Beslutningsforslag B 8

Fremsat den 9. oktober 1997 af Aage Frandsen (F), Jes Lunde (F), Villy Søvndal (F) og Kristen Touborg (F)

Forslag til folketingsbeslutning

om lokale og regionale folkeafstemninger gennem initiativ og referendum


Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, som giver de valgberettigede vælgere mulighed for at bestemme, at der skal afholdes bindende lokale og regionale folkeafstemninger i visse situationer, og at borgerne kan få et konkret emne til debat og afstemning i kommunalbestyrelse eller amtsråd.


Lovforslaget udarbejdes efter følgende retningslinjer:

  1. Der indføres initiativ, dvs. vælgerne gives mulighed for at kræve forslag med et indhold svarende til almindelige forslag i kommunalbestyrelser og amtsråd sendt til folkeafstemning eller til såvel debat som afstemning i kommunalbestyrelse og amtsråd.
  2. Der indføres referendum, dvs. vælgerne gives mulighed for at kræve et forslag, der netop er vedtaget i en kommunalbestyrelse eller et amtsråd, sendt til folkeafstemning.
  3. Der kan ikke tages initiativer og laves referenda vedrørende budgettet, lokalisering, spørgsmål vedrørende mindretals levevilkår og spørgsmål, der medfører indskrænkninger i fundamentale menneskerettigheder. Der kan kun tages initiativer og laves referenda, for så vidt angår spørgsmål, der entydigt henhører til kommunens eller amtets ressort. De kommunale tilsynsmyndigheder godkender ordlyden af "initiativet" eller "referendummet", herunder til eventuelle tvivlsspørgsmål.
  4. For at få et forslag sendt til folkeafstemning gennem initiativ eller referendum i en kommune eller et amt skal et antal vælgere svarende til mindst 10 pct. af de vælgere, der var stemmeberettigede ved sidste kommunalvalg, anmode om dette ved deres underskrift.
  5. For at få et forslag til debat om afstemning i en kommunalbestyrelse eller amtsråd skal et antal vælgere svarende til mindst 5 pct. af de vælgere, der var stemmeberettigede ved sidste kommunalvalg, anmode om dette ved deres underskrift.
  6. I forbindelse med initiativer skal et tilstrækkeligt antal underskrifter afleveres til kontrol hos folkeregisteret senest 6 måneder efter, at underskriftsindsamlingen er anmeldt. I forbindelse med referendum skal et tilstrækkeligt antal underskrifter afleveres til kontrol hos folkeregisteret senest 3 måneder efter, at beslutningen er truffet.
  7. I forbindelse med krav om referendum skal implementering af kommunalbestyrelsens eller amtsrådets endelige beslutning indstilles senest fra det tidspunkt, hvor der til folkeregisteret er afleveret af de underskrifter, der er nødvendige for at kræve folkeafstemning om forslaget afholdt. Implementering kan genoptages, såfremt der ikke inden fristens udløb er indleveret alle de underskrifter, der er nødvendige for at kræve folkeafstemning.
  8. Forslagsstillere skal kunne trække kravet om initiativ eller referendum tilbage, såfremt kommunalbestyrelsen eller amtsrådet træffer en beslutning, der overflødiggør folkeafstemningen.
  9. Folkeafstemningen skal som hovedregel afholdes senest 3 måneder efter, at underskrifterne er indleveret. Der skal dog gå mindst 5 uger, fra underskrifterne er godkendt, til der afholdes folkeafstemning. Indenrigsministeren kan i særlige tilfælde fravige 3-månedersfristen.
  10. Forud for folkeafstemningen skal kommunalbestyrelsen/amtsrådet sikre, at der omdeles informationsmateriale til alle husstande i afstemningsområdet. I informationsmaterialet skal både ja og nejsiden gives mulighed for at fremføre deres synspunkter. Kommunalbestyrelsen /amtsrådet kan afsætte yderligere midler til oplysning af vælgerne forud for folkeafstemningen. Lige store dele af sådanne midler anvendes til ja- og nej-sidens oplysningsaktiviteter.
  11. Folkeafstemningens udfald afgøres ved almindelig stemmeflerhed.
  12. I resten af valgperioden må kommunalbestyrelsen eller amtsrådet ikke træffe beslutninger, der strider mod et vedtaget folkeafstemningsforslags formål, medmindre kommunalbestyrelsen/ amtsrådet opnår vælgernes godkendelse ved en ny folkeafstemning.
  13. Indenrigsministeren udformer de nærmere regler for - bistand til udformning af forslag til folkeafstemning og forslag til debat og afstemning,
Tilsynsmyndighedernes kontrol af folkeafstemningsforslagenes overholdelse af de formelle krav vedrørende forslagenes form og indhold, - udformning af underskriftsblanketter, - kontrol af underskrifternes gyldighed, - forslagsstillernes mulighed for at trække forslag om folkeafstemning tilbage.
Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes mulighed for at sende forslag til bindende folkeafstemning, - krav til indholdet i kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes oplysningsmateriale, - fordeling af oplysningsmidler etc., - krav til eventuel sammenkædning af flere afstemninger, f.eks. flere folkeafstemninger eller sammenfald mellem folketingsvalg og folkeafstemning.
Retningslinjer, der indeholder forbud imod aflønning af underskriftsindsamlere.


