falder allerede efter afstemningen i 1992.

I 1992 var det især taberne, Venstres og Konservatives vælgere, der i forvejen var skeptiske, som vendte sig mod flere folkeafstemninger, men også socialdemokraterne, der var delt mellem vindere og tabere, og SF'erne, der sejrede, begyndte at opgive tanken. Det konkrete udfald den 2. juni 1992 synes derfor ikke alene at kunne forklare omslaget i holdningen til flere folkeafstemninger.

Når færre begyndte at ønske flere folkeafstemninger, og når der er mange, der holder op med at forbinde en øget borgerindflydelse med flere folkeafstemninger, må der også være andre faktorer inde i billedet - måske en uvilje mod, at det politiske "establishment" sætter sig på dette alternativ til det eksisterende system. Udfaldet af afstemningen den 18. maj 1993 kan i højere grad forklare det fortsatte fald i opbakningen bag tanken om flere folkeafstemninger, da det er taberne blandt Fremskridtspartiets vælgere, der falder fra, ligesom der også er frafald blandt SF''erne. Derimod er der ikke store ændringer blandt de andre partiers vælgere bortset fra, at flere konservative igen begynder at støtte tanken, mens endnu flere Venstre-vælgerne afviser den. Det store fald fra 1992 til 1993 blandt Fremskridtspartiets vælgere modsvares af tilsvarende fald blandt de politisk uinteresserede og dem, der har mistillid til politikerne. Dette mønster peger i retning af, at der er grupper i befolkningen, som tidligere har støttet tanken om flere folkeafstemninger, som nu begynder at vende sig imod den, fordi det etablerede system har overtaget den og i manges øjne bruger den til at manipulere vælgerne.

Ud fra demokratisk teori repræsenterer udviklingen i begyndelsen af 1990'ern i Danmark et paradoks. Samtidig med, at eliten begynder at diskutere en indførelse af mere direkte demokrati, samtidig med, at man sætter EF på dagsordenen og gennemfører to folkeafstemninger om dette emne, og samtidig med, at man stiller flere folkeafstemninger i udsigt skifter holdningen til tanken om flere folkeafstemninger, specielt blandt de svage og magtesløse grupper, som tidligere har støttet den. Som vist i kapitel 8 (findes kun i bogen) er det også i disse grupper, at der er sket en svækkelse af forbindelsen mellem de politiske partier og vælgerne. Blandt marginaliserede grupper i det danske samfund synes der derfor ikke blot at findes en fremadskridende svækkelse af forbindelsen fil de politiske partier, men også en forringet tro på, at flere folkeafstemninger vil kunne repræsentere et velegnet alternativ. Dette skyldes måske ikke så meget, at de marginaliserede grupper ikke kunne eller ville være med til at bestemme, men måske snarere at de følte, at de etablerede politikere tog deres alternativ fra dem og brugte det imod dem.

Alt i alt er det vanskeligt at se, at der findes noget entydigt alternativ til det eksisterende, repræsentative demokrati. Mange veluddannede og politisk interesserede vil gerne udvikle demokratiet med større borgerdeltagelse, men de færreste finder, at flere folkeafstemninger er den mest oplagte form. De marginaliserede går ind for flere folkeafstemninger, men synes at miste troen på, at det er et reelt alternativ. Tilbage står dele af den politiske elite, som er begyndt at føre folkeafstemninger frem som et supplement til det repræsentative demokrati, og på EF-området har man allerede etableret en nydannelse, der indebærer, at vælgerne vil blive inddraget direkte i alle ændringer af Danmarks forhold til Den Europæiske Union.

Repræsentativt og direkte demokrati er ikke et enten-eller. Det repræsentative demokrati kan suppleres med elementer af direkte demokrati i form af flere folkeafstemninger, således som det er fremført af både realistiske og radikale demokrater. Man kan også udbygge den folkelige indflydelse endnu mere ved at give et antal vælgere lov til at kræve en folkeafstemning om vedtagne love

(folkeinitiativ). Men før man går hastigt frem ad denne vej, er der behov for at forklare de ressourcestærke, at demokratiet godt kan udbygges på denne måde. uden at det behøver at medføre en udhuling af beslutningernes kvalitet og effektivitet, og de ressourcesvage, at man dermed ikke kommer uden om formidlende organer som partier og repræsentative institutioner. Over for begge parter må det understreges. at anvendelsen af flere folkeafstemninger og andre former for direkte demokrati ikke realiserer princippet om politisk lighed fra den ene dag til den anden.