Almindelige bemærkninger

Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 117 fremsat den 8. april 1997 (se Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne side 6524 og tillæg A side 4539 og 4543). Dette beslutningsforslag blev førstebehandlet den 30. april 1997. Beslutningsforslaget skal ligesom det samtidig fremsatte beslutningsforslag nr. B 9 om mulighed for afholdelse af ekstraordinære kommunale valg ses som et forsøg på at øge borgernes engagement og deltagelse i det kommunale arbejde, så Danmark i højere grad får et deltagelsesdemokrati. Danmark bryster sig gerne af at være et af de lande i Europa, som er kommet længst med udviklingen af det lokale selvstyre. Det er også rigtigt, for så vidt angår den lokale og regionale beslutningskompetence og skatteudskrivning i kommunalbestyrelser og amtsråd. Men med hensyn til udviklingen af den folkelige deltagelse og engagement er man med undtagelse af indførelse af brugerbestyrelser bagefter.

I flere lande er man i dag langt i udviklingen af det, som forslagsstillerne med inspiration fra bl.a. Tyskland og Californien har valgt at kalde borgernes initiativret og muligheden for lokalt og regionalt referendum. Med borgernes initiativret menes forslag, som ikke på forhånd er vedtaget af en folkevalgt forsamling. Der er altså tale om et forslag, som en kreds af vælgere har fremsat. Ved referendum forstås en folkeafstemning efter vælgerkrav om et forslag, der allerede er behandlet af en folkevalgt forsamling.

I Slesvig Holsten har man på foranledning af især SSV fået vedtaget, at et udsnit af borgerne på 20.000 vælgere kan kræve, at Landdagen i Kiel tager stilling til et givet forslag, og hvis Landdagen efterfølgende ikke vil tage stilling, kan borgerne kræve sagen til folkeafstemning. Men det er ikke kun i Slesvig Holsten, at man har udviklet det lokale demokrati. Europarådet har i 1993 opgjort, at man i en række lande har mulighed for lokale bindende folkeafstemninger: Bl.a. Schweiz, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Østrig samt i en række tyske delstater: Baden Württemberg, Brandenburg, Hessen, Sachsen, Sachsen Anhalt og Thüringen. Initiativret på lokalt plan kendes fra bl.a. Finland, flere tyske, østrigske og amerikanske delstater samt Schweiz. Forslagsstillerne tror også, det vil være en rigtig ide at indføre mulighed for flere bindende folkeafstemninger i Danmark.

De politiske partier og lokallister opfanger ikke alle lokalpolitiske ønsker og krav, eftersom stadig færre borgere er medlemmer af politiske partier eller lokallister, på trods af at mange valgforskere hævder, at borgernes politiske interesse er usvækket. Forslagsstillerne tror, at en mulighed for borgerinitiativer og referenda kan være med til at revitalisere det lokale demokrati og dermed styrke det civile samfund. Og borgerne er tilsyneladende interesserede: I den landsdækkende borgeranalyse "Borgerne og kommunestyret", som blev lavet i samarbejde mellem AUC og Kommunedata i 1995, svarede 65 pct. af de adspurgte, at de så positivt på muligheden for vejledende folkeafstemninger i kommunalpolitikken. Forslagsstillerne tror, at når der så er tale om bindende folkeafstemninger, vil der alt andet lige være større interesse fra borgernes side. Man har tidligere haft mulighed for referendum lokalt i Danmark i forbindelse med skolenedlæggelser. Denne mulighed blev indført med folkeskoleloven i 1958. Men ideen til forslaget kom fra Venstre, der allerede i 1956 havde foreslået, at der skulle være mulighed for at få en vedtaget skolenedlæggelse til folkeafstemning i skoledistriktet.

Muligheden for folkeafstemning om skolenedlæggelser blev også fjernet på baggrund af et initiativ fra Venstre, idet det var en Venstremand, der som undervisningsminister i 1988 i Folketinget foreslog bestemmelsen afskaffet, hvilket skete med alle stemmer for med undtagelse af SF's. Den gamle lov om skolenedlæggelser havde dog den svaghed, at kravene til antallet af borgere, som skulle skrive under på ønsket om at udsætte skolenedlæggelsen, var meget stort: Oprindelig 80 pct. af de stemmeberettigede og senere 50 pct. Det var derfor utrolig svært at skaffe det fornødne antal stemmer. Men alligevel tog man udfordringen op mange steder.

I mellem og efterkrigstiden fandtes også mulighed for referendum i forbindelse med sager om tildeling eller nægtelse af spiritusbevillinger. af et sogneråds medlemmer eller 35 pct. af en landkommunes vælgere kunne kræve, at sådanne sager blev sendt til bindende folkeafstemning. Der blev afholdt flere hundrede afstemninger efter disse regler. De kommunaløkonomiske konsekvenser af forslaget er yderst beherskede. I svar på spørgsmål nr. 15 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om direkte demokrati (beslutningsforslag nr. B 2, folketingsåret 1996-97, se Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne side 785 og tillæg A side 231 og 240) oplyste indenrigsministeren den 19. december 1996 (Kommunaludvalget, B 2 - bilag 3), at i en kommune af Køges størrelse (29.000 indbyggere) er udgifterne til en folkeafstemning 290.000 kr. Der er altså tale om et relativt billigt forslag i forhold til de gevinster, man opnår herved i form af øget indflydelse til og engagement hos borgerne. Der har de senere år været forskellige forslag fremme om vejledende folkeafstemninger på både lokalt, regionalt og landsdækkende plan.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at folkeafstemninger skal være bindende, hvis de skal opfylde det, der er formålet med folkeafstemninger: at øge borgernes indsigt, engagement, indflydelse og ansvarlighed, hvorved vi i højere grad får et deltagerdemokrati. Folkeafstemninger, der kun er vejledende, har ikke megen mening i den forbindelse, samtidig med at de kan misbruges af de folkevalgte til at sætte spørgsmål til folkeafstemning alene for at blive bekræftet i egne holdninger og eventuelt løbe fra det ansvar, som ellers påhviler de folkevalgte.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1:

I nogle tilfælde vil det for borgerne være vigtigt at få direkte indflydelse i form af folkeafstemning. I andre tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at borgerne får mulighed for at få sager på kommunalbestyrelsens dagsorden.

Ad 2:

Formålet er, at borgerne i nogle bestemte sager skal kunne begære en ellers vedtaget beslutning sendt til folkeafstemning.


Ad 3:

Det forslag, som kræves sendt til folkeafstemning, eller som ønskes rejst i en kommunalbestyrelse eller et amtsråd som følge af et initiativ, skal såvel i form som i indhold svare til forslag, der behandles i kommunalbestyrelser eller amtsråd. Der skal endvidere være tale om forslag, der vedrører forhold, som hører under kommunalbestyrelsens eller amtsrådets kompetenceområde. Forslaget må ikke hindre, at kommunen eller amtet opfylder krav, som er fastsat i anden lovgivning. Der kan ikke tages initiativ eller laves referenda vedrørende budgettet, lokalisering, spørgsmål vedrørende minoriteters levevilkår og spørgsmål, der medfører indskrænkninger i fundamentale menneskerettigheder.

Uanset at det efter forslagsstillernes opfattelse er vigtigt, at der bliver mulighed for både initiativ og referendum, er det også afgørende, at der på forhånd sættes grænser for, hvad der kan sendes til folkeafstemning. På samme måde som der i dag er begrænsninger i, hvilke forslag der i henhold til grundlovens 42 kan sendes til folkeafstemning, er det vigtigt, at der er spørgsmål på det kommunale og amtskommunale niveau, som ikke kan sendes til folkeafstemning. Det drejer sig i denne forbindelse om det samlede budget for at undgå en eventuel usikkerhed omkring kommunens og amtets økonomi. Endvidere drejer det sig om at sikre borgerne herunder eventuelle mindretal imod, at initiativet bruges til krænkelse af deres fundamentale rettigheder.

De kommunale tilsynsmyndigheder skal godkende temaet for et initiativ og referendum, således at man kan have sikkerhed for, at det er et tema, hvorom der må tages et initiativ, og således at man sikrer, at ordlyden i et initiativ og et referendum fremstår klart, samt at der ikke kan opstå tvivl om indholdet for de borgere, som først skal skrive under på et krav og siden hen eventuel stemme om forslaget. Det er naturligt at pege på de kommunale tilsynsmyndigheder, da de allerede i dag har legalitetstilsynet med kommuner og amter.


Ad 4-5:

Spørgsmålet om, hvor mange der skal kunne bringe et spørgsmål til folkeafstemning eller debat og afstemning i en kommunalbestyrelse eller amtsråd, er en afvejning af, at antallet på den ene side ikke skal være urimeligt højt, men på den anden side gør det heller ikke noget, at der kræves en betydelig indsats og dermed engagement for at få gennemført sit ønske. I denne forbindelse må det være rimeligt, at kravene til at få folkeafstemning er højere end til at få en sag til debat og afstemning i en kommunalbestyrelse eller et amtsråd.


Ad 6-9:

Tidsfristerne er fastlagt ud fra, hvad der er praktisk rimeligt og muligt både for kommunalbestyrelsen/ amtsrådet og for borgerne, der ønsker at benytte sig af muligheden for initiativ eller referendum. Det er også ud fra en praktisk tilgang, at det foreslås, at det skal være muligt for en kommunalbestyrelse eller et amtsråd at få tilladelse fra Indenrigsministeriet til at udskyde folkeafstemningen til en anden nært forestående valghandling, f.eks. Europa-Parlamentsvalg, folketingsvalg eller anden folkeafstemning.


Ad 10:

Det er meget vigtigt, at det i forbindelse med en folkeafstemning er lysende klart for borgerne, hvad afstemningen drejer sig om. Derfor er det nødvendigt med informationsmateriale, der kan belyse problematikken.


Ad 11:

Selv om man tidligere har kendt til, at der blev stillet særlige krav til flertalsafgørelser ved folkeafstemninger, må det være et rigtigt princip, at et flertal er et flertal. Det giver også den største ansvarlighed i forhold til, at en afstemning og dens resultat forpligter.


Ad 12:

Dette punkt betyder, at en vedtagelse ved en folkeafstemning har opsættende virkning til nærmeste kommunale valg, hvorefter kommunalbestyrelsen/ amtsrådet igen kan vedtage det forslag, som er standset ved et referendum. Det betyder samtidig, at borgerne, hvis forslaget igen vedtages, igen kan lave et referendum.

Ad 13:

Det er vigtigt, at Indenrigsministeriet udformer nærmere retningslinjer for, hvordan procedurerne skal være, så borgerne ved det, og så der ikke bliver for mange tvivlsspørgsmål.